Før han dræber. Блейк Пирс

Чтение книги онлайн.

Читать онлайн книгу Før han dræber - Блейк Пирс страница 5

Før han dræber - Блейк Пирс

Скачать книгу

på, at historien var lækket i alle mulige retninger, i de to en halv time der var gået, siden hun forlod kontoret for at køre ud til majsmarken, og til hun kom tilbage. Det var mere end et tilfældigt uhyggelig mord, nu var det blevet en forestilling.

      Mackenzie tog en kop kaffe, og fandt en plads ved bordet. En eller anden havde allerede lagt mapper rundt om bordet, med de få oplysninger som indtil nu var indsamlet om sagen. Mens hun kiggede det igennem, begyndte flere mennesker at fylde lokalet op. Porter indfandt sig endelig, og tog plads i den modsatte ende af lokalet.

      Mackenzie brugte et øjeblik på at tjekke sin telefon, og fandt ud af, at der var otte ubesvarede opkald, fem talebeskeder, og en halv snes e-mail. Det var en kraftig påmindelse om, at hun allerede arbejde med andre sager, inden de i morges blev sendt ud til majsmarken. Den triste ironi var, at mens de ældre kollegaer tilbragte en masse tid på at nedgøre hende og smide subtile fornærmelser efter hende, erkendte de samtidig hendes talent. Som et resultat af det, bar hun en at de største arbejdsbyrder i afdelingen. Til dato havde hun dog aldrig været bagud, og hun kunne fremvise en førsteklasses liste over lukkede sager.

      Hun overvejede at besvare nogle e-mail, mens hun ventede, men politichef Nelson kom ind, før hun fik chancen. Han lukkede hurtigt døren til mødelokalet bag sig.

      "Jeg ved ikke, hvordan medierne fandt ud af det her så hurtigt," knurrede han, "men hvis jeg finder ud af, at nogen i dette lokale er ansvarlig, så bryder helvede løs."

      Der blev stille. Et par betjente og andre medarbejdere begyndte at kigge nervøst på indholdet i mapperne foran dem. Selvom Mackenzie ikke gav meget for Nelson, så var der ingen tvivl om, at mandens tilstedeværelse og stemme kunne styre et lokale uden den helt store anstrengelse.

      "Her er hvor vi står," sagde Nelson. "Offeret er Hailey Lizbrook, en stripper fra Omaha. 34 år gammel, mor til to drenge på 9 og 15. Ud fra hvad vi har fundet frem til, så blev hun bortført, inden hun kom på arbejde, for arbejdsgiveren siger, at hun aldrig dukkede op aftenen før. Optagelser fra sikkerhedskameraer på hendes arbejdsplads the Runway viser intet. Så vi arbejder ud fra den teori, at hun blev bortført et sted mellem sin lejlighed og the Runway. Det er et areal på 12 kilometer, et område som vi lige nu har et par kollegaer til at gennemgå sammen med Omaha Politiet."

      Han kiggede derefter på Porter, som om han var en værdsat elev, og sagde:

      "Porter, hvorfor beskriver du ikke gerningsstedet?"

      Selvfølgelig ville han vælge Porter.

      Porter rejste sig op, og kiggede rundt i lokalet, som for at sikre at alle var meget opmærksomme.

      "Ofret var bundet til en træpæl, med hænderne bundet bag hende. Gerningsstedet findes i en majsmark, en lysning der ligger lidt mindre end halvanden kilometer fra landevejen. Hendes ryg er dækket af noget, der ligner mærker efter piskeslag med en eller anden slags pisk. Vi opdagede aftryk på jorden med den samme form og størrelse som mærkerne. Selvom vi ikke kan sige det med 100% sikkerhed, før vi får retsmedicinerens rapport, så vi er ret sikre på, at det ikke er et seksuelt angreb, selv om ofret kun var iklædt undertøj, og vi ikke kan finde hendes tøj nogen steder. "

      "Tak, Porter," sagde Nelson. "Når nu vi taler om retsmedicineren, så talte jeg med ham i telefonen for 20 minutter siden. Han siger, at selvom han ikke kan vide med sikkerhed, før en obduktion er gennemført, så er dødsårsagen sandsynligvis blodtab, eller en form for traume, formentligt i hovedet eller hjertet. "

      Hans øjne vandrede videre til Mackenzie, og der var meget lidt interesse i dem, da han spurgte: "Noget at tilføje, White?"

