fordi Kræfterne svigtede mig. Da jeg ellers ikke kan gjøre mig til af synderlig Færdighed i legemlige Kunster, er jeg stolt af endnu efter det fyldte 80de Aar at svømme let og godt baade forlængs og baglængs. – En enkelt Gang mindes jeg at have deltaget i et Bombardement paa en Gniers Pæretræer, der hang udover Havegjerdet, hvorved jeg dog, uagtet jeg indtog en fremskudt Post, gav Afkald paa Andel i Udbyttet.
Familielivets jevne Gang afbrødes naturligen ved visse aarlige Mærketider, af hvilke St. Hansdag og Julen vare de vigtigste, skjøndt ogsaa Fastelavn, om end ikke hvert Aar, feiredes med en lille Ringrenden til Hest af Byens i besynderlige Dragter udpyntede Karle. St. Hansdag feiredes i selve Byen ved en lille Kilde mellem Havklipperne, hvori der da kastedes Blomster, og paa en lille Slette i Nærheden, hvor de unge Fiskere og Sømænd og Pigerne dansede, medens der beværtedes fra Vogne. Mere glimrende var dog Forsamlingen i Almindingen, hvorhen der den Dag valfartedes tilvogns og tilfods fra hele Landet, og hvor man spadserede i de smukke Skov- og Klippepartier, dandsede og gjorde sig lystig og tilgode. Det Hele havde nogen Lighed med Dyrehavsfesterne, som disse vare i deres Glandstid for halvhundrede Aar siden, men Glæden var langt inderligere paa Bornholm ved at sammentrænges paa én Dag og ved Fjernelsen af alle Gøglerboder, ligesom ogsaa Naturomgivelserne vare langt mere storartede. Jeg erindrer tre eller fire Gange at have ledsaget mine Forældre til denne Fest. Til en lignende, men mindre Fest, der paa en anden Dag holdtes i et meget venligt og af talrige Nattergale (paa Bornholmsk "Fjældstavne") beboet Skovparti imellem Svanike og Nexø: "Buskene", kom jeg kun én Gang. Længere hen paa Sommeren gaves der Børnene en lille Gave, hvormed de vandrede til Fiskerleiet Listad og kjøbte Ret til at spise sig rigtig mætte i de mangfoldige Kirsebærtræer i de derværende Haver. – Julen holdtes overalt i By og paa Land med stor Lystighed selve Juleaften i Hjemmene med Karle og Piger og indbudne Mænd og Kvinder, der havde deltaget i Aarets Arbeider, og som stode i et Slags Klientelforhold til Huset. Der dandsedes og gjordes Løier, hvorved blandt andet de af Karlene om Efteraaret fyldte Nøddesække og listige Snit i disse spillede en Rolle. Der blev spist og drukket, og de Fattige glemtes heller ikke. Foruden hvad der i Dagens Løb var sendt til Gamle og Svage, stode hele istykker skaarne Brød, Kar med Ærter og Gryn, Stykker af Flesk og Pølser i Beredskab for at uddeles til de fattige Børn, der gik om og sang for Døre og i Forstuer, og det tillodes os Børn ved dem, vi kjendte fra Legepladsen, at føie et extra Tillæg til den ellers bestemte Gave. Julemorgen udmærkedes ved en Morgengudstjeneste: Ottesangen, hvor de til Kirkens Belysning fornødne Tællelys vare indsamlede ved frivillige Bidrag, og vi Børn undlode ikke at bede Moder om at give sin Andel rundelig, thi i Grunden var denne Gudstjeneste ved Lys, ved hvilken Degnen "læste" (nemlig en Prædiken eller et Stykke af en Prædiken af en Postil), en Juleglæde for Børnene og Tjenestetyendet. I den paafølgende Juleuge, i hvilken Familierne flittig besøgte hinanden, beværtedes alle Besøgende, især af den jevnere Klasse, rundelig med den allerede Juleaften indviede Festdrik: "Honning og Brændevin", ɔ: Brændevin skænket sædvanlig i et Ølglas og omrørt med en stor Klump Honning (naturligvis uden at Glasset just fyldtes helt eller tømtes af den Enkelte). Nytaarsmorgen hilsede Borgerkompagniets Tambour og Piber i Forening paa Borgerofficererne, Byfogden, Byskriveren og enkelte andre Honoratiores og trakteredes overalt, hvoraf da Følgen var, at de endte med en overstadig Rus til Latter for Byens Ungdom. – Det vil af det Foregaaende ses, at ogsaa disse Festligheder havde deres Særegenheder paa Bornholm ved Siden af de for hele Norden fælles Karaktertræk.
