dem.
7. Moral, dyd og personlighed
16:7.1 (192.8) Intelligensen kan ikke alene forklare den moralske natur. Moral, dyd, er medfødt til menneskets personlighed. Moralsk intuition, erkendelse af pligt, er en bestanddel i sindet som mennesket er begavet med, og den er associeret med de andre umisteligheder i menneskets natur; videnskabelig nysgerrighed og åndelig indsigt. Menneskets mentalitet overgår langt dets dyriske artsfæller, men det er de moralske og religiøse sider af dets natur som specielt adskiller det fra dyreverden.
16:7.2 (193.1) Den selektive respons hos et dyr er begrænset til adfærdens motoriske niveau. Den formodede indsigt hos de højerestående dyr sker på et motorisk niveau og optræder sædvanligvis først efter erfaring af motoriske forsøg og fejltagelser. Mennesket er i stand til at anvende videnskabelig, moralsk og åndelig indsigt forud for al udforskning og eksperimenter.
16:7.3 (193.2) Det er kun en personlighed som kan vide hvad den gør før den gør det; det er kun personligheder som ejer indsigt forud for erfaring. En personlighed kan se fremad inden den hopper og kan derfor lære sig at se fremad såvel som af at hoppe. Et ikke personligt dyr lære sædvanligvis kun af at hoppe.
16:7.4 (193.3) Som resultat af erfaring bliver et dyr i stand til at undersøge de forskellige måder at nå et mål og at vælge en tilgang baseret på indhøstede erfaringer. Men en personlighed kan også undersøge selve målet og tage stilling til dets virkelighed, dets værdi. Intelligensen kan alene udskille de bedste måder at opnå et endemål uden skelnen, men et moralsk væsen ejer en indsigt som gør det muligt for vedkommende at skelne mellem såvel mål som middel. Og et moralsk væsen som vælger dyden er trods alt intelligent. Han ved hvad han gør, hvorfor han gør det, hvor han er på vej og hvordan han skal kommer derhen.
16:7.5 (193.4) Når mennesket undlader at skelne mellem målene for sin jordiske stræben, befinder han sig fungerende på dyrenes niveau i tilværelsen. Han har undladt at gøre anvendelse af de overlegne fordele af materiel skarpsindighed, moralsk skelnen og åndelig indsigt som i hans egenskab af et personlig væsen er en væsentlig del af hans begavelse med et kosmisk sind.
16:7.6 (193.5) Dyd er retfærdighed—samklang med kosmos. At benævne dyder er ikke at definere dem, men at leve dem er at kende dem. Dyd er ikke kun kundskab, eller vished endnu men snarere en virkelighed af progressiv erfaring i opnåelsen af opstigende niveauer af kosmisk fremgang. I det dødelige menneskes liv dag for dag virkeliggøres dyden gennem at man konsekvens vælger det gode frem for det onde, og sådan en evne til at vælge er bevis på at man ejer en moralsk karakter.
16:7.7 (193.6) Menneskets valg mellem godt og ondt influeres ikke kun af skarpheden i dets moralske karakter, men også af sådanne indflydelser som uvidenhed, umodenhed, og vrangforestillinger. En fornemmelse for proportioner er også nødvendig ved dydens udøvelse, fordi ondt kan begås når det mindste vælges i stedet for det større som følge af forvrængning eller bedrag. Kunsten at gøre relative bedømmelser eller sammenlignende målinger hører til udøvelse af dyden indeni det moralske område.
16:7.8 (193.7) Menneskets moralske natur ville være impotent uden kunsten at måle, uden den skelnen som ligger i dets evne til at granske betydninger. Ligeledes ville moralske valg blive forgæves uden den kosmiske indsigt som frembringer bevidstheden om åndelige værdier. Set ud fra et intelligent synspunkt så stiger mennesket op til det moralske niveau fordi det er begavet med personlighed.
16:7.9 (193.8) Moralitet kan aldrig forfremmes ved lov eller med vold. Det er en personlig og frivillig sag, og den må spredes af smitten fra kontakten mellem moralsk duftene personer og dem som er moralsk mindre modtagelige, men som også i et vist omfang ønsker at gøre Faderens vilje.
