fra Forhøjningen formanede Moderen:
– Ida, Munden….
Ida holdt tit Munden lidt aaben, naar hun bar noget. Hun bød Sukker og gik tilbage: hun søgte gerne ligesom Udkanten af Stuerne, naar Jomfru Thøgersen var der.
Men Jomfru Thøgersen blev ved. Hun havde saa mange Bekymringer:
– Der var ogsaa den Gustav, som skrev fra Amerika – og han vilde hjem … Men det var ikke saadan, nej, det var ikke saadan med den Thønnichsen….
Jomfru Thøgersen stønnede (Gustav var en af de tre):
– Ach nein, sagde hun og satte Koppen: Ach nein, man har det ikke, som da man har været for den Altar.
Jomfru Thøgersen havde mange Sorger af sin Familie.
Kirkeklokkerne begyndte at ringe til Begravelse, og Jomfruen kom op af Stolen:
– Jøsses, Jøsses … och jeg skal strø Sand.
– Det er Maler Christoffersen, sagde Fru Brandt.
– Ach ja, saa traurig, sagde Jomfru Thøgersen, der fik en hel anden Stemme: och med fir' Børn.
– Bli'er Enken ved Huset, spurgte Fru Brandt.
Jomfru Thøgersen vidste det ikke: Men der er jo gode Mennesker, sagde hun, mod en Enke …
Der var noget ved Ordet Enke, som altid rørte Jomfru Thøgersen.
– Ja, sagde Fru Brandt, han var jo Frimurer.
Jomfru Thøgersen var naaet op paa Idas Plads ved Vinduet, da hun pludselig raabte helt forskrækket:
– Gott, Gott, der kommer den Pastor …
Jomfru Thøgersen levede i en evig Skræk for Præster paa Grund af sin illegitime Samfundsstilling.
Præsten gik forbi til Sørgehuset, og Jomfru Thøgersen var afsted, ud gennem alle Døre. Kobbersmed Thønnichsen lod strø Buksbomkviste og Sand for alle større Kunder.
Glemmer Du Kopperne? sagde Fru Brandt, og Ida tog dem.
Fru Brandt fulgte i Spejlet, hvem der gik til Sørgehuset.
Ovre i Kæmner Sørensens Vindu blev der rullet ned for Solen. Den plagede altid Kæmneren i Middagsstunden, naar der kom Ligtog i Gaden.
Drengene, der kom fra Skole, løb forbi paa Fortovet og hvinede. Olivia Jørgensens ældste Dreng var forrest med Resterne af en Snebold over det venstre Øre.
– La'er de ham gaa med bare Ben nu? sagde Fru Brandt: Men det er vel fint.
– Olivia si'er, hun tror, det hærder dem, Mo'r.
– Ach, dér er de, raabte Jomfru Thøgersen, ude fra Fortovet – hun slog den sidste Haandfuld Sand over Rendestensbrædtet og hjalp efter med Buksbom.
Fru Brandt havde allerede set Ligvognen i Spejlet: Det var den dyre med Gardinerne.
Drengene blev ved at ryge forbi paa Fortovet, mens Toget kom.
– Aa, se Børnene, sagde Ida:
Christoffersens to Ældste gik stive og forbavsede, i deres nye Klæder, bag Ligvognen foran Præsten, der holdt sit hvide Lommetørklæde op for Næsen. Pastor Robert taalte ikke Lugten af Jod.
Ligtoget blev ved at gaa forbi, mens Klokkerne ringede. Nu kom de sidste. Det var to skrutryggede gamle Mænd i graa Vanter.
Fru Brandt tog sine Øjne fra Spejlet:
– Det er vel Frimurerne, som betaler, sagde hun.
Jomfru Thøgersen stod endnu ude paa Stentrappen hos Kobbersmeden. Jomfru Thøgersen græd sine salte Taarer, hver Gang hun saá en Ligkiste.
– Klokken er ét, sagde Fru Brandt. Ida var allerede begyndt at dække til Middag, paa Mahognibordet, under Taffeluhret.
… Det dundrede i Huset, saa Fru Brandt vaagnede af sit Eftermiddagsblund. Det var Skovrideren, der i Gangen slog Sne af sine Støvler.
– Hej, Folkens, raabte han og slog Mellemdøren til Køkkenet op: her er berejste Personer …
– Goddag, Ida-Tut … Goddag, Sofie.
– Goddag, Goddag … Ida kom ud, hendes Stemme fik en hel anden Klang. Saa aabnede hun Døren til Stuen.
– Goddag, Fru Brandt, sagde Skovrideren, mere mut, mens Fru Brandt rejste sig lidt op i Stolen.
– Aa ja, aa ja, sagde Fru Lund, der blev viklet ud af en Masse Tøj, inderst havde hun to rødstribede Modest'er: det har været en dejlig Tid. Men man bli'er jo ør, sagde hun: og saa er jeg dog altid saa underlig ved at køre paa Jernbane …
Fru Lund fik sig sat, og Fru Brandt sagde:
– De skulde da ha'e Hatten af?
– Aa Tak, en lille Stund, svarede Fru Lund og fik Hatten af, det graa Haar strittede, saa hun lignede en ukæmmet Pudel. Alt imens begyndte hun at fortælle om Sønnens Bryllup:
– Ja, Brylluppet stod jo paa Hotellet. Det er rigtig et nydeligt Hotel i Kolding – og saa propert. Og tres var vi, ka' De tænke Dem … alle de glade Mennesker … ja, dejligt var'et at se saa megen Glæde.
– Var hun i Silke? spurgte Fru Brandt.
– Ja, ja, det bruger de jo nu, og Herregud, man kan jo si'e som saa, at den kan farves …
Fru Lund blev ved at fortælle, lidt hurtigt i Sætningerne, for hun blev altid ligesom en Kende stakaandet i Kurvestolen foran Fru Brandt: om Middagen og Gæsterne og Talen …
– Den var ja'gu køn, sagde Lund, der trampede op og ned rundt om Kakkelovnen.
– Og Gaverne? spurgte Fru Brandt.
– Ja, Folk de har saamæn husket os – om det saa er Husmændene, saa har de telegraferet. Aa, saa sæt Dig, lille Lund….
– Jeg maa s'gu røre mig, sagde Lund, men satte sig alligevel ved Døren:
– Ja, sagde han, Folk har været rigtig stadselige, det ved Gud, de har.
– Ja, indskød Fru Brandt: Folk husker nok dem, der har noget at raade med.
Ida, der gik og dækkede igen, sagde:
– Og saa var der jo Brudepiger.
– Syv, sagde Skovrideren og slog begge Hænderne mod Laarene.
– Og saa saá man jo alle Drengene, sagde Fru Lund og smilte: Det er saa dejligt at se, naar Børnene bli'er store.
Skovrideren sad lidt og nikkede. Saa begyndte han at le og sagde:
– Og Svigerdatter gik sgu rundt og sloges med alle Svogrene efter Bordet, mellem Dørene – ligesom var'et hjemme, skønt hun var i Sløret.
– Ja, ja, Lund,
