som længst lod deres gennemstrømning af mennesker og varer løbe gennem porte af ydre format.6
FIG. 1. Maleri af Byporten i Sorø af ukendt kunster omkring 1770. Her ses byportlængerne for enden af Storgade. Porten virker ganske stor og med en ret høj portåbning, der ikke sidder helt midt i portgavlen. Porten var forsynet med en høj kvist over portbuen, hvori der sidder fire små vinduer. En vigtig detalje er, at den ene ende af portlængen, mod venstre, fremstår i bindingsværk, mens den anden ende, byporten og resten af længen mod højre, er kalket blågrå. Det må ses som et udtryk for, at portlængen på denne tid var fordelt på to forskellige matrikler.
Enevældens byporte tjente i højere grad hverdagens og den enevældige stats egne formål. Som det fremgår af Karsten Skjold Petersens artikel i denne bog, stillede garnisonerne skildvagter ved byportene. Det vigtigste blev at klargøre skellet mellem landets og byens jurisdiktion. Grænsen mellem land og by blev mest af alt til en sag om hverdagens handel. Da man i 1670’erne indførte portkonsumtionen, så enevælden kunne tolde på varestrømmene ind og ud af byen, gav det faktisk flere nye byer end renæssancens planlagte fæstningsbyer. Flækker hed de byer, der ikke fra begyndelsen var købstæder og måske aldrig blev det, men som staten alligevel pålagde sin omsætningsafgift. I flækkerne følte man ikke noget behov for at dække sig ind bag ydre pragt. I Christiansfeld lod man ikke sit nye, rationelle bydesign forstyrre af en gammeldags port, hvad selv en bondesøn fra Fyn studsede over.7 I Fladstrand stillede man sig tilfreds med bomme, også da byen var blevet til købstaden Frederikshavn, mens man i Nibe kort overvejede at rejse sig et plankeværk, men nøjedes med gærder om haverne. Hvilken forskel var der ikke mellem disse byer og en af 1600-tallets nye byer, Sorø, der i forbindelse med anlæggelsen af Sorø Akademi i 1623 ønskede et voldanlæg opført; ikke for at holde fremmede soldater ude, men for at skærme byens velhavere mod de mange tiggere, den tiltrak. Byporten værnede man om og erstattede den i 1730 med en ny konstruktion, der stod til den bitre ende i 1863, da portene faldt overalt.
Byerne bød fremmede velkomne med porte og volde. Det kan synes som en ligegyldighed, men da anlæggene forsvandt, stod de som et sindbillede på en tid, der nu stod i nostalgiens lys.8
På et overordnet plan genspejler de to typer byporte – konsumtionens bomme og plankeværk og militærets bastioner – de to dominerende købstadsfunktioner: På den ene side oplandshandelen og andre merkantile funktioner og på den anden side købstædernes rolle som centre for administration og magt.
Primatbysystemet – Danmark i Norden og Europa
Det gælder for alle landes byhistorie, at vi kender byernes indbyggertal meget bedre end det samlede indbyggertal, men alligevel er det vanskeligt at vide præcis, hvor mange der boede i byerne. Der er dog en vis enighed om, at byernes andel af befolkningstallet i Europa 1500-1800 voksede fra ca. 8-9 pct. til ca. 12 pct.9 I det nordlige og vestlige Europa gik byerne endnu mere frem, fra ca. 6 til 15 pct.10
Den danske udvikling tåler ikke sammenligning med denne overordnede europæiske udvikling. I et længere perspektiv var perioden mellem reformationen og industrialiseringen kendetegnet ved svag eller stagneret urbanisering. Forud var gået middelalderens etablering af det primære bylandskab – søkøbstæderne og de noget færre indlandskøbstæder – og senere fulgte både dannelsen af et sekundært bylandskab – stationsbyerne og øvrige rurale småbyer – og en konsolidering af det primære bylandskab i form af mange købstæders industrialisering. Det er ikke mindst i det lys, at barokkens, klassicismens og romantikkens købstæder fremstår som vegeterende.
