hans Time spadserede i Skolegaarden, kunde ikke hindres. Uheldigvis var dette Skolens Religionslærer. En Timelærer i Skrivning, Gymnastik o. s. v. nød ikke samme Hensyn og Skaansel. Nøiagtig Gjennemførelse af ydre Orden og Kontrol med Lærernes Virksomhed laae ikke for Rektor Bendtsens milde og bløde Karakter og endnu mindre Strenghed ligeoverfor Ulykkelige.
Min Hengivenhed og Ærbødighed for min Rektor drog min Interesse overveiende hen til de Fag, hvori han underviste med Alvor og dyb Tro paa Gjenstandens Vigtighed, og, da Skolearbeidet ingenlunde optog min hele Tid og Kraft, søgte jeg at føie Noget til. Jeg læste paa egen Haand Plautus's Aulularia ved Hjælp af Schmieders meget overfladiske Kommentar og Aischylos's Eumenider ved Hjælp af et efter F. C. Petersens Forelæsninger nedskrevet Hefte; navnlig til det sidste Arbeide vare baade min Forkundskab og mine Hjælpemidler meget utilstrækkelige. Jeg havde i min Skoletid kun Benyttelsen af et forældet græsk-latinsk Lexikon (Schrevelius's), der tilhørte mine to Stuekammerater, hos hvem jeg ogsaa laante Badens latinske Ordbog; derimod var jeg selv, jeg ved ikke hvorledes, kommen i Besiddelse af Eschenburgs Encyclopædi i den klassiske Litteratur og tilegnede mig deraf endel historiske Kundskaber om Oldtiden og et ganske foreløbigt Bekjendtskab med og Interesse for philologisk Litteratur. Et Bevis paa, hvor ivrig jeg drev Studiet af Latin, var endelig en efter min Rektors specielle Tilskyndelse udarbeidet Fremstilling i et Par hundrede latinske Hexametre af Sagnet om Demophon og Phyllis; Digt kunde jeg ikke kalde dette i November 1820 tabte Værk. Udenfor de gamle Sprogs Omraade var jeg blottet for næsten alle Midler til Tilfredsstillelse af min Videbegjærlighed og Læselyst. Med stor Iver studerede jeg en Bog over den franske Revolutions Historie, hvis Forfatter og Navn jeg har glemt, og optog derfra i Hukommelsen et stort, men vistnok saare lidet kritisk sigtet Stof. Archenholz's Geschichte des siebenjährigen Krieges faldt ligeledes tilligemed et andet større Værk af speciellere militær Karakter (jeg tror af Tempelhof) tilfældig i mine Hænder og sysselsatte mig stærkt. En i Byen boende Familie, af hvilken en Søn var min Meddiscipel i øverste Klasse, havde en stor Samling af A. Lafontaines paa Dansk oversatte Romaner, hvilke igjennem denne Kammerats Medvirkning udlaantes og læstes af os i stort Omfang tilligemed Spiess' "Ulykkens Boliger og Elendighedens Huler" (hvis jeg husker Navnet rigtig), hvormed vi forsynedes fra samme Sted.
Med mine Skolekammerater stod jeg i det bedste Forhold, og de fleste af dem, med hvilke jeg sad sammen i øverste Klasse, have siden givet mig talrige, med Tak modtagne og besvarede Prøver paa bevaret Velvillie. Med nogle stiftede jeg et Venskab, der fortsattes langt udover Skolen; med et Par bestaar dette endnu, derimellem med min ene Kontubernal, der med usvækket Hengivenhed har hængt fast ved mig (den anden, skikkelig, men ringe begavet, døde tidlig efter et lidet glædeligt Liv). Med ingen traf jeg dog saaledes sammen i aandelig Retning og Bestræbelse, at en fremmende Indflydelse paa min Udvikling deraf kunde fremgaae, uden forsaavidt venlige og kjærlige Berørelser og Stemninger aldrig savne Betydning for den senere Gemytsudvikling og Livsopfatning.[23] At dog i de hyppige Møder paa vort lille Kammer med to eller tre Kammerater af øverste Klasse stundom ret alvorlige Spørgsmaal kom frem, derom vidner den Erindring, jeg har, at jeg der engang udviklede den aldeles selvstændig hos mig opstaaede Betænkelighed ved, at den guddommelige Aabenbarings Indhold var kommen til os gjennem den historiske Overleverings Tilfældighed og Usikkerhed, derimellem ogsaa de kritiske og philologiske Tvivl og Spørgsmaal ved Bibeltexten. Den med en Udtalelse af Lessing stemmende Grundtvigske Opdagelse, der sætter Symbolum apostolicum som et gjennem de første Aarhundreder sikkert bevaret Skrin, var da ikke gjort.
