Forhold til. Da nu Alderen var skreden noget frem, hvorvel man endnu var i Trøien, bestod vor Fortrolighed i det, hans Hu mest stod til, at vi betroede hinanden, hvilke Damer vi sværmede for. Jeg havde ganske vist intet virkeligt at betroe, men han bar paa et flammende Hjærte, og jeg maatte for ikke rent at staae tilbage, see til, hvad jeg kunde opdrive.
Min anden Ven, men ingenlunde saaledes »erklæret«, kun i et ligefrem naturligt kammeradligt Forhold, var min nuværende kjære Svoger, Søren Thrige, i alle Maader en Modsætning til Carl Liebe. I Skolen var han et Aar forud for mig. Men i Hjemmet kom han til at staae mig desto nærmere.
Allerede efter et halvt Aar blev vi flyttede op i den øverste Klasse, der ligesom i Kolding var treaarig. Jeg kom derved til at gaae i Klasse ogsaa med dem, der var to Aar forud for mig. Blandt dem var der adskillige, der vandt mit Hjærte og som jeg følte mig æret ved at kunne knytte mig til.
Der var Emil Mynster, en Neveu af Biskoppen. Han fik siden en saa afgjørende Indflydelse paa min Charakter, at jeg noksom kommer tilbage til ham.
Der var Christoffer Hage, siden Chef for et Handelshus i Nakskov, og Fader til den Politiker af samme Navn, som nu er et saa fremragende Medlem af Folkethinget. Han udmærkede sig ikke i Skolen, men hans venlige og trofaste Væsen gjorde mig ham overmaade kjær.
Der var endelig Rudolf Puggaard, hans Fætter, hvis praktiske Evner, maaskee ogsaa Rigdom, sikkrede ham en Del Overlegenhed over os andre. Han havde en smuk Baad paa Fjorden, og jeg blev hans Seilkammerad, en Idræt der ganske passede for mit Sind. Jeg erhvervede mig nogen Sømandsdygtighed og blev hjemme mellem de forblæste Skrænter og yndige Skovvige, Fjorden er saa rig paa, fyldte min Sjæl med alskens frisk Veir, og var stolt af at kunne tage det op med Fiskerne i at bestemme Kursen efter enhver Landkjending.
I Skoletimerne havde min Lærer ingen Glæde af mig. Min Efterladenhed og urolige Natur var og blev i al min Skoletid uforbederlig. Jeg forberedte mig meget lidt paa mine Lectier, vidste knap hvad vi havde for; fandt derfor ogsaa paa alle de Kneb og Optøier, som den Slags Drenge faae Timen til at gaae med. Dog gjorde jeg god Fremgang, da jeg arbeidede desto flittigere paa, hvad jeg havde Lyst til; læste enhver Bog der faldt mig i Hænderne, dannede mig adskillige selvstændige Studier, og fremfor alt selvstændige Meninger, som jeg ikke forsømte at forfægte som videnskabelige Resultater. Der var ganske vist ingen Grundighed deri, men nok af Iver og Begeistring, og ved Examen kom det mig tilgode. Jeg vidste ufuldkomment nok, hvad der skulde vides, men vidste paa den anden Side noget mere. Jeg forstod fortræffelig at benytte Øieblikkets Indskydelser, og kjendte ikke til Ængstelse.
Denne Drift til at vide mere tiltalte adskillige af mine Lærere. En Adjunkt Hansen, som skulde lære os Christendom og Mathematik, var ikke synderlig heldig i nogen af Delene, men han var en god Mand og havde flere Interesser. Han lærte mig Botanik, der saa lidt som nogen anden Naturvidenskab hørte til Skolens Fag. Sommereftermiddagen at strøife Egnen rundt med ham, og i hans Hjem at granske i Flora Danica, var efter mit Sind. Endnu mere alene med sin Blikkasse paa Ryggen at blive borte i Moser og Grøfter, følge Bækken gjennem tykt og tyndt og glemme Tiden for at finde hvad der skulde voxe netop i den Skov, og blive liggende ude paa Skrænterne med de vide Udsigter. Saa blev der ingen Tid til at tænke paa Lectier og Stile for den der altid kom for sildig hjem. Skolearbeidet maatte gjøres i Mellemtimerne, som det kaldtes, de Tider der tilbragtes med at vente paa Lærerne, der ogsaa kom for sildig.
En anden Adjunkt, Agerup, en høist elskværdig og aandfuld Mand, der døde i sin beskedne Stilling, tog sig ogsaa af mig. Om Vinteraftener tog han mig hjem til sig, og vi sad da til efter Midnat og studerede Hebraisk. Davids Psalmer og Profeternes Taler begyndte at høine sig over mine andre Idealer; baade Sprog og Indhold var mig for svært, men netop at jeg ikke kunde magte det, gjorde at jeg ikke kunde modstaae det. Ved saadanne Ting husker jeg ikke, at min Broder var med; vistnok fordi han var tilstrækkelig beskjæftiget med sit Skolearbeide, som han besørgede ganske anderledes samvittighedsfuldt end jeg.
