hun saa Ugen igennem vissede og vuggede, spurgte Fru Martens stadig sig selv paany, hvordan det egenlig var gaaet til. Da de giftede sig, var Martens kun Svend, og de havde blot én Stues Indbo. Hun havde sparet deres første trehundrede Daler…. da var det Daler endnu … De første trehundrede Daler … Fru Martens blev siddende med en lille Bygmester Martens i Armene: hendes Forstand kom ikke videre.
Martens tænkte sjældent paa Fortiden. Det hele var gaaet saa ganske naturligt til, som alting gaar naturligt til. Han havde »klasket« et Hus op, som alle andre Svende, med Laan paa hver Sal og Prioriteter til Taget – han havde bare sat Gipsgesimser i Gadeværelserne og givet malede Lofter, og saa havde han solgt og bygget nyt og solgt igen, stadig mere hidsig paa Farver, og Gips og Snørkler paa Dørene….
– Som »Interessen« nu er, sagde han til Arkitekterne.
Og da de andre holdt op, Kammeraterne, og sad som Grundejere og tog deres jævne leje paa Broerne, blev han ved, stadig med Facader, Forgyldninger og Spejlglas, taget ligesom i en hel Rus af Imitation og skinnende Kulører – ligesom han i Læretiden havde siddet og klattet Farver paa Skillingsbilleder for hver opdrevet Toskilling – hele Tiden halvt forundret over sine egne Vidundere.
Man var saa begyndt at tale om hans Bygninger; og Omtalen drev ham videre til nye Raffinementer, han søgte Hjælp hos Arkitekter og Dekoratører, byggede og byggede … Bevarende, under det altsammen, Smaamandens kærlighed til det grelle i Kulørerne og Uvægerligt byggende alle sine Huse – disse Huse med deres monumentale belgiske Ovne indførte fra Sverig, de imiterede Broncekaryatider paa Trapperne, de forgyldte Gelændere og eftergjorte Parketgulve – ubekvemme, indskænkende og snævre, ubevidst bevarende Arbejderens Maal, der er vant til de smaa Rum, hvor man kan række med Hænderne mellem Væggene, og til en tung Luft.
Han tilbragte sine Søndagstimer i sin Sofakrog – han arbejdede aldrig om Søndagen og afgjorde aldrig nogen forretning paa en helligdag – legende med Børnene og seende paa sin Stue, hvor »Hædersgaver« fra hans Arbejdere stod rundt om og pyntede, saa »døde« som alt det øvrige.
En »Hædersgave« var et stort gammeltysk Skab, indrettet som Pengeskab. Pengeskabet var iøvrigt tomt. Alt, hvad Penge angik, havde Spenner at raade med, og forresten var der aldrig meget med rede Mønt at gemme; det gik i Forretningen mere med Veksler, der var saa gode som Penge.
Martens skrev sit Navn, der galdt som fuld Valuta, paa de blaa Papirer med en egen sitrende, stolt Fornemmelse, stirrende paa de store Tal med Haandværkerens Øjne, der overfor Kapitalen bevarer noget som en ærefrygtsfuld og næsten ængstelig Ærbødighed – selv nu, hvor han regnede op i de hundredetusinder.
– Frokostselskabet havde stillet den første Sult og begyndte at drikke flittigere til smaa Mundfulde. Spenner, der sad tilbords som en tyvagtig Hankat, der labber Fløde, begyndte at tale om Martens' Ejendomme.
– Det var Tiden at bygge nu, sagde han … Igaar havde de solgt Nr. 11 … Som varmt Brød gik det med Salg og med Bortleje.
– Ja – sagde Adolf – nu har man Avance. Han lod en tung Burgunder flyde paa Tungen og smækkede.
De talte om alle Martens' Foretagender, om Køb og Salg og udlagte Byggegrunde og nye Gader, saa det rullede med Tusinder. Spenner sad hele Tiden med dukket Hoved og vaskede Bordet med Haanden, som om han uafbrudt »forduftede« det meget Guld ned i sit Skød; Martens talte om et Sommerhotel – ved Bellevue – paa Strandvejen … Et Sommerpalæ …
– Med Broer, sagde han, Broer over Strandvejen – Ekstra, ekstra, Hr. Berg, det er Interessen … Med Broer, sagde han igen og kom ikke videre, men byggede sit Sommerpalæ i Luften med begge Armene.