      "Tal," sagde hun.

      Nelson rullede med øjnene foran alle. Det var et tydeligt tegn på manglende respekt, men hun overså det, fast besluttet på at få det ud til alle de tilstedeværende inden hun blev stoppet.

      "Jeg opdagede noget skåret i bunden af pælen, det ligner to tal, adskilt af en skråstreg."

      "Hvilke tal?" spurgte en af de yngre betjente ved bordet.

      "Tal og bogstaver faktisk," sagde Mackenzie. "N 511 og J 202. Jeg har et foto på min telefon."

      "Der kommer flere billeder om lidt, lige så snart Nancy får dem printet ud," sagde Nelson. Han talte hurtigt og kraftfuldt for at lade dem vide, at spørgsmålet om tallene nu var lukket.

      Mackenzie lyttede til Nelson, da han plaprede videre om de opgaver, der skulle udføres for at dække det 12 kilometer store område mellem Hailey Lizbrooks hjem og the Runway. Men hun hørte faktisk kun halvt efter. Hjernen blev ved med at vende tilbage, til den måde kvindens krop var ophængt på. Noget ved fremvisningen af kroppen havde virket bekendt næsten omgående, og det blev ved med at dukke op, da hun sad i mødelokalet.

      Hun gik igennem de korte noter i mappen, og ledte efter små detaljer, der udløste et eller andet i hukommelsen. Hun bladrede i de fire sider med oplysninger, i håb om at opdage noget. Hun vidste allerede alt, hvad der stod i mappen, men hun skannede alligevel detaljerne.

      34-årig kvinde formodes dræbt den foregående aften. Flænger, rifter, forskellige hudafskrabninger på hendes ryg, bundet til en gammel træpæl. Dødsårsag antages at være blodtab eller mulige traumer i hjertet. Metoden der er anvendt til at binde, tyder på mulige religiøse overtoner, mens kvindens kropstype antyder seksuelle motiver.

      Da hun læste det igennem, klikkede et eller andet. Hun lukkede ned og tillod sit sind at vandre frit uden indblanding fra omgivelserne.

      Da hun forbandt prikkerne, begyndte der at dukke en forbindelse op, som hun håbede var forkert. Nelson var ved at være færdig.

      "... og da det er for sent, til at vejspærringer er effektive, så er vi nødt til at stole mest på vidneudsagn, helt ned til den mest minutiøse og tilsyneladende ligegyldige detalje. Er der nogen, der har noget andet at tilføje?"

      "En ting, sir," sagde Mackenzie.

      Hun så at Nelson tilbageholdt et suk. Fra anden ende af bordet hørte hun Porter afgive en form for stille klukkende støj. Hun ignorerede det hele, og ventede for at se, hvordan Nelson ville henvende sig til hende.

      "Ja, White?" spurgte han.

      "Jeg kan huske en sag i 1987, der var magen til denne her. Jeg er temmelig sikker på. at det var lige uden for Roseland. Metoden med ophængning var den samme, kvindetypen var den samme. Jeg er også temmelig sikker på at måden at slå på, var den samme.

      "1987?" Nelson spurgte. " White, var du overhovedet født på det tidspunkt?"

      Det blev mødt med sagte latter fra mere end halvdelen af lokalet. Mackenzie lod det glide af. Det måtte hun finde tid til at være flov over senere.

      "Det var jeg ikke," sagde hun, ikke bange for at være uenig med ham. "Men jeg har læst rapporten."

      “Du glemmer sir,” sagde Porter. “at Mackenzie tilbringer sin fritid med at læse om uopklarede sager. Pigen er et omvandrende leksikon i den slags."

      Mackenzie bemærkede omgående, at Porter nævnte hende ved fornavn, og kaldt hende en pige i stedet for en kvinde. Det sørgelige var, at hun ikke troede, han var selv opmærksom på manglen på respekt.

      Nelson gned sig på hovedet, og udstødte endelig det tordenlignende suk, der byggede sig op. "1987? Er du sikker på det?"

      "Næsten

Скачать книгу