Mødre vandrede op til de høitliggende Marker og Bakker, hvor de vare udenfor Skudvidde; kun engang erindrer jeg med mine ældre Brødre og et Par andre Drenge at have unddraget os denne Udvandring for fra en Kløft imellem Klipperne at betragte den dog et temmeligt Stykke fra os foregaaende Skydning. Naar Faren syntes større, saasom ved to Briggers forenede Angreb, spændtes min Faders to Heste for Vognen for at bortføre Byskriverembedets Archiv; de to andre Heste vare indskrevne til Forspandstjeneste ved det bevægelige Artilleri. Ved samtlige disse Fægtninger, hvortil de i Byen hjemmehørende Artillerister og Borgerkompagniet ufortrødent gave Møde, indskrænkede imidlertid Blodsudgydelsen paa vor Side sig til, at en Ko blev skudt; mig bedrøvede det mest, at en Kugle, der sagdes at have truet min Moder, som var ved at samle os Børn til Udvandring, borttog en stor Gren af vort bedste Pæretræ. Gouverneuren, hvis Magtfylde forøgedes derved, at Amtmandsembedet under hele Krigen lodes ubesat og bestyredes ved Konstitution af Byfogden i Nexø, nød en ubetinget Respekt og Anerkjendelse, ikke blot som Militær, men som en i høj Grad redelig og ubestikkelig Mand, en Anerkjendelse, der kom ham til Gode under Udførelsen af et meget vanskeligt Hverv. Det paalagdes ham nemlig af Hensyn til Knapheden af Levnetsmidler at forbyde al Brændevinsbrænden og at lade samtlige Brænderiredskaber aflevere til Opbevarelse i Kirkernes Klokketaarne (– de fleste Kirker have paa Bornholm et særskilt Træklokketaarn, "Stevelen", det tyske "Glockenstapel" —). Denne Foranstaltning berørte naturligvis Befolkningen meget stærkt, ogsaa som Brud paa overleveret Ret, og Ophidselsen gik saa vidt, at ved en Vaabenøvelse Skud med Stene og en enkelt Ladestok antoges af denne Grund rettede mod Gouverneuren. Da han imidlertid, efter at være gjort opmærksom herpaa, holdende foran Fronten et Par Gange havde ladet Mandskabet lade og fyre og derpaa sluttet Øvelsen, uden at der foretoges nogen Undersøgelse, forstummede Misfornøielsen, og med Freden forsvandt Foranstaltningen.
Krigen og det engelske Herredømme i Østersøen medførte midlertidig Savnet af visse Varer. Man kunde imidlertid finde sig i at lave sin Punsch med Tamarinther istedetfor Citroner og sin Kaffe af Ærter; men langt føleligere var det, at der engang i 1812 eller 1813 næsten ganske savnedes Salt. En af en Kaper opbragt Ladning solgtes da ved Auktion i Svanike skæppevis, og Skæppen betaltes med indtil 36 Daler af de rigtignok en yderst ringe Værdi repræsenterende gamle Kourantsedler. Endnu haardere føltes en anden Følge af Krigen, nemlig det næsten fuldstændige Ophør af al dansk Søfart og dermed af Erhvervet for de ellers udenfor Bornholm beskæftigede Søfolk. For begge disse Onder søgtes Erstatning i Kaperiet, der neppe fra noget Sted i Danmark dreves i den Udstrækning som fra Bornholm. Forsynede med Kaperbreve af Gouverneuren lurede alle Slags Fartøier lige fra en med flere Kanoner udrustet Skonnert, hvis dristige Fører bestod hæderlige Kampe med fjendtlige Orlogskrydsere og vandt den for en privat Kaperfører enestaaende Ære at udnævnes til Ridder af Dannebrog, ned til Fiskerbaaden med en halv Snes Mand, bevæbnede med nogle gamle Borgergeværer, paa de fra Østersøens østlige eller sydlige Havne kommende eller derhen styrende Skibe og indbragte talrige Priser. Disse og deres Ladninger solgtes for meget høie Beløb i de stedse dalende Kourantsedler, og der opstod ved disse Prisepenge pludselige Skinformuer, der brugtes med letsindig og overmodig Kaadhed, og det forekom virkelig, at en saadan kortvarig Matador tændte sin Pibe, om ikke med "Statsobligationer" som Salomon Goldkalb, saa dog med Femdalersedler. Men ved Siden af den lystige Rolle, som de overgivne Kapergaster en kort Tid spillede, fremtraadte den virkelige Elendighed undertiden synlig nok. Jeg erindrer at have set en Kaperbaad bemandet med omtrent tyve Mand, der alle havde været Skibsførere eller Styrmænd fra Kjøbenhavn, men nu af Nød spillede i Kapernes Lotteri, saa vidt jeg husker uden Gevinst.
