samme Aar den 4. Juli, havde Stadens Ungdom samlet sig. Med blottede Hoveder sang de Norges gamle Nationalmelodi; den lød i eenstemmig Fylde gjennem den mørke Nat som en begeistret Kærlighedserklæring til deres Land, udfordrende, seierssikre bølgede Tonerne ned gjennem Gaden, Borgerne stemmede i. En mægtig, alvorsfuld Seiersfortrøstning lød op over Byens spidse Tage, medens mørke Skikkelser i Faklernes rødlige og osende Skin færdedes gjennem de smalle Gyder i travl Virksomhed. Hammerslag, bragende Tømmer, Opraab krydsede hinanden og røbede, at der var stort paa Færde i den gamle Stad: – de store Følelser fløi vaagne omkring og manede til Idræt.
Længere nede i Borgerskandsegaden laa det priviligerede og velkjendte Gjæstgiveri, »Den forgyldte Nøgle«, der styredes med stor Sindighed og kyndig Haand af Værten, Joan Jonassen. Det var en Kro af den rigtige, gamle Slags, hvor Gjæsterne bleve Værtens Selskabsbrødre og Bordfæller, og hvor Værten trods al sin Myndighed overfor Krotyendet aldrig havde nogen egen Mening overfor Gæsterne, men altid et godmodigt Smil og et luunt Humor, der i rette Tid forstod at bilægge enhver opstaaende Trætte til Alles Tilfredshed, kort sagt: Jonassen var en gemytlig, tykmavet Mand, rimelig i sine Regninger og for Resten bekjendt for at eie en udmærket og gammellagret Viin- og Mostkjælder, som var gaaet i Arv i flere Slægtled i »Den forgyldte Nøgle«. Saa stort Ry gik der af denne Kjælder, at ingen Reisende kunde sige at have gjæstet alle Frederikshalds Seeværdigheder, naar han ikke havde tømt et Bæger med den berømte Vært. Hele Staden var stolt af »Den forgyldte Nøgle«.
Denne Nat stod det imidlertid ikke i nogen gemytlig Værts Magt at brede Hygge i »Den forgyldte«s Krostue. Borgerne strømmede uafladelig ind, tømte et varmende Bæger ved Disken, som stod prydet med to velsmagende Pressesylter, tæt spækket med Nelliker; saa ilede de atter ud i de mørke Gyder eller samledes i Klynger i den rummelige, tilrøgede Gjæstestue. Sneen dannede hvide Hjørner og Linier langs Sprosserne i de smaa, frosne Glasruder; lidt af Maaneskinnet søgte forgjæves at bane sig Vei gjennem de tindrende Iisblomster.
En græsgrøn Papegøie sad og gyngede i sin Ring paa et Stillads foran Vinduesposten, hvorfra den holdt et skarpt og mistænksomt Øie med de idelig skiftende Gjæster, medens den af og til opslog en Haanlatter og raabte:
»Pas paa: han snyder, Patron, han snyder!«
En Forsikring, der til daglig vækkede ustandselig Munterhed, men som denne Nat gik upaaagtet hen til stor Fortrydelse for Papegøien. Den skreg høiere og stampede til yderligere Eftertryk med Kloen mod Ringen. Pludselig tav den lidt, vendte saa Sætningen om og skreg endnu skarpere og mere arrigt:
»Pas paa: Patron snyder – Patron snyderrr!«
Da ikke heller denne Paastand tildrog sig Opmærksomhed, opslog den en skingrende Skoggerlatter, hvorefter den tav og stirrede uforstaaende paa det Hele.
En mørk Alvorsvrede laa over de Forsamlede. Her lød ingen store Taler, ingen Fraseflom, ingen overmodig Selvtillid i det halvdunkle Rum, intet uden »Fjenden er i Landet« og »Vi ere her for at forsvare, hvad vort er.« En eenfoldig Tro paa deres retfærdige Sag lød i Hvermands Tale.
Henne rundt Bordskiven sade enkelte af Husets gamle Stamgjæster med deres lange Piber og talte med andægtige Miner mangt et fornuftigt og dybsindigt Ord, medens Værten lod Kjælderdrengen bringe Kruus efter Kruus af den liflige Most og Brunsviger Momme Omgangen rundt til de betalende Borgere og for denne Aften ogsaa til de mindre sikre Krogjæster. Fædrelandet, det gamle Norge, var i Fare; det maatte »værges med Mandsmod og Vederhæftighed,« som Jonassen udtrykte sig, og for Resten med godt, norsk Staal, »for vi er skabt for os selv, og vi skal være for os selv.«
Øverst ved Bordenden sad Kjøbmændene, Raadmændene Walck og Wærn, den sidste en førladen, bredskuldret Mand, Fader til Jacob Wærn, der senere gjorde sig hæderlig bekjendt i dette Krigstogt.
