Før han dræber. Блейк Пирс

Чтение книги онлайн.

Читать онлайн книгу Før han dræber - Блейк Пирс страница 8

Før han dræber - Блейк Пирс

Скачать книгу

Hvis han kan fjerne kilden til de seksuelle drifter, føler han, at han har kontrol. Flængerne på ryggen angiver, at han næsten straffer dem, sandsynligvis for deres provokerende karakter. Så er der det, at der ikke er tegn på seksuelt misbrug. Det får mig til at spekulere på, om det er en slags forsøg på renselse i morderen øjne."

      Porter rystede på hovedet næsten ligesom en skuffet forælder.

      "Det er det, jeg taler om," sagde han. "Spild af tid. Du får viklet dig så langt ind i sagen, at du ikke længere ved, hvad du selv du tror, og intet af det hjælper os. Du kan ikke se skoven for bare træer."

      Den akavede stilhed faldt over dem igen. Tilsyneladende var de færdige med at tale sammen, Porter tændte for radioen.

      Det varede dog kun et par minutter. Da de nærmede sig Omaha, skruede Porter igen ned for radioen, denne gang uden at blive bedt om det. Porter talte, og han lød nervøs, men Mackenzie hørte også den anstrengelse, han gjorde for at lyde, som om det var ham der bestemte.

      "Har du nogensinde afhørt børn, efter at de har mistet en forælder?" spurgte Porter.

      "Én gang," sagde hun. "Efter et drive-by-skyderi. En elleveårig dreng."

      "Jeg har også haft et par stykker- Der er ikke sjovt."

      "Nej, det er ikke," var Mackenzie enig i.

      "Godt, hør så her, vi skal stille to drenge spørgsmål om deres afdøde mor. Det der med hvor hun arbejdede er vi nødt til at komme ind på. Vi må håndtere det med fløjlshandsker.

      Hun kogte. Han gjorde igen den der ting, hvor han talte ned til hende, som om hun var barn.

      "Lad mig føre ordet. Du kan være den trøstende skulder, hvis de begynder at græde. Nelson siger, at søsteren også er der, men jeg kan ikke forestille mig, at hun er til meget trøst. Hun er sikkert lige så ødelagt som børnene."

      Mackenzie mente faktisk ikke, at det var den bedste idé. Men hun vidste også, at når Porter og Nelson var involveret, skulle hun vælge sine kampe med omhu. Så hvis Porter ønskede at tage ansvaret for at udspørge to sørgende børn om deres afdøde mor, så ville hun lade ham fortsætte hans underlige egotrip.

      "Som du vil," sagde hun gennem sammenbidte tænder.

      Det blev igen stille i bilen. Denne gang lod Porter radioen være skruet ned, de eneste lyde kom fra Mackenzies bladren i sagsakterne som hun sad med. Der var en større historie i de sider og dokumenter, som Nancy sendte. Mackenzie var sikker på det.

      Hvis historien skulle fortælles, så var det nødvendigt, at alle karakterer blev afsløret. Og som situationen så ud lige nu, så gemte hovedkarakteren sig stadig i skyggerne.

      Bilen satte farten ned, og Mackenzie kiggede op, netop som de drejede ned langs en rolig bebyggelse. Hun følte en velkendt rumlen i maven, og ønskede, at hun var alle andre steder end her.

      De kom for at tale med en død kvindes børn.

      KAPITEL 5

      Mackenzie blev overrasket, da hun trådte ind i Hailey Lizbrooks lejlighed. Den svarede ikke til, hvad hun forventede. Der var ordentligt og ryddeligt, møbler stod pænt placeret og var støvet af. Indretningen passede til en kvinde, der gik meget op i det huslige, selv når det drejede sig om småting som kaffekrus med søde ordsprog, og grydelapper som hang på udsmykkede kroge på komfuret. Det var tydeligt, at hun holdt en fast kurs over for sine sønner, helt ned til detaljer som frisurer og pyjamas.

