”Hvad med Lucy Vargas?” spurgte Riley.
Agent Vargas var en nyuddannet, der havde arbejdet tæt sammen med Bill og Riley om deres seneste sag. De var begge imponerede over hendes arbejde.
”Hendes ankel er ikke helet,” sagde Bill. ”Hun kommer ikke tilbage i marken før om en måned.”
Riley følte sig tåbelig over at have spurgt. Da hun, Bill og Lucy havde fanget Eugene Fisk, den såkaldte ’kædemorder’, var Lucy faldet, havde brækket ankelen og var næsten blevet dræbt. Selvfølgelig kunne hun ikke vende tilbage til jobbet så hurtigt.
”Jeg ved det ikke, Bill,” sagde Riley. ”Denne her pause fra jobbet er godt for mig. Jeg har tænkt på bare at undervise fra nu af. Alt, hvad jeg kan fortælle dig, er, hvad jeg allerede har sagt til Meredith.”
”At du vil tænke over det.”
”Ja.”
Bill udstødte et grynt af utilfredshed.
”Kan vi i det mindste mødes og tale om det?” spurgte han. ”Måske i morgen?”
Riley blev igen tavs et øjeblik.
”Ikke i morgen,” sagde hun. ”I morgen skal jeg overvære en mand blive henrettet.”
Kapitel 5
Riley kiggede gennem vinduet ind i lokalet, hvor Derrick Caldwell snart skulle dø. Hun sad ved siden af Gail Bassett, mor til Kelly Sue Bassett, Caldwells sidste offer. Manden havde dræbt fem kvinder, før Riley havde stoppet ham.
Riley havde tøvet med at acceptere Gails invitation til henrettelsen. Hun havde kun prøvet det én gang tidligere, dengang hun som frivilligt vidne sad blandt journalister, advokater, politifolk, spirituelle rådgivere og juryformanden. Nu sad hun og Gail sammen med ni slægtninge til kvinder, som Caldwell havde myrdet. Alle sad tæt sammen i et trangt rum og sad på plastikstole.
Gail, en lille 60-årig kvinde med et følsomt, fugleagtigt ansigt, havde opretholdt kontakten med Riley gennem årene. Ved henrettelsen var hendes mand død, og hun havde skrevet til Riley, at hun ikke havde nogen ved sin side til henrettelsen. Så Riley havde sagt ja til at tage med hende.
Dødskammeret var lige på den anden side af vinduet. De eneste møbler i rummet var henrettelsesbåren, et krydsformet bord. Et blåt plastikgardin hang ved hovedgærdet af henrettelsesbåren. Riley vidste, at IV-slangerne og de dødbringende kemikalier var bag det gardin.
En rød telefon på væggen var forbundet med guvernørens kontor. Den ville kun ringe i tilfælde af en beslutning om i sidste øjeblik at benåde fangen. Ingen forventede, at det ville ske denne gang. Et ur over døren til rummet var den eneste anden synlige ting.
I Virginia kunne dømte lovovertrædere vælge mellem den elektriske stol og den dødelige indsprøjtning, men kemikalierne blev oftest valgt. Hvis fangen ikke selv traf et valg, blev der givet en dødelig indsprøjtning.
Riley var næsten overrasket over, at Caldwell ikke havde valgt den elektriske stol. Han var stadig et monster, der så ud til at hilse sin egen død velkommen.
Uret viste 8:55, da døren blev åbnet. Riley hørte et ordløs mumlen i rummet, da flere medlemmer af henrettelsesteamet førte Caldwell ind i dødskammeret. To vagter gik på hver side af ham med et fast greb om hver arm, og en tredje fulgte lige bagefter ham. En velklædt mand kom ind efter alle andre – fængselsinspektøren.
Caldwell var iført blå bukser, en blå skjorte og sandaler uden sokker. Han var i håndjern og bundet. Riley havde ikke set ham i årevis. I løbet af sin korte tid som seriemorder havde han haft uregerligt langt hår og et halvlangt skæg, et bohemeagtigt udseende, der passede til en gadekunstner. Nu var han glatbarberet og så almindelig ud.
