denne Fortælling udkom i en svensk, tydsk og engelsk Oversættelse og synes navnlig at have vundet Bifald i Tydskland, hvor den er udkommen i forskellige Oversættelser; den sidste, autoriserede, er besørget ved P. J. Willatsen i Bremen.
Paa den omtalte Vis er Nøddebo Præstegaard bleven til: Strasburger-Münsteren, Athens Akropolis og Nilfloden med Ægyptens Pyramider og Templer, det er Rammen, hvorigjennem Hjemmet sees i et Fjernsyn. Naar denne Digtning, som er fostret af Længsel efter Hjemmet og er spiret op i de fremmede Lande, nu i sit 25aarige Levnetsløb har vundet en Udbredelse, som langt har overgaaet Forfatterens Forventninger, da tør det vel haabes, at den ogsaa i kommende Aar vil fremkalde Glæde og Munterhed samt et lyst og glad Syn paa Livet fremfor Alt hos den opvoxende Ungdom.
Kjøbenhavn, October 1887. Henrik Scharling.
Til mine Kjære i Hjemmet!
Dagen nu svinder, og Solen nedglider
Hisset bag Palmernes skyggende Hang,
Nilfloden vugger mod Baadens Sider,
Mumler saa tyst en underlig Sang.
Snart paa Ægyptens Nathimmel funkle
Tusinde Stjerner i underfuld Pragt,
Aftenens Skygger, de tause og dunkle,
Over den speilklare Flod har sig lagt.
Ene jeg sidder, langt borte fra Eder,
Tankerne flyve da op imod Nord,
Ile mod Danmarks de elskede Steder,
Der, hvor min Kjærligheds Længsel boer.
Ei kan blandt prægtige Templer jeg glemme
Straatækte Hus og den duftende Vang,
Krogede Pil omkring Søen derhjemme,
Hjemlivets Fred og mit Modersmaals Klang.
Stille – jeg lytter – jeg synes at høre
Velkjendte Røster fra velkjendte Kyst,
Og som et Echo møder mit Øre
Toner, der juble af Liv og af Lyst —
Ja det er Eders, nu kjender jeg atter
Stemmernes gamle fortrolige Klang,
Ordet, der lyder i Spøg og i Latter,
Sindigt, alvorligt, i Tale og Sang.
Se, hvad jeg hørte, det flux jeg fremstilled,
Hastig jeg nedskrev de vingede Ord.
Lidt efter lidt der sig danned et Billed,
Da var min Glæde usigelig stor;
Ofte, naar Savnet og Vemod og Længsel
Laa paa mit Sind som et tyngende Bly,
Da tog jeg Billedet frem – og mit Fængsel
Sprængtes, og Livslysten vaagned paa ny.
Nu dog til Eder mit Billed jeg sender,
Kjærlige Tanker har fostret det frem,
Tag det som Hilsen til Venner og Frænder,
Hilsen til Sjællands skovkrandsede Hjem!
Derhen jeg længes, naar Stjernerne funkle
Hist paa det Blaae i vidunderlig Pragt,
Derom jeg drømmer, naar Natten den dunkle
Over den speilklare Flod har sig lagt.
Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard.
Du stille, venlige Præstegaard, Dig bringer jeg min Hilsen! Som den blysomme Martsviol skjuler sig mellem det yppig voxende Græs, saaledes skjuler Du Dig bag de mægtige Lindes skyggende Bladehang, og Vandreren seer kun et Glimt af dine hvide Vægge titte frem bag det grønne Løv. Flygtig iler han Dig forbi, han veed ikke, hvilke Skatte Du bærer i dit Skjød. Men jeg veed det, og jeg kjender Dig! Jeg kom til Dig i de hede Sommerdage, da Solens Straaler faldt brændende henad den støvede Landevei, og hvert Græsstraa gispede efter en forfriskende Regndraabe; træt og mødig var jeg, men indenfor dine Vægge fandt jeg Skygge og Ly, naar Døtrene modtoge mig med en munter Velkomsthilsen, medens Husmoderen rakte mig den qvægende Lædskedrik. Og jeg kom til Dig i de tunge, mørke Vinterdage; Taage og Mulm hvilede over Mark og Eng, og Taage og Mulm hvilede over mine Tanker, men indenfor dine Vægge fandt jeg Sommerfriskhed og Sommerglæde, og som en kraftig Nordenvind forjog Præstemandens muntre Tale de tunge, døsige Tanker. Derfor takker jeg Dig, og derfor bringer jeg Dig min Hilsen! Var jeg langt borte fra Dig, jeg skulde ikke glemme Dig – vandrede jeg blandt Resterne af Hellas' svundne Herlighed, dog skulde jeg mindes Dig; stod jeg i Pharaonernes gamle Land, dog skulde dit lave Straatag med de hvide Skorstene rage høiere op for min Tanke end Ægyptens høieste Pyramide.
