tilbage på kommoden, og gik over til sin egen side af sengen.
Hun følte sig stadig lidt opskræmt, og resterne af drømmen flaksende fortsat rundt i hovedet, da Mackenzie lagde ned. Hun lukkede øjnene, og prøvede at falde i søvn igen.
Men hun vidste, at det ville blive svært. Hun vidste, at hun var plaget både af de levende og af de døde.
KAPITEL 7
Mackenzie kunne ikke huske, hvornår stationen sidst var så kaotisk. Den første ting hun så, da hun gik gennem fordøren, var Nancy der kom farende ned ad gangen til en eller andens kontor. Hun havde aldrig set Nancy bevæge sig så hurtigt, og ansigterne på alle de betjente, som hun passerede på sin vej til mødelokalet, lyste af ivrighed.
Det så ud til at blive en begivenhedsrig morgen. Der var en spænding i luften, der mindede hende om atmosfæren lige før en grim sommerstorm.
Hun følte selv lidt af den spænding, inden hun forlod sit hus. Hun fik det første opkald klokken halv otte, der informerede hende om, at de rykkede på hendes spor inden for få timer. Mens hun sov, havde sporet som hun trak ud af Kevin, tilsyneladende vist sig at virke meget lovende. En arrestordre blev udfærdiget, og en plan blev iværksat. Én ting var dog allerede fastlagt, Nelson ønskede, at det var Porter og hende, som hentede den mistænkte.
De ti minutter hun tilbragte på stationen, var som en hvirvelvind. Mens hun hældte en kop kaffe op, gøede Nelson ordrer til alle, mens Porter alvorligt sad på en stol ved bordet. Porter lignede et surmulende barn, der søgte efter al den opmærksomhed, han kunne få. Hun vidste, at det gik ham på, at sporet kom fra en dreng, som Mackenzie havde talt med, en dreng som han var klar til at afskrive som betydning for efterforskningen.
Mackenzie og Porter kørte forrest, to andre biler var med for at hjælpe dem, hvis det blev nødvendigt. Det var fjerde gang i sin karriere, at hun fik til opgave at hente en mistænkt, og adrenalinsuset var altid det samme. Trods den bølge af energi der løb igennem hende, forblev Mackenzie rolig og fattet. Hun gik ud af mødelokalet med selvsikkerhed og styrke, og fik følelsen af, at nu var det hendes sag, uanset hvor meget Porter ønskede den.
På vej ud nærmede Nelson sig, og tog hende blidt i armen. "White, lad mig lige tale med dig et øjeblik, ok?"
Han trak hende til side, og førte hende ind i kopirummet, før hun nåede at svare. Han kiggede konspiratorisk rundt, for at sikre at ingen hørte dem. Da han så, at ingen lyttede med, kiggede han på hende på en måde, der fik hende spekulere på, om hun havde gjort noget forkert.
"Ser du" sagde Nelson, "Porter kom ind til mig i går aftes, og bad om at blive forflyttet. Jeg afslog det uden diskussion, og fortalte ham også, at han var dum, hvis han slap en sag som den her. Ved du, hvorfor han ønsker at blive forflyttet?"
"Han mener, at jeg trådte på hans tæer i aftes," sagde Mackenzie. "Men det var tydeligt, at børnene var ikke reagerede på ham, og at han ikke prøvede stærkt nok på at trænge igennem til dem."
"Åh, du behøver ikke at forklare det til mig," sagde Nelson. "Jeg synes, du gjorde et pokkers godt stykke arbejde med at ældste barn. Drengen fortalte endda nogle af de fyre, der dukkede op, blandt andet fra socialmyndighederne, at han virkelig syntes godt om dig. Jeg vil bare fortælle dig, at Porter er fornærmet i dag. Hvis han giver dig nogen problemer, så sig det til mig. Men det tror jeg nu ikke han gør. Selvom han ikke er stor fan af dig, fortalte han mig, at han respekterer dig allerhelvedes meget. Men der bliver mellem dig og mig. Forstår du det?"
"Ja, sir," sagde Mackenzie, overrasket over den pludselige støtte og opmuntring.
