Redigeret af
Mikkel Thorup & Morten Brænder
ANTITERRORISMENS IDÉHISTORIE
Stater og vold i 500 år
FORORD
Diskussionen af terrorisme og antiterrorisme leder ofte til vanskeligheder. Den dækker over et komplekst historisk, begrebsligt, politisk og juridisk materiale, over skjulte manøvrer og tildækkede hensigter samt over et hyperpolitiseret og hypermoraliseret felt, hvor der vogtes over ethvert skridt, der tages, og enhver linje, der krydses. Denne bog ignorerer i en vis forstand farerne ved terrordiskussionen, idet den diskuterer terror og antiterror med de samme kategorier; den forsøger at anlægge et analytisk og historisk perspektiv på begge fænomener. Staten får dermed ikke nogen a priori særstatus i hverken empirisk eller moralsk forstand, hvad voldsanvendelse angår.
Det vil uden tvivl give anledning til kritik, hvorfor det er nødvendigt indledningsvist at slå fast, at vores formål ikke er at påstå nogen empirisk eller moralsk ækvivalent mellem staten og terroristen. Om end de ofte historisk og aktuelt har benyttet sig af samme metoder, så er staten – i hvert fald den demokratiske stat – kendetegnet ved at have borgernes sikkerhed som målsætning, den tilvejebringer en række sikkerhedsmæssige og velfærdsmæssige goder og adskiller sig således i funktionel henseende helt afgørende fra terrorgruppen. Det er derfor ikke vores hensigt at levere endnu en ensidig kritik af staten eller at bidrage til den i forvejen lange række af anfægtelser af det moralske grundlag for den nuværende krig mod terror, hvor nødvendige de end kan forekomme for demokratiets beståen. Det, der derimod er vores hensigt, er at rette fokus mod de begrebslige og historiske forudsætninger for etableringen af forholdet terror/antiterror, som det er vores påstand, er den moderne stat iboende. Vi har altså valgt at anlægge en idehistorisk vinkel på den globale antiterrorisme og spørge til dens mange forløbere og udgaver frem for at stille os analytisk tilfredse med den aktuelle og ahistoriske udlægning af dette forhold, der kendetegner den moderne selvforståelse.
Med andre ord er det vores hensigt at historisere terror- og terroristbegrebet. Det gør vi med den analytiske kategori ‘terroristiske figurer’, der angiver en parallelisering mellem den lange række af ikke-statslige voldsaktører, der har konfronteret staten. De har det ikke-statslige som distinkt fællestræk, men de deler også det forhold, at staten har forsøgt at anvende sin retslige, begrebslige og militære dominans til at kriminalisere disse voldsaktører på en måde, der forener dem som terroristiske figurer, det vil sige som ikke bare stående uden for det politiske fællesskab, men som værende i absolut modsætning til selve samfundsprincippet. Kategorien ‘terroristiske figurer’ tjener til at fortælle om den historiske udgrænsning og afgrænsning af ikke-statslige voldsaktører, fra statens opkomst til dens konsolidering i den moderne nationalstat og til i dag, hvor statens voldsmonopol synes truet på ny. I dens formative periode betegner sådanne terroristiske figurer eller ikke-statslige voldsaktører de institutioner – adelen, bystater, lejehære, handelskompagnier og sørøvere – som statsmagten indgik i et ligeligt styrkeforhold med, og som den kun langsomt fik tilkæmpet sig dominans over. I modsætning hertil står den konsoliderede nationalstats periode, hvori statens monopol på volds- og retsapparatet indgik i et så ulige styrkeforhold, at dens voldelige udfordrere på det nærmeste meldte sig ud af legaliteten ved blot at betvivle den konkrete statsmagts legitimitet. Det var en periode, hvori anarkistiske og socialistiske grupper, fascister, borgerrettighedsbevægelser og fortalere for national uafhængighed oplevede, at deres opposition – selv hvor den var ikke-voldelig – blev kriminaliseret, erklæret statsfjendtlig og følgelig bekæmpet. Endelig kan vi betragte den funktion, den terroristiske figur udfylder i vores egen samtid, hvor der er gået inflation i betegnelsen ‘terrorist’, der er blevet det foretrukne prædikat i karakteristikken af statens modstandere. Om den statslige overmagt så er repræsenteret ved USA i Irak, Rusland i Tjetjenien eller noget tredje, bliver grupper, der før ville blive kaldt kriminelle, partisaner el.lign., forskelsløst betegnet som terrorister. Kategorien ‘terroristiske figurer’ forsøger at beskrive de idehistoriske paralleller mellem statens karakteristik af sine modstandere, hvad enten terroristbegrebet, som ret beset er en moderne betegnelse, er blevet taget i anvendelse eller ej, fordi det er vores antagelse, at måden, hvorpå sådanne karakteristikker ytres, udgør en konstans i statens historie.
