gemmer sig to ansigter. Så billedets indhold skifter med vores fokus.
Med sin nu berømte illustration ville Rubin vise os, at vi aldrig kan forstå en figur uden også at forstå dens baggrund. Han betragtede det som et fundamentalt princip, at vi ikke kan se begge figurer samtidig, men blot se den del af helheden, vi fokuserer på. Og den del, vi fokuserer på, vil påvirke den måde, som vi forstår helheden på.
Sådan er det også med sorg: I starten vil sorgen være i forgrunden, de følelsesmæssige reaktioner er altoverskyggende og måske sønderlemmende, og vi fokuserer på den hele tiden og kan have svært ved at mærke nogen anden følelse. Livet føles, som om det er i frit fald.
Men med tiden kan sorgen for de fleste bevæge sig i baggrunden af vores bevidsthed, så vi ikke behøver tænke på tabet hele tiden, selv om det stadig er med i vores bevidsthed. For de fleste mennesker aftager sorgen i løbet af det første år. Dermed mener jeg ikke, at sorgen går væk, men at den træder i baggrunden og ikke længere kaster skygge på hele livet.
De to amerikanske psykiatere Thomas Holmes og Richard Rahe viste allerede i 1960’erne, at vi oplever sorg som en af de mest stressende oplevelser, vi kan komme ud for. De gennemgik 5.000 patientjournaler for at undersøge, hvordan stressende livssituationer påvirkede helbredet og bad samtidig også patienterne bedømme, hvilke livsbegivenheder de oplevede som de mest belastende. Flertallet af patienterne svarede, at en ægtefælles dødsfald var den mest stressende erfaring. Betyder det, at en person, der reagerer med sorg, er syg af stress?
Nej, tværtimod, så tyder sorgen på, at den efterladte ægtefælle reagerer på en sund måde efter at blive adskilt fra netop dét menneske, der gav hans eller hendes liv mening og værdi. For
Allerede i 1917 beskrev den østrigske læge og ophavsmand til psykoanalysen Sigmund Freud i Sorg og melankoli, at ”sorg rummer alvorlige afvigelser fra den normale indstilling til livet”, men at vi sætter vores lid til, at vi overvinder disse afvigelser inden for et vist tidsrum. En af Freuds arvtagere, den britiske psykoanalytiker Melanie Klein, skrev dog i 1940, at den sorgramte faktisk er syg og lider af noget, der minder om en kortvarig maniodepressiv tilstand. Men fordi tilstanden er forbigående og hyppig, kalder vi ikke sorg en sygdom, men nærmere en psykisk lidelse, fordi alle vores følelser, tanker og hele vores opførsel bliver påvirket, mens den står på.
VI MÅ LÆRE AT LEVE MED DET
På Aarhus Universitet har jeg sammen med min forskergruppe de seneste ti år systematisk undersøgt, hvordan vi reagerer på at miste et menneske, der stod os nær, og om sorg kan have langvarige konsekvenser for vores velbefindende og helbred. Takket være denne slags undersøgelser ved vi i dag, at sorg aldrig går over, og at vi i stedet må lære at leve med den. Vi vil altid sørge over vores tab og vende tilbage til det mange gange i livet, tænke på det og den betydning, det har haft for vores liv.
Den amerikanske psykolog George Bonanno har også forsøgt at kortlægge og beskrive, hvordan både normale og afvigende sorgforløb tager sig ud. Han havde en mistanke om, at Freud ikke havde ret i sin hypotese om, at sorg forløber ens for alle mennesker, og at de intense følelser gradvist aftager, efterhånden som vi vænner os til tanken om tabet og finder nyt indhold i tilværelsen.
Som forventet opdagede Bonanno, at vores sorg i virkeligheden forløber meget forskelligt, og at det er individuelt, hvor lang tid vi sørger. Sorgen bliver ikke nødvendigvis bare mindre og mindre for til slut at ophøre. Der er nemlig forskel på, hvad vi har mistet, hvad tabet betyder for os, måden, tabet sker på, og de konkrete konsekvenser, tabet har for vores liv. Der er derfor også forskel på, hvor stærke reaktioner tabet sætter i gang, og på om vi reagerer umiddelbart efter tabet, eller om vi først reagerer efter noget tid.
