Alexander von Oettingen
undervisning er dannelse
Aarhus Universitetsforlag
Skolens paradoks
Livet underviser ikke
Kan du forestille dig en skole uden undervisning? Jeg kan ikke. En skole uden undervisning er bare en bygning, måske et socialt fællesskab, men en skole er det ikke. Skole og undervisning hænger nemlig uløseligt sammen. I al sin ejendommelighed er undervisningen selve skolens fundament.
Alle, der har prøvet at undervise, ved, hvor svært det kan være: Kedeligt eller kaotisk, men også livsbekræftende og smukt. Ingen lærer underviser ud i den blå luft eller tilfældigt. Lærere underviser med en intention om, at undervisningen gør en forskel for deres elever. Skolens undervisning har værdi i sig selv, fordi den åbner op for en større indsigt i det samfund, den historie og den kultur, børnene er en del af.
Skulle lærere og forældre vente på, at børn lærer gennem deres erfaringer, måtte de vente længe. Vi lærer nemlig ikke alt det, vi har brug for at vide eller kunne, ved blot at leve sammen. Tværtimod. I vores moderne verden er at leve og at lære adskilt. Noget lærer vi gennem livet, men meget må vi lære gennem undervisning i skolen.
Skolen sætter med andre ord turbo på børns erfaringer ved kunstigt at tilrettelægge undervisningsprocesser, der ikke er lig med det ’virkelige liv’, men som er nødvendige for at kunne deltage i livet.
Det er paradoksalt, at skolens undervisning på den ene side handler om livet, men på den anden side ikke er lig med livet. I undervisning lærer elever på forskud og på afstand af deres konkrete hverdagsliv. Eleverne lever ikke sammen med lærerne, men de lærer gennem undervisning sammen med deres lærere. I familien er det omvendt: Her lærer ikke bare børnene, men hele familien ved at leve sammen og dele hverdagen med hinanden. Skolens undervisning er modsat. Den sker i distance til livet. Heri ligger dens dannelsesbidrag.
Langt de fleste elever oplever skolen som et helt naturligt sted, hvor de opholder sig en rigtig stor del af deres barndoms- og ungdomsliv. Og som langt de fleste heldigvis også holder af. I skolen lærer de for livet, og de tilbringer tid med kammerater, venner og voksne, der vil noget vigtigt med dem. Men bag alt det ligger skolens paradoks: at undervisningen grundlæggende sker i distance til elevernes primære erfaringsverden.
Sagt på en anden måde: Undervisning er den hurtige og nødvendige omvej til det, erfaringerne ikke viser af sig selv. Børn lever i sprog og tekst, men forstår ikke bogstaverne, fortolkningen og grammatikken. De lever i musikken og kunsten, men kender intet til genre, stil, rytmer og perioder. De bevæger sig i naturen, men ved endnu ikke noget om naturfænomener og videnskabelige forklaringer. De oplever politiske og demokratiske processer, men vil ikke kunne forklare, hvad demokrati går ud på. De bruger digitale medier og teknologier, men ved meget lidt om den digitale verden. Og de ved, hvor museet, kirken, købmanden, sportspladsen ligger, uden helt at vide, hvad historien, menigheden, arbejdslivet og fritidslivet er for betydningsfulde fællesskaber.
Børn lever og deltager i verden, men forstår endnu ikke de store sammenhænge. De er umiddelbart optaget af livet og følger med, så godt de kan. I familien og sammen med vennerne. Men hvad det ’hele’ går ud på, hvad de skal i fremtiden eller ’lige om lidt’, det aner de ikke noget om. Barndommen har sin egen tid. Gudskelov. Og derfor må undervisningen supplere barnets subjektive livsverden med skolens objektive livsverden. Børn må blive til elever, der skal modtage undervisning. Gennem sprog, litteratur, musik, idræt, biologi, matematik, fysik og meget mere lærer de at se sig selv i et større perspektiv.