Under Bornholms Gouvernement henhørte som et fremskudt Fort Fæstningen Kristiansø, i daglig Tale altid blot "Øen" i Modsætning til "Landet" ɔ: Bornholm, bestaaende af to i Christian den 5tes Tid opbyggede, med Kanoner forsynede Taarne, et paa hver af to Klippeøer, og nogle særlige Batterier paa og imellem Klipperne. I Havnen imellem de to Øer laae den Gouvernementet underlagte Søstyrke: fire af de underlige, med en bred og en spids Hale forsynede, ved noget stærkere Søgang yderst ilde farne Kanonjoller, der et Par Gange besøgte Svanikehavn, og som jeg engang i 1812 eller 1813 saae under en livlig Kamp at forjage en svensk Orlogsbrig, der vilde tage Station mellem "Øen" og "Landet". Den noget over to Mile nord for Svanike liggende lille Fæstning var det faste og Blikket altid tiltrækkende Punkt, naar jeg ene eller med Legekammerater, ofte med min Faders Kikkert, iagttog det vide Hav og de i stille Magsveir henglidende eller med Storm kjæmpende Skibe. Den hemmelighedsfulde Stilhed, der hvilede over "Fæstningen", afbrødes i en vis Tid hyppig af Minesprængninger til Regulering af Terrainet. I Krigsaarene betragtedes den stundom med nogen Frygt og uvenligt Sind, fordi der aarlig udskreves et vist Antal Mænd fra Bornholm til Tjeneste der, ofte flinke Tjenestekarle, som Husbonden nødig vilde slippe; men kun i den allerførste Tid troede man at turde forsøge at indvirke paa Udskrivningen gjennem Gunst og Gave.
Naar jeg hidtil har fremkaldt for Tanken Billedet af hele Bornholm, maa jeg nu tilføie, at mit Barndomsliv dog ikke bevægede sig over hele denne Skueplads. Jeg saae, førend jeg vendte tilbage til Bornholm som Student, aldrig Vest- eller Nordvestlandet, hverken Rønne, Hammershus eller de smukkeste Egne i Rø Sogn. Jeg lærte kun at kjende Øster- og Sønderherred samt Høilyngen og Almindingen og kastede kun et stjaalent Sideblik til Røsogns østligste Klippevægge. Af Østlandets to Kjøbstæder havde Nexø unegtelig nogle Fortrin, som jeg under min Opvæxt betragtede med nogen Skinsyge. Dér fandtes en nogenlunde regelmæssig, af sammenhængende Gaarde og Huse dannet Gade med i det ringeste et toetages Huus; dér boede den konstituerede (efter Freden virkelige) Amtmand og Landkirurgen; dér var en grundmuret hollandsk Mølle og et Par tomastede Skibe; dér boede den Skræder ("Frederik Skræder"), der aarlig med sin Dreng og en Bagage af Klæde og Tøi hentedes til mine Forældres Huus som til andre Huse i Svanike for at fornye den mandlige Families Paaklædning; dér fandtes endelig en Bager, der regelmæssig bagte Hvedebrød og ugentlig sendte en Kone med Tvebakker til Svanike, hvilke forresten meget vel kunde gjemmes tre Uger og endda med stiv Ribssaft tjene til Traktement. Men eet Fortrin havde Svanike baade for Nexø og for de andre Kjøbstæder: den eiendommelige og maleriske Beliggenhed. Byen ligger lige der, hvor den mod Sydøst gaaende Nordgrændse af Landet pludselig skarpt bøier om imod Syd, i en uregelmæssig, af Klipper og Kløfter gjennembrudt Fordybning imellem Havet og dettes Klippebremme paa den ene Side og paa den anden en halvcirkelformig Høining, der følger med Bygjerdet og gaaer over i Bymarken, men imod Nord springer over i et Par isolerede Bakker, som falde af imod Nordostpynten; den høieste betegnes ved Navnet "Kikkebakken" som det Punkt, hvorfra Havet og Færdselen derpaa iagttages. Paa Sydsiden af Høidedraget hæver sig Kirken med sit Spir, til hvilken man stiger op ad steile Bakker og Stier og en Vogn kun kunde naae op ad Omveie. Fra hele Høiden ser man ned over Husenes Tage og de talrige Havers rige Trævæxt ud imod Havnen og Havet. Hovedbyen havde ikke mindre end to Forstæder, den ene mod Nordvest: "Vigen" (udtalt Væjen) omkring og imellem høie Klipper ved en lille Bugt og Baadehavn, hvorfra man steg op til den endnu høiere Møllebakke, hvis to Møller kronede Adgangen til Byen paa denne Side, den anden: "Hullet" mod Syd i en særskilt Kløft, hvorfra man kom ud til en Udmarkslette: "Frændemark", for en Del besat med talrige, henimod en Snes i nogenlunde regelmæssige Rækker opreiste høie og smalle Bautastene, af hvilke vistnok nu mange ere forsvundne. Havet udenfor denne dannede "Frænderhed", den sædvanlige Ankerplads for de østfra kommende Seilskibe (– i min Barndom havde man jo kun saadanne —), der under vestlige Vinde og Storme ikke kunde omseile Landet. Nærmere inde mod Byen skød sig et Par lange og lave Klippeskær ud i den Bugt, hvorfra man naaede ind i Byens lille, under visse Vinde vanskelig tilgængelige Havn. Engang hvert Efteraar bedækkedes disse Skær og den nærmest liggende Kyst gjerne henimod Aften af en utallig Vrimmel af støiende Trækfugle fra Nord, der om Natten droge Syd efter i ordnede Skarer. Byen og de den omgivende Klipper laae aabne mod de fra Nord og Øst indbrydende Storme og de af dem fra den botniske og finske Bugt fremdrevne Bølger, der raste med voldsom Kraft; ethvert saadant Stormveir hed efter Hovedretningen, uden nøiagtig Adskillelse af Vindretningen i det enkelte Tilfælde, en Nordost. – Paa regelmæssige Gader maa der ved Svanike ikke tænkes; et svagt Tilløb til en saadan udgik fra Byens Hovedadgang: Byledet snart bredere, snart smallere, stigende og faldende, begrændset snart af Forhuse, snart af Baghuse, snart af Stengjerder om Haverne og endelig, efter at være trængt ned igjennem en smal Klippekløft (– nu er Klippen paa den ene Side fordetmeste bortfjernet
