Tagstenene revne af, Hovederne stukne ud mellem Lægterne fra Morgenstunden af Forventning. Naar da under Klokkernes Klang og Trompetskrald først Landsener-Regimentet, saa det borgerlige ridende Korps, saa lange Colonner af Bønder til Hest kom i vild Galop opad Gaden, og endelig Kongens Vogn trukken af sex forpustede Bønderheste, og derefter den lange Række Vogne med Følge af Embedsmænd, alle i stormende Hast for at være tilstede, naar Kongen steg af, gjorde det virkelig et helt østerlandsk Indtryk.
Det var i det Aar, jeg var i den nederste Klasse i Skolen. Vi vare i spændt Forventning paa vore Pladser i den festlig smykkede Skole, og det varede meget kort, saa kom Kongen. Med smaa hurtige Skridt kom han ind og hilste venlig til alle Sider. Rectoren sagde en kort Hilsen til Majestæten, og vinkede til Orchestret. Organisten svang sin Bue, og Cantaten begyndte. Det var den Dag den smukke Ode af min Fader: »Atter i denne stille Athenes Bo —« som sædvanlig ledsaget af græsk Text, og med høi Begeistring sang jeg mine falske Toner med.
Saa opgav Kongen, hvad han vilde høre. Veed de Smaafyre noget om Skjoldungerne? sagde han i vor Klasse. Brøndum henkastede et Spørgsmaal, og i uafbrudt Remse gik Lectien fra den ene til den anden. Kongen nikkede venlig og klappede en og anden af os paa Hovedet, gik saa ind i den næste Klasse og sagde: »Lad mig høre noget Latin, for min Græsk har jeg for længe siden glemt.« Og Faders Disciple gjorde ligesaa god Besked som vi. Saa lo han ad nogle Volter paa Gymnastikpladsen og forsvandt igjen, efterladende det uforglemmelige Indtryk, at Kongesagaen var en Sandhed, vi havde selv seet Begivenhedernes Helt.
Saa besaae den ufortrødne Mand i samme Fart Kirke, Raadhus, Hospital og hvad der ellers kunde være, og lod Sprøiterne prøve paa Torvet, hvorved han endog fik en Straale over sig, og rystede sig med høi Latter. Spiste saa sin Mad og foer videre i samme Carriere.
Alt gik hurtigt nok, den eneste det gik for langsomt for, var en smal opløben ung Herre, som i den gule Hestgardeuniform, med altfor tydelig Kjedsomhed i hele sin Holdning som i sine velformede, men slappe Træk stod og lænede sig til Skolens Dørstolpe. Det var den syvende Frederik. Ham har jeg seet paa et lignende Besøg i Haderslev Skole, mens jeg var Lærer der, men han gjorde langtfra et saa stærkt Indtryk af en virkelig Konge, skjønt han dengang allerede stod i sin bedste mythiske Glorie.
Endnu har jeg fra mit jydske Barndomsliv at mindes, hvad der maa kaldes Hovedbegivenheden, Familiens Kjøbenhavnsreise. Kun een saadan faldt i vort Lod. Reiser var i den Tid noget ganske andet end nu, og mine Forældres Kaar var ikke saa gode, at de mer end eengang kunde gjøre en saa betydelig Udgift.
Det var i mit første Skoleaar, i mit Livs tiende, i Sommeren 1830, at den længe nærede Beslutning at gjensee fjerne Slægt og Venner kom til Udførelse. Vi beredte os dertil, som større Folk til en større Udenlandsreise.
Efter et kort Besøg i Roskilde naaede vi endelig trætte og forskumplede paa den dengang forfærdelig opkjørte Roskilde Landevei en silde Aften til Frederiksberg. Dér havde Onkel Møller med Tante Christine deres Sommerbolig i en Gaard i Alleegaden, og jeg lærte da første Gang at kjende det Hus, der senere blev mit andet Hjem.
Jeg har talt om min Tantes Ungdomshistorie og hendes kjærlige Væsen, og jeg troer, at næst efter mine Forældre har heller ingen lige til hendes Død, i en Alder af 88 Aar, omfattet mig med større Kjærlighed. Hendes inderlige Vens og hendes kjæreste Søsters Børn var hende altid som hendes egne. Selv var hun barnløs. Hendes Mand var af de stille Folk, som ikke syntes at trænge til nogens Fortrolighed.
Det var ikke let at finde et bedre Tilholdssted end deres Hus. Min Tante samlede alle den talrige Families Medlemmer, gamle og unge, og Vennerne med, havde altid, hver Dag, Plads ved sit Bord for hvem der vilde komme, og aabent Hjærte for deres Sorger og Glæder, og naar hendes Mand sad for Enden af det lange Bord, saae man at han fandt sig vel derved.
Selvfølgelig blev nu alle Kjøbenhavns Herligheder planmæssig gjennemsøgte og foreviste med fuld Forklaring. Hvad jeg dengang saae, kan jeg vistnok ikke i Erindringen skille fra mine senere Erfaringer, men at Billedet af Hovedstaden var efter min Alder rigeligt og klart nok, slutter jeg af, at da jeg siden vendte tilbage til den, veed jeg ikke, at noget synderligt var mig nyt.
