lued' end ei i Miltiades' DageFædrelandskjærlighed, Mod, Borgeraand, Snildhed i Pagt.
At fremhæve denne Slægts enkelte Medlemmer er som sagt at belyse deres Lands Kultur og Krigshistorie; vi have derfor i Korthed fremhævet disse Personligheder, af hvilke Peder Colbjørnsen forekommer i denne Fortælling.
Peder Colbjørnsen stod nu her i »Den forgyldte Nøgle«s Krostue og saae sig om, mens Forsamlingen ventede i Taushed.
»Kjære Medborgere og Venner,« sagde han, og slog op med Haanden, »jeg har i Fædrelandets Navn sat Eder Stævne her i Aften. – Vi ere Alle i dette Øieblik opfyldte af stor Kjærlighed til vort Land, en Følelse, der ofte er kommen til Ytring i vor gamle Stad under vore berømmelige Forfædre. Kjærlighed og Mod er i Dag hos os Alle steget til en altopofrende Høide. – Har jeg Ret eller Uret?«
»Ret!« snurrede det tordnende gjennem Rummet.
»Vi ere enige, og vi ville nu, om Herren beskikker os den Lykke, gaa med til Mandsgjerninger, der skal indskrive Norges Folk blandt Europas tapreste Nationer.«
»Vi ere med!« raabte Borgerne.
Dødsstilhed indtraadte øieblikkelig atter.
»Godt. Herved hverver jeg Eder til Frederikshalds frie Corps, og vi sværge at ville gjøre Fjenden alt muligt Afbræk i hans Forehavender og hverken agte Liv eller Gods, men heller afbrænde vor gode Stad og Hjem end taale ham i vor Rede!«
»Vi sværge!« lød det som et rullende Tordenbrag, medens Arme fra Gamle og Unge fore i Veiret med oprakte Fingre, et høitideligt Øieblik, der indeholdt Forjættelse om ubrødelig Troskab mod deres hellige Sag; Liv i Selvstændighed eller Død.
Da de Andre atter sænkede Armene, beholdt Skipper Daniel sin i Veiret med tre vidt udspilede Fingre og gjentog med Gravrøst:
»Vi Sømænd sværge ogsaa at ofre Skude og Ladning til Fædrelandets Frelse! – Jeg kan allerede melde, at der er noget galt paa Færde ude paa Søen.«
Colbjørnsen betragtede ham og spurgte:
»Hvad mener Du?«
»Svenske Fartøier ere gaaede til Ankers foran vort Havneløb – jeg har siddet paa Udkig lige siden i Morges. De landsætter bestandig Folk mellem Skjærene; deres Pramme komme hvert Øieblik ind med flere.«
»Det veed jeg,« sagde Colbjørnsen. »Har Du mere at sige?«
»Ja saa – De veed det? Det kunde De jo have sagt strax, for saa veed De vel mere, end jeg veed,« ytrede Daniel stødt og lod sig dumpe ned paa Bænkesædet.
»Jeg modtager Eders Ed i Norges Navn,« sagde Peder Colbjørnsen henvendt til Forsamlingen. Dermed var Pagten sluttet og Frederikshalds Frikorps oprettet.
»Amen,« sagde Værten Jonasson, der sad i sin høie Halmstol henne foran Disken paa den Side, hvor Pressesylten stod, med Hænderne foldede om Skaftet paa sin store Forskjærerkniv. »Heida, Kjældersvend, den Skaal maa drikkes i gammel norsk Mjød fra salig Farfars egen Tønde. Bring en Omgang af Fadet med de fire Kryds.«
Papegøiens Skoggerlatter lød pludselig gjennem Stilheden ved Lyden af Værtens kjendte Stemme.
Henne ved Væggen sade to Mænd som tause Tilhørere. Da Colbjørnsen havde talt, reiste de sig, traadte frem og stillede sig ved den modsatte Bordende. Den Ældres brede og mægtige Skikkelse med den høie, furede Pande og det gjennemtrængende Blik under det buskede Bryn tiltrak sig de Omkringstaaendes Opmærksomhed. Bagved ham kom en yngre, slank Skikkelse til Syne med gult, krøllet Haar og to spillende blaa Øine. Han syntes et nøiagtigt Miniaturaftryk af den store Mand, hvis Stilling og Holdning han søgte at efterligne paa bedste Maade.
