Livserindringer. Madvig Johan Nicolai

      Livserindringer

      Fortale

      I 1884 og Begyndelsen af 1885 nedskrev, ɔ: dikterede, min Fader – tildels efter Opfordring af Andre – de efterfølgende Livserindringer. Ligesom det imidlertid ikke havde været hans Hensigt at lade dem udgive, saalænge han levede, saaledes havde han ikke taget nogen Beslutning om, hvorvidt dette senere skulde ske. Da jeg tre Dage før hans Død kom op til ham, der da havde været sengeliggende i 8 Dage, og traf ham noget træt efter en temmelig søvnløs Nat, ytrede han, at, naar man i hans Alder kom til at ligge tilsengs uden at vide, hvorlænge det kunde vare, maatte man ialtfald være forberedt paa, at Sygeleiet først endtes med Døden, – og for dette Tilfælde overdrog han til mig som hans ældste Søn at tage Bestemmelse om, hvorvidt hans Livserindringer og mulig enkelte andre Ting derefter skulde udgives. Det følgende Par Dage, da hans Tilstand var bedre – han døde, som bekjendt, aldeles pludselig af en Blodprop den 12te Decb. f. A. —, kom Emnet ikke mere paa Bane. Netop paa Grund af Slægtskabsforholdet ønskede jeg imidlertid ikke at være ene om derefter at træffe Bestemmelse i saa Henseende – en Bestemmelse der i mine Øine altid har sine betænkelige Sider —, og det var først, efterat min Faders Discipel, Kollega og Ven: Professor i Historie E. Holm paa min Anmodning havde gjennemlæst Manuskriptet til Livserindringerne og tilraadet disses Udgivelse, at jeg besluttede mig dertil og derom traf Aftale med Forlæggeren. Inden min Faders Død havde jeg, paa enkelte Undtagelser nær hist og her, ikke kjendt andre Dele af Manuskriptet end dem, der angik Barndommen og Skoleaarene. Af enkelte ved Manuskriptet liggende løse Notitser maatte jeg vel antage, at det havde været min Faders Hensigt dels maaske at tilføie yderligere Bemærkninger om sin Stilling til flere af de Mænd, med hvilke han særlig gjennem det politiske Liv var kommen i nærmere Berøring, dels vistnok at foretage en Revision ialtfald af enkelte af de senere Afsnit, og mulig vilde derved nogle Partier af disse være blevne lidt udvidede, andre afkortede og den gjentagne Omtale af enkelte Ting sammendragen paa ét Sted. Dette var imidlertid ikke sket, og en saadan Revision var nu umulig; jeg maatte ialtfald, naar Optegnelserne skulde fremtræde som min Faders egne, anse mig for uberettiget til at foretage noget af den Art. Hvad jeg ved den af mig inden Trykningen foretagne Revision har troet at burde og kunne gjøre, har derfor alene bestaaet i at berigtige og supplere Angivelsen af Bogtitler, Datoer og Aarstal samt Smaafakta, at fjerne ligefremme Ord- og Sætningsfeil m. m., hidrørende fra en mindre nøiagtig Gjennemlæsning, uden derved at ændre Stilen og endelig at udelade Omtalen af enkelte saadanne ganske private Forhold og ubetydelige Anekdoter, der aldeles ingen Interesse kunde have for Offentligheden. Ved de af mig til Supplering og Oplysning tilføiede enkelte Anmærkninger har jeg ogsaa søgt strengt at holde mig til det rent Faktiske, idet jeg undgik enhver Antydning af egen Opfattelse. Hvad angaaer Retskrivningen, der i Manuskriptet var de benyttede forskjellige Sekretærers egen, da er den ved Trykningen søgt lempet, saavidt muligt, efter den af min Fader i de sidste Aar, i hvilke han endnu selv skrev, fulgte modificerede gammeldags Retskrivningsmaade.

      Med Hensyn til de to Tillæg henviser jeg til de indledende Bemærkninger i selve disse. Derimod skylder jeg at tilføie, at min Fader vel i det sidste Par Aar paa Grundlag af de af ham særlig da i stort Omfang foretagne philosophiske Studier, til hvilke i selve Erindringerne gjentagende er hentydet, havde begyndt at diktere nogle foreløbige skematiske Antydninger og fragmentariske Bemærkninger om Tilværelse og Erkjendelse, men disse, hvorom han vistnok havde talt til Enkelte, havde ikke modtaget en saadan Afslutning enten i Form eller Indhold, at jeg har troet at burde eller kunne medtage dem her.

      Forlæggeren har ønsket at ledsage Livserindringerne med medfølgende Billede af min Fader fra Universitetsfesten i 1879, udført efter Blochs bekjendte Maleri paa Frederiksborg, og efter Aftale er da Edv. Lembckes ene Sang fra Embedsjubilæet i samme Aar vedtrykt.

