Stemme mellem de andre og skælvende krøb hun op, holdt sig fast paa Kælderhalsen, og saa ind i Gæstestuen med Ansigtet trykket mod Ruderne.
Der sad han – Aa hvor han lo – med Haanden i Lommen og udspilede Ben … Vesten var knappet op … saa han rystede og Signetet hoppede paa Maven …
Ellen hørte hans Latter, og hun slap Kælderhalsen og sløv faldt hun sammen og satte sig paa en Sten i Skyggen. Hendes Hjerte var koldt af en ubeskrivelig Kummer.
Saa reiste hun sig, sneg sig tilbage til Vognen, løftede Overlæderet og gemte sig i Mørket for at græde. Der var dog ogsaa lyse Minder fra Thorsholm.
En Gang i Julen – Ellen var allerede næsten tretten Aar – hentede hendes Fader hende uventet om Morgenen. Der var en heftig Ordstrid, inden de kom afsted. Ellen græd, Bedstemoderen græd, og gamle Lind skændte; men saa fik hun sin Peltskaabe paa og kørte.
Faderen talte næsten ikke paa Turen; da de kom hjem havde han mange Pakker med i Vognen og meget at ordne.
Ellen var saa vant til at være alene. Hun gik ned til sin Moders Grav med en Krans af Christtorn, den gamle Pige havde bundet, og saa langs med Veien til Nørup.
Maagernes Familiebegravelse var der i Kirken, i Kælderen, under Koret. Gamle Linds Forældre laa begravet paa Kirkegaarden, med et prunkende Kors, Sønnen havde reist paa Graven. Ellen havde Blomster med fra Veile og lagde dem paa Gravstedet.
Hun stod og læste sagte Navnene, Morten Nielssen og Ane Pedersdatter og Indskriften, et langt Skriftsted. Saa gik hun hen til Kirken ved Koret, hvor Gravkapellet var, og hun lagde sig ned paa Sneen for at kigge ind ad det gitrede Vindue. Der kom en muggen Luft ud fra Mørket. Og pludselig løb hun tilbage til Linds Grav, samlede Blomsterne sammen, hun havde ordnet om Korset, og hurtigt, en for en kastede hun dem ind gennem Gitret til Maagerne.
Da kun kom hjem, spiste hun alene. Hun spurgte ikke, hvor Faderen var, eller om han var kommen. Hun vidste, hvor han pleiede … Hun sad alene ved Bordet i den store Stue, spiste og lod Pigen tage ud. Den gamle gik forbi, talte til hende og søgte at klappe hendes Haar; hun drog Hovedet bort.
Hun satte sig i Dagligstuen foran Ilden. Hvor den slikkede Brændet …
Hvor er han dog? Mon han dog ikke kom hjem?
Hun begyndte at gaa op og ned ad Gulvet med Hænderne paa Ryggen. Hun virrede med Hovedet, som jog hun Fluer fra sit Haar, og hun trampede haardt i, naar hun gik.
Hvorfor havde han saa hentet hende – hvorfor? naar det blot var, for at hun skulde sé … Hun satte sig igen foran Ilden, gav sig igen til at spadsere.
Saa just, da hun dreiede om ved Vinduet, kom Faderen ind med Lys. Det blændede hende.
– Er Du kommen? – Hun kunde næppe tale, saa glad blev hun. Jeg troede … Hun mærkede, han havde ikke drukket.
– Aa – at du kommer.
Han lo: – For jeg har slet ikke været ude – sagde han. – Kun gjort i Orden til iaften. – Ellen saa paa ham. – Til iaften – ?
– Ja – ser du ikke, hvor jeg er fin – sagde han, – vi har Fest idag, i Riddersalen. – Faderen havde sort Kjole og hvidt Slips.
– Men vi to alene, Fa'er? – Ellen lo: Det havde hun aldrig hørt. – Og ingen andre? —
– Vi to. Ja – der er færdigt – sagde han. Han bød sin Datter Armen og gik over Gangen. Pigen ventede og slog Døren op.