Selvom han ikke gjorde modstand, så han bange ud.
Godt, tænkte Riley.
Han kiggede på henrettelsesbåren og så derefter hurtigt væk. Han så ud til at forsøge ikke at kigge på det blå plastikgardin for enden af henrettelsesbåren. Et øjeblik stirrede han ind i vinduet til visningsrummet. Han virkede pludselig roligere og mere samlet.
”Jeg ville ønske, at han kunne se os,” mumlede Gail.
De var afskærmet fra hans blik bag envejsglas, og Riley delte ikke Gails ønske. Caldwell havde allerede set alt for nøje på hende efter hendes smag. For at fange ham var hun gået undercover. Hun havde ladet, som om hun var turist på Dunes Beach Boardwalk og hyrede ham til at tegne sit portræt. Imens han arbejdede, overøste han hende med masser af smiger og fortalte hende, at hun var den smukkeste kvinde, han havde tegnet længe.
Da vidste hun, at hun var hans næste planlagte offer. Den aften var hun lokkedue for at lokke ham ud og lade ham forfølge sig langs stranden. Da han havde forsøgt at angribe hende, havde en forstærkning af agenter uden problemer fanget ham.
Anholdelsen af ham havde ikke været nævneværdig interessant. Men opdagelsen af, hvordan han havde parteret sine ofte og opbevaret dem i en dybfryser, havde været en anden sag. At stå der, da fryseren blev åbnet, var et af de mest sindsoprivende øjeblikke i Rileys karriere. Hun følte stadig medlidenhed med ofrenes familier – blandt andet Gail – som skulle identificere deres parterede hustruer, døtre, søstre ...
’For smukke til at leve,’ havde han sagt om kvinderne.
Riley fik kuldegysninger ved tanken om, at hun havde været en af de kvinder, han havde set på – på den måde. Hun havde aldrig tænkt på sig selv som smuk, og mænd – endda hendes eksmand, Ryan – fortalte hende sjældent, at hun var det. Caldwell var en snu og frygtelig undtagelse.
Hun spekulerede på, hvad det betød, at et patologisk monster havde fundet hende så perfekt attråværdig? Havde han genkendt noget indeni hende, der var lige så uhyrligt som han selv? I et par år efter hans retssag og dom havde hun mareridt om hans beundrende øjne, hans kærlige ord og hans fryser fuld af kropsdele.
Henrettelsesteamet fik Caldwell op på henrettelsesbåren, fjernede manchetterne og spænderne, tog hans sandaler af og spændte ham fast. De spændte ham fast med læderbånd – to på tværs af brystet, to for at holde hans ben, to omkring hans ankler og to omkring hans håndled. Hans blottede fødder var vendt mod vinduet. Det var svært at se hans ansigt.
Pludselig blev gardinerne trukket for vinduerne. Riley forstod, at dette var for at skjule den fase af henrettelsen, hvor det var mest sandsynligt, at noget kunne gå galt. Det kunne være, at holdet fik problemer med at finde en passende vene. Alligevel fandt hun det ejendommeligt. Folk i begge visningsrum var ved at se Caldwell dø, men de fik ikke lov til at være vidne til den jordiske indsættelse af nåle. Gardinerne bevægede sig lidt, tilsyneladende berørt af et af teammedlemmerne der bevægede sig rundt på den anden side.
Da gardinerne blev trukket fra igen, var IV-slangerne på plads og løb fra fangens arme gennem huller i de blå plastikgardiner. Nogle medlemmer af henrettelsesteamet var gået om bag disse gardiner, hvor de ville administrere de dødelige stoffer.
En mand holdt den røde telefonmodtager klar til at modtage et opkald, der helt sikkert aldrig ville komme. En anden talte til Caldwell, og hans ord kunne knap høres over det dårlige samtaleanlæg. Han spurgte Caldwell, om han havde