"Alt i orden," sagde Nelson, og klappede hende let på ryggen. "Se at komme afsted og få hentet den fyr."
Omgående satte Mackenzie kursen mod parkeringspladsen, hvor Porter allerede sad bag rattet i deres bil. Han gav hende et, hvad fanden tog så lang tid blik, idet hun skyndte sig hen til bilen. I samme øjeblik hun var inde, kørte Porter ud fra parkeringspladsen, selvom Mackenzie ikke helt fik lukket døren.
"Jeg regner med, at du i morges fik den komplette rapport på vores mistænkte?" spurgte Porter, idet han trak ud på motorvejen. To biler med Nelson og fire andre betjente kørte bag efter dem, som backup hvis det blev nødvendigt.
"Det gjorde jeg," sagde Mackenzie. "Clive Traylor, 41 år, registreret seksualforbryder. Har tilbragt seks måneder i fængsel for et overfald i 2006 på en kvinde. Han arbejder i øjeblikket på et lokalt apotek, men han laver også noget træarbejde i et lille skur på sin ejendom."
"Åh, så må du have overset det sidste notat, som Nancy sendte," sagde Porter.
"Gjorde jeg?" spurgte hun. "Hvad mangler jeg?"
"Skiderikken har flere udskårne træpæle bag sit skur. Informationer viser, at de er nogenlunde samme størrelse, som den vi fandt ude i majsmarken."
Mackenzie rullede igennem e-mail på sin telefon, og så at Nancy havde sendt et notat for mindre end ti minutter siden.
"Det lyder som vores mand," sagde hun.
"Helt sikkert," sagde Porter. Han talte som en robot, der var programmeret til at sige bestemte ting. Han så ikke på hende en eneste gang. Det var tydeligt, at han var sur, men det var okay med Mackenzie. Så længe han brugte vreden og beslutsomheden til at anholde den mistænkte, så ville hun ikke bekymre om det.
"Jeg vil gå videre og sparke elefanten ud af bilen," sagde Porter. "Jeg blev skide sur, da du tog over i går aftes. Men jeg lyver, hvis jeg siger, at du ikke udførte et eller andet mirakel med den knægt. Du er skarpere, end jeg giver dig kredit for, det vil jeg indrømme. Men din manglende respekt..."
Han gik i stå, som om han ikke var sikker på, hvordan han skulle afslutte sætningen. Mackenzie svarede ikke. Hun kiggede bare frem. og forsøgte at sluge, at hun inden for de sidste 15 minutter modtog noget, der næsten var komplimenter, fra to meget usandsynlige kilder.
Pludselig følte hun, at det blev en rigtig god dag. Forhåbentlig havde de ved dagens afslutning fanget den mand, der var ansvarlig Hailey Lizbrooks død, og måske for flere andre uopklarede mord gennem de sidste tyve år. Hvis der var belønningen, så kunne hun helt sikkert leve med Porters vrantne humør.
*
Mackenzie kiggede ud, og blev deprimeret, da hun så omgivelserne forandre sig for øjnene af hende, da Porter kørte ind i de mere forfaldne forstæder til Omaha. Velhavende kvarterer skiftede til lavpris lejlighedskomplekser, som derefter falmede væk til et forhutlede nabolag.
Snart nåede de Clive Traylors kvarter, der bestod af lavindkomst huse placeret på ofte visne græsplæner, punkteret langs gaden med skæve postkasser. Række efter række af huse. Det virkede endeløst, og hver eneste så mindre velholdt ud end det forrige. Hun vidste ikke, hvad der var mest deprimerende. Den forsømte forfatning, eller den bedøvende monotoni.
Clives vej var stille, da de drejede ned mod den, Mackenzie følte det velkendte adrenalinsus. Hun sad instinktivt, og gjorde sig klar til at konfrontere en morder.
Ifølge overvågningsteamet som holdt øje med huset siden klokken tre i nat, så var Traylor stadig hjemme. Han skulle ikke møde på arbejdet før klokken et i eftermiddag.
Porter satte farten ned, da han kørte længere op ad gaden, og parkerede direkte foran Traylors hus.
