Sverre Raffnsøe, Witold Rybczynski) sammen med mere gængse modernitetsteorier (bl.a. af Zygmunt Bauman og Anthony Giddens) og slår ned på forskellige fænomener. Det åbner for analyser af det kulturelles og det sociales mellemværender, som her læses på tværs af geografiske, sociale og tidsmæssige sammenhænge. Jeg fokuserer på fænomener som er blevet artikuleret og iscenesat forskelligt. Der er tale om nordeuropæiske tværnationale fænomener (fx manerer, indretning, stilarter), og om nationale og regionale særtræk (fx hygge).
c) Artefakter og andre empiriske indslag af mere multiæstetisk karakter: Hjem er hot. Ufatteligt meget materiale af mere hverdagslig karakter byder sig til. At tænde for tv’et, købe et dameblad, gå i IKEA, til forældremøde, tale med mine børn – ja, væren i verden – i et hjem – aktualiserer feltet. Alle jeg har talt med omkring mit projekt er fremkommet med relevante ideer eller har fortalt om hverdagserfaringer, der rammer ind i feltet. Det kunne have resulteret i, at jeg lukkede ørerne og gravede mig ned i ét perspektiv; men jeg har foldet ørerne ud. Jeg er gået efter duften og har forsøgt at skærpe mine sanser, og taget den kulturfænomenologiske måde at betragte på – som tankestil og tilgang frem for en egentlig fænomenologisk teori – såre alvorligt. Jeg har valgt at lade alle disse indslag blive en del af materialet. Der er tale om radikalt forskellige typer. Kataloger fra IKEA, årgange af BoBedre, magasinet Isabellas, reklamer fra ejendomsselskaber som ’HOME’ og ’HTH-køkkener’. Børne-bøger som Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe og Gitte Løkkegaards Aksel Højhus får en familie, Gunilla Bergströms Alfons Åberg, og voksenbøger som Helle Helles Hus og hjem, og Jorden under Høje Gladsaxe af Camilla Christensen.
Når det drejer sig om en kortlægning som denne, er det helt centralt at få mange typer af fortællinger og udsigelser frem, også selv om de ikke er samsvarende og umiddelbart rammer forbi hinanden. Der er tale om to typer af indslag. Den ene har status af bastioner, hvilket er fortællinger og udtryk der er selvfølgelige, og som står og har stået solidt plantet i feltet hjem (fx BoBedre, IKEA, Pippi Langstrømpe). De er selvfølgelige referencer, selv om de måske ikke er selvfølgelige i en akademisk sammenhæng. Den anden type af indslag er mere flagrende og pt. hot. Her er tale om en række måder at udfordre og iscenesætte forståelserne af hjem. Ikke at de dermed er radikalt nye, eller får omstyrtende konsekvenser; men det er nye blikke og iscenesættelsesformer. Jeg tænker eksempelvis på udsendelser som Hjerterum og De moderne familier (som var aktuelle i tv i 2004; men som andre døgnfluer sikkert allerede glemt). Der er tale om eksempler, som hverken er eksemplariske eller idealtypiske.
Fælles for hele dette polymorfe materiale er, at de alle er fortællinger, der forsøger at gribe samtiden. Hvad der inddrages, og hvad der ikke inddrages, beror som tidligere nævnt på mine suveræne valg, som dog er forpligtet på ’det gode snit’ og sansen for den fælles puls. Fortællingerne eller indslagene har status af nedslag, og er dermed hverken tænkt som nogle der udtømmer eller dækker hele feltet; men netop blot som nedslag, som kunne have været andre; men ikke hvilke som helst andre, idet nedslagene er forpligtet på feltet. Nedslagene kan synes tilfældige, hvilket også er tiltænkt. Men tilfældigheden er forpligtiget på og bundet til feltet.
SAMMENFATTENDE
Sammenfattende kan man sige, at værket er en kortlægning i den sprælske form. En karnevalistisk kortlægning, som udfordrer ved at kombinere, sammensætte og tilføje. Derved udfoldes feltet, med lommer og sprækker18. Ideen er at konstruere et felt, og herefter vandre og traske rundt i felten. I nogle af bogens kapitler vil denne vandren rundt have en rekonstruerende funktion – fx at beskrive den historiske udvikling fra bosted til hjem. Tilgangen i dette kapitel vil være i tråd med en kanoniserede modernitetsforståelse, hvor bestemte forfatterskaber er uomgængelige (Baudelaire, Poe, Simmel, Benjamin m.fl.)19. Et andet kapitel ’Flagstangen’ er mere rendyrket socialanalytikkens måder at kortlægge på. Desuden vil der være en husvandring, hvor det empiriske materiale (interview og fotografier) lever. Her lyttes der mere, end der ’voldes’.
