et bengalsk Blus, der vexlede Farver, og løsrevne Toner af en Wiener-Vals lød deroppe fra.
Den smukke Aften lokkede snart de Gamle ned, skjøndt det var for vaadt til at gaa ud i Græsset. Vi blev oppe paa Trappen foran Huset og underholdt os med de skikkelige Værtsfolk. Den smukke, lidt firskaarne Kone gyngede en Lille paa Armen; Hans sad paa et af Trinene og snittede nye Vinger til sin Vandmølle; Manden red paa Rækværket og dampede af sin Pibe, himmelglad over Uveiret og den Afkjøling, som det havde bragt: de kunde vel trænge dertil, oppe i Stenbruddene var Solen ved Middagstid steget til fireogfyrretyve Grader Reaumur – og saa dertil haardt Arbeide! Den gamle Hertz udspurgte ham om Fortjenesten og Priserne. Værtinden fortalte om Vanskelighederne under Foraarshøivandet og om en enkelt Aargang, da Floden var steget næsten til Foden af Trappen.
En pludselig Piben, der skingrede gjennem Dalen, og en forbijagende Lysning mellem Træerne paa den anden Bred, gav det sædvanlige Tegn til Opbrud. Jeg fulgte – som altid – Minna hjem.
Sandt at sige havde jeg hele Aftenen igjennem med en vis urolig Forventning imødeseet denne lille Maaneskinsvandring. Det forekom mig, at jeg havde Noget tilgode – fra hint Øieblik ved Kilden; men i saa Tilfælde var Forfalds-Tiden aabenbart ikke kommen. Til Trods for Maane, Bæk med Ellekrat, Bjergdal, Ensomhed »zu zweien« – lutter uforkastelige sentimentale Ingredienser – vilde hun ikke komme i den sværmeriske Stemning. Naar hun endda havde været tavs! men hun pludrede paa en allerkjæreste Maade om lutter Ting, der ikke stod i fjerneste Forbindelse med Forelskelse. Hun kunde pludselig Intet forstaa: jeg gjorde en fin Hentydning til Kilden, og hun fandt deri kun Stof til at overveie, hvor vanskeligt det maatte være for Beboerne, naar Floden oversvømmede den ved Foraarstid, og til grundig at undersøge, hvilket der da var det nærmeste Sted, som de kunde hente Vand fra; sandsynligvis »Erbgericht«; men maaske der ogsaa var en høiere liggende Brønd i det gamle Værtshus »Zum Rosengarten«, – det var der ganske vist!
Kort sagt, vi passiarede saa fornuftig og skiltes saa anstandsfuld, som om der hverken var Ungdomskilder eller Feiltrin til.
IX
Et Par Timer efter Middag begav vi os paa Vei, anførte af den sjæleglade Hans, som bar en Madkurv, og ledsagede af en Mængde Formaninger til Forsigtighed.
Veien førte langs Elben, og snart havde vi paa høire Haand den lange Skraaning af Stenbrokker, Smuld og Affald, der jevnt som en Bastion fører en halvhundrede Fod eller mer op til Bruddenes Plateau og nedadtil begrændses ved en Mur i noget over Mands Høide. Hist og her – en Gang for hvert Brud – giver denne Plads for en Træbane, der fra den høitliggende Arbeidsplads fører ned til Bredden, og ad hvilken de tilhugne Sten rutsche ned paa en Slags Slæder; ved en af disse Ladningspladser laa en Pram, der allerede var halvt fyldt med sin tunge Last; nogle sværlemmede Karle aflæssede en Slæde, hvis Efterfølger stod rede til sin Fart øverst paa Banen, tæt ved Gangspillet.
Vi havde vel gaaet en lille Fjerdingvei, da Hans stod stille ved en Stige, der var lænet op mod Muren. Uden Besvær klatrede vi op til Skraaningens Fod. Men her tøvede vi og mønstrede med et tvivlende Blik den Sti, der skulde hjelpe os op, og neppe kunde skimtes som en lysere Zigzag-Streg paa den steile, smudsig-graa Flade. Ved nærmere Eftersyn opdagedes ganske vist en Slags Trin af fremstaaende Sten, eller blot uddybede ved et Spadestik, men disse saae ud, som om de var rede til at skride bort under En. – Hans, der allerede var kommen et Stykke tilveirs, saae sig forundret om efter os. —
– Men De maa gaa først, sagde Minna og blev rød.
– Nei, Frøken, det gaar ikke an. Glider De ud her, saa er der slet ikke Noget at faa fat i. Men jeg skal nok holde mig fast og kan støtte Dem, saa snart De vakler, – De behøver ikke at være bange for at rive mig med og i alt Fald —
– Aa, naar De nu blot vilde gaa! —
– Herregud, lad os dog sætte os ud over saadanne Taabeligheder! Skal De for den Sags Skyld udsætte Dem for at knække Halsen? For Pokker, der maatte da ogsaa gives en anden Vei, de dumme Folk! Forresten, det har ingen Fare, naar De nu blot vilde gjøre, som jeg siger. Naa, lad saa det Snerperi fare!
