Kongernes March. Морган Райс

Чтение книги онлайн.

Читать онлайн книгу Kongernes March - Морган Райс страница 4

Kongernes March - Морган Райс

Скачать книгу

han nogensinde havde haft, troede at Thor faktisk prøvede at dræbe ham. Det gjorde ham ondt at tænkte på at Reece, hans bedste ven, kunne tro, at han havde prøvet at dræbe hans far. Og endnu værre, Gwendolyn. Han tænkte på deres sidste møde. Hvordan hun havde troet, at han frekventerede bordellerne – og følte at alt godt i hans liv var blevet taget væk fra ham. Han spekulerede på, hvorfor det skete for ham. Han havde trods alt kun ønsket at hjælpe. Thor vidste ikke, hvad der ville blive af ham. Og han var ligeglad. Alt hvad han ønskede nu var at rense sit navn, så folk ville vide, at han ikke havde prøvet at skade kongen – at han havde ægte kræfter, at han virkelig havde set fremtiden.

      Han vidste ikke, hvad der ville blive af ham, men han vidste en ting: Han var nødt til at komme ud herfra. På en eller anden måde. Før Thor kunne afslutte tanken, hørte han fodspor. Tunge støvler klumpede sig vej ned ad stenkorridorerne. Han hørte lyden af raslende nøgler, og øjeblikke senere stod en kraftig fængselsholder foran ham. Det var manden, der havde trukket Thor herned og slået ham i ansigtet. Ved synet af ham følte Thor smerten på kinden, følte sig for første gang opmærksom på den, og følte en fysisk afsky. ”Nå, er det ikke den lille myre, der forsøgte at dræbe kongen?” Brummede vagthavende, da han vendte jernnøglen i låsen. Efter adskillige klinkende klik gled celledøren op. Han bar kæder i den ene hånd, og en lille økse hang i bæltet ved hans talje. ”Du skal nok få din straf,” sagde han hånende til Thor og vendte sig derefter mod Merek. ”Men nu er det din tur, din lille tyv. Tredje gang,” sagde han med et ondsindet smil, ”ingen undtagelser.” Han greb ud efter Merek og greb ham groft med ene arm bag ryggen. Han spændte håndjernet fast om hans håndled, og spændte derefter den anden ende af lænken fast til en krog i væggen. Merek skreg og trækkede vildt i lænken og forsøgte at bryde fri; men det var nytteløst. Vagten kom op bag ham og greb ham. Han tog Mereks frie arm og placerede den på en stenbjælke. ”Dette vil lære dig ikke at stjæle,” snerrede han. Han fjernede øksen fra bæltet og løftede den højt over hovedet. Han smilede hånende så hans grimme tænder stak ud af munden på ham. ”NEJ!” Skreg Merek. Thor sad fastbundet og så forfærdet til, da vagten bragte sit våben ned og sigtede mod Mereks håndled. I løbet af nogle få sekunder ville denne stakkels drengs hånd blive hugget af for evigt uden nogen anden grund end hans småtyveri af mad for at hjælpe med at brødføde sin familie. Uretfærdigheden brændte inde i Thor, og han vidste, at han ikke kunne tillade det. Det var bare ikke retfærdigt. Thor følte hele hans krop blive varm, og mærkede derefter en brændende følelse indvendigt. En følelse, der gik fra det yderste af hans tåspidser og hele vejen ud gennem håndfladerne. Han mærkede tiden gå i stå. Han følte, han bevægede sig hurtigere end manden. Han følte hvert øjeblik af hvert sekund, mens mandens økse hang i luften. Thor følte en brændende energikugle i håndfladen og kastede den mod fængselsvagten. Han så forbavset til, da den gule kugle forsvandt fra hans håndflade. Den fløj gennem luften, oplyste den mørke celle og ramte vagtens ansigt. Den ramte ham i hovedet. I samme øjeblik tabte han sin økse, fløj tværs gennem cellen før han smadrede ind i en væg og kollapsede på gulvet. Thor havde reddet Merek et splitsekund før klingen nåede hans håndled. Merek kiggede på Thor med overraskede øjne. Vagten rejste sig, rystede på hovedet og styrede direkte mod Thor. Men Thor mærkede kraften brænde i ham, og da vagten kom på fødderne og nærmede sig ham, løb Thor frem, sprang op i luften og sparkede ham i brystet. Thor følte en kraft, som han aldrig før havde følt, skyde gennem sin krop og hørte et højt brag da hans spark sendte den store mand baglæns gennem luften. Han smadrede mod væggen og landende på gulvet. Denne gang bevidstløs. Merek så chokeret på Thor, og Thor vidste nøjagtigt, hvad han måtte gøre. Han greb øksen, skyndte sig hen til Merek. Han holdt kæden fra håndjernene fast på stenbjælken og huggede den over. En stor gnist fløj gennem luften, da kædeleddet blev skåret over. Merek kiggede væk, løftede derefter hovedet op og så på kæden, der hang frit fra hans håndled og indså, at han var fri. Han stirrede tilbage på Thor med åben mund. ”Jeg ved ikke, hvordan jeg skal takke dig,” sagde Merek. ”Jeg ved ikke, hvordan du gjorde det. Jeg ved ikke hvad det var, eller hvem du er – eller hvad du er – men du har reddet mit liv. Jeg skylder dig en. Og det er et løfte, jeg ikke tager let på.”