Adolf slog sit Glas i Skum: Ja, sagde han, nu er det Tiden at sætte sine Penge paa Rente.
En af Kellnerne kaldte Spenner fra Bordet. Det var en Lejer, der vilde underskrive en Kontrakt:
– Ja, ja – det gaar, sagde Martens glad, idag flyttede han ind derhjemme – den lille Fuldmægtig. »Den lille Fuldmægtig« var Assessor Canth, der var flyttet ind paa Martens' tredje Sal.
De havde stadig faaet flere smaa Retter, og Vinflaskerne gik om i Kurve. De talte igen om Teatret, om Lejesummen og om Direktører – da Spenner kom tilbage.
– Men Pokker til Leje, sagde Adolf, De – Spenner …
– Det var Grunden, der var saa dyr. Den og Pilloteringen havde kostet.
– Pilloteringen? spurgte Berg.
– Ja – det var jo det … hvad havde den ikke slugt for Penge: Huset laa jo midt i Stadsgraven … sagde Spenner.
– Ja – Satan til Historie med den Grund, sagde Adolf.
– Og Vandet har vi endnu i Kældrene, sagde Martens.
– Ja – om man nu havde Direktøren, sagde Spenner og »dukkede«. Bogholder Spenner dukkede altid Hovedet ned mellem Skuldrene, naar han sagde noget, som om han vilde gemme sig for sine egne Ord, og det saa' ud, som om han stangede.
– Men Alverden søger jo, sagde Berg.
De var naaet til »Fuglene« og sad mætte, lænede tilbage, med Servietterne i Skødet, mens de talte i Munden paa hinanden. Ja – der blev nævnt Folk – det var den halve By, der blev nævnt af Rygtet – til Direktør.
– Saagar jeg, sagde Berg og lo, blev spurgt igaar: Jeg skulde vel være Direktør …
– Ja, raabte Adolf, vi to – Berg – os to.
Spenner dukkede og vaskede Dug: Hvorfor ikke? sagde han. Det vilde vel have sin Interesse.
Berg blev ved at le, mens de andre i Spøg, leende og drikkende, vedblev at tale med »Dhrr. Direktører« om stykker og Billetpriser og Skuespillerengagementer.
– Ja, sagde Berg: Naar man kunde slaa en Jøde ihjel …
De rejste sig fra Bordet for at drikke Kaffen ved Vinduerne. De takkede for Mad, rødmussede og højrøstede, fik Cigarer tændt og slog vinduerne op. Ovre i Passagen strømmede Middagssværmen forbi i Solen, Luften var høj og klar. De slog sig ned om Likørflaskerne, seende ud over mængden, glade og vædende Tungerne med smaa Glas.
Adolf stødte sit Glas mod Bergs: Konsortiet leve, sagde han. Og han begyndte igen at lægge Planer om Koncerter, om Turnéer og om Sommerforestillinger med fremmede Kunstnere: September! Hvad taler De om September? der kan tjenes Guld i September, sagde han, det er de Rejsendes Maaned …
– Der er jo ingen Provinser mere, sagde han og slog Haanden ud mod Passagen og Mængden. Det er jo kun ét eneste stort København, det hele….
De smilte alle ud over Middagssværmen, og Spenner sagde: Og saa trækker man dem ogsaa over Sundet.
– Ja, sagde Adolf, over Sundet skal de.
De blev stille, hver i sine Tanker, blæsende smaa, fine Røgskyer frem for sig i luften. Støjen nede fra trængte op til dem, og de sad, smilende og saa' paa deres Glas, hvis Vædske blev gylden i Lyset.
– Ja, sagde Adolf. Det er det, det gælder om; og de tømte Glassene og brød op.
Berg og Adolf var ganske hede og opildnede, da de kom ned paa gaden og skiltes ovre paa Hamtorvet;
– Men ligegodt, sagde Adolf. Tænk over det – det