Jeg lod ved disse Ord langt mere utaalmodig og ærgerlig, end jeg i Virkeligheden var, og var mig det fuldt bevidst. Det voldte mig et kildrende Behag at tilrettevise hende som den Overlegne og navnlig at lade haant om et af Jomfruelighedens Yderværker og saa overhovedet at tyrannisere hende i Velfærdets Navn.
– Jeg veed, at De mener det godt, og derfor tager jeg Dem heller ikke ilde op, at De taler vel bydende, sagde hun, og saae alvorlig paa mig. – Paa en Maade har De Ret, og De vilde have det helt, hvis det var Skaberi og Affektation fra min Side. Men nu har jeg uheldigvis den Følelse, og det i en saadan Grad, at jeg veed, den vilde genere hver Bevægelse ligesaa meget som de Kjeder, Modedukkerne i sin Tid havde mellem Støvlerne, og vi vilde dog tilsidst komme til at slaa Kolbøtter omkaps ned ad denne Vold, hvad den synes udmærket egnet til. Hvis De derimod gaar foran, og lader mig skjøtte mig selv og klatre op saa ugraciøst, som det netop kan falde sig, saa lover jeg Dem, at den værste Ulykke skal være, at jeg skraber mine Knæ lidt – og finder De, at jeg er en Stivnakke, saa trøst Dem med, at jeg skal naa ligesaadan derop.
Ved den Bestemthed, blandet med elskværdigt Lune, hvormed hun afgav denne Erklæring, rev hun mig hovedkulds ned fra min Overlegenheds Piedestal og gjorde mig, sandt at sige, saa lille, at jeg gjerne kunde være krøbet i et Musehul. Da der intet saadant fandtes, krøb jeg i Stedet derfor op ad Skraaningen, og tog den dødelige Angst for, at der skulde tilstøde min Ledsagerinde Noget, som en retfærdig Straf.
Vi naaede begge i god Behold op til Randen.
Den hvide Flade, der strakte sig foran os hen til den søndersprængte Klippemur, fik mig til at tænke paa en udgravet Tempelplads. Som mægtige Tromler af faldne Søiler laa Møllestene dèr i lange Rækker, og regelmæssig hugne Stenblokke og Fliser byggede sig sammen til stykkevise Grundmure. Dynger af Sand, Brokker og Stenskjærver havde hist og her dannet Bakker, som gjennemskar Terrainet; nogle bar hele Smaaskove, mest af amerikansk Hyld, hvis skarlagenrøde Bærklaser glødede mellem de brændende hvide Stenmasser. Til den ene Side saae man et Tegltag med en rygende Skorsten; det var Smedien, som hører til ethvert af disse Brud.
Efter at være steget over et saadant Høidedrag, befandt vi os i den bageste Del af Bruddet, foran Klippemuren. Her stod Eieren og et Par Arbeidere. Vor Vært tog sin Træpibe ud af Munden, lettede paa sin Kasket og sagde, at vi kom i rette Tid; de vare lige blevne færdige. En stor Mand i næsten sirlige, tærnede Benklæder og temmelig ren Skjorte stod med Ryggen mod os bøiet frem mod Stenfladen, hvor han syntes at undersøge Noget; han dreiede et Øieblik sit rødskjæggede Hoved med et gemytligt Nik, medens en ganske lille Fyr med et gnomeagtigt Ydre og dækket af nogle smudsige Pjalter skulede sky til os, idet han fjernede noget Værktøi. En halv Snes Skridt derfra slog et Par Arbeidere smaa Jernkiler paalangs ind i en stor Sten, der skulde flækkes. Længere borte fra hørtes Lyd af Hakker og Stemmer.
Manden i de tærnede Benklæder traadte tilbage fra Stenen; der viste sig en tyk, nedhængende Snor ligesom Halen af et Dyr, som var krøbet ind i et Hul. Den hang knap et Par Alen fra Jorden paa en fremspringende Del af Sprængningsfladen, en Snes Fod i Høiden, der allerede ved en smal Revne havde løsnet sig fra den øvrige Mur. Denne steg i sin hvidgule Nøgenhed godt og vel en hundrede Fod tilveirs, hvor saa de mørke, ru Klippeformer med Krat og Naaletræer paa alle Afsatser og i alle Furer groer ud af den – som om Bjerget var et uhyre mosgroet Træ, der er blevet afbarket og flækket forneden.
Værten anbefalede os at gaa op paa den nærmeste Stenbakke, der laa til Siden for Sprængningsretningen. Han vinkede en Mand bort, der kom fra Smedien med et Par Hakker paa Skuldren, satte Hænderne for Munden og raabte Varsko. Derpaa bankede han noget Aske ud af Pibehovedet, dampede stærkt til, idet han gik hen til Stenen, hvor han puttede Lunten ned i Piben uden at tage denne ud af Munden, og
