on>
Redigeret af Anne Kirketerp og Linda Greve
Entreprenørskabsundervisning
Indledning af Linda Greve
Entreprenørskabsundervisning
Hvad er entreprenørskab, eller hvordan adskiller entreprenørskabsundervisning sig fra anden undervisning? Det gør den ved at træne evnen til at se muligheder og handle på dem samt ved at øge de studerendes evne til at arbejde verdensrettet. Det er det korte svar, som udfoldes på en række forskellige måder i denne antologi.
Antologien er en samling af bidrag om praksis inden for entreprenørskabsundervisningen lige nu. Den er et debatterende, handlingsanvisende og udforskende bidrag til, hvor uddannelse bør være på vej hen i det indeværende tiår. Nærværende artikels formål er at skabe det overblik, der indrammer status for entreprenørskabsundervisningen og viser, hvor vi er, hvor vi har været, og med hvilken metode vi vil bevæge os fremad. For vi har med keynote speaker Heidi Necks ord gennemgået fire paradigmer fra entreprenørskab som noget medfødt, til, at det er en planlægningsaktivitet, til, at det er en kognitiv øvelse, og endelig frem til, hvor hun ser, vi er i dag, nemlig ved entreprenørskab som en metode (Neck & Greene, 2010).
På trods af metodefrihed i det danske uddannelsessystem vil vi med denne antologi vise nogle strømninger og inspirere til en vej ind i en ændret praksis fra transmission af budskaber til emergerende læring gennem handling.
Således er der også noget, denne antologi ikke er. Vi har valgt ikke at gå ind i forretningsmodeller og konkret omsættelse af foretagsomhed til iværksætteri. Mange af bidragyderne arbejder i praksis også med denne del af entreprenørskaben, men antologiens fokus er på, hvad entreprenørskabsmetoden i sin grundessens betyder for didaktik, sprogliggørelse og succeskriterier i undervisningen ved højere læreanstalter i Danmark. Denne indledende artikel behandler først udviklingen hen mod det fjerde paradigme i entreprenørskabsundervisningen, dernæst bringes et overblik over antologiens artikler, og afslutningsvist beskrives de syv essentielle principper for entreprenørskabsundervisning, som var resultatet af National Konference i Entreprenørskabsundervisning 2010, med henblik på at vise hvor dette særlige undervisningsfelt er på vej hen lige nu.
Entreprenørskabsundervisningens nybrud
“There is agreement, at least in theory but not in practice, that entrepreneurship courses should be taught differently from the traditional management courses” (Neck & Greene, 2010:66)
Heidi M. Neck og Patricia G. Greene beskriver i deres artikel (2010) den udvikling, som entreprenørskabsundervisningen har været igennem. De viser fire paradigmer, hvor denne antologi stiller sig klart og tydeligt i det sidste. For at forstå, hvor vi er i dag, og hvordan vi er kommet hertil, er det dog nyttigt at introducere alle fire indgange i entreprenørskabsundervisningen, ligesom det er centralt at holde sig for øje, at paradigmer ikke afløser hinanden, men dog udelukker hinanden. Neck og Greene ser udviklingen af de fire verdener, de tre kendte og den nye, som paradigmatisk og ikkelineær. Det betyder, at paradigmerne eksisterer sammen og parallelt og ikke afløser hinanden. Således skal de fire verdener ses meget mere som en Kuhnsk paradigmetænkning end som evolution (Kuhn, 1962). Alle fire forestillinger om entreprenørskabsundervisning er at finde på uddannelsesinstitutioner i dag. De fire paradigmer, som de er beskrevet hos Neck og Greene er: 1) Entrepreneur-verdenen, 2) Procesverdenen, 3) Den kognitive verden og 4) Metodeverdenen.
Entrepreneur-verdenen er karakteriseret ved at have et udpræget fokus på entrepreneuren og dennes personlige karakteristika. Entrepreneuren er superhelt (Neck & Greene, 2010:57) og er kaldet til at arbejde entreprenørielt i verden. I denne verden er det omsonst at undervise i entreprenørskab, fordi de, der allerede har ‘genet’, nok selv skal klare sig, og fordi resten kun vil være et afskin af den ægte vare: “In some sense, our students taught in this world see entrepreneurship as a box in which they either fit or do not” (Neck & Greene, 2010:58).
