Sofie; hun slog Døren op paa vid Gab, med Bomuldsforklædet i Haanden, som hun havde løst af sig i Forskrækkelsen.
– Nu har vi Amtsraadet, Brandt, sagde Fruen, der var blevet ved at gaa rundt tungere og tungere i Gulvet, og hun lagde Klæderne paa en Stol.
– Ja, Mariane, sagde Brandt og satte sig op i Sengen.
Men Fru Brandt var løbet ud at tage imod: de skulde samles her.
– Ida, Ida, raabte hun.
Ida, der stadig stod et bitte Stykke fra Sengen, sagde, ligesom hun vilde vække ham:
– Fa'r, nu skal Du op.
– Ja, Barn, nu kommer jeg.
Han hørte Kammerherrens Stemme inde i Havestuen, og han kom op paa Sengekanten at sidde. Det brændte saadan i hans Side.
Saa blev Døren lukket op. Det var Skovrideren i fuld Puds:
– Hvad Satan, Brandt, sagde han, men han blev pludselig staaende: Hvordan er 'et, Du ser ud?
– Ja, sagde Brandt, jeg har det daarligt.
– Det ser jeg s'gu. Og din Kone sagde, det var det sædvanlige.
Brandt sad lidt:
– Nej, sagde han saa, og Hovedet faldt ned paa hans Bryst, jeg kan ikke gaa derover.
Skovrideren gik ud og hentede Doktoren, der kom i Kjole og med Dannebrogskorset: Hvad er det, gamle Ven, gaar De i Reden paa Festdagen, sagde han, men blev pludselig alvorlig, da han saa Brandt: Løft ham, sagde han til Skovrideren og begyndte hastigt at høre Brandt paa Bryst og Ryg.
Udenfor holdt Musikken op, og man hørte Madsens Stemme gennem Støjen:
– Nu er Madsen der med Fanen, sagde Brandt og smilte.
Doktoren blev ved at høre paa Brandts Ryg, mens Skovrideren stod ved Fodenden bøjet frem, som vilde ogsaa han lytte: Der skal Bud til Bræstrup, sagde Doktoren blot og gik ud.
Han satte sig til at skrive Recept ude i Stuen midt mellem Gæsterne, mens Fru Brandt stod hos, og Amtsraadmedlemmerne talte højt i Munden paa hinanden om Dagen og om Talerne og om Festen:
– Brandt faar det jo altid saa voldsomt, sagde Fru Brandt.
Doktoren svarede ikke: inde i Sengen sagde Brandt, der var blevet ligesom noget roligere efter at have set Doktoren:
– Og hvordan skal det saa gaa iaften? Han tænkte paa Fyrværkeriet.
De hørte Amtsraadmedlemmerne gaa ud gennem Haven. De var pludselig bleven ganske tavse:
– Men nu skal Ingen tænke paa mig, sagde Brandt. Det er ogsaa bedre nu.
– Ja, sagde Skovrideren.
Han gik ind i Stuen, hvor hans Kone endnu sad paa en Stol:
– Lad os gaa, sagde han sagte: vi kan jo ikke forskrække Konferensraaden.
De gik ud sammen med Doktoren, og man hørte deres Skridt dø hen paa Gangen, til der blev ganske stille. Fru Brandt gik ordnende frem og tilbage hos den Syge, sortklædt, i sin brede Silkekjole, der knitrede:
– Men man maa heller ikke give sig hen, sagde hun og tog op i Mandens Puder.
Hun blev staaende et Øjeblik foran Sengen og sagde med den samme Stemme:
– Nu skal Apotekeren overrække Stagerne.
Den Syge virrede kun med Hovedet – maaske var det en Flue – og han sagde:
– Skal I ikke over med Blomsterne …
– Det maa vi jo, sagde Fruen.
Men Ida begyndte at græde inde i Stuen, fordi hendes Fader ikke skulde med:
– Naa, sagde Fru Brandt og tørrede hendes Ansigt; men Barnet blev ved at smaagræde hen gennem Haven.
Saa blev der fuldkommen tyst, mens Sofie sad og strikkede bag Døren. Man hørte kun Fluerne summe og Bornholmeren, der paa én Gang lød saa sejgt og haardt.
Den Syge laa og flyttede sig i Sengen. Der kom saadan en Uro med Feberen….
Nu hørte han Kammerherrens Stemme – Sofie sprang i Sokker ud til Gærdet – og han løftede Hovedet lidt, som vilde han lytte: Nu talte Kammerherren for Konferensraaden.
Men Brandt kunde ingenting høre, og der var ogsaa saa mange Billeder i hans Hoved, der kom og drog forbi og gik – Billeder fra al hans Tid og fra han kom her og da Konferensraadinden levede og fra de fik Ida.
Hvor var hun spæd og rød og bittelille … Og hun havde kendt ham, før hun kendte sin Mo'r….
Paa én Gang tog Brandt i Sengebaandet, han fik sig rejst; nu raabte de Hurra for Konferensraaden….
Saa faldt han sammen igen og blundede.
Da han slog Øjnene op, sad Frøken Rosenfeld med Ida paa Skødet ved hans Seng:
– Vi vilde over og se til Dem, Hr. Brandt, sagde Frøken Rosenfeld.
– Ja, sagde han og blev ved at se paa Ida, her ligger jeg, Frøken.
Frøken Rosenfeld satte Ida ind paa Sengekanten: Ida kan sidde her, sagde hun.
– Ja.
Den Syge blev ved at smile og flyttede sine Hænder, der brændte, hen, hvor Ida sad.
– Men krøller hun ikke sin Kjole, sagde han og lukkede Øjnene.
De hørte Uhret slaa, langsomt som den, der ikke har Hast, og Frøken Rosenfeld løsnede sagte Idas Haand af den Syges. De gik ud paa Taaspidserne, mens Ida holdt saa fast i Frøkenens Kjole, og de satte sig i Sofaen. Der var ganske tyst. Kun Uhrets haarde Dikken.
– Frøken, hviskede Ida: dør Fa'r?
– Men Barn, men Barn, sagde Frøken Rosenfeld og strøg over Haaret paa Ida, der begyndte at græde, uden Lyd.
De hørte Trin i Havegangen. Det var Fru Brandt, der kom ind foran Konferensraaden. Han bar Storkorsets store Baand og havde røde Pletter paa Kinderne.
– Men hvad hører jeg? sagde han, der talte noget højt: her er Sygdom. Og Fru Brandt, der gik iforvejen ind til Sengen, sagde, som hun vilde vække Manden (der var ligesom Vrede i hendes Stemme hele Dagen):
– Brandt, det er Konferensraaden.
Frøken Rosenfeld hørte Konferensraaden sige, i sin Festtone:
– Kære Brandt … Men saa sænkede han pludselig Stemmen; han sad paa en Stol, rykket lidt ud fra Sengen, ubestemt urolig som alle gamle Folk ved Sygdom:
– Men hvad er dog det … men hvad er dog det …
– Ja … nu har vel Apotekeren overrakt Stagerne, sagde Brandt og søgte at tage hans Haand.
Ida var stille listet ud. Frøken Rosenfeld