      ”Du skylder mig intet,” sagde Thor. ”Forkert,” sagde Merek og rakte hånden ud og gav Thors underarm et klem. ”Du er min bror nu. Og jeg vil betale dig tilbage. En eller anden måde. En skønne dag.” Med de ord vendte Merek sig og skyndte sig ud af den åbne celledør. Han løb ned ad korridoren til lyden af de andre fangeres råb. Thor kiggede rundt. Han så den bevidstløse vagt, den åbne celledør og vidste, at han også måtte handle. Fangerens råb blev højere og mere insisterende. Thor gik ud af cellen. Han kiggede til begge sider og besluttede sig at tage den modsatte vej af Merek. De kunne trods alt ikke fange dem begge på én gang.

      KAPITEL TRE

      Thor løb gennem natten, gennem de kaotiske gader i Kongens Hof og blev overrasket over, at opleve så meget liv i gaderne. Gaderne var tæt pakkede og en vrimmel af mennesker flokkedes i en urolig røre. Mange af dem bar fakler, der lyste natten op og kastede skygger på folks ansigter. Alt imens slottets klokker ringede uafbrudt. Det var en lav ringen, der lød én gang i minuttet. Thor vidste hvad det betød: død. Klokkerne ringene for død. Og der var kun én person i kongeringet, som klokkerne kunne ringe for denne nat: kongen.

      Thors hjerte bankede i brystet mens han tænkte tilbage på sin drøm. Han så kniven fra sin drøm. Havde det været sandt?

      Han måtte vide det. Han greb fat i en forbigående, en ung dreng der løb i den modsatte retning. ”Hvor er du på vej hen?” Forlangte Thor at vide. ”Hvad skyldes alt dette postyr?”

      ”Har du ikke hørt det?” Spurgte drengen forbløffet. ”Vores konge er døende! Han er blevet dolket. Der former sig en hob foran Konges Port. De forsøger at få mere af vide. Hvis det er sandt, vil det være forfærdeligt for os alle. Kan du overhovedet forestille dig det? Et land uden en konge?”

      Med de ord rystede drengen sig løs af Thors greb og løb tilbage ind i natten. Thor stod tilbage med hamrende hjerte og ønskede ikke at erkende virkeligheden omkring ham. Hans drømme, hans forudanelser – det var mere end blot fantasi. Han havde set fremtiden. To gange. Det gjorde ham bange. Hans kræfter var stærkere end han vidste, og det så ud til, de blev stærkere og stærkere for hver dag. Hvor ville det føre hen?

      Thor forsøgte at komme i tanke om, hvor han kunne tage hen. Han var flygtet, men nu anede han ikke, hvor han kunne tage hen. Det var helt sikker at inden længe, ville de kongelige vagter – og sikkert hele Konges Hof, være på jagt efter ham. At Thor rent faktisk var flygtet, ville få ham til at fremstå skyldig. På den anden side ville det faktum at MacGil var blevet dolket, mens Thor var i fængsel ikke rense hans navn? Eller ville det få ham til at fremstå som en del af et komplot?

      Thor kunne ikke tage nogle chancer. Det var tydeligt at ingen i kongeriget var i humør til at lytte til fornuft. Det virkede som om, alle omkring ham var ude efter blod. Og han ville højst sandsynligt blive syndebuk. Han måtte finde et sikkert sted. Et sted han kunne være, indtil det hele blæste over, og han kunne rense sit navn. Det sikreste ville være at tage væk fra Kongens Hof. Langt væk. Tage tilbage til sin landsby eller endnu længere væk – så langt væk, han kunne komme fra Kongens Hof. Men Thor ville ikke tage det sikre valg. Han var ikke den slags person. Han ville blive i Kongens Hof, rense sit navn og beholde sin plads i Legionen. Han var ikke en kujon. Og han ville ikke stikke af. Og vigtigst af alt, ville han se MacGil før han døde – hvis han da stadig var i live. Han måtte se ham. Han var overvældet af skyldfølelse over, han ikke havde været i stand til at stoppe moderen. Hvorfor havde han set kongens død, hvis der ikke var noget, han kunne gøre for at forhindre det? Og hvorfor havde han først set i drømmen, at han var blevet forgiftet, når han blev dolket?

      Mens Thor stod og overvejede sine muligheder, kom det til ham: Reece. Reece var den eneste, han kunne stole på. Han ville ikke angive ham til vagterne.

Скачать книгу