ganske modsat Mand var Overlæreren Johannes Hage. Jeg saae ham i en ulykkelig Periode, da han sønderknust ved Tabet af en høitelsket og efter Sigende yndig Hustru ikke var sig selv mere. Som et Kummerens Billede saae vi den rødhaarede, magre Mand i den tarvelige graa Dragt hverdag liste hen paa Kirkegaarden og staae og vride sine Hænder ved hendes Grav. Og paa Skolen kom han, sent nok, slentrende som det fæleste Billede paa Vranteri, jeg nogensinde har seet; skjældte os ud for snavsede og ækle Drenge, vi var, hug os Stilebøgerne i Hovedet, og satte sig med Haanden under Kinden, stønnende at han ikke kunde udholde at tale til saadanne Lømler.
Men naar han tilstrækkelig havde faaet os indskjærpet den for os ganske morsomme Sandhed, at han vilde være fri for at høre os, hvad vi havde at sige, var Vaas, saa tog han dog sig selv til at tale. I Begyndelsen søvnig og snærrende, men alt som han glemte os over sit Æmne, steg Foredraget til saa glimrende Skildringer, at jeg ingen Lærer har lyttet til med mere Velbehag eller lært mere af. Han var en ny Tids Mand, og enhver Ting han berørte, faldt alt gammel Skoleskimmel af.
Domkirken – ak ja! Forhaabentlig gjemme dens Hvælvinger ikke blot Mindet om døde Konger, men ogsaa om levende Christendom, men det sidste var den Tid rigtignok kun et Minde, og snart lige saa dødt som Kongerne. Dens to Præster var ligesom Præsten ved Fruekirke af den sørgelige Race, som unegtelig gjorde sig fortjent til at affærdiges med det fæle Udtryk: Døden paa Prædkestolen. Det eneste, jeg veed at sige til deres Undskyldning, er, at saaledes og ikke anderledes var Præster dengang. Mynster roser sine første Prædkener, dog er jeg bange for, at den Tid han læste dem op, er det ikke lykkedes hans Tilhørere at opdage deres Værd.
I Roskilde blev der harpet Fjerdingprædkener af, og snøvlende sunget vandede Psalmer som andre Steder, medens en enkelt agtbar Smaamand eller gammel døv Kone saaes i Krogen af de tomme Stole. Kun den øverste Stol var fuld af en af Skolens Klasser, som morede sig med at skjære deres Navne i Pultbrættet, eller tankeløst at gloe paa de sære Epitafier og Prædkestolens malede Uglebilleder.
Jeg maa kunne forskaffe en Attest paa, at jeg i April 1835 – for at følge min Broder, altsaa atter for tidlig – har paa Kirkens kolde Gulv givet min Haand paa den gamle Trosbekjendelse, men huske det kan jeg ikke. Det eneste jeg mindes af alt hvad der angik min Confirmation, er foruden at min Tante forærede mig en Brystnaal i Form af en Nøgle, at der bag Domprovstens Sofa hjemme i hans Stue, hvor han særskilt læste med os latinske Drenge, hang et Europas Kort med en mørk fidtet Stribe henover Middelhavet, frembragt af hans Nakke; og at han til den høitidelige Dag forud havde sagt os, hvad Stykke vi skulde høres i paa Kirkegulvet, og den Lectie blev upaaklagelig læst.
Hvad Kirken angaaer, saa var det først Architekturen der slog mig. Den gjorde et stærkt Indtryk, skjønt jeg allerede dengang undrede mig over, hvor skjæve og uregelmæssige Hvælvingerne ere. Dernæst var det Musiken. Ikke Menighedssangen, den var der intet af, men Choret og Orgelet.
Det første blev ledet af, eller rettere var skabt af Cantor Hartmann, en egen gammel Bjørn, hvis Elefanttrin dundrede i alle Hvælvinger og som indgjød Angst blot man saae ham; men han forstod, hvad kun faae gjør, at faae det skrigende bort af Drengestemmer, og bringe de klare Soprantoner frem med den uskyldige Klang, som gjør et saadant Chor saa henrivende. Skade, at den Slags Chorsang er bleven afskaffet i Kjøbenhavns Kirker, den hørtes dog endnu, da jeg var Præst der.
Og Orgelet, det fik at føle, hvem der slog det, det mærkeligste af alle Mennesker, Mathison Hansen. Han var dengang ung, og Kjendere mente, at ikke al hans Musik var god; men vidunderligt var det dog for os at høre, naar han hele Timer igjennem fortabte sig i Fantasier, mangen Gang vilde, endog burleske nok, men dog igjen saa usigelig henrykte, og saa majestætiske, at det lød som gav selve Kirkens Sjæl sig Luft i dem. Noget af den havde han i sig, dog ikke meget, men som Kunstner en Divination af hvad den maa være. Han kom en Del hjem til os, baade for Selskabs Skyld, og fordi han skulde lære min Søster og mig Musik. Hun lærte adskilligt, men med mig gik det som i Kolding. Musiken slap mig altid af Hænde som en Aand, jeg dog helst af alt vilde fange.