»En god Porthund gjøer, naar der er Fare paa Færde,« sagde Wærn og blæste en Tobakssky fra sig i smaa Stød. »Har I lagt Mærke til vore Hunde i denne Tid? de gjøe som sultne Ulve. Slaa dem løs, siger jeg, og I skal see, de gribe Fjenden i Struben; de veed, hvad norsk Blod er, og hvad der lugter af svensk.«
»Forgangen Nat triner min Huusholderske, Mari Halvorsen, ind i mit Sovekammer,« sagde Walck med lav Stemme, »og melder, at der vil times os noget Ondt, for vor Gaardhund Ulle, slog i at tude paa urimelig Viis. Dagen efter brød Svensken ind.«
»Saa længe vi have veiløse Vover, faae vi Krig med Svensken,« sagde Mester Niels Aarud, Oldermand for Smedelauget, og saae ned for sig. »Svensken og Norsken kan ikke forliges, hverken til Lands eller Vands.«
»Hvad mener Niels Aarud med det Ord?« spurgte vor gamle Bekjendt, Skipper Daniel Halvorsen forbauset og overlegen. »Paa Landjorden staaer jert Udsagn til Troendes; men jeg er en Sømand, der har faret paa det store Iishav langs de iislandske, norske, danske og svenske Kyster og været længst mod Nord af nogen optænkelig dødelig Sjæl; jeg veed Alt, hvad daglig Erfarenhed lærer En paa Søen. Saa spørger jeg Niels Aarud, hvad han mener med det Ord »til Vands«?«
»Jeg mener, det er halsløs Gerning, Svensken her bedriver,« svarede Oldermanden med stor Dybsindighed og tømte sit Kruus, der maalte sex Jernbaand. »Nei, Norsken og Svensken kan ikke forliges hverken til Lands eller til Vands. – See til Silden, siger jeg; naar den gaaer til hos dem, er den ikke hos os, og naar den staaer i tykke Stimer ovre paa svenske Vigside, saa har vi ikke Skyggen af en ægte norsk Graabeinsild i vore Farvande, hvor meget vi end lokker og koster paa Fiskeriet. See bare til den umælende Sild, siger jeg!«
»Kan Skipper Daniel, der er en saa forfaren Mand, maaskee klare os den Sag,« sagde Skolelærer Ramus spydigt, »saa beviser han Landet en Miskundhed, som bør staae antegnet i Aarbøgerne til evig Ihukommelse.«
»Ja, hvorfor kan vor ærlige, store Hvalsild ikke forliges med den forgiftige, svenske Sommersild,« gjentog Oldermand Niels Aarud og saae uhyre fiffig ud, idet han betragtede Daniel med et lurende og smørret Smil.
»Ja, svar paa det, Daniel,« raabte en mager Borger, »al den Stund Spørgsmaalet er af uhyre Vigtighed, fordi svensk Sild gjør os stor Afbræk i vor naturlige Handel, idet de sælge den i svære Mængder udenværts og tvinge vore Priser ned til Norskesildens halve Værdi i gangbar Mønt.«
»Om mine fornemme Herrer høigunstigt tillade, saa vil jeg paatage mig at videnskabelig begrunde det, jeg føler saa dybt i min Sjæl,« sagde Skolelærer Ramus og reiste sig med Værdighed, »og det kan jeg bevise for Ret og Øvrighed, at Svenskens egen Sild er rød uden om Øinene og har slanten Bug uden Rogn eller Ister. Og den Sild duer plat ikke til at saltes; den skal ædes fersk, eller den lægges i Kjælderen og bliver frossen, eller den maa vindtørres, og den er forgiftig for Folk og Kreaturer. Vore Folk aad den af Sparsommelighed forgangen Vinter langs Grændsen, og vi ere blevne skrøbelige i Maven siden.«
Lærer Ramus rømmede sig og vedblev med hævet, salvelsesfuld Røst, da han saae, at han havde fanget Opmærksomheden ved Tidens brændende Spørgsmaal, Sildefiskeriet.
»Ja, med mine høigunstige Herrers Tilladelse skal Deres beredvillige Tjener bevise, at det, Skipper Daniel nys sagde, hverken har med Sildens Mangfoldighed eller dens Misvæxt at gjøre; den retter sig gemeenlig efter Aaringernes større eller mindre Frugtbarhed paa Landjorden. Fisken har altid i følge Forsynets høieste Bestyrelse været saa fidele at gaae meest til her, naar vi har været meest plaget af Uaar, som igjen staaer i nøie Forbindelse med Grønlandsisen.«
Skipper Daniel slog en Latter op, der skingrende gjentoges af Papegøien.
»Paa det Lav, Skolemester! Nei, det kjender jeg bedre til. Hvalen og Silden, men især Torsken holder sig tæt op til den Slags Driviis og vender bestandig den ene Side til, saa de blive blinde paa det Øie. – Nei, jeg holder med vor Oldermand; Svensken og Norsken kan ikke forliges hverken til Lands eller