På Aarhus Universitet har vi via registre med sundhedsdata lavet en af verdens største beskrivelser af sorgens mønstre. Over en million danskere indgik. Vi ville gerne blive klogere på, hvordan vi håndterer tabet af vores forældre, ægtefæller, børn og søskende. Undersøgelsen siger ikke noget om, hvordan den enkelte dansker har reageret på sit tab, men den fortæller os, at nogle grupper generelt oplever langvarige konsekvenser af sorgen med mistrivsel, psykisk sygdom og selvmord til følge. Især hvis de har mistet et barn eller en ægtefælle i en ung alder, været ude for pludselige, traumatiske eller voldelige dødsfald eller haft et familiemedlem, som begik selvmord.
Samtidig kan vi se, at personligheden spiller en afgørende rolle. Altså hvor modstandsdygtige vi er til at håndtere alle sorgens følelser og reaktioner, og hvor omstillingsparate vi er i forhold til de ændringer, som et tab sætter i gang. Vores undersøgelser viser helt generelt, at personer, som tidligere har oplevet betydningsfulde tab eller psykisk sygdom, vil være mere sårbare over for sorgens følgevirkninger. Helt unge og meget gamle mennesker, der enten ingen erfaring har med tab eller allerede har et svækket helbred, befinder sig også i risikogruppen.
VI GENSØRGER IGEN OG IGEN
I vores studier på Aarhus Universitet kan vi dog se, at sorgen også aftager igen for de fleste af forsøgsdeltagerne. Men i modsætning til Freuds hypotese oplever mange af dem også, at den aldrig helt går væk. Nærmere svinger den i intensitet og vender tilbage på bestemte tidspunkter og udviklingsstadier senere i livet. Især når vi står over for andre store forandringer i livet, som indbefatter nye tab, vil vi ofte opleve, at fortidens sorg genbesøger os.
Det betyder, at vi aldrig stopper helt med at sørge over de tab, vi har lidt. Jeg vil mene, at vi nærmere finder en måde at overgive os til sorgen på og forlige os med tabet.
Det er de to britiske prinser, William og Harry, eksempler på. De var henholdsvis 15 og 12 år i 1997, da de mistede deres mor, prinsesse Diana, i en dramatisk bilulykke i Paris, hvor hendes chauffør forsøgte at undslippe de paparazzi-fotografer, der fulgte efter hende. William har sidenhen fortalt i et interview med det britiske magasin GQ, at han først 20 år efter moderens død helt har lært at forholde sig til tabet. I et interview til avisen The Telegraph forklarede Harry, at tabet efterlod ham følelsesmæssigt forstenet, indtil han i tyverne arbejdede med det hos en psykolog, men at han sidenhen er vendt tilbage til tabet mange gange i sine tanker. William har også sagt, at hans bryllup og børn minder ham om savnet af hans mor, og at han på grund af tabet selv prioriterer et stabilt familieliv højt. Ikke mindst ville han ønske, at Diana kunne se hans børn, og at de kunne opleve deres farmor. Denne proces, som William og Harry beskriver, kalder vi i vores forskergruppe for at gensørge.
Udtrykket dækker over, at vi vender tilbage til betydningsfulde tab og sørger over dem igen og igen, i takt med at vi forstår flere og flere perspektiver af tabet, og hvilke konsekvenser det førte med sig. William og Harry kunne som teenagere ikke nødvendigvis forstå den fulde betydning af tabet af deres mor eller udtrykke alle sorgens følelser. Derfor vender de tilbage til sorgen mange gange i livet, efterhånden som de modnes psykisk, får flere ord til at beskrive sorgen og bedre kan gennemskue dens betydning i deres liv. Vores måde at gensørge vores tab på betyder, at der kan være mange følelsesmæssige udsving i sorgen.
