fra, saameget færre, tilbragte jeg i disse Omgivelser; men det var nok til at gjøre mig til omtrent alt, hvad jeg siden er bleven til, om end de Kildespring, som dengang blev aabnede, skulde siden blive bedre ordnede. Selvfølgelig begyndte det med Dæmring og endte med klarere Syner, men disse Stadier lader sig nu ikke udskille. Jeg tager derfor de forskjellige Sider af min Udvikling under eet, hvad Tiden angaar, og lader dem kun følge i Række for bedre at kunne betragte dem hver for sig.
Mine Forældre var begge aldeles afgjort Aandens Folk; det faldt dem vistnok aldrig ind, at deres Børn muligvis ogsaa kunde være blevet til noget i praktiske Stillinger. At lære, hvad et Menneske paa Aandsdannelsens høieste Trin har fornødent, lige fra den klassiske Fortids Storværker til det nyeste Vers, fra de ypperste Kunstværker til Bøgernes smaa Billeder, og gjennem Naturens daglige Fænomener til dens evige Aand, det og intet mindre var Opgaven. Der maatte intet slaas af derpaa, og havde de end kun smaa Midler, de havde store i deres egen Aand; og hvad Bekostning angaaer, tog de hellere fra sig selv, for at bringe deres Børn frem paa den ideelle Bane. Heller ikke kan jeg mindes, at jeg selv i noget Øieblik, end ikke i det mismodigste, har havt ringeste Tvivl om, at dette var min Vei for Livet.
Saa gik alt med Liv og Lyst, som det var os i Kjødet baaret. Der blev aldrig anvendt Straffe, næppe nok Tvang. Kun naar vi Drenge var altfor uartige, kunde Moder øse os over med en skarp Formaningstale, en sjelden Gang ogsaa gjøre et ikke videre skrapt Forsøg paa at slaa løs paa os. Vi havde derom den Historie, at min Broder Christian paa sin troskyldige Maade havde i al Alvor Sagt: Moder skulde rigtig tage en Kjep saa tyk som en Arm og hugge os Unger. For han var det flittige og samvittighedsfulde Element, jeg det letsindige og dovne. Og sloges vi, var det ufeilbarlig min Skyld.
Faders Strenghed gik ikke engang saa vidt. Det var ham umuligt at see vore Unoder fra anden end den naturlige og morsomme Side. Naar jeg intet gad bestille af det, jeg skulde, og havde de vildeste Streger for, satte han sig til med stor Udførlighed at beskrive, hvad Følgen vilde blive. Begyndte med, at Gaardskarlen skulde sendes ud i Skoven at skjære en forsvarlig Kjep; men Gaardskarlen, den store Iver, som var min Ven, fremstod under den drastiske Skildring i en meget gemytlig Skikkelse for min Phantasi, og idet Veien og Skoven blev klarlig betegnet, fordybede jeg mig i den velbekjendte Skov, hvor ingen bedre end jeg vidste, hvor de bedste Kjeppe sad, og inden vi engang kom til at høre om Kjeppens Brug, end sige at føle den, var ogsaa Fader bleven saa greben af sin egen pudsige Fantasi og ikke mindre pudsige Udtryksmaade, at han fik sig en Latter, mens han ragede mig i Haaret.
Langt mere Virkning havde det, naar hans bekymrede Fremtidssyner tog en anden Retning, og han beskrev, hvorledes den Dreng, der ikke vilde læse, maatte sættes til et Haandværk. Nu blev Skomageren fremdragen, ham der var gift med Kokkepigen Ane og boede opad den høie Trappe i Søndergade, og hvis Værksted med alle dets stramt lugtende Apparater, belyst af den æventyrlige Glaskugle, netop var et af mine Drømmeriers vanlige Tilholdssteder. Der blev i Forbigaaende talt om, at der var noget, der hed en Spandrem – jo, jeg kjendte den og vidste, hvorledes den blev spændt over Støvlesaalen paa Skomagerens Knæ – men naar den kom over Enden paa en Dreng, var det ingen Spøg. Jeg gad blot vidst, om Fader selv kjendte den saa godt; jeg har en Mistanke om, at han snarere tænkte paa Lukians Skomager. Vist var det, at han dreiede af, og Forestillingen endte med et grangiveligt Syn paa en Skomagerdreng, der kom fløitende og dandsende henad de brede Stene opad Østergade med den ene af Rectorens Støvler under Armen og en Tøffel til Stuepigen i hver Haand. Dette blev mig det sværeste. Østergade saae vi paa langs nedad fra vore Vinduer, og dens Eslinie udmaalte jeg altid Perspectivet af, naar jeg laa i Dagligstuevinduet og kjedede mig. Nu at se mig selv som en snavset Skoledreng komme fløitende længst ude fra, til Spøgelset mere og mere nærmede sig – jeg kunde ikke faae det ud af mine Tanker igjen, og Virkningen var en usigelig Angst for at synke ned i slig plebeiisk Stand.
Jeg var ligesaa stor en Aandsaristokrat som Fader, og havde det været beregnet, hvad der kun var hans Lune, kunde han ikke have valgt noget kraftigere Middel. Ligefuldt slog Midlet feil. Ogsaa deri lignede jeg ham, at det blev ved Fantasien, og vendende og dreiende paa den fik jeg dog ikke fat paa det Arbeide, den med sin truende Svøbe skulde drive mig til.
