krop lyttede ikke til hendes sind.
Hun løb tilbage nedenunder og ud på terrassen bagved.
”April!” skreg hun.
Men ingen legede i gården ved siden af, og ingen børn var i syne.
Hun stoppede sig selv i at skrige igen. Hun ville ikke have, at naboerne skulle tro, at hun virkelig var skør. Ikke nu.
Hun rodede i lommen og hev sin mobiltelefon frem. Hun sendte en besked til April.
Hun modtog intet svar.
Riley gik ind igen og satte sig på sofaen. Hun holdt hovedet mellem hænderne.
Hun var tilbage i krybegangen og lå i snavset i mørket.
Men det lille lys bevægede sig mod hende. Hun kunne se hans grusomme ansigt i flammens skær. Men hun vidste ikke, om morderen kom efter hende eller April.
Riley tvang sig til at adskille billederne i hovedet fra sin nuværende virkelighed.
Peterson er død, sagde hun eftertrykkeligt til sig selv. Han vil aldrig kunne torturere nogen af os igen.
Hun satte sig på sofaen og prøvede at fokusere på nuet. I dag var hun her i sit nye hjem, i sit nye liv. Gabriela var gået ud og handle. April var helt sikkert et sted i nærheden.
Hendes vejrtrækning blev mere regelmæssig, men hun kunne ikke rejse sig. Hun var bange for, at hun ville gå ud og råbe igen.
Efter hvad der virkede som rigtig lang tid, hørte Riley hoveddøren blive åbnet.
April gik gennem døren og sang.
Nu for Riley komme op. ”Hvor i helvede har du været?”
April så chokeret ud.
”Hvad er dit problem, mor?”
”Hvor var du? Hvorfor svarede du ikke på min besked? ”
”Undskyld, jeg havde min mobil på lydløs. Mor, jeg var hjemme hos Ceces på den anden side af gaden. Da vi steg af skolebussen, tilbød hendes mor os is.”
”Hvordan skulle jeg vide, hvor du var?”
”Jeg troede ikke, du var kommet hjem endnu.”
Riley hørte sig selv råbe, men kunne ikke få sig selv til at stoppe. ”Jeg er ligeglad med, hvad du troede. Du tænkte ikke. Du skal altid fortælle mig… ”
Tårerne, der løb ned over Aprils ansigt, stoppede hende endelig.
Riley trak vejret, skyndte sig frem og omfavnede sin datter. Først var Aprils krop stiv af vrede, men så kunne Riley mærke, at hun slappede af. Hun indså, at tårerne løb ned over hendes eget ansigt.
”Jeg er virkelig ked af det,” sagde Riley. ”Undskyld. Det er bare, at vi har gennemlevet så meget ... så meget forfærdeligt.”
”Men det er ovre nu,” sagde April. ”Mor, det er ovre.”
De satte sig begge to i sofaen. Det var en ny sofa, som blev købt, da de flyttede hertil. Hun havde købt den til sit nye liv.
”Jeg ved, at det hele er overstået,” sagde Riley. ”Jeg ved, at Peterson er død. Jeg prøver at vænne mig til det.”
”Mor, alt er meget bedre nu. Du behøver ikke at bekymre dig om mig hvert minut. Og jeg er ikke et dumt lille barn. Jeg er femten.”
”Og du er meget fornuftig,” sagde Riley. ”Det ved jeg. Jeg bliver nødt til at fortsætte med at minde mig selv om det. Jeg elsker dig, April, ”sagde hun. ”Derfor bliver jeg nogle gange så vanvittig.”
”Jeg elsker også dig, mor,” sagde April. ”Lad være med at bekymre dig så meget.”
Riley var glad for at se sin datter smile igen. April var blevet kidnappet, holdt fanget og truet med flammen fra propanbrænderen. Hun så ud til at være vendt tilbage til at være en helt normal teenager, selvom hendes mor endnu ikke havde genvundet sin stabilitet.
Riley kunne stadig ikke lade være med at spekulere på, hvilke mørke erindringer der lurede i hendes datters sind og ventede på at bryde frem.
Med hensyn til sig selv vidste hun, at hun havde brug for at tale med nogen om sin egen frygt og gentagne mareridt. Det skulle være snart.
Kapitel 6
Riley snurrede rundt på stolen, imens hun forsøgte at tænke på, hvad hun ville fortælle Mike Nevins. Hun følte sig urolig og rastløs.
”Tag dig god tid,” sagde den retsmedicinske psykiater og lænede sig frem i sin kontorstol og stirrede bekymret på hende.
Riley grinede grumt. ”Det er problemet,” sagde hun. ”Jeg har ikke tid. Jeg trækker det i langdrag. Jeg har en beslutning at træffe. Jeg har allerede ventet for længe med at svare. Har du nogensinde opfattet mig som ubeslutsom? ”
Mike svarede ikke. Han smilede bare og pressede fingerspidserne sammen.
Riley var vant til denne form for stilhed fra Mike. Den nydelige, ret kræsne mand havde været mange ting for hende i årenes løb – en ven, en terapeut, selv til tider en slags mentor. Normalt kontaktede hun ham for at få hjælp til at få indblik i en kriminel morders sind. Men dette besøg var anderledes. Hun havde ringet til ham i går aftes, efter hun var kommet hjem fra henrettelsen og var kørt direkte til hans DC-kontor i morges.
”Hvilke valg er det præcis, du skal træffe?” spurgte han til sidst.
”Altså, jeg skal beslutte, hvad jeg skal bruge resten af mit liv til – undervise eller være feltagent. Eller finde på noget helt andet.”
Mike lo lidt. ”Stop et øjeblik. Lad os ikke prøve at planlægge hele din fremtid i dag. Lad os holde os til nutiden. Meredith og Jeffreys vil have dig til at tage en sag. Bare en sag. Det er ikke enten eller. Ingen siger, at du er nødt til at droppe undervisningen. Og alt, hvad du skal gøre, er at sige ja eller nej denne gang. Så hvad er problemet?”
Det var Rileys tur til at blive tavs. Hun vidste ikke, hvad problemet var. Det var derfor, hun var her.
”Jeg går ud fra, at du er bange for noget,” sagde Mike.
Riley sank hårdt. Det var det. Hun var bange. Hun nægtede at indrømme det, selv for sig selv. Men nu skulle Mike få hende til at tale om det.
”Så hvad er du bange for?” spurgte Mike. ”Du sagde, at du havde nogle mareridt.”
Riley sagde stadig intet.
”Det kan være en del af dit problem med PTSD,” sagde Mike. ”Får du stadig flashbacks?”
Riley havde ventet at få spørgsmålet. Når alt kom til alt, havde Mike gjort mere end nogen anden for at få hende gennem traumet efter en særlig forfærdelig oplevelse.
Hun bøjede
