Litteraturens tone. Marie Lund Klujeff

      Litteraturens tone er udgivet med støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond og Statens Humanistiske Forskningsråd

      Forord

      Denne bog er en bearbejdet og omskrevet version af min ph.d.-afhandling om “Litteraturens tone”, som jeg forsvarede i foråret 2001. Jeg har strammet op og skåret, tilføjet aktuelle eksempler og fjernet analytiske ekskurser, men jeg har i det store og hele bevaret den teoretiske og kritiske diskussion fra afhandlingen. Denne prioritering skyldes, at bogens kernepunkt ligger i diskussionen mellem litteraturkritik og retorik, samt i den begrebsudvikling, der følger heraf. Jeg har bevaret flere udfoldede litterære analyser, da det er min formodning, at bogen også vil have sin berettigelse i den praktiske, litterære tekstanalyse.

      Jeg takker særligt min ph.d.-vejleder Lis Møller for gode indspil undervejs og Per Dahl, som endnu en gang har hjulpet mig med at gøre et bogmanuskript ud af en akademisk afhandling. Tak også til bedømmelsesudvalget, Morten Kyndrup, Tone Selboe og Christian Kock, for deres seriøse og veloplagte diskussioner ved ph.d.-afhandlingens forsvar. Tak for kritiske læsninger, gode råd og gode tekster til mange flere end de her nævnte: Jørn Erslev Andersen, Hanne Roer og Ansa Lønstrup. Og tak til Robert for opbakning og overbærenhed.

       Marie Lund Klujeff

      Århus, juli 2003

      Indledning

      “Det er ikke så meget det, hun siger, som måden, hun siger det på”. De fleste kan vel nikke genkendende til denne dagligdags definition af, hvad tone i sproget er. Også i litteraturens sprog fornemmer man en tone eller et tonefald. Det er ikke en tone, der fremgår direkte af en tekst, men noget der findes så at sige “mellem linjerne”. Populært formuleret befinder tonen sig ikke så meget i det, der siges, som i måden, det siges på. Tonen kan derfor være en måde at udtrykke holdning.

      Den tone, man kan fornemme i litterære tekster, hører til i skriften, og som begreb er “tone” følgelig en metafor. Når vi afsøger litteraturens tone, er det ikke i den bogstavelige forstand en tone, vi faktisk hører. Tonen er – i nærværende fremstilling – ikke identisk med den mundtlige tales intonation, og hverken den konkrete betoning, stemmens tonehøjder, artikulationen, åndedrættet eller rytmen vil høre ind under en behandling af den. Tværtimod vil betydningen af tonen i litteraturen fremkomme i et nært samspil mellem sprogets indholdsmæssige og formelle kvaliteter. Om tonen fornemmes som legende, tøvende, øm eller seriøs vil ofte afhænge af nuanceforskelle i ordvalg og sætningsopbygning. Tonen i et udsagn er derfor langt mere end en bi-betydning til det semantiske indhold – ofte vil den være den vigtigste betydning at begribe overhovedet.

      Selv om litteraturens tone som et begreb principielt skal holdes adskilt fra spørgsmålet om en mundtlig og konkret tonalitet, kan der alligevel være paralleller. Ligesom man i den mundtlige tales betoning ofte kan høre talerens mening, holdning og følelser komme til udtryk, vil tonen i litteraturen afspejle en eller anden form for intentionalitet. Tonen kan være alt fra en stemning, der præger det litterære værk, til et tydeligt indtryk af en holdning, som er indskrevet i værket. Men tonen kan også være et udtryk for de følelser og holdninger, som fiktionens personer er i besiddelse af, og navnlig kan en fiktiv fortællers sproglige fremstilling udgøre et solidt materiale for en undersøgelse af tonens virkning og betydning.

      Generelt formuleret er tonen i min behandling et metaforisk begreb for holdningstilkendegivelser, der ikke fremgår af udsagnets umiddelbare semantiske indhold, men som kan udledes af sammenhængen. Mere konkret vil tonen komme tydeligt til udtryk i f.eks. en fortællers farvede beretning af et hændelsesforløb eller i en holdningspræget replik. Som analytisk begreb for holdningstilkendegivelser er det derfor oplagt at placere i sammenhæng med retorikkens kommunikative sprogopfattelse. Selv om litteraturens tone er et litteraturanalytisk begreb, der har sin primære berettigelse i den praktiske litteraturanalyse, er det foreneligt med retorikken i den generelle forstand, at det vedrører talerens påvirkning af tilhøreren.