– Men, Fa'er. – Ellen slap hans Arm, – har du tændt i Kronerne – … Hvor det straalede.
– Ser du ikke din Moders Billede – ? sagde Maag.
– Jo – der var det. – Det er nyt? sagde hun. Men – Fa'er – naar har du faaet det?
– Ja – jeg har faaet det malet, sagde Faderen. Han havde foldet Hænderne og stod foran sin Hustrus Billede. – Hvor hun er smuk sagde han. Det ligner hende. Saaledes saa hun ud.
Han stod længe, og pludselig dækkede han Ansigtet med sine Hænder og græd.
Ellen gik hen til ham. Han mærkede hende ikke. Men da hun hvidskede: Fa'er og lagde sit Hoved ind til hans Bryst, sænkede han Hænderne; de faldt ned paa hendes Skuldre.
– Hvorfor skulde hun ogsaa dø, sagde han, og – jeg blive – en slet Fa'er.
Ellen sagde intet, hendes Øine bleve fulde af Taarer, og hun knugede sig fast ind til sin Faders Bryst.
De græd, støttet til hinanden. Saa begyndte han gjennem Graaden at fortælle hende om hendes Moder, om deres Liv, om hendes Skønhed og deres første Møde.
Og mens de talte, gav de sig til at gaa op og ned ad Gulvet ved Siden af hinanden, han holdt sin Arm om hendes Hals.
Han førte hende ind i Taarnet og viste hende Vinduet, hvor de den Aften havde staaet; Stedet i Karmen, hvor hun havde ridset sit Navn … Og hun havde lænet sit Hoved der mod Sprossen, og han havde slaaet Vinduet op.
– Men da var det Sommer, sagde han. Han satte sig paa den høiryggede Stol ved Vinduet og saa ud. Maanen var kommen op. Dens Skær lagde en blaalig Glands hen over Plænernes Sne.
Maag støttede sig til Karmen og stirrede længe ud. Ellen saa, at han græd paany, og hun sagde:
– Her er koldt, lad os gaa ind.
– Ja – det er koldt. Maag vendte sig og uden at tale vendte de tilbage til Salen og begyndte atter at gaa op og ned. Faderen talte om Billederne, udpegede de enkelte, fortalte deres Historie.
Han havde tjent ved Hoffet og han været Rigets Marsk. Hans Frue, Damen der, med Bønnebogen og de store Øine – hun var kendt som den skønneste Kvinde i Landet.
Ellen havde lagt sin Arm i Faderens; pludselig standsede hun og pegede paa et Billede paa den modsatte Væg. Hun ligner mig, sagde hun. Ikke sandt.
– Dig – hvem – det var Ellen Maag, som han saa. Sorgfuld, Rosenkransen i de hvide Fingre og – hans Datters Øine løftede fra Bogen.
Han blev staaende betaget.
– Hvad hed hun? spurgte Ellen. Og da han ikke svarede, sagde hun igen:
– Var hun ulykkelig, Fader?
Faderen slap hendes Arm og vendte sig. Det er Ellen Maag, sagde han.
Da de havde spist, gik han ind og hentede et gammelt Skrin af Skildpadde med Forsiringer af Sølv. Det var en Gave fra en af Frankriges Konger, kostelig indlagt, med et kongekronet L. paa Laaget.
Skrinet var fuldt af gamle Smykker, brede Halskæder og Bælter med ædle Stene, Resterne af de Maagers Glans. Han fortalte, hvem de havde tilhørt, og naar de var skænket.
Ellen saa paa Smykkerne, som de laa der straalende i Rad paa Bordet, begyndte at sammenligne og veie dem i Hænderne … Hun følte næsten Ærefrygt, naar hun tog dem. Der var gyldne Spænder med de Maagers Navnetræk sammensat af funklende Stene, og Kæder, hvor Slægtens eget Skjold vekslede paa de sammensatte Led med de Billers og Hvidernes Lillier. Der var Ringe og Baand til Armen og Rosetter til Atlaskes Sko.
Saa rev Ellen pludselig Haaret ned, saa Fletningerne
