To, Tre og stillede sig i Queue udenfor Mairierne for at faa de Kort udleverede, som de kunde hente Brød paa. Der stod de indtil Morgenstunden, tidt i mange Graders Frost og i Sne til Knæerne, ikke Fattigfolk alene, men Koner og Døttre af Familier, som havde deres ti, femten tusind Francs om Aaret at leve af. Det var i Virkeligheden Pariserinden, ikke Pariseren, der førte Paris' Belejring. Og med hvilken vidunderlig Følelse af Solidaritet, med hvilken Sejghed i at ville holde ud til det Yderste hun taalmodig, aldrig svag og aldrig modløs, bar de tusinde Opoffrelser, der faldt i hendes Lod, derom kan man høre Fortællinger nok af ethvert Øjevidne. En Dansk, der ved den Post, han beklædte, ansaae sig forpligtet til at blive i Byen, har skildret mig disse Dage som en eneste uafbrudt Heroisme af den parisiske Kvinde. Denne Heroisme har endnu ikke fundet sin Digter. Men han vil komme, og han vil blive en af de største, saavist som den Bedrift, han har at forevige, er en af de største, vore Dage har sét.
Pariserinden er uendeligt mange Gange bedre end sit Rygte. Det traditionelle Billede af hende som et letfærdigt, nydelsessygt Væsen, uden Hjerte og uden Sands for Livets alvorlige Interesser, er et rent og purt Fantasibillede, støbt over enkelte iøjnefaldende Modeller, men fuldstændigt misvisende og forvirrende, naar man vil gjøre det alment gjældende. "La femme du cabaret", den Kvindeskikkelse, som Zola har gjort typisk i "Nana", Forraadnelsesvibrionen, som ødelægger Slægter og dekomponerer Samfundet, hun existerer ganske vist, men med den egentlige Pariserinde har hun i Virkeligheden Intet at skaffe. Hun gjør umaadeligt Spræl, hun fylder det store, offentlige Paris, Fornøjelseslivets Paris med sin skrigende Toiletteluxus og sit Vilde Nydelsesbegjær. Touristen seer hende der for hvert Skridt, han gaar, og han dømmer saa let det, han ikke seer, efter det, han seer. La femme du cabaret er kun til for det Paris, hvis Færd begynder paa Hjørnet af Boulevard des Italiens og ender ved Boulogneskovskaskaderne, for Kobbelet af drivende Gommeuxherrer, hvis hele Liv gaar op i Jagt efter hende af den simple Grund, at de ikke har hverken Tilbøjelighed eller Evner til at lade det gaa op i nogetsomhelst Andet. De arbejder ikke i Ateliererne, de skriver ikke Bøger, de holder ikke Forelæsninger, de studerer ikke i Laboratorier og Bibliotheker. Men Noget skal de jo dog have at beskjæftige sig med, og af deres Behov til at slaa Tiden ihjel er da la femme du cabaret født. Hun existerer kun for dem. Men dette Kobbel er alt i alt kun et Par tusinde Stykker højst af Millionbyens Befolkning, og derimellem er der atter kun nogle faa hundrede Parisere. Resten hører til den store Rastaqouairslægt, disse gaadefulde Væsener med gulbrun Teint, med en forunderlig fremmedklingende Dialekt, hvis Oprindelse Ingen er i Stand til at definere, og med Millioner, som det vil være endnu vanskeligere at sige, hvor og hvorledes de er tjente. Jo mere disse exotiske Planter indpodes i Pariserlivet, desto frodigere udbreder Forraadnelsesvibrionen sig. Men det er en naturhistorisk Lov, at den kun sætter sig paa de allerede dødsdømte Organismer. Den angriber aldrig de sunde, og derfor har den Vibrion, hvorom der her er Tale, heller ikke angrebet de sunde Samfundslag i Paris, de Samfundslag, der er Kjærnen af den store Stads Befolkning.
Den franske Romanliteratur og det moderne franske Drama har bidraget stærkt til at stille disse Nanafigurer en évidence og støtte Overtroen om, at Pariserinden som Helhed er skabt i deres Billede. Fænomenet er forklarligt. Ligesaavel som Udlændingen, der kommer til Paris for et flygtigt Besøg, fæster den parisiske Forfatter væsentlig sin Opmærksomhed ved de Sider af Byens Liv, der springer stærkest i Øjnene. Og la femme du cabaret gjør det unægtelig mere end nogen anden. Derfor har Skribenterne kastet sig over hende. Da den yngre Dumas havde opdaget sin Demimondedame, maatte der ganske naturligt følge en hel Literatur om det samme Thema efter. Men denne Literatur staar nu ved sin Ende. Forfatterne har udtømt Æmnet, og Publikum er blevet kjed af det. Det er gaaet her som hjemme hos os med Komedierne, hvori Konerne løber bort. Figuren existerer i Livet, og derfor interesserer den til en Tid baade Digtere og Publikum. Men naar det faar den samme Kost serveret for tidt, saa ender det med at sige: dette er usundt. For hver, der løber bort, er der Hundreder og Tusinder, som bliver ved Hjem og Børn. De er mindre taknemmelige at skrive om, men de er Regelen ikkedestomindre, og vi vil ikke have Undtagelsen præsenteret som Regel. Saaledes ogsaa i Frankrig. Man har faaet altfor mange Baronesse d'Ange'r og Marguerite'r og Nana'er, man er nu kjed af dem. Zolas sidste Bog "Pot-Bouille" vakte kun et Indtryk af Væmmelse hos Kritik og Læseverden. En hel anden Literatur om helt andre Ting er i Færd med at dukke op. Den vil voxe hurtigt og frodigt, netop fordi Trangen til den er saa overordentlig stor, og i den vil det ikke længer være den frivole Kvinde, hvorom der bliver Tale, men Pariserindetyper af en hel anden Art, der er baade smukkere og sundere og sandere.
