REDIGERET AF PAW HEDEGAARD AMDISEN
JONAS HOLST
JENS VIGGO NIELSEN
At tænke eksistensen
Studier i eksistenstænkningens historie og betydning
Indledning
JENS VIGGO NIELSEN
Nævner man ordene “eksistentialisme” eller “eksistensfilosofi” inden for en lukket fagfilosofisk kreds, så vil der ofte blive trukket en smule på smilebåndet. Det er som om disse betegnelser – både blandt hardcore positivister og benhårde poststrukturalister – signalerer filosofisk letbenethed, populisme eller generel intellektuel uvederhæftighed. Eksistentialismen og eksistensfilosofien fremstår med andre ord efterhånden som filosofiske positioner, som man ikke, hvis man ellers tager sig selv seriøst som tænker, kan tage seriøst.
Sandt er det da også, at eksistenstænkningen, som jeg her overordnet eller samlet set foretrækker at kalde enheden af de to oven for anførte filosofiske skoler (se s. 23ff.), i efterkrigstiden nød enorm popularitet og udbredelse som filosofisk skole – måske særligt i akademiske kredse, men også mere bredt kulturelt. I Danmark var vi måske – med et filosofisk geni som Kierkegaard og hele den eksistensteologiske diskussion i og omkring Tidehverv – særligt prædisponerede for eksistentiel tænkning, men der var også samtidshistoriske forhold af mere international karakter, der bekræftede og gjorde eksistenstænkningen aktuel som filosofisk position. Ja, man kan måske ligefrem med fare for reduktionisme tale om en tidsånd, som frem for alt var præget af diverse former for eksistenstænkning: En tidsånd præget af angst, fremmedgjorthed, absurditetserfaringer, fornemmelser af manglende moralsk og eksistentielt fundament, og Guds øjensynlige fravær. Men det var også en tidsånd kendetegnet ved skiftevis optimisme og pessimisme på menneskehedens vegne (menneskets muligheder som menneske), og nu og da ved en udbredt eksistentiel kynisme som den, der præger nogle af den amerikanske populærkulturs fineste frembringelser fra denne periode – hard boiled-detektivromanerne og deres filmiske pendant, film noir’en.
Denne popularitet aftog dog mindst ligeså hurtigt, som den var opstået, da marxismen i slutningen af 1960’erne og for fuld skrue i 1970’erne gjorde sit indtog som intellektuelt og kulturelt pejlemærke. Nu var det ikke længere hiin enkelte, der var udgangspunkt, men derimod samfundet, klasseforskellene, strukturerne, det kapitalistiske system etc. Forfattere og tænkere, der som Sartre forsøgte at forene sin eksistentialisme med marxistiske indsigter, måtte se sig marginaliserede, efterhånden som strukturalismen og herhjemme kapitallogikken indtog den filosofiske scene.
Sideløbende hermed har eksistenstænkningen dog fastholdt et vist tag i gymnasiers og højskolers undervisning. Her efter devisen, at den er nem at forholde sig til, da den handler om et så fundamentalt forhold som mennesket selv og dets placering i verden. Men også i teologiske kredse har spørgsmålene om eksistensen og tilværelsens mening i Guds angivelige fravær fastholdt deres relevans. Og så har eksistenstænkningen på sin vis også – måske i en misforstået version – sejret som generel lommefilosofi eller attitude i livstilsmæssig henseende; det, der ofte præcis omtales som “eksistenstialismen” i vurgærfilosofisk eller dårlig forstand. Det er således ikke svært at se spor af denne tænkemåde i selvforståelsen hos de forskellige selvrealiseringsstrategier og livsæstetiske tendenser, der præger kulturen i det senmoderne samfund. Her er eksistenstænkning perverteret til narcissisme, menneskets fordømmelse til frihed perverteret til ubegrænset selvudfoldelse og galopperende egoisme, ligesom kritikken er reduceret til neoliberal selvgodhed og selvtilfredshed.
