godt, eller også blev de så glade ved at opdage ham. Ja, der var absolut noget triumferende ved den forøgelse, deres gode humør pludselig fik. De kom lige hen imod ham, vilde rimeligvis gærne i kast med ham. Ved den blotte formodning derom fyldtes hans sind med had mod denne flok, der havde ledt efter ham og nu endelig hittede ham; de havde vist været svært utålmodige!
Hans havde ingen kammerater længere. Da han var en halv snes år, var han en hård og rask dreng, der kunde komme ud af det med andre, men nu var han både blevet for hård og for blød, og den forandring, der var foregået med ham, havde gjort det nødvendigt for ham at søge ensomhed; den var næsten blevet ham en livsbetingelse. Imens glemte han, hvad kammeratskab er; han tænkte sig, hvad de mente om ham, der ikke vilde ha mere med dem at gøre, og hans sind reagerede mod det, han tænkte sig. Anså de ham for vigtig – godt, så ringeagtede han dem; thi han havde lagt sig efter at bruge ord, der hører den voksne alder til. Men kammeraterne tænkte mindre på ham, end han på dem. Mens man dyrker sig selv, vokser man ganske vist i sine egne tanker, men man forsvinder for andre mennesker; det vidste Hans ikke endnu.
Drengene foran ham havde dog for en gangs skyld virkelig talt om ham; de havde fortalt en rødhåret tjenestedreng, der var ny på egnen, at Hans var den lærdeste i sognet, og at han allerede havde anlagt mange af de egenheder, der gør lærde folk mere grinagtige end andre mennesker. Søren – den rødhårede dreng – var blevet helt glad, da der nu var udsigt til at gøre nærmere bekendtskab med sognets lærdeste dreng, som han allerede havde lagt mærke til, mens de sad og spiste.
Men Hans syntes ikke om Sørens grinende ansigt, der var forrest og så ud som et ondt forvarsel om drengenes stemning imod ham, desuden havde Søren det ydre imod sig. Han havde en medfødt hovenhed under øjnene, hvad der gav ham et påfaldende brøsigt udseende, og så havde han fregner over hele hodet; selv på ørerne og på halsen sad der brune klatter, men over næsen dannede de en sammenhængende kage, og hans øren stod ud fra hodet, rå og røde, som var de skåret ud af en frisk kohud. Søren bandede flittigt, mest på Satan, det havde han lært af en svensk tjenestekarl, og i sine eder tilstræbte han en svensk udtale, hvilket gjorde dem ligesom mer krydrede.
Nå, det er dig, der skal være så klog, begyndte Søren, da han og Hans stod over for hinanden.
Hans svarede ikke. Det faldt ham ikke ind at overveje, at der godt kunde ligge en anerkendelse af hans overlegenhed i disse ord, men hans tavshed gjorde, at Søren tabte noget af sin velvilje for ham.
Der skal vel blive en professor af dig en gang, mener du nok, vedblev Søren.
Hans tav fremdeles. Dette her må vel ende med slagsmål, tænkte han, og det var han heller ikke bange for, skønt det ikke var synderlig appetitligt at gribe i de fregner eller komme nærmere til Sørens staldlugt.
Nu lo drengene bag ved. Det var ikke udelukket, at de lo ad Søren, der spurte som en tosse og ikke fik svar. Han gik fornærmende tæt ind på livet af Hans og sae: Du skal nok være halv tosset omtrent, siger de; og du vil ikke hilse på andre folk nok.
Sørens ansigt havde nu fået et udtryk, som om han personligt havde lidt under Hans' ejendommeligheder og kom for at få oprejsning.
Jeg ved slet ikke, hvem du er, svarede Hans.
Søren så sig om til de andre, der straks grinede, og han nikkede som den, der har latteren på sin side: Du går sådan i dine egne fjantasier, og du kan dårlig se træerne, du er nær ved at rende dem om af bar lærdom.
Bag ved grinedes bekræftende, og Søren kunde nok behøve denne moralske støtte, for han var temmelig usikker over for Hans' tavshed, og hans øjne, der af og til mødte Sørens og tvang dem til at vige til siden.
Sikken en fin stok, du dær har lagt dig til, tog Søren fat igen.
Jublende latter bag ved; det var næmlig en almindelig kæp.
Hvem skal ha klø af den? – Søren rakte efter den.
Nu skulde Hans blot ha svaret: Du! Eller han skulde ha holdt den om på ryggen, så de kunde begynde at trækkes om den, da havde sagen været klar, og Søren kunde snart komme til at gi de klø, han nu havde tiltænkt Hans; men Hans lod ham ta om kæppen og rørte sig ikke.
Søren var lige så gal i hodet, som han inderst inde var genert. Han havde drillet mange drenge til slagsmål, men han havde aldrig fået en modtagelse som denne her. Han havde helst gået sin vej, men det tillod hans ære ham ikke; tilhørernes munterhed, der ikke forstummede et øjeblik, vilde da straks ha vendt sig mod ham selv, men mærkeligt nok var det ham heller ikke muligt at følge sin lyst og stikke Hans en knyttet næve i synet.
Må jeg få den kæp, sae Søren med anstrængt barskhed.
Han fik lov at ta den.
Sikken en stok, sae han igen, og bifaldet svigtede ham ikke. Men hvad skulde han nu gøre? Han stod rådvild og lam og gloede på den elendige pind. Han følte sig slået flad. Han var stødt sammen med noget fint og hårdt, som han ikke kunde måle sig med. Havde Hans åbnet sin mund og sagt: Hold nu op med det sludder og lad os gå hen og få et slag kegler, så havde Søren været hans svorne beundrer for resten af livet; men noget så naturligt lå Hans fjærnest af alt. Hans tanker drejede sig kun om det slagsmål, der snart måtte komme; hans vrede ventede på at blive udløst af Sørens første angreb.
Du går sådan med hodet og render på træer og støder dem ligesom en vædder, sae Søren med rystende stemme. Man kan da nok se, du er tosset. Og du banker de små; gør han ikke?
Jo—o, skreg de andre. Det var nemlig hændet for et halvt år siden, at nogle mindre drenge havde drillet ham og fået prygl for det.
Du skulde selv ha prygl, sae Søren med al den harme, han kunde opdrive, og samtidig kom han i tanke om sine svenske eder, som han helt havde glemt. Han prikkede efter Hans, men Hans flyttede sig; han kunde heller ikke få bestemt sig.
Har du underbukser på? spurte Søren og prikkede på en ærerørig måde. Uendelig jubel bag ved. Hans svarede med et spark, der ikke ramte, og Søren blev så glad og følte sig som den, der kan klare sagen. Han udsendte en øvet knytnæve mod det tavse ansigt, så at Hans satte sig ned, mens tilskuernes latter blev til ivrige drøftelser. Hans løb nogle skridt tilbage og bukkede sig ned, og Søren blev pludselig stanset i sin forfølgelse, idet en skarpkantet sten ramte ham under øjet, så han faldt.
Конец ознакомительного фрагмента.
Текст предоставлен ООО «ЛитРес».
Прочитайте эту книгу целиком, купив полную легальную версию на ЛитРес.
Безопасно оплатить книгу можно банковской картой Visa, MasterCard, Maestro, со счета мобильного телефона, с платежного терминала, в салоне МТС или Связной, через PayPal, WebMoney, Яндекс.Деньги, QIWI Кошелек, бонусными картами или другим удобным Вам способом.
