omhandlede den nye relativitetsteori, mens han i den anden foreslog, at lys bestod af partikellignende kvanter, hvad der senere blev kaldt fotoner. Samme år færdiggjorde Einstein også sin doktordisputats, en afhandling om termodynamik og statistisk mekanik, hvori han bl.a. angav en ny metode til at bestemme størrelsen af atomer og molekyler ud fra, hvad der kendes som Avogadros tal (opkaldt efter den italienske kemiker Amedeo Avogadro, 1776-1856). Denne vigtige konstant angiver antallet af molekyler i 24 liter af en gas og var i starten af 1900-tallet kun dårligt bestemt, nemlig af størrelsesordenen mellem 1023 og 1024. I disputatsen, der havde titlen “En ny bestemmelse af molekylære dimensioner”, brugte Einstein viskositetsmålinger til at bestemme Avogadros tal til ca. 2 × 1023. Afhandlingen var et stærkt argument for den virkelige eksistens af atomer og molekyler, hvilket for nogle kemikere og fysikere stadig var et kontroversielt spørgsmål i starten af det 20. århundrede.
Disputatsen var også vigtig af karrieremæssige grunde, idet den var nødvendig for en akademisk ansættelse, hvilket dog var et spørgsmål, der ikke optog Einstein særlig meget. I 1908 blev han ansat som privatdocent ved universitetet i Bern, hvor han gav forelæsninger, samtidig med at han arbejdede på fuld tid på patentkontoret. På denne tid var han blevet “opdaget” af især tyske teoretiske fysikere, der indså, at her var der tale om et videnskabeligt talent ud over det sædvanlige. Han modtog sit første æresdoktorat i 1909, og samme år blev han udnævnt til at varetage et nyt lektorat i teoretisk fysik i Zürich. Først da opgav han sin stilling som teknisk ekspert ved patentkontoret i Bern. Einstein var på denne tid især kendt for sine banebrydende bidrag til relativitetsteorien og kvante- og strålingsteorien, og han vedblev i de følgende år med at dyrke begge områder.
Einsteins voksende berømmelse betød også en voksende efterspørgsel efter hans ekspertise, med det resultat at han i 1911 blev tilbudt og accepterede et professorat i fysik ved det tyske universitet i Prag. Da Prag dengang var en del af det østrigungarske rige, måtte han acceptere et midlertidigt ungarsk statsborgerskab, hvilket han nødtvungent gjorde. Som udtryk for hans position i fysikersamfundet på denne tid blev han kort efter sin ankomst til Prag inviteret til at være blandt den eksklusive kreds af fysikere, der samledes i Bruxelles til det første af de såkaldte Solvay-møder, opkaldt efter og finansieret af den belgiske opfinder og industrimand Ernest Solvay. Ved denne vigtige konference, der var helliget den nye og stadig mystiske kvanteteori, mødtes han med ledende fysikere som Max Planck, Marie Curie, Arnold Sommerfeld, Ernest Rutherford, Hendrik A. Lorentz og Henri Poincaré. Også den danske fysiker Martin Knudsen var med til mødet. Med sin karakteristiske ironi skrev Einstein til en ven, at stemningen ved konferencen mindede ham om “jammeren ved Jerusalems ruiner” og at mødet “ville have fornøjet de diabolske jesuitter” (Kragh 1999, s. 71).
Den 32-årige Einstein var blevet en stjerne inden for fysikkens lille verden, og flere universiteter søgte derfor at hverve ham. I 1912 accepterede han et professorat ved det polytekniske universitet i Zürich (altså ETH), men opholdet her blev kortvarigt, idet han allerede året efter blev headhunted til en stilling i Berlin, noget han ikke kunne sige nej til. Ikke blot var Berlin videnskabeligt set meget attraktiv – det var dengang fysikkens ubestridte hovedstad – han fik også en særdeles god løn og optimale arbejdsbetingelser. Så i 1913 tog han med sin familie – der ud over Mileva også omfattede sønnerne Hans Albert og Eduard – til Berlin, hvor han skulle opholde sig gennem det meste af tyve år. Det var en periode, der videnskabeligt set var yderst frugtbar, og som på det personlige og offentlige plan førte til store omvæltninger for ham.
Krigsårene 1914-19 og den efterfølgende svære tid i den unge Weimarrepublik vendte op og ned på meget i Einsteins liv. Hans ægteskab med Mileva havde i flere år været dårligt, og det blev ikke bedre af, at han ønskede at gifte sig med sin kusine, Elsa Einstein. Manøvren lykkedes i starten af 1919, da Mileva modstræbende indvilligede i at blive skilt fra sin mand. For at få hende (og deres børn) ud af sit liv måtte Einstein love hende alle pengene fra den Nobelpris, han ganske vist ikke havde modtaget endnu, men som han følte sig sikker på snart at få. Da han med nogle års forsinkelse modtog prisen i 1922, gik hele det betydelige beløb – 123.572 svenske kroner eller omkring 10 millioner danske kroner i nutidig købekraft – efter aftalen til Mileva.