Procesverden fokuserer mere på entreprenørskab som en proces, hvor en række redskaber skal læres til den rette tid. Her er fokus på planlægning og på en kausal tænkning i forståelsen af, hvordan entrepreneurer får succes: “The proces world in our view is one of prediction. It focuses on a linear process that if followed correctly, will increase the likelihood of succes” (Neck & Green, 2010:60). Denne verden er forretningsplanens og her er en stærk tro på, at fremtiden kan forudsiges. En studerende er citeret for, at jo længere en forretningsplan man laver, desto mere har man tænkt og desto højere karakter skal man have (Neck & Greene, 2010:59).
Den kognitive verden er ca. 15 år gammel og dermed den yngste af de tre kendte verdener. Den kognitive verden åbner spørgsmålet ‘Hvordan tænker man entreprenørielt?’ (Neck & Greene 2010:60). Det flytter fokus fra proces og gener, til hvordan man kan gøre entreprenørskab. Og der er mange veje til at blive en succesfuld entrepreneur. Her er både tænkningen og handlingen i fokus, og det handler i høj grad om at opøve den fornødne tillid hos de studerende; det, som en række artikler i denne antologi betegner som Self-efficacy (Bandura, 1997) eller handlingstillid (Kirketerp, 2010). Fra et underviserperspektiv handler det derfor om at se og arbejde med beslutningen om at blive entrepreneur: “The cognition world is growing in popularity because it recognizes the importance of the mind and the dynamic approach to learning how to think entrepreneurial” (Neck & Greene, 2010:61).
(4) Den nye verden kalder Neck og Greene “Entrepreneurship as method”. Deres bevæggrund er, at forestillingsverdenen bag entreprenørskab som metode traditionelt er knyttet sammen med en kausal tænkning, hvor mål og midler er kendte. Denne tænkning ønsker de to forfattere at forlade, og de lægger sig her tæt op ad en række andre nutidige entreprenørskabsforskere, fx Saras Sarasvathy, som også i denne antologi har fået taletid i alle artiklerne. Sarasvathy opdeler entreprenørskabstænkning i to, den kausale og den effektuelle, og definerer de to som hhv. en målbåret og middelbåret tilgang til entreprenørskab. Mener man at kunne forudsige målet, er fremtiden forudsigelig og kan planlægges, som i procesverdenen ovenfor. Ser man derimod vejen mod en entreprenøriel handling eller bedrift som en proces, hvor hvert skridt sker på vej mod en vision men ikke et fastlagt mål, og hvor egne kompetencer og sammensætningen af netvæk og interessenter definerer retning, handler man effektuelt. Denne tilgang minder om fjerde verden hos Neck og Greene. Entreprenørskab kan læres og er en metode på linje med andre metoder – en særlig mind set at tilgå opgaver og muligheder med. Med et citat fra Quinn og Anding siger de: “We can be in a normal, reactive state or an extraordinary creative state. Anyone can move from where they are now to a more reactive or creative state” (Neck & Grene, 2010:63).
Den fjerde verden af entreprenørskabsundervisning er således en verden, hvor alle kan lære entreprenørskab. Nogle er naturligvis mere disponerede til at agere entreprenørielt end andre, ligesom nogle har mere flair for diskursanalyse eller analyse af statistiske data end andre. Men alle kan lære det i et eller andet omfang. Dette står i radikal modsætning til den første verden, hvor entrepreneuren er kaldet til sit entreprenørskab, og ligeledes et opgør med en forståelse af entreprenørskab som ren planlægning i en forudsigelig fremtid. Også i forhold til den kognitive verden er der tale om en radikal nytænkning, fordi entrepreneuren ikke alene kan bestemme sig for at ville være entrepreneur eller bearbejdes til kognitivt at forstå sig selv som entrepreneur. Der skal handling bag ordene, og kun ved at handle som en entrepreneur og være reflekteret om denne handlen får man den entreprenørielle metode bragt i anvendelse. Som undervisnings- og læreanstalter skal vi således gå fra at undervise de studerende i at lave fremskrivninger af, hvad vi på baggrund af fortiden kan sige om fremtiden, til at skabe fremtiden, mens den opstår, samt se