*
Bogen er inddelt i afsnit, der tilnærmer sig en kronologisk opdeling, om end den ikke er forsøgt strengt håndhævet, da hensigten med bogens temaer og problematikker netop har været at overskride en sådan afgrænset temporalisering. Ambitionen med bogen er at tilvejebringe en pluralistisk eller tværfaglig tilgang til forståelsen af forholdet mellem terror og antiterror. Derfor har vi inviteret forskere fra bl.a. samfundsvidenskab, psykologi, historie, filosofi, områdestudier og idéhistorie til at bidrage til antologien, og derfor har vi valgt at optrykke en række originaltekster fra voldens idéhistorie fra Robespierre til Osama bin Laden.
Vi indleder antologien med tre introducerende artikler, der sætter scenen for det følgende. De to første artikler, “Staten og dens udfordrere – vold som terror eller krig” samt “Undtagelse og terror”, er skrevet af antologiens redaktører med det formål at give læseren nogle mulige teoretiske redskaber at nærme sig terror/ antiterror-problematikken med. Artiklernes fokus er således en række centrale begrebslige og historiske distinktioner, og de udgør i den henseende også et grundrids over, hvordan bogen og dens tema er blevet tænkt af dens ophavsmænd. Den tredje indledende artikel er Jacob Alsteds “Terrorisme som mangel på kollektiv modning”, der tager fat på antiterrorismen fra et historisk-sociologisk og psykologisk udgangspunkt. Alsted demonstrerer således, hvordan terrorisme udgør en central del af statsdannelsesprocessen, og ser dens fortsatte eksistens som tegn på en mangel på kollektiv modning selv i veludviklede stater.
Andet afsnit har overskriften “Sørøvere, lejesoldater og privat vold. Ikke-statslige voldsaktører i statens formative periode (1450-1870)”. Formålet er at præsentere en række af de ikke-statslige voldsaktører, der opererede, inden staten hævdede og etablerede et egentligt voldsmonopol og en territoriel tilstedeværelse – og dermed muliggjorde nedkæmpningen eller afskaffelsen af de ikke-statslige voldsaktører. Dette afsnit præsenterer også vores fortløbende fokus på statens brug af diverse ikke-statslige voldsaktører for at fremme statslige målsætninger. Et væsentligt tema er som allerede nævnt opkomsten af de såkaldte ‘terroristiske figurer’, altså statens stigende kriminalisering af dens voldelige udfordrere. Vi påstår ikke, at disse kriminaliserede er terrorister (eller for den sags skyld, at de er frihedskæmpere). Vores formål med begrebet er at henlede opmærksomhed på statens beskrivelse af sine udfordrere og modstandere som værende uden for lovens og moralens rækkevidde.
Afsnittet indledes med Jeppe B. Netterstrøms artikel “Den fejdende adelsmand, den voldelige bonde og staten – ‘terroristiske figurer’ og ‘antiterrorisme’ i Danmark 1450-1650”, der behandler den præmoderne stats forhold til privat vold i form af dueller, fejder og bondeoprør. Vi ser her de første spæde tegn på, hvordan staten forsøger at monopolisere volden ved at delegitimere privat retshåndhævelse i dueller og fejder samt dens forsøg på at pacificere bønderne. Næste artikel er Lars B. Struwes “Lejesoldaterne i 1600- og 1700-tallet – fra terroriserende lejetropper til udskreven national hær”, der fokuserer på lejesoldaten og på den danske stats overgang fra en hær domineret af lejesoldater til en totalt nationalt hvervet hær. Struwe fortæller desuden historien om lejesoldaten som en terroristisk figur i civilbefolkningens øjne. Mikkel Thorups “Pirater, barbarer og stater – om USA’s første internationale antiterrorkrig og Frankrigs algierske statsterror” kredser om sørøveren og i mindre grad sørøverens statsligt autoriserede dobbeltgænger: kaperen. Artiklen stiller skarpt på det, der er blevet kaldt den første globale antiterrorkrig, nemlig kampen mod sørøveriet, særligt på USA’s krig mod de nordafrikanske sørøvere og på Frankrigs kolonialisering af Algeriet med samme formål, og der trækkes en række linjer frem