Trods mit gode Forhold til Skolen og mine Kammerater hvilede der over mit Forhold og Væsen gjennem hele min Skoletid et tungt Tryk. Fattigdom og Savn vedblev, uagtet den ovenfor nævnte Velgjørerinde snart paatog sig at udrede hele Betalingen for mit Logis og Ophold, at omgive mig paa alle Sider; den afskar mig Anskaffelsen af Læremidler og paatrykte efterhaanden mit Ydre et altfor tydeligt Præg. Om Deltagelse i Noget udenfor Skolen, der krævede Udgift, f. Ex. Dandseundervisning, kunde der ikke være Tale. Jeg erindrer, at jeg for at kunne yde mit Bidrag til en Fødselsdagsgave til vor kjære Rektor maatte sælge det eneste Klenodie, jeg havde medbragt fra Hjemmet, en lille Sølvmedaille, der var givet mig i Faddergave. Nøden blev mig desto bittrere, fordi jeg havde Bevidstheden om, at min Moder, der i det fjerne Hjem havde at sørge for fire yngre Søskende, alligevel for min Skyld paalagde sig forholdsvis store Opoffrelser og Savn, og fordi jeg bar Fattigdommen mellem Fremmede, der ikke altid forstod dens Virkninger eller ydede den Deltagelse eller dog Skaansel. I det Hus, i hvilket jeg boede, og hvis med mig jevnaldrende Sønner vare mig gode Kammerater, maatte Omsorgen for den talrige egne Børneflok, hvis Opdragelse faldt byrdefuld nok, aflede Interessen temmelig fra de der anbragte fremmede Skoledisciple og sjeldent og sparsomt lade disse tilflyde en Opmuntring og venlig Ytring, og til ingen anden Familiekreds havde jeg Adgang. Jeg trak mig sky og forknyt tilbage i mig selv, og kun sjeldent gjennembrød en vis stolt Trods min Forknyttelse, som da jeg en Aften, efterat en adskillige Aar ældre Datter af Huset ved det store Fællesbord i nogen Tid havde drillet mig ved en Fortælling, der fremstillede mig i et komisk Lys, pludselig rejste mig op med det Udbrud: "Gjentager De Fortællingen endnu engang, erklærer jeg det for Løgn, Jomfru", og derved imponerede hele Forsamlingen, den strenge og myndige Husfader iberegnet. Ogsaa paa Skolen kom det en enkelt Gang til et lignende Udbrud ligeoverfor en Lærer, som jeg ellers vel kunde lide, men som havde tilladt en af ham forkælet Meddiscipel ustraffet at krænke mig[24]. En Erstatning for Meget, jeg savnede, bød mig i de tre Somre, jeg var i Frederiksborg, den deilige Skovnatur, i Særdeleshed Indelukket og Præstevangen, i hvilken sidste vi Drenge anlagde vore Græsbænke, og baade Sommer og Vinter den stolte Slotsbygning, hvis Kirke var Byens Sognekirke, og hvis Klokker og Uhr hørtes vidt om i Skovene og vakte Minder og Drømme, ligesom Aftenvandringerne under Taarne og Hvælvinger, der rungende gjengav hver Sang og hvert Udraab. – Jeg har allerede sagt, at jeg stod fuldkommen udenfor Selskabslivet og selskabelige Fornøielser i Frederiksborg (kun engang medtoges jeg til en Forestilling paa et Privattheater), og desto naturligere synes jeg at kunne og burde forbigaae "de tredive Tyranner", men kan det dog ikke ganske. Med dette Navn, som kom i Brug just i min Skoletid, betegnedes endnu længe derefter vidt og bredt imellem alle, der havde nogen Forbindelse med Frederiksborg, den Kreds af smukke eller dog tækkelige og tiltrækkende unge Piger af bedre Familier, der i hine Aar udmærkede Frederiksborg og oplivede dets Baller og dets Spadseregange, om endog Tallet 30 ikke ganske naaedes, ligesaalidt som man i det Afsnit af den græske Historie og den romerske Keiserhistorie, hvorfra Benævnelsen hentedes, kan udfylde Rammen helt med Navne. Efter min hele Stilling til Selskabslivet har jeg ikke vexlet noget Ord med nogen