I 1600 var der 81 byer i kongeriget, af hvilke de 27 lå i sundprovinserne. I årene herefter blev der anlagt flere nye byer, men de fleste af disse var fæstningsbyer, der i sagens natur lå ved havet i de norske, svenske og slesvig-holstenske områder. Generelt må man formode, at byudviklingen har været positiv. Fra 1570 til 1625 herskede der fred med undtagelse af Kalmarkrigen 1611-1613, og de økonomiske konjunkturer var i byerhvervenes favør. Købstæderne fastholdt sandsynligvis deres økonomiske niveau fra 1625 frem til ca. 1650, hvor pest og ikke mindst krigene 1657-1660 satte dem stærkt tilbage.11
De første sikre befolkningsoplysninger er fra 1672, hvor 62 købstæder efter tabet af de svenske landsdele rummede hen ved 112.000 mennesker, svarende til ca. 24 pct. af befolkningen. I 1769, 1801 og 1840 var urbaniseringsgraden stabil omkring 20 pct.12 Fra 1801 til 1840 steg bybefolkningen fra 194.000 til 264.000 og i 1860 til 377.000. Årene omkring 1840 markerer et faseskifte, idet bybefolkningen nu voksede mere end landdistrikternes befolkning. Væksten faldt både på hovedstaden og provinskøbstæderne, men den var ikke jævnt fordelt, idet provinsens købstæder havde større årlig tilvækst end hovedstaden 1801-1860.13
Når byudviklingen nu var så bemærkelsesværdigt konstant i Danmark ca. 1600-1800, må man spørge, om det overhovedet giver mening at tale om urbanisering i denne periode? 14 Svaret ligger i at udvide begrebet og ikke i at afvise det. Jan de Vries har angivet urbaniseringens tre dimensioner. Den første af disse er den demografiske proces, der fører til byvækst gennem vandring fra land til by. Den anden dimension er den adfærdsmæssige proces, der fører til, at bykultur udbredes til mennesker i eller uden for byerne. Den tredje dimension er den strukturelle proces, der bevirker, at funktioner koncentreres i byer og derfra gennem byernes netværk kommer i berøring med andre bysamfund. Tæt forbundet hermed er forholdet mellem stat og bysamfund.15
Danmark falder klart uden for den demografiske urbanisering. Det understreges af, at de Vries arbejder med et bykriterium på 10.000 indbyggere og derfor kun har København med i sin analyse af den europæiske udvikling. Af de tre processer var først og fremmest den strukturelle urbanisering og ikke mindst dens politiske dimension kendetegnende for perioden mellem middelalderen og industrialiseringen. I Danmark eta bleredes den tidligt-moderne bureaukratiske territorialstat sig med én by, residensstaden, som ubestridt midtpunkt. Danmark falder her inden for det samme mønster som eksempelvis de fleste tyske byer uden for rækken af frie byer. For provinsbyerne under ét var det derfor kræfter uden for deres egen umiddelbare kontrol, der afgjorde deres udvikling.16 I en række lande gav dette trods alt byerne gode vækstmuligheder, når absolutismens regenter lod deres magt udfolde gennem en forvaltning, der i voksende grad var bundet til byer og ikke til landlige, feudale grupper.17 Men den afledte vækst fra København udeblev. I flere europæiske lande oplevede man en differentiering af bysystemet i form af fremvæksten af meget store byer. I Danmark fik man kun den ene, København. Hovedstaden havde i 1672 41.000 indbyggere, mens Aalborg, Århus, Odense og Helsingør havde 3.500-4.200 indbyggere.
Et andet nordeuropæisk udviklingstræk var, at vækstbyerne lige så vel som de nyanlagte byer i overvejende grad var monofunktionelle – de var fæstningsbyer, fabriksbyer, residensbyer, hjemstad for folk, der tvunget i eksil, oversøisk søfart, finans- eller messehandel. Det var også tilfældet i Danmark, som det fremgår nedenfor. Blot var det i en helt anden målestok. Et tredje fremtrædende udviklingstræk på europæisk plan var Danmark næsten uden berøring med: fremkomsten af en protoindustriel sektor i byerne.18 Frederiksværk blev Danmarks første fabriksby ved sin grundlæggelse i 1750’erne, men fik ingen umiddelbare efterfølgere; samfundene ved Mølleåen fik eksempelvis aldrig bystatus. Og heller ikke i de eksisterende købstæders produktionsliv fik industrien nogen særlig betydning med få undtagelser som handskemagerne i Randers og Odense og kniplingsindustrien i Tønder og i mindre grad i Aabenraa og Haderslev.
På europæisk plan gjorde den funktionelle specialisering og den protoindustrielle udvikling flere og flere byer udsatte over for politiske og sektorøkonomiske konjunkturer, men altså ikke i Danmark. Her ligger en af de vigtigste forklaringer på det danske bysystems uforanderlighed i denne lange periode.
