(170.7) 2. Udslyngede stjerner omfatter sole som er slynget ud fra det store moderhjul af de stærkt opvarmede gaser. De er ikke udslynget som ringe men i højre- og venstrehåndet processioner. Der er også udslynget stjerner af anden oprindelse end spiral stjernetåger.
15:5.5 (170.8) 3. Planeter opstået ved tyngdekraft eksplosioner. Når en sol er født af en spiral eller af en stavformet stjernetåge, så er det ikke ualmindeligt, at den er slynget ud i en betydelig afstand. Sådan en sol er meget gasformig, og efterfølgende, efter at den er lidt afkølet og kondenseret, kan det hænde at den svinger ud i nærheden af nogle enorme materiemængder, en gigantisk sol eller en mørk ø i rummet. Sådan en tilnærmelse er måske ikke tæt nok til at resultere i en kollision men stadig tæt nok til at tillade tyngdekraften af det største legeme til at starte tidevands sammentrækninger på den mindre, og på denne måde påbegyndes en serie af tidevands omvæltninger som forekommer samtidig på den modsatte side af en tidevands sol med sammentrækninger. På højdepunktet af disse eksplosive udbrud frembringes en serie af varierede størrelser materie sammenhobninger, som kan blive slynget udover grænserne af den udbrudte sols tyngdekraft genindvindings zone, for således at blive stabiliseret i deres egen bane rundt om et af de to legemer som er impliceret i denne episode. Senere forenes de største materiesamlinger og trækker gradvis de mindre legemer til sig. På denne måde har mange af de faste planeter fra de mindre systemer fået deres eksistens. Jeres eget solsystem har netop sådan en oprindelse.
15:5.6 (171.1) 4. Centrifugale planetdøtre. Enorme sole, som er i visse faser af udvikling, og hvis deres rotationshastighed accelererer kraftigt, begynder de at udslynge store mængder af materie som efterfølgende kan forsamle sig og forme små verdner som fortsætte med at kredse om forælder solen.
15:5.7 (171.2) 5. Sfærer med tyngdekraft mangel. Der er en kritisk grænse for størrelsen af de enkelte stjerner. Når en sol når denne grænse, medmindre den nedsætter rotationshastigheden, er den dømt til splittelse; sol fission sker, og en ny dobbelt stjerne af denne art er født. Talrige små planeter kan efterfølgende blive dannet som et biprodukt af denne gigantiske splittelse.
15:5.8 (171.3) 6. Kontraktions stjerner. I de mindre systemer vil den største ydre planet nogle gange tiltrække sine naboverdner, mens de planeter som er tæt på solen begynder deres afsluttende styrt. I jeres solsystem, ville sådan en afslutning betyde at de fire inderste planeter ville blive slugt af solen, mens den store planet, Jupiter, ville blive kraftig forstørret ved hjælp af tilfangetagelsen af de tilbageværende verdner. Sådan en afslutning på et solsystem ville resultere i frembringelsen af to nærliggende men ulige sole, som er en måde på hvilken dobbelt stjerner dannes. Sådanne katastrofer er sjældne undtagne ude på udkanten af superuniversets stjerne sammenhobninger.
15:5.9 (171.4) 7. Kumulative sfærer. Fra den umådelige mængde af materie som cirkulerer i rummet, samler der sig langsomt små planeter. De vokser ved meteor forøgelse og ved mindre sammenstød. I visse rum sektorer, tilgodeser omstændighederne sådanne former for planetariske fødsler. Mange en beboet planet har haft sådan en oprindelse.
15:5.10 (171.5) Nogle af de tætte mørke øer er det direkte resultat af forøgelser af rummets omdannende energi. En anden gruppe af disse mørke øer er fremkommet ved samlingen af enorme mængder af koldt materie, slet og ret fragmenter og meteorer, cirkulerende gennem rummet. Sådanne materiesamlinger har aldrig været varme og, undtagen hvad angår tætheden, så er sammensætningen meget lig Urantia.
