idé om det psykiske som en selvstændig metafysisk sfære, men alligevel har bibeholdt hans idé om, at det psykiske er en indre og privat verden, der nu blot antages at findes i hjernen og ikke som et sjælestof (Coulter & Sharrock, 2007:11). Andre psykologiske forskere viderefører mentalismen ved at operere med en teori om psyken som indre, mentale repræsentationer, der søges forstået i adskillelse fra den verden, de repræsenterer.
Den anden tilgang, som bogen er kritisk over for, er den fremstormende reduktionisme, som vi ser i disse år inden for psykologien, hvor især hjerneforskningen er i hastig vækst. Helt alment er reduktionisme en tilgang, der hævder, at “A ikke er andet end B”. Reduktionisme kan muligvis være en legitim tilgang inden for nogle områder. For eksempel er det efter min mening rimeligt at foretage følgende reduktion: “Krystalhealing er ikke andet end en aktivitet, der udnytter placeboeffekten”. Men når det handler om hjernen og psyken generelt, så mener jeg, at det er en forfejlet tilgang. Jeg vil argumentere for, at det eksempelvis er forfejlet at sige, at “psykiske processer ikke er andet end elektricitet i et mønster af synapser”, selv om jeg ikke betvivler, at neural aktivitet er en nødvendig betingelse for eksistensen af psykiske processer som sådan.
Mit pluralistiske og anti-reduktionistiske perspektiv er ikke frit stampet op af jorden, men bygger især på den tænkning om det psykiske, som har udviklet sig i kølvandet på Ludwig Wittgensteins (1889-1951) filosofi. Wittgenstein, der uden tvivl var blandt de væsentligste tænkere i det tyvende århundrede, beskæftigede sig intenst med psykologiens filosofi og var stærkt kritisk over for sin samtids psykologi, idet han ikke mente, at den med sine eksperimenter gav svar på de grundlæggende, begrebsmæssige problemer, der plagede videnskaben. Bogen her er dog ikke en egentlig udlægning af Wittgensteins filosofi, ej heller af den specifikke del af hans filosofi, som vedrører psyken, men bygger i højere grad på indsigter, som nogle af Wittgensteins nyere arvtagere har udviklet inden for den grundlæggende tænkning om psyken.1 Her vil jeg især fremhæve tre forskere som afgørende for denne bogs perspektiv: Peter Hacker, Rom Harré og Jeff Coulter.2 De kommer fra henholdsvist et filosofisk, et psykologisk og et sociologisk forskningsmiljø, hvilket er helt i tråd med denne bogs tværfaglighed. Alle tre har i de senere år anvendt Wittgensteins tænkning som springbræt til dels at kritisere mentalismen og hjernereduktionismen, men også til at udvikle mere konstruktive bud på, hvordan en moderne tænkning om psyken bør se ud. Harré og Coulter har også været involveret i empirisk forskning, og især Harré har været konstruktiv og ikke blot kritisk, og han har udviklet det, han kalder en “hybridpsykologi”, der, ligesom denne bog, søger at integrere det neurale og det kulturelle i en forståelse af psyken, der ikke ender i en reduktionisme.
Desuden er den amerikanske pragmatist John Dewey (1859-1952) og den russiske psykolog Lev Vygotskijs (1896-1934) tænkning væsentlige inspirationskilder for denne bogs argumenter, ligesom den franske fænomenolog Maurice Merleau-Ponty (1908-1961) spiller en vis rolle. Bogen er ligesom sine inspirationskilder tværfaglig, og læseren bør derfor ikke forvente en bog om psykologi i traditionel forstand. Bogen handler netop om psyken, hvor en psykologisk optik blot bliver en blandt flere, og hvor særligt filosofien også bringes i spil. Jeg giver bogen igennem mange eksempler fra psykologien, bl.a. på psykisk udvikling, men bogen er ingen indføring i psykologiens mange områder som fx klinisk psykologi eller personlighedspsykologi. Den er derimod et forsøg på at indkredse, hvad psyken er.
Bogens grundlæggende idé, som jeg løbende vender tilbage til og udfolder implikationerne af, er, at psyken som begreb henviser til en række evner og dispositioner og ikke til nogen “ting”. En udbredt metafysisk fordom er, at hvad noget “er”, er identisk med, hvad det er “lavet af” (Coulter & Sharrock, 2007:ix). Dette gælder muligvis, når vi taler om fænomener som vand, der som bekendt er “lavet af” vandmolekyler, som hver består af to brintatomer og et iltatom. Men hvis vi overfører denne metafysik til psyken, ender vi let med at sige, at “psyken er hjernen”. Hvis psyken imidlertid ikke er en ting, men en række evner og dispositioner (til at tænke, føle og handle), undgår vi denne konklusion, idet disse evner ikke meningsfuldt kan tilskrives hjernen. Hjernen tænker ikke, føler ikke og handler ikke. Kun personer, og hvad der agerer som personer, kan meningsfuldt siges at tænke, føle og handle, og dette kunne de naturligvis ikke uden deres hjerner, men det betyder ikke, at det er hjernerne, der udfører disse aktiviteter. En bil kunne heller ikke køre uden sin motor, men det betyder ikke, at det er motoren, der kører. Bogen søger at beskrive nogle konsekvenser af denne ved første øjekast enkle indsigt.