af disse Tyranner med Undtagelse af de to, med hvem jeg boede i Hus, og af hvilke den ene forekom mig at være en af de alleryndigste, og maaske en til, men jeg har dog, saavidt mit allerede dengang noget svage Syn tillod, glædet mig ved Beskuelsen og været inddraget i den eiendommelige, maaske ikke i alle Henseender sunde Athmosphære af Fortryllelse og Forelskelse, som de udbredte. Et særligt Indtryk erindrer jeg at have modtaget og søgt ved om Sommeraftener vandrende igjennem Staldbygningerne foran Slottet at høre to unge Piger, som jeg neppe nogensinde ellers mødte, synge indenfor det aabne Vindue i Husareskadronens Chefs Bolig. Da jeg i Sommeren 1819 forberedtes til Konfirmation paa den eiendommelige Maade, at jeg efter Professor Bendtsens Aftale med Sognepræsten paa Grund af mine Arbeider ved Indtrædelsen i øverste Klasse (man pleiede ellers at konfirmeres i tredie Klasse) fritoges for hvert andet Møde hos Præsten, deltog to Døtre af en Adelsmand, der beboede et Landsted ganske nær ved Frederiksborg og havde en Mellemting imellem et Hof- og et Forstembede, og som hørte til Tyrannerne, i Konfirmandundervisningen. De traadte som andre Døtre af Honoratiores altid i Følge med Præsten ind i Konfirmandværelset, hvor de jævnere Familiers Børn og jeg som den eneste Repræsentant for Latinskolen forud samledes. Jeg har altsaa aldrig vexlet noget Ord med dem, hvilket jeg desuden efter Forskjellen i vor Stilling ikke vilde have vovet, men jeg glædede mig aldeles uskyldigen hver Gang ved Beskuelsen af deres ædle Skikkelser og deres Skønhed, og jeg har bevaret disse rene Billeder ved Siden af det, jeg daglig saae i Hjemmet, indtil denne Dag med trofast Glæde, og, da jeg i 1850 ved et Taffel paa Frederiksborg Slot havde deres Moder til Borddame, kunde jeg ikke lade være at sige hende, hvilken stille Hengivenhed jeg havde ydet Døtrene, med hvem jeg aldrig har talt.[25]
Den
Af ældre Disciple fra Frederiksborg Skole, der senere have opnaaet en mere fremragende Stilling i Staten og Litteraturen, og som ikke stode meget fjernt fra mig i Tiden, vare P. G. Bang, T. A. Ussing og Chr. Gad allerede dimitterede flere Aar, før jeg kom ind i Skolen, og P. G. Brammer og C. H. Visby dimitteredes, medens jeg endnu var i næstnederste Klasse.
Fællesskab i forladt Stilling og i Savn indgav mig en særlig Interesse for tre ugifte tyske Kvinder, den yngste ikke meget over min Alder, der ved en forunderlig hemmelighedsfuld Skæbne fra de fyrstelig Salm-Salmske Besiddelser i den preussiske Provinds Münster vare forslaaede til den sjællandske Kjøbstad og levede som Pensionærer i meget tarvelige Kaar i samme Hus som jeg, med Længsler og Blikke vendte mod det fjerne Hjem, kun ufuldkomment det danske Sprog mægtige. De forsvandt dog først efter min Bortreise fra Frederiksborg, ligesaa hemmelighedsfuldt; vi vidste kun, at deres Anliggender besørgedes igjennem det kjøbenhavnske Handelshus Duntzfelt.
Som Minister for Kirkevæsenet modtog jeg i 1849 eller 1850 et Brev fra en Præstekone i Jylland, hvori hun, mindende mig om, at jeg vel oftere havde set hende i Frederiksborg under Navnet K. M., bad mig om at hjælpe hendes Mand til en i flere Henseender ønskelig Forflyttelse. Heller ikke med hende havde jeg nogensinde vexlet et Ord, men jeg tilstaaer, at jeg blev glad ved at se, at hendes Mand efter alle vedtagne Regler var den nærmeste til at indstilles til et godt Embede i Sjælland, og ilede med at underrette hende om Indstillingen; ogsaa hun havde indtaget en Plads imellem Tyrannerne.
