så havde hun opsporet Peterson og dræbt ham selv. Faktisk havde hun slået ham til en livløs masse.
Hvis det ikke var en afslutning, så ved jeg ikke, hvad der er, tænkte hun.
Nu virkede minderne upersonlige, som om hun så en andens historie udfolde sig.
”Jeg har det bedre,” sagde Riley. ”De er kortere og kommer mindre ofte.”
”Hvad med din datter?”
Spørgsmålet skar Riley i hjertet som en kniv. Hun følte et ekko af den rædsel, hun havde oplevet, da Peterson havde taget April til fange. Hun kunne stadig høre Aprils råb om hjælp i sit hoved.
”Det tror jeg ikke,” sagde hun. ”Jeg vågner og er bange for, at hun er blevet kidnappet igen. Jeg bliver nødt til at gå ind på hendes værelse og tjekke, at hun er der, og at hun er i ok og sover.”
”Er det derfor, du ikke ønsker at tage en ny sag?”
Riley fik kuldegysninger. ”Jeg vil ikke bringe hende igennem noget lignende igen.”
”Du svarer ikke på mit spørgsmål.”
”Nej, det går jeg ikke ud fra,” sagde Riley.
Der blev tavshed igen.
”Jeg har en fornemmelse af, at der er noget mere,” sagde Mike. ”Hvad ellers giver dig mareridt? Hvad vækker dig ellers om natten? ”
Straks dukkede en ny frygt op i hendes sind.
Ja, der var noget andet.
Selv med sine åbne øjne kunne hun se hans ansigt – Eugene Fisks babyagtige, grotesk uskyldige ansigt med dets små, perleformede øjne. Riley havde set dybt ind i disse øjne under deres fatale konfrontation.
Morderen havde holdt Lucy Vargas i et fast greb med en barberhøvl ved hendes hals. I det øjeblik granskede Riley det, hun frygtede allermest. Hun havde fortalt om kæderne – de kæder, som han troede talte med ham, og tvang ham til at begå mord efter mord, vikle kæder om kvinder og skære halsen over på dem.
”Kæderne vil ikke have dig til at tage denne kvinde,” havde Riley fortalt ham. ”Hun er ikke, hvad de har brug for. Du ved, hvad kæderne ønsker, at du skal gøre i stedet.”
Hans øjne var blanke af tårer, og han nikkede. Derefter tog han livet af sig selv på samme måde, som han havde taget livet af sine ofre.
Han skar sin egen hals over lige for øjnene af Riley.
Og nu, når hun sad her på Mike Nevins kontor, undertrykte Riley næsten sin egen rædsel.
”Jeg dræbte Eugene,” sagde hun med et gisp.
”Kædemorderen, mener du. Han er ikke den første mand, du har dræbt.”
Det var sandt – hun havde brugt dødbringende våben flere gange. Men med Eugene havde det været meget anderledes. Hun havde tænkt på hans død ganske ofte, men hun havde aldrig talt med nogen om det før nu.
”Jeg brugte ikke en pistol eller en sten eller mine hænder,” sagde hun. ”Jeg dræbte ham med forståelse og empati. Mit eget sind er et dødbringende våben. Det havde jeg aldrig troet før. Det skræmmer mig, Mike.”
Mike nikkede sympatisk. ”Du ved, hvad Nietzsche sagde om at kigge for længe ned i en afgrund,” sagde han.
”Afgrunden kigger også ind i dig,” sagde Riley og afsluttede det velkendte ordsprog. ”Men jeg har gjort meget mere end at kigge ned i en afgrund. Jeg har praktisk talt boet der. Jeg har næsten fået det godt der. Det er som et andet hjem. Det skræmmer mig til døde, Mike. En dag i nærmeste fremtid hopper jeg måske ned i den afgrund og kommer aldrig op igen. Og hvem ved, hvem jeg kan skade – eller dræbe.”
”Nå da,” sagde Mike og lænede sig tilbage i stolen. ”Måske kommer vi nogen vegne.”
Riley var ikke så sikker. Og hun følte sig ikke tættere på at tage en beslutning.
*
Da Riley lidt senere trådte ind af hoveddøren, kom April springende ned ad trappen for at møde hende.
”Åh, mor, du er nødt til at hjælpe mig! Kom nu!”
Riley fulgte April op ad trappen til hendes værelse. En kuffert stod åben på hendes seng, og tøj var spredt rundt omkring den.
”Jeg aner ikke, hvad jeg skal pakke!” sagde April. ”Jeg har aldrig gjort det her før!”
Riley smilede over datterens blanding af panik og opstemthed og hjalp hende med at pakke kufferten. April skulle rejse i morgen formiddag på en klassetur – en uge i det nærliggende Washington, D.C. Hun skulle være sammen med en gruppe ældre studerende i amerikansk historie og deres lærere.
Da Riley havde underskrevet formularerne og betalt de ekstra gebyrer for turen, havde hun haft nogle betænkeligheder ved det. Peterson havde holdt April fanget i Washington, og selvom det havde været langt væk i udkanten af byen, var Riley bekymret for, at turen kunne genaktivere traumet. Men April så ud til at have det godt både fagligt og følelsesmæssigt. Og turen var en fantastisk mulighed.
Da hun og April drillede hinanden med, hvad der skulle pakkes i kufferten, indså Riley, at hun morede sig. Den afgrund, som hun og Mike havde talt om for lidt siden, forekom langt væk. Hun havde stadig et liv uden for denne afgrund. Det var et godt liv, og uanset hvad hun besluttede at gøre, var hun fast besluttet på at beholde det.
Mens de sorterede ting, trådte Gabriela ind i rummet.
”Señora Riley, min taxa er her om et øjeblik,” sagde hun og smilede. ”Jeg har pakket og er klar. Mine ting står ved døren.”
Riley havde næsten glemt, at Gabriela også rejste. Eftersom April skulle være væk i en uge, havde Gabriela bedt om fri til at besøge slægtninge i Tennessee. Riley havde med glæde givet hende fri.
Riley omfavnede Gabriela og sagde: ”Buen viaje.”
Gabrielas smil blegnede lidt, og hun tilføjede: ”Me preocupo.”
”Er du bekymret?” spurgte Riley overrasket. ”Hvad er du bekymret for, Gabriela?”
”Dig,” sagde Gabriela. ”Du skal være alene i det her nye hus.”
Riley lo. ”Bare rolig, jeg skal nok klare mig.”
”Men du har ikke været alene, og der er sket så mange dårlige ting,” sagde Gabriela. ”Jeg er bekymret.”
Gabrielas ord gav genlyd i Riley. Det var sandt, hvad hun sagde. Lige siden den voldsomme hændelse med Peterson havde April været hos hende hele tiden. Kunne et mørkt og skræmmende tomrum åbne sig i hendes nye hjem? Ville det åbne sig nu?
”Jeg har det fint,” sagde Riley. ”Tag afsted og vær sammen med din familie.”
Gabriela smilede og rakte Riley en konvolut. ”Den lå i postkassen,” sagde hun.