16:7.10 (193.9) Moralske handlinger er sådanne menneskelige opførelser som kendetegnes af højeste intelligens, kontrolleres af selektiv skelnen ved valget af højere endemål, ligesom ved valget af moralske midler til at opnå disse mål. Sådan en adfærd er dydig. Højeste dyd er derfor helhjertet at vælge at gøre den himmelske Faders vilje.
8. Urantiapersonlighed
16:8.1 (194.1) Den Universelle Fader skænker personlighed til talrige klasser af væsener som fungerer på forskellige niveauer af universets virkelighed. Menneskevæsener på Urantia er begavet med personlighed af den finite-dødelige type, som fungerer på niveauet for Guds opstigende sønner.
16:8.2 (194.2) Selvom vi næppe kan påtage os at definere personlighed, så kan vi forsøge at redegøre for vor forståelse af de kendte faktorer som behøves for at forme den helhed af materielle, mentale og åndelige energier, hvis gensidige forening bygger den mekanisme hvori, hvorpå og hvormed den Universelle Fader får den af ham overdraget personlighed til at fungere.
16:8.3 (194.3) Personlighed er en unik gave af oprindelig natur, hvis eksistens er uafhængig af og forudgående til overdragelsen af Tankeretteren. Ikke desto mindre forøger Retterens tilstedeværelse personlighedens kvalitative manifestation. Tankeretterne er, når de kommer fra Faderen identiske i natur, men personligheden er forskelligartet, oprindelig og enestående; og manifestation af personlighed betinges og bestemmes yderligere af beskaffenheden og kvaliteten hos de tilhørende energier af materiel, sindsmæssig og åndelig natur som udgør den bærende krop for personlighedsmanifestationen.
16:8.4 (194.4) Personligheder kan være lignende men de er aldrig det samme. Personer af en given serie, type, klasse eller model kan ligne hinanden og gør det, men de er aldrig identiske. Personligheden er det særpræg hos et individ som vi kender, og som gør det muligt for os, at identificere dette væsen engang i fremtiden, uanset arten og omfanget af ændringer i formen, sind eller åndestatus. Personligheden er den del af enhver person, som gør det muligt for os at genkende og helt sikkert identificere den person som den, vi tidligere har kendt, uanset hvor meget han kan have ændret sig som følge af, at den bærende krop som udtrykker og manifesterer hans personlighed har modificeret sig.
16:8.5 (194.5) Skabende væseners personlighed kendetegnes af to selvmanifesterende og karakteristiske fænomener i de dødeliges reaktionsadfærd; selvbevidsthed og tilhørende relativ fri vilje.
16:8.6 (194.6) Selvbevidsthed består af intellektuel bevidsthed om at personligheden er aktuel; det inkluderer evnen til at genkende andre personligheders virkelighed. Det indikerer kapacitet til individualiserede erfaring i og med kosmiske realiteter, som repræsenterer virkeliggørelsen af identitetsstatus i universets personlighedsforhold. Selvbevidsthed indebærer at man erkender sindsomverdens virkelighed og at man erkender den relative selvstændige skabende og bestemmende frie vilje.
16:8.7 (194.7) Den relative frie vilje som kendetegner selvbevidstheden hos menneskets personlighed er involveret i:
16:8.8 (194.8) 1. Moralske afgørelser, højeste visdom.
16:8.9 (194.9) 2. Åndelig valg, dømmekraft af sandheden.
16:8.10 (194.10) 3. Uselvisk kærlighed, tjenende sine medmennesker.
16:8.11 (194.11) 4. Målbevidst samarbejde, gruppeloyalitet.
16:8.12 (194.12) 5. Kosmisk indsigt, forståelse af universets betydninger.
16:8.13 (194.13) 6. Personligheds engagement, helhjertet hengivelse til at gøre Faderens vilje.
16:8.14 (195.1) 7. Tilbedelse, oprigtig udøvelse af guddommelige værdier og helhjertet kærlighed til den guddommelige Værdigiver.
16:8.15 (195.2) Urantia-typen af den menneskelige personlighed kan ses som fungerende