Ganske vist lærte jeg tidlig nok at læse, takket være Moders Energi; men for mig selv var det vigtigste derved, at jeg kunde prale for Tjenestepigerne med, at jeg kunde læse ligesaa godt som de. Min Fremgang var som et Føls, der er bundet bagved en Vogn. Den beroede paa, at jeg maatte følge med min Broder, der var syv Fjerdingaar ældre. Ethvert Skridt blev taget et Par Aar for tidlig, og blev ikke taget helt ud, Benene var for korte. Formelt kunde jeg læse og skrive, da jeg var fire Aar, i Virkeligheden lærte jeg ikke disse ædle Kunster, før jeg var en fem, sex Gange saa gammel.
Min Fader underviste os ikke, hans Umage med vor Opdragelse var af den Natur, jeg har talt om. Han beboede et Par afsondrede Stuer ovenpaa, en fjern og høitidelig Helligdom, og kom kun ned, naar han søgte Hvile og Opmuntring. Men Moder var ofte oppe hos ham, og tog hun os med, var det en festlig Gang. Hans Liv var delt mellem det stille Arbeide i hans Bibliothek og hans Gang paa Skolen.
Men Moder var ogsaa nok istand til at gjøre Fyldest for begge Forældre og for mere end det. Foruden at bære Byrden af vor Opdragelse og primitive Undervisning, var hun rastløs i at fuldbringe de mærkværdigste huslige Bedrifter.
Om Foraaret og Sommeren igjennem syslede hun med Haveurter og Blomster, og hun havde to Haver under sin Varetægt, en ved vor Bolig, og en større ved Skolen. Det var det Arbeide, jeg var mest oplagt til at hjælpe hende med. Om Efteraaret blev der slagtet i det Store til Aarets Forsyning, og Hovedsagen var Grisen, vor fælles Ven, som vi i dens korte Liv daglig besøgte i et Familietog med Fader i Spidsen.
Saa blev der lavet Kartoffelmel, en meget vidtløftig Proces, som jeg ved anstrengt Betragtning af de mange Rivejærn, de store Vandkar, som Hakkerne arbeidede Bundfaldet op af, og alle de blændende Kager, der slikkede Solskin paa Sengelad i Gaarden, endnu har bevaret saa tydelig i min Erindring, at jeg troer, jeg selv var istand til at øve den Kunst. Produktet er skjønt nok at see til, men jeg vilde ogsaa dengang nødig andet, og er mangen Gang bleven skraalende sat ud i Kjøkkenet for der at spise mine Melboller op.
Saa blev der kjøbt Hør og Uld, og i det store Loftsrum sad Koner og Piger paa Rad og lod Hørren gaae gjennem Heglens Tænder, skrabede frem og tilbage med Karterne, og lagde de smukke Uldtøirer tilside paa Kurven, mens vi Børn stode med Hænderne paa Ryggen og gloede og hørte paa Snakken. Hørren spandt Moder selv Vintren igjennem, et Arbeide, hun særdeles yndede, fordi det ikke hindrede hende, hverken i at høre os læse eller selv at lade Munden løbe med Fortællinger. Naar Væveren saa fik det Spundne slaaet op, skulde vi hen at betragte hans skjønne Kunst, og naar Blegen var spændt ud, skulde vi ned til Aaen og see, hvor deilig de lange Lærreder skinnede paa Græsset.
Saa blev der støbt Lys, og mig synes, jeg kan endnu lugte den smeltede Talg, og see det runde Bord langsomt bevæge sig om sin Axe, medens de fra dets Rand nedhængende Væger en for en blev dyppet i det dampende Talgkar. Derved blev det ikke glemt at støbe trearmede Helligtrekongerslys, med et Kræmmerhus Krudt ved Grunden af Grenene. Naar de blev tændte paa den hellige Aften, maatte altid Fader være med at staae og stirre paa dem i spændt Forventning, til Lyset naaede Krudtet og Explosionen foregik.
Det var tarvelige Tider. Familien sad om sit ene hjemmestøbte Talglys, kun naar der kom Fremmede, tændtes de fine Christiansfelder Lys, ogsaa af Talg, men formede; begge Slags dog i Messingplader.
Under alt dette fik dog Moder Tid nok til det, der egentlig var Sagen. Da de elementære Kunster vare overstaaede, kom vi til de rette Aandens Skatte. Alskens Litteratur blev indøvet. Først naturligvis Børnebøgerne, Campes og Salzmanns, og Billedbøgerne. Dem var der mange af, skjønt langt fra saa glimrende som nu. Hvor de kom fra, vidste vi ikke, men jeg troer, de mest skyldtes vor elskværdige Tante Christines uudtømmelige Velgjørenhed. Vi havde aldrig seet hende, men hun stod i en mystisk Baggrund som en Juleaftens- og Fødseldags-Engel, og naar Ageposten kom, kom den fra hende. Mine Yndlingsbøger var dog ikke de moralske Børnevenner, ikke engang Robinson;
