Begæret. Блейк Пирс

Чтение книги онлайн.

Читать онлайн книгу Begæret - Блейк Пирс страница 2

Begæret - Блейк Пирс

Скачать книгу

og gav resten til sin kæreste. Kunne det være en virkelig stor fisk? Eller en anden slags væsen?

       Janine rystede lidt og sagde til sig selv, at nu skulle fantasien ikke løbe af med hende. At blive bange ville ødelægge hendes rus. Nimbo-søen var et kæmpestort kunstigt reservoir til fiskeri ligesom mange andre søer i Arizona. Der havde aldrig været historier om Loch Ness-uhyret her.

       Hun hørte Colby sige: ”Wow! Søen brænder!”

       Janine vendte sig og kiggede på sin kæreste. Hans fregnede ansigt og røde hår glødede i den sene eftermiddagssol. Han havde lige inhaleret af piben og stirrede ud over vandet med et ansigtsudtryk, der udstrålede idiotisk ærefrygt.

       Janine fniste. ”Du brænder,” sagde hun. ”På alle måder.”

       ”Ja, det gør søen også,” sagde Colby.

       Janine vendte sig og kiggede ud over Nimbo-søen. Selvom hun endnu ikke kunne mærke, at hun var høj, så var synet fantastisk. Den sene eftermiddagssol fik klippevæggen til at stråle i rød og guld. Vandet reflekterede farverne som et stort glat spejl.

       Hun huskede, at nimbo var spansk og betød glorie. Navnet passede helt perfekt.

       Hun tog piben tilbage og inhalerede dybt og følte den behagelige brændende fornemmelse i halsen. Hun kunne blive høj hvert minut det skulle være nu. Det ville blive sjovt.

       Men, hvad var den sorte skygge nede i vandet?

       Det var nok bare lyset, der spillede hende et puds, sagde Janine til sig selv.

       Uanset hvad, så var det bedst at ignorere det og ikke lade sig snyde af det eller blive bange. Alt andet var så perfekt. Dette var hendes og Colbys yndlingssted – så smukt, gemt væk i en af bugterne ved søen, væk fra campingpladserne, væk fra alt og alle.

       Hun og Colby tog normalt hertil i weekenderne, men i dag havde de pjækket fra skole og taget af sted. Sensommervejret var for godt til at gå glip af. Det var langt køligere og pænere herover end i Phoenix. Colbys gamle bil stod parkeret ved den smattede vej bag dem.

       Da hun kiggede ud over søen, tog det brændende syn til – følelsen af, at hun virkelig var ved at blive høj. Søen virkede næsten for intenst smuk at se på. Hun kiggede på Colby. Han så også intenst smuk ud. Hun greb fat i ham og kyssede ham. Han gengældte hendes kys. Han smagte fabelagtigt. Alt omkring ham så og føltes fabelagtigt.

       Hun trak læberne væk fra hans og kiggede ham i øjnene og sagde: ”Nimbo betyder glorie. Vidste du det?”

       ”Wow,” sagde han. ”Wow.”

       Han lød, som om det var den mest fantastiske ting, han nogensinde har hørt i sit liv. Han så og lød så sjov og sagde, at det nærmest var religiøst eller noget. Janine begyndte at grine, og Colby lo også. I løbet af et par sekunder var de helt sammenfiltrede i hinandens arme og famlede og kærtegnede hinanden.

       Janine rev sig løs.

       ”Hvad sker der?” spurgte Colby.

       ”Ingenting,” sagde Janine.

       Med en hurtig bevægelse tog hun sin blusetop af. Colbys øjne blev store.

       ”Hvad laver du?” spurgte han.

      ”Hvad tror du, jeg laver?”

       Hun begyndte at bakse med hans T-shirt og forsøgte at trække den af ham.

       ”Vent et øjeblik,” sagde Colby. ”Lige her?”

       ”Hvorfor ikke lige her? Det er bedre end bagsædet af din bil. Ingen kigger.”

       “Men måske en båd ...”

       Janine lo. ”Hvis der er en båd, hva’ så? Hva’ så?”

       Colby indvilligede og tog sin T-shirt af. De var begge kejtede af ophidselse, hvilket kun gjorde det endnu mere spændende. Janine fattede ikke, hvorfor de ikke havde gjort det her før. Det var jo ikke første gang, de røg marihuana her.

       Men Janine blev ved med at se skyggen i vandet for sig. Der var noget, og indtil hun vidste, hvad det var, ville det fortsætte med at forstyrre hende og ødelægge alt.

       Hun rejste sig op.

       ”Kom lige,” sagde hun. ”Der er noget, vi skal tjekke.”

       ”Hvad?” spurgte Colby.

       ”Jeg ved det ikke. Bare kom med.”

       Hun tog Colbys hånd, og de snublede ned ad skråningen mod vandet. Janines trip begyndte at blive dårligt nu. Hun hadede, når det skete. Jo før, hun fandt ud af, at det hele var ufarligt, jo hurtigere kunne hun igen føle sig godt tilpas.

       Hun begyndte at ønske, at hendes rus ikke var kommet så hurtigt og så stærkt.

       For hvert skridt, de tog, blev tingesten i vandet tydeligere. Det var lavet af sort plastik, og nu og da kom der bobler op gennem vandoverfladen. Og der var noget småt og hvidt lige ved siden af.

       På tættere afstand kunne Janine se, at det var en stor sort affaldspose. Den var åben i den ene ende, og ud af åbningen stak en hånd, som var unaturligt bleg.

       Måske en mannequin, tænkte Janine.

       Hun bøjede sig ned mod vandet for at kigge nærmere. Fingerneglene var malet røde og stod i kontrast til blegheden. En frygtelig erkendelse løb gennem Janines krop som en elektrisk strøm.

       Hånden var ægte. Det var en kvindehånd. Affaldsposen indeholdt et lig.

       Janine begyndte at skrige. Hun hørte også Colby skrige.

       Og hun vidste, at de ikke ville være i stand til at stoppe med at skrige i lang tid.

      Kapitel 1

      Riley vidste, at de dias, hun var ved at vise, ville chokere hendes studerende på FBI Akademiet. Nogle af dem ville sandsynligvis slet ikke kunne håndtere det. Hun lod blikket glide henover de unge, ivrige ansigter, der så på hende fra halvcirklen med todelte skrivepulte.

      Lad os se, hvordan de reagerer, tænkte hun. Det kan være vigtigt for dem.

      Riley vidste naturligvis godt, at seriemord var sjældent set i forhold til alle de kriminelle handlinger, der blev begået. Alligevel skulle de studerende lære alt, hvad der var at lære. De stræbte efter at blive FBI-feltagenter, og snart ville de finde ud af, at de fleste lokale advokater ikke havde nogen erfaring med seriemord. Og specialagent Riley Paige var en autoritet, når det handlede om seriemord.

      Hun klikkede på fjernbetjeningen. De første billeder, der blev vist på den store skærm, var alt andet end voldelige. Det var fem portrætter malet med trækul, som forestillede kvinder i alderen fra ung til midaldrende. Alle kvinderne var attraktive og smilende, og portrætterne var udført med dygtig og kærlig kunstnerhånd.

      Da Riley trykkede på knappen, sagde hun: ”Disse fem tegninger blev lavet for otte år siden af en kunstner ved navn Derrick Caldwell. Hver sommer tjente han masser af penge på at tegne portrætter af turister på Dunes Beach Boardwalk her i Virginia. Disse kvinder var blandt hans allerførste kunder.”

Скачать книгу