saa byde en Tilgift af noget, man havde studeret paa egen Haand, kunde det føre til Udmærkelse.
Jeg tænkte intet andet derved, end at dette var en fornyet Skolegang, som man ikke turde forsømme, at da det var morsomt at komme sammen med saamange nye Ansigter fra alle Landets Egne, passede jeg mine Timer paa Universitetet meget ordentligt, og da Lærdommen dog havde faaet Charakteren af et friere Studium, behagede den mig mere. I Filologien fulgte jeg min Faders Spor, og studerede i Stilhed Persius's Satirer og Sofokles's Antigone. Og da Filosofiens Tid kom, fordybede jeg mig i Sibberns ligesaa grundige som mangengang pudsige Bøger, og lyttede med Begeistring til Martensens livfulde Foredrag – en aldeles overjordisk Visdom, som rigtignok tiltrods for de bugnende Anelser trykkede mig flad. Endogsaa bogstavelig, da Auditoriet blev saa overfyldt baade af ældre Studenter og ikke Studenter, at vi, som var de mindste, blev presset ind mod Væggen eller maatte krybe op i Vinduerne. Alt dette tiltalte, og jeg kom fra begge Examinerne med Udmærkelse i alle Hovedfagene og meget-godt i de mathematiske Fag.
Det sidste Efterslæt af Skolelærdommen var altsaa bragt i Lade, og jeg stod overfor Livets store Spørgsmaal: Hvad skal du blive til?
Nu maatte min Sjæls indre Trang engang komme til Orde. Det skulde vise sig, om der var nogen Sandhed i den Røst, der altid havde hvisket: Hvad er vel det Arbeide, der saadan foreskrives, du vil dog noget selv! Hvad vilde jeg da?
Ungdomsdrømme er Anelser om et høit Maal, men hvilken Skikkelse Maalet har, hvilke Veie der føre til det, og hvor Foden skal sættes Skridt for Skridt, forstaaes først naar Maalet forlængst er valgt. Det hedder for en ung Student, hvilket Studium vil du vælge? Hvor ligge dine Evner? Hvad vil du være og blive til?
Hvad mig angaaer, kan jeg ikke sige andet derom, end at jeg selv vidste ingen Ting. Mine Idealer havde været Drømme, der nu svandt for Dagslyset. Kun Gud vidste det, og han vilde det, jeg skulde blive Kirkens Mand.
Men hvorledes bliver en saadan afgjørende Sag kundbar for et famlende Menneske? Jeg tænker, ligesom andre Livets store Sager. De komme som spæde Spirer frem af ubegribelig Jordbund. Der kan i Familier ligesom i Folket komme noget til Orde uden at man seer Grunden dertil, dog kan det have vidtrækkende Følger. Nu fortalte min Moder, at Fader, da han saae den Dreng, hun havde født ham, udbrød: Han har et Par gode Næver, de seer ud som de skulde bruges til at slaae i en Prædikestol. Tilfældige Ord faae ingen Magt, uden der i Sjælen er Sangbund for dem. Dette maa der have været hos mig, thi skjønt jeg ikke kan indestaae for, at dette Ord just var Grunden til, at jeg fik den Forestilling, at jeg skulde være Præst, saa var den dog, tiltrods for Mangel paa Christendom, allerede fæstnet hos mig i min Skoletid.
Min Moder havde ogsaa den Tanke, og kan have yttret den eller forudsat den i sine Yttringer, naar Leilighed var, men egentlig paavirket mig har hun ikke. Det er mig selv, der har gaaet i Styrelsens Ledebaand uden at fatte det, og uden endnu at vide andet derom end at, da Tiden kom, ansaae jeg den Sag for afgjort. Ja, endnu mere underligt, uden at jeg den Dag idag er istand til at sige, om dette var det rette Kald for mig; kun at jeg er usigelig taknemlig for at jeg, tiltrods for at det i saa mange Maader ikke er for mig, dog har faaet det.
Ligefuldt kom der Betænkeligheder, da Afgjørelsen skulde træffes. Man har kun eet Liv, og i den Alder troer man sig fri i Valget og har Sky for Skjebnen, siden bliver man fortrolig med den. Betænkelighederne bestod ikke just i Ængstelse for det hellige Kald, det forstod jeg mig altfor lidt paa, snarere i, at der dog kunde være saa meget andet, jeg havde Lyst til. Det var i November (1838), skummelt Veir ude og ikke mindre i mit Sind. Yderst nedtrykt sad jeg og læste i min hebraiske Bibel, den Side af Theologien kjendte jeg idetmindste, men jeg vidste ikke, om jeg turde gaae videre, vilde gjerne have Raad.
Da skete det, som mest af alt viste, hvor jeg famlede i det. Den jeg søgte Raad hos, var en Jøde uden Religion, og en Mand, som andre mindst vilde have søgt til. Men han havde vundet mit Hjærte, jeg troede paa ham.
