af forskellige stiftelser, hvor hjem er indgået har været almindelig; men denne praksis er ændret. Førhen hed det ”De gamles hjem”, ”Alderdomshjemmet”, eller ”Børnehjem”. I dag har de fleste af disse institutioner fået navne som Søvang, Elverhøj, Grøndalshuset, Toftevang. Ud fra navnet kan man ikke se hvilken type der er tale om, men fælles for dem er, at de er institutioner. Nogle af dem er daginstitutioner, andre fungerer reelt som hjemerstatninger.
I definitionen af hjem er der tale om: 1) en bolig (en bopæl, et ly, et bestemt sted, et stedfortræder sted, himmerige) – og dermed en form for forankring. Og 2) en bevægelse – forandring. Boligen tematiseres i de mange forskellige hjemiscenesættelser der fylder magasiner, reklamer og ’brands’. Bevægelsen tematiseres teoretisk i moderne sociologi (fx Bauman 1995, 1998, Giddens 1990, 1991, 1992) og i særdeleshed i nomadologien (fx Deleuze 1980, 1986, Diken 1998, Virilio 1998). Begrebet hjem formår at inkludere både det forankrende og det foranderlige og fungerer i dag i den vestlige verden som en kulturel selvfølgelighed. Selvfølgeligheden lever i beskrivelser af hjem, i kataloger som Bo Bedre og IKEA, og er bygget op igennem de sidste 150 års hjem- og familieorienterede livsstile. Her står hjem som en form for bastion. Desuden er hjem materialiseret i boliger overalt. Men selvfølgeligheden udfordres også af en række iøjnefaldende men endnu ikke selvfølgelige måder – i reklamer (fx for ejendomsselskabet HOME, SAS), i tv-udsendelser (fx ”Hjerterum”) og i dele af litteraturen (KarriereMor, Aksel Højhus får en familie, Hus og Hjem). Og inden for arkitekturens egne rækker i den dekonstruktivistiske eller nomadologisk inspirerede arkitektur (hvor de fremtrædende er Eisenman, Liebeskind, Koolhaas, Tschumi).
FELTVANDRING
I denne bog er hjem placeret i et felt. Ud over at være mit forskningsfelt, er feltet ’hjem’ et afgrænset område, hvis betydning og brug ikke er givet på forhånd; men hvorom der kæmpes. Feltet er særdeles energifyldt. Hjem er et kraftcentrum, med flere stærke felter, der måske ikke ligefrem kæmper mod hinanden, men som står i forhold til hinanden. Fx hvad er hjem, hvad er familie, hvad er bolig? Hvad gør hjem hjemlige? Hvordan adskiller hjem i dag sig fra hjem for 20-50-150 år siden? Kan man overhovedet tale om hjem for 150 år siden, eller er den historiske kontekst så anderledes, at det ikke giver mening? Er der forskel på hjem og hjemmet? Derudover befinder feltet sig også i felten. Felten er både en militær virksomhed for en hær i krig (ligger i felten, drage i felten, rykke i felten dvs. at træde frem for at forsvare noget). Men det er også den mark, hvor et feltarbejde foregår.
Spørgsmålet er, hvordan et sådant felt ’angribes’, anskues og fremstilles? Min tilgang er dobbelt. Jeg vil for det første gå en tur rundt i felten. For det andet vil jeg hæve blikket og anskue feltet ovenfra. Med perspektiver der trækker linier både bagud og fremad. Tilsammen udgør disse to felttilgange det jeg kalder en feltvandring. En feltvandring er mere end det klassiske antropologiske feltarbejde, men knytter alligevel an dertil. Ifølge Antropologen Kirsten Hastrup er feltarbejdet en måde at komme ’til’ verden (Hastrup 2003:29). Hastrup har beskrevet feltarbejdet således: ”(feltarbejdet) kan karakteriseres som en videnskabelig praksis, hvor antropologen placerer sig som én blandt de andre i det fællesskab, der studeres. Antropologen må ind i den verden, der undersøges og det gøres ved at tage plads i den; det er ikke alle pladser, der er åbne for antropologen (det er det heller ikke for de andre i fællesskabet), men en plads må man have” (2003:10). Det, at være inde i den verden man studerer, gøre sig ’erfaringer i og fra felten’ har været det signifikante særkende ved arbejder, der hævder at være antropologiske. Ifølge Akhil Gupta og James Ferguson afgøres et arbejdes antropologiske relevans af ”Experience ’in the field’ ” (1997:1). Dvs. for at et arbejde kan siges at være antropologisk kræves det, at man har opholdt sig (inde) i felten. Selv om feltarbejdet er den overordnede betegnelse for forskellige etnografiske metoder og må betegnes som grundsten i antropologisk forskning findes der mange varianter og der har siden midten af 1980’erne været en stor diskussion af, hvad feltarbejdet egentlig er, og hvilke etiske, metodiske og metodologiske implikationer det har (Hastrup/Ramløv 1988, James, Jenks & Prout 1990, Hastrup 1992, Marcus 1995, Solberg 1996, Kampmann 1998, Gulløv 1999, Vered 2000, Broe, 2003, Hastrup 2003, Kofoed 2004, Wright 1997 og 2005). Bevægelsen i forskningen er gået fra det tidlige etnografiske arbejde fra 1920’erne med Bronislaw Malinowski i spidsen, hvor det hovedsageligt var studier af små ikkeeuropæiske samfund, af forskellige former for ’de andre’ langt væk fra forskerens egen hverdag og helst så eksotisk som muligt. Her flyttede feltarbejderen ind, observerede, og tilstræbte at være flue på væggen6. Eller man flyttede ind hos ’de andre’ og gennem et såkaldt naturligt samvær fik man viden og kendskab til de andres kultur og vaner. Grundtanken var, at feltarbejderens oplevelse gav adgang til kulturen. Disse tilgange er gennem mange år blevet kritiseret for at være naive og ukritiske i sin tro på umiddelbar indlevelse, og Hastrup taler i bogen Det antropologiske projekt – om forbløffelse (1992) om et postmoderne syndefald. Centralt i de forskellige feltarbejdspraksisser i dag er, at det stadigt finder sted et sted. Feltarbejderen skal være i felten, felten er et sted og derved er feltarbejdet en rumlig praksis (Hastrup 2003:14). Men troen på, at forskeren kunne være en objektiv flue, en ikke-involveret udefrakommende person eksisterer så godt som ikke længere. I dag tales der hos de fleste antropologer med en selvfølgelighed om involvering fra feltarbejderens side, som kræver erfaringsudveksling mellem forsker og de udforskede, hvor de udforskede derved selv bliver en form for aktører. Derved er der nu etableret en anden selvfølgelighed inden for felt-forskningen. Jette Kofoed beskriver i sin ph.d afhandling Elevpli – om inklusions-eksklusionsprocesser i skolen (2004), at feltarbejdet er en måde at være tilstede i et felt på. ”En forskningsstrategi, som det er hensigtsmæssig at tage i anvendelse, når formålet er at afdække og vise, hvordan aktører og kontekster er relateret til hinanden, og hvordan betydningsdannelse gør sig” (2004:373). Pointen hos Kofoed, såvel som hos Hastrup, er, at man ikke gennem sit feltarbejde afslører eller spejler verden. Men at man gennem sin tilstedeværelse og deltagelse over længere tid og gennem de positioner man som feltarbejder har og får både skaber uro hos de udforskede og forbløffelse hos sig selv som forsker. En forbløffelse som gør det muligt at skærpe blikket for selvfølgeligheder7.
Det kunne have været oplagt at bosætte sig, og faktisk foretage et feltarbejde; men jeg insisterede trods min sympati med de moderne feltarbejdsformer på, at mit ærinde i denne sammenhæng er et andet. Mit felt er ikke lokaliserbart til ét sted – et sted derude, som jeg derved kan gå ind i. Men min felt ’befinder’ sig mange steder, og derfor er jeg som forsker tvunget til at ’hoppe’ eller vandre rundt mellem felterne, som en form for nomade på vej rundt i landskaberne. En del af min vandring foregår i foreliggende felter. Fra og i disse felter kan der sanses, mærkes, lugtes og vandres. Andre felter er teoretisk og påberåber sig en mere tekstnær og analytisk tilgang. Der er tale om en feltvandring og ikke et feltarbejde, idet jeg netop ikke tager plads og deltager i en konkret lokalitet i en længere periode. Jeg har valgt ikke at bosætte mig i nogens hjem, hverken herhjemme eller derude. Men netop i denne sammenhæng, hvor jeg studerer hjem og hjemlighed, uagtet min lyst og intention, ér jeg indskrevet og har en plads i felten med min egen autobiografi, idet mit eget hverdagsliv – mit eget hjem – konstant melder sig i den faglige og professionelle undren. Dette vilkår kunne jeg vælge at være ekstra opmærksom på, at skærme mig mod, hvilket jeg har valgt ikke at gøre. Jeg har modsat forsøgt at gøre det til en force. Det betyder ikke, at mit perspektiv er privat; men jeg forholder mig personligt til felten (Okely,1992).
Ved at kalde det en feltvandring markerer jeg en forskelstænkning til den for mig at bedømme noget stereotype feltarbejdsforståelse, som jeg mener stadig præger det antropologiske og hverdagslivsorienterede område. Her kan teorierne være nok så postmoderne eller postkonstruktivistiske; men taler man om metoder til at gøre sine studier faldes der ofte tilbage på den mere traditionelle facon (à la ’gå ud og find et konkret sted, bosæt dig der en lang periode og gør dig dine observationer’). Antropologen Georg Marcus (1995) opererer med