15:5.11 (171.6) 8. Udbrændte Sole. Nogle af de mørke øer i rummet er udbrændte isolerede sole, som har udstrålet al tilgængelig rum-energi. De organiserede materie enheder nærmer sig fuld fortætning, virkelig fuldstændig konsolidering; og det kræver tidsaldre efter tidsaldre for sådanne enorme mængder af meget fortættet materie at blive genopladet i kredsløbene i rummet og således som følge af en kollision eller anden lignende genoplivnings begivenhed blive forberedt for nye funktionsperioder i universet
15:5.12 (171.7) 9. Kollisions sfærer. I områderne med tiltagende klyngedannelse, er kollision ikke ualmindelig. En sådan astronomisk tilpasning er ledsaget af kolossale energi forandringer og materie omdannelser. Kollisioner som involverer døde sole er ejendommeligt indflydelsesrige i at skabe udbredte energi udsving. Kollisions rester udgør ofte det kernemateriale for de efterfølgende dannelser af planetlegemer, der senere tilpasset til dødelig beboelse.
15:5.13 (172.1) 10. Arkitektoniske verdener. Dette er verdener som er bygget i henhold til planer og specifikationer for et specielt formål, som for eksempel Salvington, jeres lokal univers hovedkvarter, og Uversa, sæde for regeringen i vores superunivers.
15:5.14 (172.2) Der er talrige andre teknikker for udviklende sole og udskillende planeter, men den forudgående fremgangsmåde antyder de metoder hvorved det uhyre flertal af stjerne systemer og planetariske familier er bragt i eksistens. At påtage sig beskrivelsen af alle de forskellige teknikker involveret i stjernernes metamorfose og planetarisk evolution ville kræve en fortælling af næsten hundrede forskellige måder for soldannelse og planetarisk oprindelse. Når jeres stjerne studerende afsøger himlen, vil de observere fænomener som viser tegn på alle disse stjernes evolution måder, men de vil sjældent finde beviser på dannelse af de små, ikke-lysende ophobninger af materie som tjener som beboet planeter, det vigtigste af de enorme materielle skabelser.
6. Rummets sfærer
15:6.1 (172.3) Uden hensyn til oprindelse, så er de forskellige sfærer klassificeret i følgende større delinger:
15:6.2 (172.4) 1. Solene - rummets stjerner.
15:6.3 (172.5) 2. De mørke øer i rummet.
15:6.4 (172.6) 3. Mindre rumlegemer - kometer, meteorer, og miniature planeter.
15:6.5 (172.7) 4. Planeter, inklusiv beboede verdener.
15:6.6 (172.8) 5. Arkitektoniske sfærer - verdener skabt på bestilling.
15:6.7 (172.9) Med undtagelse af de arkitektoniske sfærer, så har alle rumlegemer haft en evolutionær oprindelse, evolutionær i den betydning at de ikke er bragt til virke ved dekret fra Guddommen, evolutionær i den betydning at Guds skabende handlinger er udfoldet med hjælp af en tid-rum teknik gennem aktiviteter af mange af Guds skabte og fremkommende intelligenser.
15:6.8 (172.10) Solene. Disse er rummets stjerner i alle deres varierende stadier af eksistens. Nogle er enlige udviklende rumsystemer; andre er dobbelt stjerner, planetsystemer som er sammentrækkende eller forsvindende. Rummets stjerner eksisterer i ikke mindre end et tusinde forskellige tilstande og stadier. I er bekendt med sole som udsender lys ledsaget af varme; men der er også sole som skinner uden varme.
15:6.9 (172.11) De trillioner på trillioner af år en almindelig sol fortsætter med at afgive varme og lys illustrere det umådelig lager af energi som hver enhed af materie indeholder. Den faktiske energi lageret i disse usynlige partikler af fysisk materie er næsten utænkelig. Og denne energi bliver næsten fuldstændig tilgængelig som lys når den er underlagt det kolossale varme tryk og de tilknyttede energi aktiviteter som hersker i de flammende soles indre. Stadig andre forhold gør disse sole i stand til at omdanne og udsende meget af den rumenergi som kommer på deres vej i de etablerede kredsløb i rummet. Mange faser af fysisk energi og alle former af materie er tiltrukket til, og siden fordelt af, soldynamoerne. På denne måde tjener solene som lokale acceleratorer af energi cirkulation, fungerer som automatiske stationer for styrkekontrol.
15:6.10 (172.12) Superuniverset Orvonton er oplyst og opvarmet af mere end ti trillioner flammende sole. Disse sole er stjernerne i jeres observerbare astronomiske system. Mere end to trillioner er så langt borte