Paa Hjemreisen nød vi ogsaa rigelig det sjællandske Land, besøgte Vollerslev hyggelige Præstegaard ved Gisegaard, hvor min anden Morbroder Jens Worm boede, og Sæby Præstegaard, som jeg allerede har beskrevet, og søgte saa tilbage til vor jydske Skole. Men de Aar, vi endnu havde tilbage i Kolding, formørkedes af en tung Sky, der mer og mer sænkede sig over vort Hjem, dog mere følelig for Moder end for os ubekymrede Børn.
Allerede paa Reisen havde det undret Familien at see, at min Fader, som før havde havt en smal Figur, var bleven meget svær og ubehjælpelig i sine Bevægelser; og da han kom hjem, viste det sig mere og mere, at denne Fedme ikke var sund, han blev en svagere Mand, gik mindre ud og blev mere tungsindig. Saaledes holdt han sig endnu oppe i to Aar, mens han som sædvanlig arbeidede flittig ved sin Pult og altid til sent paa Natten. I den Tid oversatte han de sex første Sange af Iliaden, men skulde ikke naae videre. I Efteraaret 1832 viste der sig en Svulst i Underlivet, som brød op med en forfærdelig Blodopkastning. Vinteren sad han syg og uvirksom hen, der samledes Vand i hans Legeme, og mod Foraaret steg Vattersoten til en overvættes Grad.
Aldrig har vistnok min Moders Kraft og Udholdenhed viist sig saaledes som i denne tunge Tid. Hun antog vel en ung Pige til at hjælpe med Husholdningen, men med en Følelse af, at vi snart kunde komme til at blive faderløse, forøgede hun om mulig sin Iver for at uddanne os ved Læsning og Samtale, og sin Omhu for at vi skulde være med ved alt hvad der kunde sees og opleves; og dertil pleiede hun den Syge ved Dag og ved Nat.
Da Høsten kom, var den Syges Kræfter udtømte. Det var en Formiddag, den 8. August 1833, at min Moder tog os ind, at vi sidste Gang skulde see vor Fader. Forfærdede som vi var, vi kjendte jo ikke til Døden, var det sværeste at høre den Døendes Rallen. Jeg husker, at jeg først ikke vidste, hvad det var, men da jeg opdagede, at denne Lyd kom fra Fader, der laa ubevægelig og ubevidst, var det ikke til at udholde. Dog kunde jeg ikke saaledes bevæges af Sorgen som de, der kjende den bedre.
Da vi igjen blev førte ud, foer jeg ud i Gaarden og strøg fortvivlet frem og tilbage, forunderligt, mest fortvivlet over at jeg ikke kunde sørge saameget som jeg burde over at Fader gik bort. Du skal sørge, du skal ikke være en saadan hjærteløs Knegt som du pleier, sagde jeg til mig selv, men jeg kunde ikke græde som Moder og de andre. Jeg listede ind igjen og stod i min Angst og lyttede og lyttede til den forfærdelige Lyd derinde i Sovekamret. Endelig efter nogle Timer tav den, jeg hørte Moder hulke, og nu kom hun ind i Dagligstuen, segnede om paa en Stol, tog os alle tre i Favn, og sagde: Nu har I ingen Fader mere.
Under alt dette var i min Sjæl altid Forfærdelsen stærkere end Sorgen. Jeg kunde ikke magte det Ubekjendte. Om Natten hørte jeg min Faders Skridt og saae ham i forvirrede Drømme, og om Dagen listede jeg om og stirrede med uhyggelig Angst paa de sørgelige Forberedelser. Ved Begravelsen iagttog jeg saa spændt alt, hvad der foregik, at da jeg 40 Aar efter gik efter min Broders Kiste ned ad samme Gade og hørte de samme Klokker ringe, og stedede ham til Jorden paa samme Kirkegaard, var det mig, som ingen Tid var gaaet, som om disse Klokker havde ringet alle de Aar. Men blød kunde jeg ikke blive, kun see og tænke.
Der gik ikke mange Dage efter Begravelsen, og i dem har jeg sagtens drevet Tiden hen som jeg pleiede, drivende omkring som et speidende Dyr. Saa faldt jeg hen i en svær Nervefeber, og vidste i en Maanedstid af intet. Kræfterne groede vel til igjen, kun blev mit Helbred ikke mere, hvad det havde været. I flere Aar følte jeg mig afkræftet, hvergang samme Aarstid vendte tilbage, og med denne Sygdom, maa jeg antage, har den Nervesvaghed, som jeg Livet igjennem har lidt af, første Gang viist sig.
Vintren gik sin Gang, og vi kom meget ud. De nærmeste Venner stredes om at have Moder hos sig om Aftenen, og jeg troer i Grunden hele Byen følte Trang til at gjøre hende noget godt. Caspar kom hjem for at hjælpe med at ordne Faders Efterladenskaber, og medens han forfattede Katalogen,