Thi Pariserinden er ikke frivol. Højst har hun ved Siden af store borgerlige Dyder den Mangel: at være hverken synderlig dyb eller synderlig trofast i sin Kjærlighed. Det kommer nu for det Første af den omtalte ejendommelige Stilling, hun indtager overfor Manden. Træffer hun en sjelden Gang det hende overlegne Væsen, som hun bestandig søger efter, saa er der næppe nogen Kvinde, der kan være saa hel og opoffrende i sin Kjærlighed som hun. Men i Reglen ser hun ned paa den, der skulde være hendes Herre; hun gjør det, fordi han selv gjør sig til hendes Slave. Og dernæst skriver Løsheden i Kjærlighedsforholdet sig fra Skyggesider ved den Institution, som skulde hellige og fæstne det. Ægteskabet er i Frankrig en ganske ejendommelig Ting. Indtil det Øjeblik, da hun er giftefærdig, holdes den unge Pige strængt under Moderens eller Klosterpensionens bestandigt vaagende Øje. Alt, hvad der kan udvikle hende til Kvinde, fjærnes principmæssigt fra hende; hun skal være og vedbliver at være et Barn. Saa en Dag finder hendes Familie en ung Mand, hvis Stilling byder Ækvivalent for den Medgift, hun kan bringe. Man arrangerer Partiet, hun selv bliver kun pro forma spurgt om sit Samtykke. Vielsén følger umiddelbart efter, og hun er da for hele Livet bunden til et Menneske, som hun ikke kan elske, dels fordi hun ikke kjender ham, og dels fordi hun ikke har nogetsomhelst Begreb om, hvad Kjærlighed er. Sligt kan ikke skabe Trofasthed. Pariserinden er trofast som Moder, men hun er det ikke som Ægtefælle. Hele hendes Liv gaar op i Børnene, i Forholdet til Manden kommer der kun sjelden nogen virkelig Intimitet. Han er og vedbliver at være hende en Fremmed; højst karakteristisk siger hun altid "De" til ham og sætter bestandig i Omtale det ceremonielle "Monsieur" foran hans Navn. Hun har aldrig følt sig nøje knyttet til ham, og Baandet binder derfor ogsaa kun løst. Hun giver sig let hen; hun gjør det af Fantasi, Kaprice, Nysgjerrighed, og hun lægger ikke nogen overdreven Vægt derpaa. Hendes Sjæl er kun sjeldent med deri, og hun betragter det ikke som nogen stor Synd. Men om sine Pligter overfor Familien har hun en altid vaagen Bevidsthed. Hvad hun end kan fristes til at gjøre, sin Mands borgerlige Stilling kompromitterer hun aldrig. Tvertimod, hun arbejder for den, hvor hun kan, og hun arbejder først og fremmest for Børnene. At skabe deres Fremtid er den Livsopgave, hvorpaa hun sætter al sin Energi ind.
Hun er i sin daglige Færd en god Økonom, og hun er alt andet end fornøjelsessyg. Det er i den jævne, borgerlige Pariserhusholdning Manden, der stadig turer rundt paa Kafeer og offentlige Steder; Moderen bliver ved Hjemmet og Børnene. Naar hun et Par Sommersøndage kan tage paa Landet, helst med sin voxne Søn, saa er det Alt, hvad hun forlanger. Hun holder af at pynte sig, det er ganske vist, men hun forstaar tilnød at gjøre det med meget Lidt. Hun kjender den Kunst at kunne klæde sig paa. Det er ikke Luxus'en, hun udfolder, der gjør det; Arbejdersken, der gaar barhovedet fra sin Fabrik, har i den fattige sorte Kjole den samme Chiched, den samme Elegance over hele sin Person som Damerne paa Moden. Med et Par Baand om Sommeren, en Smule Pelsværk om Vinteren tager den lille Borgerdatter sig ud som en Fyrstinde. Denne Pariserindens Evne er specifik parisisk. Den er et Produkt af Aarhundreders Civilisation, men den er et Produkt først og fremmest af selve Omgivelserne, af den hemmelighedsfulde sjette Sands, som Alt i denne Kunstens og Pragtens og Smagens Stad hjælper til at udvikle. Det er en Hemmelighed af samme Art som den parisiske Kunstarbejders. Man har gjort Forsøg i andre Lande paa at indforskrive ham; man har budt ham de mest glimrende Betingelser, man har givet ham indtil fem og tyve Francs om Dagen, og han er kommen. Men kun en ganske kort Tid beholdt hans Arbejde det samme Ubestemmelige over sig, som det havde, naar han udførte det i Paris. Han glemte Hemmeligheden, naar han kom bort fra Paris' Luft. Den ligger i den, og det gjør Pariserindens ogsaa; den kan ikke exporteres.
Hun selv kan det heller ikke. Hun elsker sin By, hun kan kun trives i den, og hun hører kun hjemme i den. Hun er selve Personifikationen af dens Liv—elegant, forførerisk tillokkende i sin ydre Form,
