det udråbte Venstres Søren Pind sig selv til, da han i 2010 overtog det danske udviklingsministerium. Den liberale revolution udeblev dog: Allerede året efter blev han fristillet som minister, da den nye regering tiltrådte. Men Pinds frie brug af sproget er sigende og vidner om, at der tilsyneladende ikke er nogen grænser for, hvad ordene fri og frihed kan betyde. Tænk på ytringsfrihed, frimærker, friskoler, frie oplysningsforbund, forsamlingsfrihed, frie købmænd, frisindede, Danmarks Frihedsråd, fribyttere, fri markedsøkonomi, frivillige, fri sex, frihandel, fri hash, ”Kvinder for frihed”, ”Frihed, lighed og broderskab”, ”Fri hastighed for frie mennesker”, ”den frie verdens kamp mod terrorisme”, fritgående høns og frikadeller!
Vesten er ramt af en veritabel frihedsbesættelse, og adjektivet fri og substantivet frihed cirkulerer nu i et omfang, som aldrig før er set. Gøgleren Erik Clausen har lavet en sang om frihed, hvor det lyder: ”O frihed, o friheden flyver, som svalerne højt i det blå, o frihed, o friheden flyver, dig helst på jorden vi så” – og dét ønske er tilsyneladende blevet opfyldt, for frihedsbesværgelser, frihedskrav og vel også frihed er ankommet til jorden, så man kan blive helt svimmel. Frihed er blevet en fetich, og det er faktisk for meget, for betydningen bliver upræcis: Historiens sammenhænge og forskelle drukner i tidens intense dyrkelse af fænomenet.
Den østrigske filosof Ludwig Wittgenstein sagde engang, at
Til en begyndelse vil jeg tage livet af en helt grundlæggende misforståelse: at frihed skulle have en særlig essens, som vi kan grave os frem til med f.eks. filosofiens eller lingvistikkens skovle.
ILLUSIONEN OM FRIHED
At ordet frihed har en entydig kernebetydning, er intet mindre end en illusion – og en meget udbredt en af slagsen. Vi kan ikke udpege nogen fællesnævner for alle de forskellige former for frihed, der findes, begreberne kan ikke koges rene for overflødig merbetydning, så vi står tilbage med frihedens rene skelet. Frihed har ingen statisk urkerne, ordets betydning er derimod dynamisk og givet med den skiftende brug, man gør af det i sproget. Sprogfilosoffer har vidst det længe, men deres budskab er åbenbart ikke nået frem til dagens politiske arena, hvor det unægtelig lyder, som om frihed er en klart afgrænselig, identificerbar idé, der baseres på et strengt begreb.
Når illusionen har en sådan kraft, er det nok, fordi én form for frihed dominerer i en grad, så den skygger for, at der findes andre. Når vi helt generelt taler om frihed, tænker vi næsten altid på Vestens moderne politiske frihed, hvor ikke mindst ytringsfrihed, personlig frihed og demokrati er centrale elementer. Det betyder dog netop ikke, at alle andre måder at bruge ordet på låner indhold fra det politiske felt. Lige så lidt som den politiske brug kan indordnes andre frihedsfelter som f.eks. økonomisk frihed, religiøs frihed, forskningsfrihed, kunstnerisk frihed eller – you name it. Fri sex har ikke noget med ytringsfrihed at gøre.
Det er altså ikke sådan, at forskellige brug af ordet frihed blot er variationer over en mere dybtliggende betydning. Sprogbrugen skal tages alvorligt i hvert enkelt tilfælde som noget i sin egen ret. Den gode Wittgenstein beskrev allerede i 1930’erne og 1940’erne dét, han kaldte sprogspil, og han gjorde det klart, at ords betydning er noget, der opstår mellem mennesker og ændres, alt efter den kontekst kommunikationens sprogspil fungerer i. Det gælder også frihed, som både favner ”Frihed forpligter” og ”Starfashion: frihed til at være den, du er”.
Også sproghistorisk kan vi se på mikroniveau, at forestillingen om en oprindelig betydning er illusorisk. Skolebogens ordklasser dikterer, at frihed er et kerneord, hvoraf der findes diverse afledte former, men historien fortæller faktisk noget andet. I lang tid før nogen begyndte at bruge ordet frihed, har mennesker talt vidt og bredt om, at noget var frit. Det gælder for småbørn, når de lærer sprog, men også generelt for menneskeheden i dens historiske udvikling: Den adjektiviske brug af ord er hyppigere og kommer længe før den substantiviske. ”Kaninen løb frit omkring” før ”danskerne fik friheden efter den tyske besættelse”!
SPROGETS FRIE KAOS?
Sproget er heller ikke en legeplads for den enkeltes mere eller mindre skøre ideer om, hvad ord betyder. Vi kan ikke bare selv blande kortene til sprogspillet, som det passer os, og indføre nye konventioner for, hvad frihed betyder. Den slags sker mellem mennesker og over tid. Som du skal se i bogen her, har ordet frihed siden antikken haft mange forskellige betydninger, men de opstår ikke ud af det blå og ændrer sig i samspil med samfundets udvikling.
Hvis man havde tid og hænder nok, kunne det måske principielt godt lade sig gøre at tegne et kort over alle de forskellige betydninger af frihed på et givent tidspunkt. Især hvis man kunne fryse tiden samtidig, for sproget står jo ikke stille, mens vi arbejder med det. Alle de forskellige former for frihed indgår i et netværk: Én brug af frihed (a) ligner på nogle måder en anden (b), der igen på visse punkter ligner en tredje (c), men ikke nødvendigvis a. Forbindelserne er forskudte – a og c er således ikke direkte forbundne, men ”tilhører” stadig det samme overordnede, brogede felt omkring brugen af ordet frihed. Wittgenstein kaldte disse forskudte forbindelser for familieligheder. Et sådant kort over frihedsfamiliens netværk ville dog være så stort, omfattende og forgrenet, at projektets værdi er mere end tvivlsom. Et kort skal give overblik – det ville ikke blive tilfældet.
Wittgenstein har fat i den lange ende, men det ser ikke rigtig ud til at slå igennem i hverdagslige sammenhænge. Det kan skyldes, at tanken om ord som udtryk for bagvedliggende ideer er dybt forankret i vores kultur. Vi antager, at frihed har en essens, fordi vi gennem tusinder af år har lært at opfatte sprog på denne forkerte måde. Selv om videnskaben i det 20. århundrede har gennemgået et såkaldt linguistic turn – hvor ny indsigt i sproget blev bærende for en lang række videnskabsgrene – er der åbenbart