BOGENS OPBYGNING
Hvert kapitel starter med en slags matrikeloversigt. Herved tydeliggøres den landskabsorienterede tilgang. Der er sat et kryds på feltet, som indikerer, hvor i felten det kommende kapitel befinder sig. Derefter følger en * og en kort tekst, som introducerer det kommende kapitel. Efter dette indledende kapitel, hvor feltet er blevet tegnet op, og hvor jeg har argumenteret for det polymorfe materiale og de forskellige metoder der anvendes, fokuseres der på huset.
Huset (kapitel 2) er en vandring ind i huset, hvor hjemmet viser sig. Kapitlet er bygget op omkring det empiriske arbejde, jeg har foretaget blandt 10-11 årige børn.
Fundamentet (kapitel 3) er delt i tre dele. 1) At bo (som sted- og rumligt fænomen), 2) dem man bor med (som socialt fænomen), 3) at bebo (som eksistentielt fænomen).
Flagstangen (kapitel 4) udfolder mine kategorier a) hjem som idé, b) Hjemmet (som konkret sted), c) at føle sig hjemme (stemning), d) at hjemme den (taktik).
Græsplænen (kapitel 5) er et netværk. Uden om bygningen, uden om fundamentet er der en græsplæne. Græsplænen fungerer som et netværk af mindre fortællinger (links), der alle har noget at sige om hjem. Gennem bogen henvises der til disse ’links’. Henvisningen ser således ud (
Havelågen (kapitel 6) er den konkluderende exit, vejen ud. Herefter følger litteraturlisten.
1 Her citeret fra Arno Victor Nielsen, 1996. s. 130.
2 I 1994 skrev jeg speciale om den store tyske tv-krønike Die Zweite Heimat (Winther, 1996,1997). En historie om hvordan en gruppe unge i starten af 60’erne tror, det er muligt at etablere selvvalgte hjemstavne, hvor der slås en streg over fortid og ophav – og man starter på en frisk. Ideen om en anden hjemstavn er, at individet bliver til undervejs i evig forandring, og ikke mindst sammen med den selvvalgte vennekreds, hvor rødder, fortid og slægt er retoucheret. Men krøniken ender noget deslillusionistisk. Det lykkes ikke rigtigt. Fortiden presser sig på, vigtige geografiske steder lige så. Ideen med den selvvalgte hjemstavn, som skulle blive til igen og igen, og som skulle kunne danne klangbund for et sprudlende liv, krakelerer. Tilbage står nødvendigheden af at genetablere forbindelsen til forankringen. Det ender ikke som den klassiske dannelsesroman, hvor man kommer beriget hjem. Men det ender i en ny begyndelse, som insisterer på stedets betydning.
3 Da jeg i slutningen af 1999 begyndte at arbejde med hjem, var det mildest talt ikke særlig hot. Underligt er det at iagttage, hvordan emner og temaer popper op (lidt à la navne til børn, hvor man ofte tror man har opkaldt sit barn uden for trivialitetens rækkevidde, hvor efter man opdager at 5 andre i vuggestuen hedder det samme). Samtidig med at jeg har skrevet er det blevet mere almindeligt at tematisere hjem, og underligt er det at iagttage at der åbenbart følger en form for skabelon med eller en række ’selvfølgelige’ angrebsmåder. Jeg blev fx meget forbløffet over at læse tidsskriftet Kulturro (udgivet ultimo 2005), hvor de selvfølgelighedsbrud, jeg har arbejdet med i 5 år, åbenbart nu beskrives helt selvfølgelige. Mange af de samme referencer, citater og vinkler. Den indledende artikel er så tæt på kopi, at jeg fik teen galt i halsen.
4 George A. Romero udfolder et zombie univers i serien “Dead”: Night of the Living Dead (1968), Dawn of the Dead (1978), Day of the Dead (1985) og Land of the Dead (2005).
5 Ulrich Beck: Beyond Work Society Arbejdspapir fra forelæsningen