Weyse kom i den Tid meget til Roskilde, han havde en Ven i Hertz, Præsten for Frue Kirke af Bjerget, som var musikalsk begavet, havde en rummelig Præstegaard ved Domkirkepladsen, stor skyggefuld Have, god Velstand og et godt Bord, Ting Kunstnere ikke pleie at forsmaa. Det var en Fest at sidde i en Krog af Kirken og lytte til den store Kunstners Orgeltoner, naar han paa Sommer-Eftermiddage havde ensomt trukket sig tilbage til Kirken. Det var for mig, hvad Musik altid har været, den fuldkommen rene ophøiede aandelige Skjønhed, som hensætter mig i en anden Verden. Om den i ethvert Tilfælde virkelig er det, kan jeg ikke bedømme, der gives jo ogsaa ringere Musik, men er dens Indhold kun af ideal Natur, er den altid for mig et himmelsk Trylleri. Jeg forstaaer det som Orpheu's Tilhørere, Træerne og Stenene.
Jeg havde Domkirkepladsen og den store Udsigt mod Nordvest daglig for Øie. Vi var fra Hjørnet af Graabrødrestræde flyttet til det gamle Bindingsværkshus som støttet til den lille gothiske Bygning, der dengang var Gymnastikhus, nu er Bibliothek, gaaer hen mod Provstegaarden. Der beboede vi først den ene, siden den anden af Leilighederne ovenpaa, venlige smaa Værelser med de herligste Solnedgange.
Der foregik meget der, baade indre og ydre Liv, og endnu mere af hvad jeg kommer til i næste Afsnit. Saa tarveligt end Moders Hus var, blev det dog ikke saa lidt søgt, baade af Ældre og Yngre. I en lille By, hvor man mere frit kan følge sin egen Lyst, er i Almindelighed Mennesker mindre skaaren over een Kam end i Hovedstæder, og om Roskilde end deri maatte staae tilbage for det gamle Kolding, var der dog nok af mærkelige Skikkelser, som mine Tanker møde, naar de søge tilbage til det gamle Hjem, men de har havt for lidt Indflydelse paa mit Liv til at det kan lønne sig at omtale dem.
Aarene gik, og om jeg end ikke blev ordentligere i Skolen, blev jeg dog mere arbeidsom hjemme. I Mangel af bedre Oplysninger er jeg nødt til at betragte det som et Vidnesbyrd om at Skolelærdommen og dens Frugt ikke havde interesseret mig saameget som den burde, at jeg ikke er istand til at huske noget af hvad der vedrører Afgangen fra Skolen og Adgangsexamen ved Universitetet. Havde jeg ikke havt endnu opbevaret det selvfølgelig i den skjønneste Latin affattede Testimonium, som Bloch medgav mig, og af dettes Datum, 27. September 1837, kunnet see, naar Skolelivet fik Ende, og af Datidens Skik kunnet slutte, at jeg maa have taget Examen artium i de første Dage af October; og endelig af den Charakterliste, som heldigvis ogsaa findes, kunnet overbevise mig om, at jeg dog udmærkede mig i adskillige Fag, endog i Latin, og kun i latinsk Stil stod tilbage, vilde jeg ikke engang have kunnet gjøre saameget Regnskab for denne Overgang i mit Liv.
Medens altsaa de lærde Præstationer for største Delen er slupne bort gjennem et Hul i min Hukommelse, mindes jeg bedre Kjørslen til Kjøbenhavn i Selskab med de fire Commilitones, thi vi »« var kun fem i Flok. Afskeden fra Hjemmet var let, vi kunde jo saa snart vende tilbage; Veien gik naturligvis saa lystig som muligt, den visiterende Toldbetjent ved Vesterport blev hilst med et »«, og et Latterchor; vi gjorde det bekjendte snevre Sving gjennem Gaasegaden, og holdt udenfor den anselige Gaard paa Vandkunstens Solside, hvor Tante Christine Møller med sin sædvanlige moderlige Forsorg havde det Kvistværelse istand til os, som blev min Broders og min første Bolig i Kjøbenhavn.
ANDEN BOG. UNGDOM
FØRSTE KAPITEL. THEOLOGI OG ÆSTHETIK
En ny Periode er i Almindelighed ikke strax en ny Periode. Mennesket forandrer sig ikke saa let som Tid og Sted. Om man er Student eller Skoledreng seer jo vel ikke blot i de unge Pigers Øine, men ogsaa i Ens egne ud som var det en mægtig Forskjellighed, dog maa man tage sig iagt for begge Slags Øine. De er meget ungdommelige. Jeg troer virkelig, at jeg gjorde det saameget som man med Billighed kan forlange af en ung Fyr, der havde staaet sig godt til sin Examen.
Heller ikke var jeg endnu færdig med det Præliminære, paa Dansk, Videnskabens Forgaard. Der skulde den Gang i det første Aar endnu tages to Examiner, en filologisk om Vinteren, hvortil ogsaa hørte Historie, Hebraisk og noget høiere