Men kan det virkelig passe, at der – aktuelt betragtet – ikke er filosofisk gods i eksistenstænkningen? Lader eksistenstænkningens relevans sig med andre ord i dag reducere til de livsstilsfilosofiske tendenser, der just er blevet fremhævet, eller kunne man tænke sig, at der var andet og mere på spil i de positioner, som vi traditionelt har betegnet som “eksistentialistiske” eller “eksistensfilosofiske”? Sådanne spørgsmål, og i det hele taget spørgsmålet om eksistenstænkningens aktuelle relevans som seriøs filosofisk position, er udgangspunktet for denne antologi. Sigtet hermed burde være klart. På den ene side er det vores ønske gennem filosofi- og idéhistoriske analyser at nuancere vores billede af eksistenstænkningen forstået som en differentieret filosofisk skoledannelse – måske er eksistenstænkningen historisk set andet og mere end vores fordomme om denne tankeretning? En tankeretning eller altså “skole”, der ret beset kun kan kaldes skole i den forstand, at dens forskellige repræsentanter har nogle grundtræk til fælles, ud fra hvilke de hver især søger eller stræber i vidt forskellige retninger. Og på den anden side ønsker vi at rejse spørgsmålet om eksistenstænkningen som en filosofisk position med en plausibel nutidig relevans og aktualitet; en aktualitet, der altså ikke uden videre lader sig reducere til blot og bar selvrealiseringsstrategi eller vulgariseret livsstilsfilosofi, men som indeholder indsigter af blivende filosofisk værdi. Netop med dette opdrag for øje indgår der derfor også i antologien kritiske indlæg, hvor der stilles skarpt på mangler og problemstillinger i det teoretiske inventar og begrebsapparat, der forekommer hos de tænkere, som på forskellig måde forstår sig selv som enten eksistensfilosofiske eller eksistentialistiske.
I antologiens første sektion udpeger vi i forlængelse heraf to spor og temaer, som gerne skulle kunne tjene som en slags tværgående “læsevejledninger” for den interesserede læser, der ikke er bange for at tage begrebets anstrengelse på sig, spor og temaer, som efter vores opfattelse slynger sig igennem om ikke alle, så i hvert fald på tværs af flere af antologiens tekster. Men vi tillader os samtidig hver især at udtale os som andet og mere end redaktører, nemlig qua interesserede i eksistenstænkningens grundproblematikker. Heraf netop den valgte titel “perspektiver”. Mere præcist har vi i to særskilte afsnit valgt at fokusere på det, som efter vores opfattelse udgør de to mest væsentlige emner eller fokuspunkter: 1) Selve eksistensbegrebet, 2) En genealogisk undersøgelse af begreberne om eksistentialismen og eksistensfilosofien i deres indbyrdes varierende konstellationer. Hertil kommer for det tredje, og som et lige så væsentligt om end indirekte fokusfelt, spørgsmålet om eksistenstænkningens aktualitet, hvilket vi dog primært vil lade være op til de enkelte bidrag at komme frem til et svar på, foruden til den enkelte læser af antologien.
Hver på deres måde spidsformulerer de udvalgte tekster i hovedsektionen således i større eller mindre grad – det være sig implicit eller eksplicit – idéer om, hvordan man i dag må gentænke spørgsmålet om eksistensen, og hver på deres måde indrangerer de i ét hermed begreberne om eksistentialismen og eksistensfilosofien i forskellige betydninger og konstellationer, ligesom de også forholder sig til spørgsmålet om eksistenstænkningens aktualitet – eller manglen på samme – af de således fremskrevne positioner. Man kunne selvsagt have anlagt andre perspektiver på emnet, men vi er ikke desto mindre af den formening, at det perspektiv eller rettere de perspektiver, som antologiens artikler til sammen anlægger, udgør det mest givtige, som man i dag kan komme frem til inden for en dansk kontekst.
Emnemæssigt har vi, som bogens titel i sig selv indikerer det, valgt en “klassisk” tilgang i den forstand, at det er filosofien – eksistenstænkningens centrale positioner i skikkelse af Søren Kierkegaard, Martin Heidegger, Karl Jaspers, Jean-Paul Sartre – og den idéhistoriske tilgang til samme, der udgør det gennemgående omdrejningspunkt i antologien. Den opmærksomme læser vil måske her spejde forgæves efter bidrag, der tager den russiske eksistentialisme under behandling (Berdjaev m.fl.), herunder de russiske udvandrere og efterkommere af udvandrere, der i efterkrigstiden med denne inspiration i bagagen har bidraget til bl.a. Kierkegaard-forskningen (såsom i Danmark Gregor Malantschuk og i Frankrig Leo Sjestov). Men i mangel af bedre kan vi her henvise til den udvalgte bibliografi for videre selvstudier og fordybelse.
Samtidig hermed har vi dog også tilstræbt at komme ud over de gængse fremstillingers
