Uniformer, hvoraf vi saae nogle sprænge os forbi, var altsaa Paëz's Officerer og disse Fodgængere af alle Slags, der nu bleve hyppigere, hans midlertidige Undersaatter. Byen, som anmeldte sig ved en yderst slet Brolægning, var altsaa Caracas. Vi rullede ind i den i Mørkningen efter c. 6 Timers Kjørsel.
Generalkonsul Stürup, der af den danske Vicekonsul i La Guayra, Hr. Roosen, ved Telegraf var underrettet om vor Ankomst, modtog os med stor Hjertelighed. Chefen tog efter Indbydelse Bolig i hans eget Huus, og til Officererne havde han sørget for Værelser i det bedste Hotel i Byen. En Timestid efter vare vi Alle forsamlede ved Middagsbordet hos vor ædle Vært og hans elskværdige Familie.
Det vilde være aldeles umuligt at omtale vort Ophold i Caracas uden tillige at nævne Hr. Stürups Huus, der paa en saadan Maade aabnede sig for os, at vi aldrig traadte over dets Dørtærskel uden at føle os hjemme. Hver Dag var det Udgangspunktet for en eller anden Udflugt i Omegnen, hver Aften havde vi der Leilighed til at være sammen med Familiens elskværdige Omgangsvenner og til at nyde godt af den ikke uinteressante Blanding af dansk Gjæstfrihed og spansk Høflighed, som saaledes bødes os.
Den bevægelse og det Røre, der var i Byen paa Grund af de forstyrrede Forhold, var meget tiltalende for os, som jo vare i den særegne Stilling, at vi med Interesse kunde følge Bølgebevægelsen paa Overfladen, uden at behøve at analysere de uhyggelige Kræfter i Dybet, hvorfra den udgik. For os var det en reen Nydelse at spadsere igjennem den temmelig anseelige By og betragte dens lave Huse, tilgittrede Vinduer, Boutiker, Bygninger og Torve. Paa alle Pladser exercerede Rekruter; Officerer og Ordonnantser gallopperede igjennem Gaderne, hvor Drivere, Muler og Karrer krydsede hverandre. Saa kunde man komme til en Gade, hvor ligesom alt Liv syntes uddød; men Solen skinnede dog mildt over den, og dens drømmende Udsigt til de fjerne Bjerge talede meer end nogetsomhelst Andet til Fantasien.
Medens vi benyttede Leiligheden til at forherlige vort private Liv, blev den officielle Side af Besøget naturligviis ikke forsømt. Ledsaget af Generalkonsulen aflagde Chefen med Adjutant Visiter hos de fremmede accrediterede Gesandter, hos Udenrigsministeren og endelig hos Diktatoren selv.
Bland Andet, der paahvilede Korvetten paa nærværende Togt, skulde den nemlig minde den venezuelanske Regjering om nogle Espera Fordringer, som Kjøbmændene i St. Thomas fra tidligere Tider havde paa denne. Afdragene paa dette Laan, der skulde dækkes ved Toldindtæger, vare imidlertid paa Grund af den forstyrrede Regjering udeblevne; men Øieblikket var ikke heldigt til at faae dem betalte. Udenrigsministeren anerkjendte vel Fordringerne, men saae sig ikke istand til at opfylde dem, da Krigen, der havde varet i 3 Aar, aldeles havde udtømt Landets Hjælpekilder. Han lovede imidlertid at gjøre Fordringerne Fyldest, saasnart det var ham muligt, og dette Løfte har han ogsaa senere indfriet.
Dagen efter besøgte vi General Paëz. Vi ledsagedes paa dette Besøg af Hr. Stürup og en dansk Læge Dr. Frydensberg, som kjender Generalen og endog har havt Leilighed til at vise ham ikke uvæsentlige Tjenester. Han fortalte os, at da Paëz ved den forrige Revolution var styrtet og fængslet, frygtede man endogsaa for, at Modpartiet vilde lade ham skyde, og dette bevægede da nogle af hans Tilhængere, med Dr. Frydensberg i Spidsen, til at aabne en Subskription for at skaffe Generalen Midler til at fragte et Skib, der kunde tage ham ombord. Planen saavelsom Flugten lykkedes, og en Time efter at Paëz var afseilet, kom der Ordre til at lukke La Guayras Havn. Siden den Tid er vor danske Læge gode Venner med den gamle General, og denne kunde hverken have faaet en bedre Ven eller Læge. Hvor hans joviale Ansigt viser sig, bliver der snart Solskin, og naar han paa sin adstadige Mule rider gjennem Gaderne i Caracas, krydse mange venlige Øiekast hans Vei, og han hilser muntert til Høire og Venstre. Den brave Doktor maa ofte tage sine Patienters gode Villie i Gjerningens Sted og nøies med Venlighed istedetfor Betaling, hvad han gjør med megen Gratie. Da han desuden ved Krigens Udbrud, under en rasende Gadekamp i Caracas, med stor Ro gik omkring og forbandt baade Venner og Fjender, er det intet Under, at han er afholdt af Venezuelanerne, medens de Danske, der see ham derovre, glædes over hans trofaste Ihukommelse af sit Moderland, hvis kraftige Humor og gamle Sange klinge dobbelt liflige, naar de høres saalangt fra Hjemmet.