Mit Forhold til ham har altid bedrøvet mig, gjør det ogsaa nu, da han er i Evigheden, endog langt mere end før. Jeg har ikke været ham saa god en Broder, som jeg burde, og som han fortjente. Hvergang jeg tænkte paa ham, elskede jeg ham, men jeg tænkte for lidt paa ham. Jeg var altfor optagen af mine egne Lyster, til at kunne lægge Mærke til, at han trængte til et fortroligere Forhold. Bedre gik det heller ikke, da vi kom fra hinanden; Moder maatte stadig minde mig om, at jeg skulde skrive til ham. Naar jeg saa gjorde det, vaagnede Kjærligheden, og jeg skrev i min kjærligste Tone.
Han følte sig tilsidesat, og da han havde god Gave til at see sig selv i mørk Belysning, blev de stærke og tidt pudsige Udtryk, som han brugte derom, til noget mere end Spøg. Han var den af os, der mest lignede vor Fader baade i Sind og Udseende.
Moder skiftede altid Vind og Sol fuldkommen ligelig mellem sine Børn. Hvad hun i sit Hjærte tænkte om mig, er jeg ikke istand til at sige, end ikke i den Tid, da vi kom i et ganske anderledes fortroligt Forhold til hinanden. Jeg skulde troe, at hun endog i min Manddoms Dage har næret en Del Ængstelse for mine farlige Veie, sagtens da endnu mere dengang. Hun gjorde da, hvad der var rigtigt, hun nedsatte mig i sine Ord, fordi jeg selv satte mig saa høit. Christian trængte derimod til at støttes, og naar han sad med sit krøllede Hoved paa hendes Skulder, og sagde: »Jeg vil være hos Moder, for hun holder mest af mig,« var det ikke uden Grund, at hun kaldte ham sin bedste Søn. Vi andre gjorde det ogsaa, og mens vi gjorde vor Ret gjældende til ogsaa at have vor Del i ham, blev det vor familiære Talemaade at kalde ham »vor fælles.«
Veninder havde vi ogsaa, men jeg havde ikke den Fornemmelse, at jeg havde nogen Fremgang hos dem. Jeg var paa Kothurnen, og fandt ikke de unge Piger værdige til at beundre dette Fodsmykke. Saa veltalende jeg var i den lærde Kreds, saa kjedsommelig var jeg i en Selskabsleg. Kun een af dem var jeg en virkelig Beundrer af, og nærmede mig til hende kun med Ærbødighed. Hun fortjente det ogsaa, det er Margrete Thrige, Søster til min Svoger Søren.
De hørte hjemme i Rectorboligen, og den var dengang et velsignet Hjem. Den hvidhaarede, men endnu fuldkommen kraftige Fader var god at komme til og hans Hustru var ret en Typus paa den Art Mødre, hvis kjærlige Omhu og forstandige Raad enhver veed, man frit kan tage til saameget man behøver.
Den ældste Datter – ikke dog hendes, thi Bloch var anden Gang gift – var Sørens og Margretes Moder, Enken Margrete Thrige, et fint og elskeligt Væsen. Det var hende vi med ærbødig Forundring hørte om, at hun havde været den »Blonde Rene,« som Poul Møller besang for »sit smalle Liv og sin Jomfrugang,« og som vi nu saae som den, »der dulgte et Lig af sit yndige Bryst bag en sort Modest.« Men hun dulgte visselig ikke sit af mild Kjærlighed spillende Ansigt, det var i høi Grad værdt at see.
I hendes Bolig i Rectorgaardens øverste Etage med den store Udsigt over Fjordens Skove og Bugter og den uendelige Solnedgangshimmel, havde vi vore gladeste Sammenkomster. Indtil hun, til vor Sorg, anden Gang giftede sig med den høist eiendommelige og i vor slesvigske Politik saa hæderlig bekjendte Christian Paulsen, og fulgte ham til Kiel, hvor han var Professor.
I Skolen var Bloch en mærkelig Patriarch. Hans Sind var saa mildt, at han ikke mellem alle sine uarticulerede Mellemlyde kunde faae nogen af de skruppende Ord frem, som vi saa godt kunde trænge til; kun i en Vindueskrog kunde han hviske en faderlig Formaning til en Synder. Han havde intet af min Faders Vid, dog kan jeg ikke sige andet end at hans ubehjælpsomme Ord gjorde lige saa stor Virkning paa mig som Faders morsomme. Vi nænnede ikke at bedrøve ham, men benyttede os dog af hans Distraction, naar han henrykt gik op og ned i Klassen og foredrog Horats, som han kunde udenad, eller naar han glemte os over Beundring for Ciceros Rhetorik. Stor Lærdom havde han, men at han egnede sig til at give sine Disciple Kjærlighed til den skjønne Oldtid, synes mig ikke. Jeg kunde ikke godt andet end at finde, at en Mand der alle sine Dage havde fortolket Verdens aandfuldeste og mest veltalende Skrifter, gjerne deraf selv kunde have faaet noget mere Aand, og være bleven idetmindste saa veltalende, at han kunde udtrykke sig ordentlig. Men det lykkedes i Reglen ikke for den Slags Filologer, dertil stode de det bevægede Liv