Se det er Ouverturen, men den er ikke af mig, den er af Gamle. Hermed hænger det saaledes sammen. Da jeg havde tilbragt den sidste Halvdeel af min Juleferie i Nøddebo Præstegaard, fik jeg Lyst til at nedskrive, hvad jeg havde oplevet derude, og da jeg havde skrevet det, fik jeg ogsaa Lyst til at lade det trykke, for saaledes gaaer det altid: Skridt for Skridt gaaer man fremad paa Fordærvelsens brede Bane, til man tilsidst ender med at blive Forfatter. Imidlertid følte jeg selv, at det var et meget voveligt Skridt, jeg her stod i Begreb med at gjøre, og derfor besluttede jeg først at høre, hvad Corpus Juris vilde sige til mit Forehavende. Corpus Juris er nemlig en stor Kritikus, og hvis han bifaldt min Plan, saa turde jeg være saa temmelig rolig for mit Værks senere Skjæbne. Saa skrev jeg det først meget zirlig af, for at der ikke skulde være saameget som en skæv Linie, der kunde vække Corpus Juris' Mishag, og derpaa overleverede jeg ham Bogen, idet jeg tillige fortalte ham min Plan. Corpus Juris tog Bogen; i to Dage sagde han ikke Noget: jeg troer ikke, at Noah kan mere spændt have ventet paa sin Dues Tilbagekomst, end jeg ventede paa min Bogs Tilbagekomst – men jeg turde ikke spørge. Paa den tredie Dag rakte Corpus Juris mig Bogen og sagde: „Ja der bliver jo saameget Jux trykket nuomstunder, saa kan Du ogsaa gjerne lade dit trykke!“ Det var ikke meget opmuntrende for en ung Forfatter, og i Grunden var jeg ikke klogere end før. Jeg besluttede derfor at appellere til Høiesteret, det vil sige, at spørge Gamle om hans Mening. Gamle var mere human i sin Dom: han sagde, at der var meget Godt i Bogen, men man kunde jo nok mærke, at Forfatteren var vel ungdommelig. Dog herpaa kunde der ogsaa raades Bod: jeg kunde jo lade trykke paa Titelbladet, hvor gammel jeg er, saa vidste Folk, at de maatte ikke stille store Fordringer, og kjøbte de saa Bogen, maatte de selv tage Skade for Hjemgjæld. Kun fordrede Gamle, at da Bogen blandt Andet ogsaa handlede om ham, vilde han skrive en lille Indledning, der kunde være som en Slags Ouverture. Herover blev jeg heelt forskrækket, thi jeg kunde nok tænke, hvordan den Ouverture kom til at lyde, men jeg maatte lystre Gamle. Nu staaer Ouverturen der: og naar man har læst den igjennem og bagefter læser min Bog, bliver man vist ligesaa overrasket, som man vilde blive, naar man efter Ouverturen til Hakon Jarl fik see Kong Salomon og Jørgen Hattemager.
Thi ligesaa høitidsfuldt som Gamle har stemt Harpens Strænge, ligesaa muntert og let agter jeg at røre dem. Om Nogen skulde vente at finde dybe psychologiske Blik, store verdenshistoriske Begivenheder eller maaskee endog dæmoniske Tanker her, han vilde blive høilig skuffet. Nei, der er saamænd ikke det mindste Dæmoniske hverken ved mig eller ved min Bog, men, som Taskenspilleren pleier at sige, naar han gjør sine Kunster: det gaaer Altsammen ganske naturligt til. Værre var det derimod, at Corpus Juris havde indvendt mod min Bog, at der ikke var Handling nok i den: men dertil svarede Gamle, at det laa i Sagens Natur, for en Præstegaard er ikke Skuepladsen for et stort fem Acts Drama, men kun for en lille Idyl: i en Præstegaard handler man ikke – man passiarer. Det var et gyldent Ord af Gamle. Thi i min Bog handler man heller ikke, nei man passiarer. Ja saaledes vil jeg fortælle, som naar man en dunkel Vinteraften sidder i en fortrolig Kreds af Venner og passiarer, i hin Stund, hvor Dagen saa smaat lister til Sengs, og Natten kommer og holder Hænderne for vore Øine og spørger: hvem er det? Saaledes vil jeg fortælle, at mine Ord maa løbe som den rislende