Der var i Studenterverdenen en i flere Slægtled velkjendt Litterat, Israel Levin, en lille sværtbygget, langarmet, platfodet Person med et stort Hoved og intelligente Træk, en Typus paa sin forkuede Race. Som bestandige Studenter ofte gjør, søgte han gjerne de Yngstes Selskab, og var med sin utrættelige Veltalenhed og sin kun altfor ofte ikke just fine, til Tider endog cyniske Livserfaring, underholdende nok. Han havde udkaaret mig til sin særdeles Ven og pleiede at gjøre lange Vandringer med mig til sent ud paa Aftenen, og den Samtale, han gav et sokratisk Sving, var virkelig belærende.
Da jeg saa ved hans Undersøgelse af mit Væsen let kom til at yttre, hvad der trykkede mig, gik han strax ind derpaa med stor Grundighed, talte med dyb Alvor og meget rigtig om, hvad en Præst maa være, hvad Trosliv, Prædikant og Sjælesørger vil sige. Endelig kom Raadet. Jeg kunde gaae en af flere Veie. Enten kunde jeg skrive en Novelle, hvori saadan Sjælekamp blev gjennemført, det vilde klare mine Tanker, og som hos Goethe lette Byrden. Jeg sagde det ikke, men jeg følte strax, at dette var et udenoms Sving. Meningen var kun at lade mig vide, at denne aandrige Udvei laa ham selv nærmest. Saa fulgte da ogsaa det andet: jeg kunde betroe mig til en Mand, jeg havde fuld Tillid til. Hvem kunde det være? For Ex. Sibbern, og nu fordybede han sig i en virkelig smuk Skildring af den gode Filosof, den Slags Undersøgelser forstod han.
Det Raad syntes mig ikke daarligt. Jeg skrev virkelig Dagen efter et langt Brev til Sibbern, som jeg tænkte selv at bringe ham. Men da jeg havde faaet mig udtalt for mig selv, stod det klarere for mig, at ingen dog kan tage sin Skjebne i sin egen Haand, og Valg og Grunde vil ikke meget sige, der var intet andet for end at give sig Gud i Vold. Jeg begyndte altsaa uden stort Mod, dog ganske ordentlig paa Studiet, og fyldte min Dag med Forelæsningstimer. Heller ikke fik jeg Grund til at fortryde det. Jeg var kun i en tvivlsom Grad en Christen, men det forlangtes ikke heller. For det første var jeg kun Theolog, og Theologien var netop dengang anseet for en ligesaa hæderlig som naadig Frue at tjene, nok istand til at blænde. Jeg kom da ogsaa snart høit op i fuld Flugt paa hendes fantastiske Vinger, farlige nok.
Det laa saa i Tiden. Man maa have levet i den Tid for at kunne gjøre sig en Forestilling om dens underlige Væsen, ja, for blot at kunne troe paa Muligheden deraf. Under den tyske Filosofis Enevælde ivrede alle Tanker for at bygge paa Fantasteriets Babelstaarn; hvad vi hørte omkring os var intet mindre, end at enhver Stortaler satte sin nærmeste Livsopgave i at bygge et endnu høiere. Universet med alle dets store og smaa Lønkamre var afsøgt og klaret i Begrebet, alle Gaader var løste, Hegel og hans berlinske Discipelskare havde fuldbragt Værket. Men derved var ogsaa Kunstgrebet afsløret, og Kampprisen fremlagt. Det maatte kunne eftergjøres og bringes endnu videre, man skulde kun bygge sit eget System og gaae ud over Hegel, og selv blive Aandeverdenens Stormand. Vi indaandede snart ingen anden Luft, det eneste vi ved Universitetet hørte, der klang som en Fremtidsrøst, var Martensens glimrende Tale, og der var ikke saa lidt i den af luftige Stene til den Slags Bygning.
Theologien er nu den Gudinde, der byder Evighedens Forstaaelse frem som den Ærens Krands, enhver af dens Adepter skal kunne vikle om sin Pande, Panden være nu høi eller lav, blot han er den himmelske Frues tro Svend, og hun havde dengang sin Glands-Periode. Alle Aander svor til Theologien, den var Aandrighedens Helligaand, og havde vundet sig en ny Skikkelse. Var hverken Skriftlærdom eller Kirkens Troslære eller en Præsteskole, sligt var aflagte Stadier, den var speculativ. Dette mystiske Ord, der optraadte med det »Absolutes« Klang, glimted gjennem enhver af vor Mesters Kraftsætninger som Solens Blink i et Vandspring. Hvorfra det kom vidste vi ikke, det foer forbi som et Trylleri. Men da det kom til nogen bedre Forstaaelse, viste det sig at være den Kunst med et eklektisk Aggregat af tydske Systemer at kunne bringe Christendommens Mysterier ind under Begrebets Dagslys, saa sikkert som havde man en Engel sat i Spiritus stillet frem til Analysering.
, var Formlen, hvorefter den skulde analyseres. Troen »poneres«, Englen sættes frem. Derefter begynder Intelligensen at lade sine Straaler falde gjennem alle dens Hjærteslag, Nerver og Muskler. Alt blev gjort fuldkommen klart, paa speculativ Maade; kun var det ikke ganske klart, hvorledes det vilde gaae, hvis den bly Genius, ubehageligt berørt af Intelligensens kolde Instrumenter, skulde give