      Når der i den litterære tekstanalyse er brug for et lidt gammeldags klingende begreb som “tone”, er det, fordi det ikke blot er synonymt med stil eller stilholdning. Afsøgningen af tonen i et værk kan have visse fællestræk med stilforskningen, især hvad angår konkrete analytiske greb, men adskiller sig overordnet fra den.

      Min tilgangsvinkel til tonen, som jeg vil karakterisere som retorisk, er udsprunget af diskussioner med nykritikken, dekonstruktionen og ny-pragmatismen, og begrebet tone har meldt sig som en analytisk brugbar term i et felt mellem denne gren af litteraturkritikken og retorikken. Det har således ikke været en del af mit projekt at behandle begrebet tone i forhold til den ret rige kontinentale tradition, der findes inden for stilistikken. Nogle bemærkninger skal alligevel gøres her.

      Stilistikken udgør et meget stort og differentieret forskningsfelt, der spænder over både litterære og ikke-litterære teksttyper og er udviklet under forskellige faglige optikker fra den klassiske retorik til moderne sprog-og litteraturvidenskaber. Inden for litteraturvidenskaben udgør stilistikken en deldisciplin i et bredere analytisk felt, og det bliver i det 18. århundrede en dominerende stilopfattelse at anskue stilen i det æstetiske værk som udtryk for den kunstneriske individualitet. G.L. Buffons diktum “Le style est l’homme même” bliver en vedholdende topos i stilistikken, hvor en identifikation af personligheden i stilen er en af de stærkeste strømninger. Den tyske stilforsker Leo Spitzer er med sine udfoldede litterære stilanalyser en af det 20. århundredes foregangsmænd inden for dette område.¹

      Også i min behandling af tonen er personligheden, som den kommer til udtryk i sproget, et meget væsentligt træk – og “stemme” bliver en anden metafor for dette forhold. På et meget generelt niveau er spørgsmålet om tone altså forenelig med stilbegrebet, men de to adskiller sig afgørende i det analytiske anvendelsesområde. Hvor stilen nemlig karakteriserer helheden i et værk, dvs. værket som sådan, har tonen i min behandling en mindre rækkevidde.² I de litterære prosaværker, som er ærindet i denne bog, befinder tonen sig som oftest i fortællerens eller en fiktiv persons stemme, og den udgør derfor kun en lille del af værket. Tonefaldets betydning kan naturligvis indgå i en helhedsanalyse af værket, men er ikke desto mindre forskellig fra den.³

      På samme måde som stilistikken er en deldisciplin i litteraturvidenskabens analytiske landskab, har stilistikken en begrænset plads inden for retorikken. Stilistikken forstås her som en del af retorikken, og den er underordnet retorikkens helhedsopfattelse af form og indhold. Denne rangordning stammer helt tilbage fra Aristoteles, der opdelte sin fremstilling om retorikken i tre bøger, hvoraf de to første angår indholdet (bevisførelsen, argumentationen), mens den tredje angår formen (stilen). Når stilistikken i nærværende fremstilling ses i sammenhæng med retorikken, er det i den fagligt retoriske tradition, der går tilbage til Aristoteles og genopstår i det 20. århundrede som nyretorik med blandt andre den belgiske teoretiker Chaim Perelman som en hovedfigur.

      Det kan give – og har ofte givet – anledning til forvirring, at denne forståelse af retorik ikke er umiddelbart forenelig med den opblomstring af interessen for retorik, som litteraturvidenskaben oplevede i forbindelse med den amerikanske dekonstruktion og i kølvandet på den. Det er især Paul de Man og J. Hillis Miller, som er foregangsmændene og lader retoriske troper og figurer demonstrere, hvordan sproget undviger stabilitet og entydighed. Denne erkendelse om sproget kalder Paul de Man for retorisk, men det er nok mere præcist at karakterisere den som dekonstruktiv. Den har ikke meget at gøre med retorikkens

Скачать книгу