      Det lignede meget den familie og det hjem, som hun selv drømte om. Mackenzie huskede fra dokumenterne, at drengene var 9 og 15. Den ældste hed Kevin, og den yngste hed Dalton. Da hun mødte dem, sås det tydeligt, at Dalton græd meget, hans blå øjne var omkranset af store, oppustede røde plamager.

      Kevin virkede på den anden side mere vred end noget andet. Da de var kommet ind, og Porter tog føringen, viste det sig helt tydeligt, da Porter prøvede at tale til dem i en tone, der var en blanding af nedladende, og en børnehavelærer der prøver for hårdt. Mackenzie krympede sig, da Porter talte.

      "Nu vil jeg gerne vide, om jeres mor havde nogen mandlige venner," sagde Porter.

      Han stod midt i rummet, mens drengene sad i sofaen i stuen. Haileys søster Jennifer stod i det tilstødende køkken, og røg en cigaret ved komfuret med emhætten kørerende.

      "Du mener ligesom en kæreste?" spurgte Dalton.

      "Ja, det kan være en mandlig ven," sagde Porter. "Men jeg mener det ikke kun på den måde. Alle mænd som hun måske talte med mere end én gang. Selv en mand som postbuddet, eller en eller anden hos købmanden."

      Begge drengene så på Porter, som om de forventede. at han ville udføre et magisk trick eller måske endda spontant gå op i flammer. Mackenzie gjorde det samme. Hun havde aldrig hørt ham bruge sådan en blød tone. Det var næsten sjovt at høre sådan en beroligende tone komme ud af munden på ham.

      . "Nej, det tror jeg ikke," sagde Dalton.

      "Nej," Kevin var enig. "Og hun har heller ikke en kæreste. Ikke en jeg kender til."

      Mackenzie og Porter kiggede på Jennifer ved komfuret efter et svar. Den eneste reaktion de fik var et skuldertræk. Mackenzie var temmelig sikker på, Jennifer var i en form for chok. Det fik hende til at tænke på, om der var et andet familiemedlem, der ville tage sig af drengene et stykke tid, da Jennifer i øjeblikket bestemt ikke så ud til at egne sig som værge.

      "Nå, hvad så med mennesker som du og din mor ikke kom så godt ud af det med?" spurgte Porter. "Har du nogensinde hørt hende skændtes med nogen?"

      Dalton rystede kun på hovedet. Mackenzie kunne se, at barnet igen var tæt på at græde. Kevin rullede med øjnene, mens han kiggede direkte på Porter.

      "Nej," sagde han. "Vi er ikke dumme. Vi ved, hvad du prøver at spørge os om. Du ønsker at vide, om vi kan komme i tanke på nogen, der kan have dræbt mor. Er det ikke rigtigt?"

      Porter så ud, som om han var blevet slået i maven. Han kiggede nervøst over til Mackenzie, men klarede at samle sig rimeligt hurtigt.

      "Nå ja," sagde han. "Det er det, jeg mener. Men det lader ikke til, at I har nogle oplysninger."

      "Tror du?" sagde Kevin.

      Der opstod et anspændt øjeblik, hvor Mackenzie var sikker på, at Porter ville blive grov overfor drengen. Kevin kiggede på Porter med et smerteligt udtryk, næsten som om han udfordrede Porter til at blive vred.

      "Godt," sagde Porter, "Jeg tror, at vi har forstyrret jer drenge længe nok. Tak for jeres tid."

      "Vent lige lidt," sagde Mackenzie, indvendingen kom ud af munden, før hun nåede at tænke sig om.

      Porter gav hende et blik, der kunne have smeltet en sten. Det var tydeligt, at han følte, de spildte deres tid ved at tale med de to sønderknuste sønner, især en 15-årig der helt klart havde problemer med autoriteter. Mackenzie affærdigede hans udtryk, og knælede ned i øjenhøjde foran Dalton.

      "Hør her, tror du, at du kan gå ud i køkkenet til din moster et øjeblik?"

      "Ja,"

Скачать книгу