      Jeg vil slutte disse Linier med at aftrykke nogle Ord, som en af min Faders nærmeste Disciple og Venner i Norge tilskrev mig efter hans Død, idet han mindede om sit sidste Besøg i 1885 i min Faders Sommerbolig: "Da jeg tog Afsked med Din Fader, greb han bevæget min Haand og sagde: Gud være med Dem! bevar i venlig Erindring en gammel Mand, hvis Haand De vistnok for sidste Gang trykker. Han stod da for mig saa stærk og klar og dog saa mild. Jeg kunde dengang ikke troe, at det skulde blive saa". Min Faders Aands- og Legemskraft bevaredes lykkeligvis usvækket til det Sidste, og hans lette, smertefrie Død befriede ham for den af ham saa frygtede Skæbne: aandelig og legemlig at overleve sig selv.

      Den 30te April 1887.

      J. N. A. Madvig, Overretsassessor.

      I. Barndomsaarene paa Bornholm. 1804 til 1817

      Motto: O Barndomstid,

      Mit Livsløb har ført mig bort fra de Egne og de Omgivelser, i hvilke jeg fødtes og tilbragte hele min Barndom, og langt fra de Livsvilkaar, under hvilke mine første Aar hengik. Denne Omskiftning vilde dog ikke have havt noget Usædvanligt og Mærkeligt, hvis der blot var Tale om Afstanden og Flytningen i Rummet. Men dermed forener sig for mig, foruden den store Forskjellighed i ydre Naturforhold, tillige Modsætningen imellem det da mest afsides og i sin Udvikling mest eiendommelige og afvigende Provindsliv i Danmark og saa det danske Kulturliv, saaledes som det fremtræder i sin almindeligste Skikkelse i Landets Hovedstad, i hvilken jeg nu uafbrudt har henlevet 64 Aar. Det er imidlertid saa langt fra, at denne tidlige Ombytning af Barndomshjemmet med andre Steder og andre Forhold har svækket og afbleget Minderne fra hint Hjem, at disse meget mere ikke blot strax ved Afbrydelsen indprægede sig dybere og skarpere gjennem Længsel og Savn, men nu i Alderdommen fremtræde med en Livlighed, en Lyst og Glands, hvorover jeg stundom selv undrer mig, og som tyder hen paa en neppe ganske ringe Indflydelse af de tidligste Indtryk paa selve min under saa forandrede Betingelser foregaaede Udvikling. Det er mig derfor ogsaa umuligt overhovedet at see tilbage paa og omtale mit senere Liv og dets Virksomhed uden at dvæle og ligesom at forfriske mig ved hine tidligste kjære Billeder og Erindringer, selv om jeg derved maatte trætte Andre. Og jeg kan derhos ikke fremkalde hos mig selv eller for Andre fremstille, hvad der nærmest og personlig angaaer min Barndom, uden i Billedet at inddrage et Omrids af hele den særegne Omgivelse og af hele den særlige Paavirkning af Natur, af Folkeliv og af Kultur, under hvilken jeg da levede. Det er et saadant Omrids, jeg her vil forsøge at give, saaledes at jeg deri indfører min egen lille Person.

      Omtrent 16 Mile Øst for det nærmeste Punkt af Sjælland strækker Bornholm, som bekjendt, sin temmelig regelmæssige, skjævt aflange (rhomboidale) Firkant fra Nordvest, hvor Øen er fjernet 6—7 Mile fra Skaane, ned imod Sydøst med en Gjennemsnitslængde af 4 Mile og en Gjennemsnitsbredde af 2½ Mile. Øens Stenlegeme falder dels af mod Østersøen i bratte Klippevægge og Tinder, der paa den nordlige Del af Vestsiden naae en Høide af et Par hundrede Fod, og omgives dels af en sammenhængende, snart bredere, snart smallere Bremme af nøgne, i vild Uorden henkastede og gjennemkløftede Klipper. Kun paa en kortere Strækning af Sydøst- og Sydsiden, hvor Landet indenfor danner en lavere Flade, afløses Klippebeltet af en Strandbred af Sand. Intetsteds frembyder Kysten derhos større Bugter eller naturlige Havne. Fra Nord og Syd hæver Landet sig til en kort fra Østsiden begyndende, mod Nordvest løbende Høideryg, der, efter at have dannet et Knudeparti, hvis øverste Punkt – det saakaldte Rytterknegten – naaer en Høide af omtrent 500 Fod, falder af mod Vest og Nordvest og ender i den før antydede høje Klippekyst. Med Undtagelse af hint Knudeparti, der er bevoxet med Skov ("Almindingen"), danner Resten af Høideryggen en udyrket, overalt af Klipper gjennembrudt, af en fattig Lyngvæxt bedækket Hede, der hist og her omslutter mindre Moser og Kjær, den saakaldte "Høilyngen", hvorved Landet deles i to omtrent ligestore, dog mod Syd noget bredere og jævnere Afsnit, som forene sig Øst og Vest for Heden[1]. Det fra Lyngen mod Kysterne nedstigende dyrkede Land, i hvilket Klippeunderlaget mangfoldige Steder bryder frem i Klinter, Bakker og Klippeflader, og som endog omfatter flere Høilyngen ganske lignende, udyrkede og afhegnede Stykker (Brændesmark, Brommelyng o. s. v.), gjennemfures af et ikke

Скачать книгу