Undervisning er ikke et under
Undervisning er både et menneskeligt fænomen, der hører med til livet, og et pædagogisk fænomen, der bliver udøvet af professionelle lærere og pædagoger. Det første lægger vi stort set ikke mærke til. Det er bare noget, vi gør. For eksempel når vi i en samtale med andre ’viser’ eller henviser til noget, vi tillægger betydning. Jeg har læst en god bog eller set en spændende film og viser min kone, hvad jeg lægger mærke til. Og hun fortæller mig, hvad hun lægger mærke til. I vores samtale om det, vi har set eller læst, er vi undervisende sammen.
Undervisningens professionelle side derimod lægger vi bevidst mærke til, fordi den har en pædagogisk intention om at lære børn noget. Lærere er professionelle undervisere, de vil lære eleverne noget, og ikke blot som min kone og jeg tale om dette eller hint.
Ser vi nærmere på selve ordet undervisning, genfinder vi den samme dobbelthed. Ordet undervisning betyder ikke at vise et under – selvom det godt kan opleves sådan. Det hentyder derimod til den tyske præposition ’unter’ som betyder ’imellem’. Undervisning er noget, der foregår mellem mennesker. Det er en helt almindelig og naturlig samværsform, hvor vi viser til rette gennem samtalen.
Men forstavelsen ’under-’ har også en anden betydning, som retter sig mod indholdet. I sin undervisning viser læreren sine elever det, som bogstaveligt talt ligger under. Børn ser ikke verden ved bare at opholde sig i den. De har brug for at få verden vist, så den fremtræder i sin rette mening og sammenhæng. Hvad er vigtigt at lægge mærke til? Hvad kommer først, og hvad ligger under noget andet? Verden underviser ikke selv, den må vises eller rettere didaktiseres, så den kan læres.
I ordet undervisning ligger altså både den helt almindelige og menneskelige samværsform – at vise til rette gennem samtalen – og den mere pædagogisk-didaktiske form, at læreren skal vise sine elever, hvad der ligger under, for at de kan lære noget. Den første form hører naturligt til i livet, den anden leves i skolen.
Der er altså flere forskellige fænomener i spil, når vi taler om børns læring og udvikling. Noget lærer de gennem den naturlige deltagelse i hverdagen. Det kalder vi ofte for socialisering. Noget andet lærer de i skolen gennem undervisning. Det skal vi se nærmere på senere. Og noget tredje lærer vi, så længe vi lever. Det har med dannelse at gøre. Eller endda livslang dannelse.
Vi må altså skelne mellem en naturlig og på sin vis ubevidst socialisering, hvor vi lærer gennem deltagelse, og undervisning, hvor vi bevidst og struktureret lærer gennem skolens fag, samt endelig dannelse, der er en livslang proces.
Livslang dannelse
I skolen har undervisning sin helt egen mening. Det kan ikke være anderledes. Det er gennem undervisning, at skolens særlige dannelsesbidrag kommer til udtryk. Undervisning er dannende, når børn herigennem lærer at se verden i et større perspektiv og blive socialt ansvarlige. Eller med andre ord, når de lærer at udvikle deres egen individualitet og samtidig ved, hvordan de kan indgå i store og små fællesskaber. Det gør de blandt andet gennem den litteratur, de møder i dansktimerne, de religioner og kulturer, de lærer om i kristendom, eller den historiske sammenhæng, som historiefaget giver dem indblik i.
Dannelse handler ikke om takt, tone og faglighed eller om at gøre, som andre siger. Dannelse handler om, at børn får et ansvarligt forhold til sig selv, de andre og den verden, de er en del af. Og det gælder også for voksne: Dannelsesprocesser er livslange processer. Hele livet må vi lære at forholde os til vores egen eksistens og vores måde at være sammen med andre mennesker på. Derfor slutter dannelse ikke med skolen, den begynder først for alvor efter skolen.
Den tyske pædagogiske filosof Dietrich Benner har beskrevet dannelse ud fra det, han kalder menneskelige ’praksisformer’. Mennesket får ikke sin bestemmelse udefra eller indefra, men vi former vores liv gennem vores handlinger og i vekselvirkning med andre. Dannelse handler