»Jeg hører her megen god og ærlig, norsk Tale,« raabte Bjørnstad – det var ham og hans Søn. – »Svensken er brudt ind i vort Land, og vi skal nu til at værge os, ja vel! Men hvad gjør vi saa ved Dansken bagefter? Er han ikke lige saa vel brudt ind i vort Land og har opkastet sig til vor Hersker? Vil I bag efter være med til at jage ham ud, naar vi ere færdige med Svensken? Hvorfor vil Colbjørnsen derhenne værge os mod den ene Fremmedherre og adlyde den anden? Det gad jeg nok vide. – Hvem svarer?«
»Ja, det gad vi nok vide,« sagde en Stemme bag Bjørnstad; ung Halvor lo og viste sine hvide Tænder. Han kastede Hovedet tilbage, som Faderen gjorde, stak Haanden ind paa Brystet og saae sig om med en freidig og efter hans Mening uhyre overlegen Mine, som han yderligere forhøiede ved at skræve ud med Benene og vugge Overkroppen frem og tilbage.
»Ja, I seer paa hverandre; men mærk Jer mine Ord: vi have nøiagtig samme Ret til vor Selvstændighed som Dansken til sin og Svenskerne til deres,« vedblev Bjørnstad med en Stemme, der steg i Kraft for hver Sætning, han udslyngede.
»Manden er ikke langt fra at have Ret,« sagde en Borger og satte sit Kruus haardt i Bordet.
»Jeg skal sige Jer, hvad det er, vi nu have for,« vedblev Bjørnstad. »Dette er en jammerlig Broderkrig; vi æde jo hinanden op som forsultne Rotter. Alle vi tre nordiske Smaalande ere usselt Fattigfolk hver for sig; bleve vi enige, vare vi en Kæmpe, der kunde tale med i Stormagtslaget. Ja vist, bort med Svensken, som vil mesterere os, og bort med Dansken, som regjerer os! Vi er Norge, hverken svensk eller dansk eller nogen anden udenlandsk Provinds; vi er blot – Norge. Nu er Krigen her; vi har ikke fornærmet eller udæsket; men Krigen er her alligevel, ubuden, uretfærdig. Vi ere her ogsaa, mandsenige, villiestærke for at møde den. Men bagefter, hvad saa? Hvem jager saa Dansken ud og gjør os til et enigt Norden, til den kloge, mægtige Frue, Dronning Margrethes Norden? Er det dette, Colbjørnsen vil os, saa melder jeg mig til hans Frikorps og giver ham mit Liv.«
»Og jeg giver mit,« sagde ung Halvor med et kraftigt Nik.
Kjøbmand Walck havde lagt sin Pibe fra sig paa Bordet, da han saae Bjørnstad træde frem ved Bordenden. Medens han talte, vinkede Kjøbmanden til sin Svend, der sad ved et andet Bord, og hviskede ham nogle Ord i Øret. Svenden forsvandt gjennem Døren.
»Hvem er den Mand, som fører saa store og stærke Ord?« spurgte en anden Borger med runde Øienbryn. »Det var besynderligt, at han holdt op med at snakke, før han blev heelt færdig. Han skulde vist lige til at erklære Dansken Krig og udnævne os en ny Konge.«
»Jeg skal sige Jer, hvem Manden er,« sagde Raadmand Walck og reiste sig. »Det er Bjørnstad fra Fossegaarden, og han har ingen Ret til at tale med her blandt Frederikshalds hæderlige Borgere.«
»Bjørnstad! – Fossemanden!« lød det rundt om.
»Det er mig,« svarede Bjørnstad og bøjede sin Kæmpeskikkelse fremover i Tranlampens osende, usikre Skjær, som for at vise Alle sit furede, veirslagne Ansigt. »See kun ret paa mig: saadan seer Halvor Brönnelsen Bjørnstad ud!«
»Han er en Voldsmand, som staaer udenfor Loven, ligesom han i dette Øieblik opfordrer os til Opsætsighed mod vor lovlige og milde, danske Regjering,« sagde Walck, som nød stor Anseelse i Byen, og hvis Ord altid bleve hørte og fulgte. »Han tager vort Tømmer af Fossen og stabler det op paa sin Grund deroppe i Fjeldet. Han er i Aar og Dag stævnet for Lov og Ret uden at give Møde. Han er en fuglefri Mand; vi ville ikke have med ham at skaffe; Norge har nok af hæderlige Sønner til at forsvare sig. – Bort med ham dèr!«
Aarerne stode spændte i Kjøbmandens fyldige Pande, medens han pegede mod Døren.
»Ja, bort med ham!« lød det fra flere Sider.
»Saa