Udenfor Juletiden afbrødes den daglige Stilhed, foruden ved Sammenkomster og Familiefester i Byen selv, ved ikke sjeldne Besøg hos Slægtninge og Bekjendte paa de større Gaarde paa Landet eller af disse i Byen. Naar den trestolede Stadsvogn var trukken frem for at forspændes til at "kjøre i Marken" (den idetmindste hos os Børn staaende Betegnelse for en saadan Udflugt), sad jeg med den ene eller den anden af mine Søskende timevis paa Vognen, førend Reisen tiltraadtes, længselsfulde efter den venlige Modtagelse og de nye Gjenstande, der ventede os paa Vallensgaarden – Landets største Gaard, hvor under Pantsættelsen til Lybækkerne i Frederik den 2dens Tid den lybske strenge Landfoged havde boet, – eller paa store Hallegaard i Bolsker Sogn, hvis Besidderinde, den firsindstyveaarige "Lars Mariska", ɔ: Lars Mauritsens Enke, hvert Aar selv ved Besøg hos os bragte en stor Dunk Honning – eller paa lille Ravnsgaard hos vor eneste Farbroder nær ved Randkleveskaar eller paa andre ved Slægtskabs- eller Venskabsbaand til vore Forældre knyttede Gaarde. Min Moders Fødegaard, det en god Fjerdingvei fra Svanike smukt beliggende Skovsholm, hvor hendes Broder boede, besøgte vi tilfods og ligeledes, men sjeldnere, den fjernere Helvedesgaard nær ved Paradisbakkerne, hvor min Moders Søster boede. Om Vinteren skete lignende Udflugter i Kane og Slæde, hvorved det et Par Gange hændte sig, at vi under min Faders egen Styrelse kjørte vild paa de tilsneede Veie og Marker og tilsidst væltede. Stundom var der forberedt eller improviseredes et lidet Bal, og var Antallet af de Gjæster, der overnattede paa Gaarden, for stort, hjalp man sig med at sove i "Søskendeseng", idet i Storstuen eller et andet Værelse en Række Stole lagdes ved Siden af hinanden med Benene opad og der saa paa Stoleryggene som Hovedleie og Gulvet udbredtes, hvad der havdes ved Haanden af Sengeklæder og Madratser, suppleret med Hø og Halm; Gjæsterne lagde sig da ganske eller næsten paaklædte paa de udbredte Lagener og dækkede og varmede sig efter Leilighed.
Iblandt de Optrin, der satte Befolkningen i Bevægelse og vakte livlig Deltagelse, maae Vrag, det vil sige Strandinger, ikke forbigaaes. Strandinger paa Bornholm vare i den Tid, saavidt jeg kan skjønne, endel hyppigere end nu, især i Krigsaarene, da Fyrene paa Kristiansø og paa Hammeren ikke brændte, og Flertallet indtraf paa Landets Øst- og Nordside. Naar et Skib om Dagen saaes i farlig Nærhed af den klippefulde Kyst eller om Natten Nødskrig hørtes, udbredte Efterretningen sig saare hurtig, undertiden ved høie Raab paa Gader og Veie, og fra alle Sider ilede da ikke blot Mænd, men om Dagen ogsaa Kvinder og Børn til Skuespillet. Til Befolkningens Ære maa det siges, at der gjordes, hvad der kunde gjøres, for at komme det i Nød stedte Skib eller de allerede Skibbrudne til Hjælp; men Kystens Beskaffenhed, der paa de fleste Steder gjorde det umuligt at gaae ud med en Baad, – man havde kun almindelige Fiskerbaade, ofte endda ikke i Nærheden, – gjorde ikke blot Ydelsen af Hjælp før Strandingen, men ogsaa Bjergningen af Mandskabet fra det strandede Skib vanskelig. Stod imidlertid Skibet fast paa og imellem Klipperne og vare Folkene, ofte med Raskhed og Ringeagt for Faren, bjergede, da gjorde sig unegtelig en Stemning gjældende, der erindrede om Holbergs Anholtsboere, der "leve kristelig og nære sig af Vrag", Noget, der ikke maa regnes en fattig Befolkning i en besværlig og næringsløs Tid for strengt til Last. Ikke blot de, der som virkelige Bjergere og Forbjergere efter regelmæssig Indskrivning deltoge i Bjergningen, men ogsaa de, der ifølge visse Stillinger havde en Bjergerlod – f. Ex. Sandemanden, hvis Strandingen var sket paa et Landsogns Kyst, – eller som paa anden Maade havde Udsigt til Fortjeneste, saasom ved Toldopsyn eller især Auktion over det indstrandede Gods – i hvilket Tilfælde min Fader var —, tænkte paa Ladningens Omfang og Værdi, og en livlig og munter Travlhed varede i flere Dage og fornyedes senere. Jeg erindrer engang som Barn ved Nytaarstid at have været upaaagtet Vidne til en Samtale imellem mine Forældre, i hvilken min Fader, der baade ifølge sin hele Karakter og Erindringen fra hans egen Ungdom havde den største Deltagelse for Sømandens Farer og Lidelser, med alvorlig Tak imod Forsynet udtalte, at han ikke vidste, hvorledes han skulde have gjennemstridt det trange Aar, "hvis ikke Vorherre havde sendt de to deilige Vrag".
Den glade barnlige Leg under de her skildrede Forhold blandede sig for mig, efterhaanden som jeg voxede til, stundom med bløde og halvt melankolske Drømmerier og Indtryk, nærede af den Naturs Karakter, i hvilken jeg ofte ensom streifede om, ikke uden Berørelse af overtroiske Forestillinger. Jeg erindrer, af hvilken Rædsel jeg engang pludselig grebes ved høilys Dag paa den tidligere nævnte Hammerslette, saa at jeg i ustandselig Fart over Klipper og Kløfter styrtede hjem og sittrende kastede mig i min Moders Skjød, og hvorledes jeg en anden Gang, da jeg skulde bringe et Brev til Nexø for min Fader, imellem Klipperne Nord for Fiskerleiet Aarsdale (en Fjerdingvei fra Svanike mod Syd) begyndte at vandre om i mørke Grublerier og efter nogen Tids Omflakken, ude af Stand til at udføre et Ærinde, som jeg ikke sjeldent før havde udført, grædende vendte tilbage til Hjemmet og søgte Tilgivelse og Trøst.
Til Legene og Drømmerierne sluttede sig tidlig Undervisning og Skole i naiv Skikkelse og fremadskridende igjennem smaae Trin. Først