Det er bogens idé, at vi har brug for en række meget forskellige analyseniveauer for at forstå vores evner og dispositioner – og dermed forstå vores psyke. Jeg fremhæver hjernen, kroppen, samfundet og ting/teknologi som relevante analytiske indgange til at forstå den menneskelige psyke. Ingen af niveauerne kan stå alene, og ingen kan principielt undværes. Hvis man forestiller sig et hverdagsfænomen, fx at en gruppe skolebørn skal bygge en bro for at lære matematik i praksis, da er der en mængde psykiske processer involveret. Væsentligst at børnene har den intention at ville bygge en bro. Men de kan kun have en sådan intention, for så vidt som de har hjerner, der fungerer på bestemte måder. De skal også have kroppe, hvormed de kan agere i den fysiske virkelighed og realisere deres intention. Endvidere skal de kunne arbejde sammen, så den enes handlinger får modsvar fra de øvriges handlinger i en social sammenhæng. Der er også en historisk tradition for både matematik, uddannelse, brobygning og samarbejde, som børnene står på skuldrene af, uanset om de er bevidste om det eller ej. Og endelig befinder børnene sig også i en verden af ting; dels fysiske ting, herunder de materialer, broen skal bygges af, med alle de muligheder og begrænsninger, disse ting giver for børnenes udfoldelsesmuligheder, men også ting som har meningsindhold, fx de bøger som børnene kan konsultere for at få idéer til broens konstruktion. Et ved første øjekast enkelt psykisk forhold – at ville bygge en bro – viser sig hurtigt at afhænge af en mængde forskellige betingelser som hjerner, kroppe, sociale relationer og kultur samt fysiske genstande. Det er bogens hovedtese, at denne kompleksitet gælder for psyken som sådan og for samtlige psykiske fænomener.
Bogen indledes med et kapitel, der giver noget baggrundsviden om selve begrebet om psyken. Her kommer jeg også ind på noget af den idéhistorie, der ligger bag den nutidige udforskning af psyken. Dette er nok det vanskeligste kapitel, idet det ret kompakt fortæller om en lang og kompleks historisk udvikling. Læseren kan evt. springe over kapitlet i første omgang og vende tilbage til det, når de øvrige kapitler er læst. Dernæst fokuserer jeg på de fire analytiske niveauer bestående af hjernen, kroppen, samfundet og tingene, der organiserer bogens fire midterkapitler (2, 3, 4 og 5). I kapitel 2 om hjernen tager jeg udgangspunkt i, at hjernen er et nødvendigt organ, for at der kan findes psykisk liv, men jeg argumenterer samtidig for, at psykens grænse ikke kan siges at gå ved hovedskallen – og at psyken derfor ikke kan lokaliseres til hjernen. Kapitel 3 udvider psykens grænse, så det psykiske også må siges at indbefatte vores krop som noget centralt. Dette er i de senere år især udforsket af kropsfænomenologer på baggrund af Maurice Merleau-Pontys arbejder. Men heller ikke kroppens hud er den grænse, hvor psyken stopper, for komplekst psykisk liv kræver også bestemte sociale relationer, bestemte former for menneskelig socialitet – eller samfund i bogstavelig forstand (“samfund” kommer af det oldnordiske ord for sammenkomst) – der er med til at forme de evner og dispositioner, som udgør psyken. Sociale relationer herunder famlie- og samfundsliv er temaet for kapitel 4, der især bygger på aktuelle kulturpsykologiske teorier. Endelig argumenterer jeg i kapitel 5 for, at heller ikke en ren, intersubjektiv socialitet (“samfundet”) udgør psykens grænse, for vi må også inddrage de ting og teknologier, der omgiver os, for fuldt ud at kunne forstå psyken. De fleste psykiske evner og dispositioner er kun mulige, fordi vi som mennesker betjener os af redskaber, artefakter og andre materielle genstande (alt fra briller og alfabeter til personlige computere), som dermed bliver essentielle for de sofistikerede former for psykisk liv, vi mennesker har udviklet. Bogens perspektiv kommer her tæt på det synspunkt i moderne teoretisk psykologi, der kaldes eksternalisme – at psyken i en bestemt forstand er noget “ydre”, der ikke udelukkende eksisterer inde i menneskers hoveder. Mennesket er en redskabs- og teknologibrugende