Årene under 1. verdenskrig var ikke blot turbulente på det personlige plan, det var også på den tid, at Einstein blev tvunget til at forholde sig til verden uden for fysikken. For første gang siden sin barndom erkendte han betydningen af sin jødiske baggrund og en samhørighed med andre jøder, og han begyndte at opfatte sig selv som europæisk jøde og zionist. De fleste tysk-jødiske videnskabsmænd gik ind for assimilation, men Einstein fandt dette uværdigt; han mente, at jøderne skulle vedkende sig deres kultur og arv. En tysk jøde behøvede efter hans opfattelse ikke først og fremmest være tysker, og dernæst jøde.
I modsætning til næsten alle andre videnskabsmænd i Tyskland var Einstein ikke blot indædt antimilitarist og pacifist, han var også modstander af den patriotisme, der legitimerede krigen og gav den folkelig opbakning. Det gjorde ham ikke just populær i Tyskland, at han offentligt gjorde opmærksom på sine synspunkter og kritiserede den tyske krigsindsats og militaristiske propaganda. I 1914 deltog han i udarbejdelsen af et politisk manifest, der i almene vendinger opfordrede til fred og forsoning mellem de krigsførende magter. Manifestet, der blev rundsendt til videnskabsmænd i Berlin, blev en stor fiasko, idet kun fire skrev under på det. Den ene af underskriverne var selvfølgelig Einstein.
De vanskeligheder, Einstein oplevede under krigen, søgte han at flygte fra ved at koncentrere sig endnu mere om den fysik, der holdt hans liv sammen. Med en næsten fanatisk energi kastede han sig over arbejdet med at videreudvikle sin relativitetsteori fra 1905, og samtidig leverede han flere vigtige arbejder inden for kvanteteori og beslægtede områder. Dette orgie af intellektuel kreativitet resulterede i efteråret 1915 i den almene eller generelle relativitetsteori, en teori for tyngdefænomener der også omfatter de fænomener, som den specielle teori fra 1905 beskrev. Den generelle relativitetsteori betragtes med rette som Einsteins største bidrag til naturerkendelsen og et af den teoretiske fysiks højdepunkter nogen sinde. På grund af krigen og den deraf forårsagede mangel på kommunikation mellem Tyskland og de store vestlige lande forblev Einsteins nye teori i det væsentlige ukendt uden for Tyskland indtil starten af 1920’erne. Det samme gjaldt den fundamentale anvendelse, han gjorde af teorien i 1917, da han for første gang beskrev en matematisk model af universet inden for relativitetsteoriens rammer (se videre i kapitel 4).
Mens Einstein hidtil havde været en næsten ukendt person uden for fysikkens verden, ændredes denne status radikalt i efteråret 1919, da han så at sige fra den ene dag til den anden blev en offentlig person, som hyppigt optrådte i avisernes overskrifter. Det var en status, han fortsatte med at have til sin død og for den sags skyld lang tid efter.
Årsagen til Einsteins pludselige opstigning som en stjerne på videnskabens firmament var noget ejendommelig. En engelsk astronomisk ekspedition havde tidligere i 1919 studeret en solformørkelse og derved påvist gyldigheden af en forudsigelse, der fulgte af den generelle relativitetsteori, nemlig at rummet “krummer” omkring massive himmellegemer som Solen. Da de engelske data var blevet analyseret og blev offentliggjort, blev de i verdenspressen slået op, som var det en revolution i verdensbilledets historie. Den tysk-jødiske fysiker Albert Einstein havde tilbagevist den klassiske opfattelse af rum og tid, som ingen mindre end den legendariske Isaac Newton havde formuleret! Einstein selv var både forundret og benovet over den megen medieomtale, der i England og andre steder i løbet af kort tid gjorde ham til naturvidenskabens ubestridte superstjerne.
Einstein brugte blandt andet sin berømmelse til at støtte zionismens sag, dvs. at skaffe et hjemland for de mange jøder, der levede spredt over hele kloden. Sammen med sin ven Chaim Weizmann og andre ledende zionister rejste han mange penge til formålet, blandt andet gennem rejser i USA, og han gik aktivt ind i planerne om at etablere et hebraisk universitet i Jerusalem. Han vedblev med at være en varm forkæmper for den zionistiske sag, og da den efter 2. verdenskrig resulterede i oprettelsen af staten Israel, var det med Einsteins fulde