Generalens Bolig (ɔ: Hovedqvarteret – thi Generalen eier hverken Huus eller Penge) laa i en Udkant af Byen. Alt var her paa Krigsfod; Skildvagter vare stillede ud; Ordonnantser kom og gik, og et Par Kompagnier laae i Gaarden og sov med Geværet ved Siden. Vi modtoges af en Adjutant, der førte os ind i et stærkt oplyst Værelse, hvor en livlig Konversationsmumlen mellem en Mængde Herrer og Damer hilsede vor Indtrædelse. Vi befandt os ved et improviseret Hof, som kun var nogle faa Dage gammelt, og det var ikke uinteressant at lade Øinene løbe hen over de forskjellige Grupper, som vi, staaende midt i Salen, betragtede.
Pludselig blev der stille og Alle reiste sig, da General Paëz traadte ind. Vi bleve forestillede og meget høfligt modtagne, og da vi efter Indbydelse havde taget Plads og Komplimenterne udvexledes mellem Chefen og Præsidenten, begyndte igjen den dæmpede og livlige Konversation mellem Salens brogede Klynger. Saameget syntes at være vist, at det neppe var Politik, der afhandledes mellem de unge Officerer og de pyntelige Damer, hvis Vifter, Læber og Øine vare i en uophørlig Bevægelse, som paa det Bestemteste modsagde enhver Forestilling om Alvor eller Kjedsomhed.
General Paëz dannede en betydelig Modsætning til sine unge Omgivelser. Han er høit oppe i de Halvfjerds og saae den Aften meget anstrængt ud. Han var yderst tarveligt paaklædt; men man bemærkede det neppe paa Grund af den Værdighed og Anstand, der var udbredt over hans Væsen og det ædle Ansigt, der oplivedes af Samtalen. De mange forskjellige Skjæbner, denne Mand havde fristet, det stormfulde Liv, han havde gjennemgaaet – og den Storm, han endnu i sit Livs Aften var kaldet til at gaae imøde – Alt dette gjorde ham til en interessant Personlighed, som man ikke uden Ærbødighed kunde betragte. For hans Uegennyttighed er hans Fattigdom det bedste Beviis. Naar Tanken falder paa den berygtede mexikanske General Santa Anna, der fortiden lever i St. Thomas – hvortil han har trukket sig tilbage med Millioner af sit Lands Penge – bliver Modsætningen klar, og man beundrer den Mand, der alene ledet af Fædrelandskjærlighed trodser Savn og Farer som i sine unge Dage.
For 27 Aar siden havde vor Chef været ombord i en dansk Orlogsbrig, der førte den daværende, af Paëz indsatte Præsident Vargas fra St. Thomas til Venezuela. Denne Omstændighed, dette Minde fra tidligere Tider, oplivede den gamle General og han udtalte sig meget erkjendtligt om de Tjenester, den danske Regjering dengang havde ydet Republiken.
Efterat Audiensen havde varet et Kvarteers Tid, toge vi Afsked med Præsidenten, der venlig rakte os Haanden, og vi bleve af hans Adjutanter førte omkring i den smukke Have, som vi rigtignok kun ved Maanens Skin kunde betragte; imidlertid undgik et i Buxbom anbragt kæmpemæssigt Eviva Paëz ikke vor Opmærksomhed, og den uvisse drømmende Belysning bidrog sit til at forhøie det romantiske Indtryk, som vi modtoge af dette Besøg. Interessen for En af Adjutanterne forhøiedes derved, at vi erfarede, at han var en Søn af Paëz og i længere Tid havde deelt Faderens Landflygtighed i Nordamerika.
Den sidste Dag vi vare i Caracas, havde Generalkonsulen foranstaltet en diplomatisk Diner i sit Huus, hvortil den venezuelanske Udenrigs- og Indenrigsminister samt de fremmede Generalkonsuler vare indbudne. Denne Fest sluttede paa en værdig Maade vort officielle Besøg i Caracas, og det var os en stor Tilfredsstillelse her at finde Bekræftelse paa vor tidligere Overbeviisning, at den danske Regjerings Repræsentant nyder dyb Agtelse saavel hos Republiken Venezuela som hos de europæiske Gesandter.
Imedens vi vare i Caracas, havde den hollandske Vicekonsul i Barcelona anmodet om, at Korvetten maatte komme dertil, da de derværende Europæeres Stilling var meget trykket paa Grund af de vexlende Partiers Magtsprog. Da imidlertid vor Generalkonsul ønskede Korvettens Nærværelse ved Porto Cabello, og dette tillige stemmede med Chefens Instruxioner, besluttede han sig til at anløbe den nævnte Havn (et Valg som senere vist sig at være meget heldigt), og den hollandske Vicekonsuls Begjæring toges derfor ikke tilfølge, saameget mere som den hollandske Generalkonsul i Caracas ikke havde understøttet Vicekonsulens Anmodning.
Den 19de September om Morgenen sagde vi –
