erman Bang
STUK
Første del. Regn af Guld
I
Herluf Berg og Lange kom ned paa Gaden til Drosken, der ventede: Kasino, Kusk, raabte de og sprang ind.
De var kommen til Sæde, og Kusken kørte ad gamle Frederiksborggade til.
Det var Skumring endnu, og over Parken og Skt. Peders Mølle hvilede det graablaa sidste Skær af Dag. Men langs Gaden var der allerede tændt, og Lygter og alle Butikers Blus lyste ud over Vrimlen. Lig en hel Armé strømmede Arbejderne langs Fortovene ud ad Broen – som en taktfast Marsch lød det mod Stenene; og midt ad Gaden, paa Sporet, klemtede de oplyste Teatervogne frem, tre i Rad, propfulde, med glade, hætteklædte Damer, der hang og red helt ud paa Platformene.
Forpustede Medsøstre i Abonnementet, der maatte gaa, kom ikke hurtig nok i Vej paa Fortovet og brød ud paa Gaden, hvor de skridtede af langs Rendestenen med en forvildet Pige i Hælene.
– Her er livligt, sagde Berg, han sad behageligt og indaandede den fugtig-milde Luft i sit Vognhjørne.
– Levende er her blevet i Staden, sagde Lange.
Ved Boulevardens Holdested kom man slet ikke frem, saadant et Myldr var der af Hætter, der skreg, og forbitrede Ægtemandsstokke, der demonstrerede. Men Sporvognene rullede sindigt forbi hen ad Boulevarden, svajende tungt under deres glade Last som et Par store vraltende Dyr.
Berg og Lange kom ind i Købmagergade. Mørkningshandelen gik i Kældre og Stuer. Igennem Ruderne saa man de fulde Boder, og Fortovsstrømmen løb bus paa Tjenestepiger, der debatterede i Nærheden af Kælderhalsene. Unge Piger fra Kursus fløj forbi hinanden med Haandslag, og »Herrer fra Forretningen« skød ud og ind i Vrimlen for at bringe Breve til den sidste Post.
Udenfor Modebutikerne, hvor de første Vintermodeller prangede under Gassens Lys, kom man slet ikke frem; og ved hvert femte Hus stoppedes den hele Strøm af Plankeværker foran Huse, som var under Ombygning, saa alle maatte ud at gaa Gaasegang paa de smalle Bræddebroer, der var lagt frem over Rendestenen.
– Svært, saa vi bygger Façader, sagde Berg, der i den skiftende Belysning sad og saa' ud over Fortovsstrømmens mange Hoveder.
– Vi kalker vore Grave, sagde Lange.
Paa Østergade blev Strømmen langsommere. Man drev afsted i Lyset, Skridt for Skridt, lunt, som i sin egen Stue, kiggede og hilste med Nik og vendte sig. En Omnibus kom paatværs af Drosken, saa den blev trykket helt ind mod Fortovet, hvor de unger Piger gled forbi, friske af Luften, søde og vimse under Herreblikkene; Ansigterne var just i Højde med Drosken, saa nær, saa det var, som om de rørte Vognen med Kinderne.
– Aften, Berg, Aften, raabte et Par Herrer og rettede Stokkene, som de bar »paa skraa« i Lommen.
– God Aften – god Aften.
De var uden for en Kunsthandel og maatte rent holde stille; man kom ikke frem, Sværmen stod helt ud paa Gaden.
– Her kan man s'gu altid holde Karantainen, sagde Kusken.
Det var et Par franske Sirener, man vilde se, der prangede i stærkt Lys – i halv Legensstørrelse – i Udhængsskabet, indrammede af Makartbuketter. Alle stod med opadvendte Ansigter og smilte foran Yndighederne.
– Kør ad Ny-Østergade, raabte Berg. Kusken drejede ind i Sidegaden, hvor de gled blødt hen ad Kørebanen, og der pludselig blev ganske mørkt og stille: ingen andre Folk end Parrene, der hviskede, gemte rundtom i Døraabningernes Skygger.
Folk drog over Skt. Annæplads i Stime, og Droskerne satte ind i Amaliegade med en Fart, som var Dyrene løbske; Damer, der løb over Gaden med løftede Skørter, kom foran Hestene og hvinte.
– Ka' den Dame dy sig, bandte Kusken.
– Hva'?
– Men – Amalie …
En Amalie, der var kommet paatværs af Bergs Droske, blev langet ind af en Herrearm.
– Du dog – raabte hun: Herluf Berg.
Damen Amalie blev af lutter lykkelig Forbavselse staaende ugraciøst paaskrævs over Rendestenen og saa' efter Drosken, til hun paany blev rendt over Ende.
Udenfor Teatret var der en Smækken med Vogndørene og en Trængen sig frem paa Trappen ind ad Porten, som om alle fik Feber blot ved at se Façadens Lygter og vilde komme først. Kun Droskekuskene sad uanfægtede og saa' betænkelige paa Smaapengene i de flade Hænder – før de vendte og kørte bort.
Inde i Garderoberne og Gangene, hvor man mærkede Gasluften og Støvet, fik Folk endnu mere travlt: Ouverturen var begyndt, man hørte den ned – —
– Skynd dig, skynd dig dog, raabte Berg, Tæppet gaar.
Der var allerede dæmpet i Salen. Hele Rummet var kun Hoved ved Hoved helt op i Amfiteatrets store levende Mørke – fyldt af en Brusen, i hvilken Ouverturens Vals næsten blev borte.
Man følte sig, som kom man ind i en elektrisk Kæde, naar Rækken lukkede sig, og man naaede paa Plads…
Tæppet til »Lykkepigen« gik op, da Berg og Lange satte sig: Man var i Provence, hvor Bønder holdt Fest, og Gaasepigen var i Spidsen med sin Hyrde. Hun tabte strax sin Træsko, som hun havde Halm i, og hele Huset genlød af den første glade, meningsløse Lattersalve, mens hun fik den paa igen.
Saa slog man sig til Ro i Loger og Parket og satte sig lunt til Sæde under Kor og Sange, mens Klapsalver faldt ned over En fra Galleriet, og man lod Forlibelse og Danserytmer staa sig ind i Ansigtet.
Indholdet kendte man. Det var fortalt otte Dage i Rad af alle Blade: Gaasepigen, hed det, var et Lykkebarn, saalænge hun aldrig havde kysset noget Mandfolk. Reklamerne havde antydet, at det jo egenlig ikke var »kysset«, men i Paris noget mere. Men Bearbejderen havde lagt en mildnende Haand paa Sujettet – af Hensyn til vort Publikums Følelser – og havde ændret til »kysset«.
Akten endte med en »Hønsesang«, hvor Gaasepigen kaglede.
Tæppet faldt og gik atter op og ned. Og i samme Sekund, mens der endnu blev klappet paa Galleriet, og før der blev Lys, steg der en pludrende Jubel op fra hele Salen, som om tusind Skolebørn fik Frikvarter, og ingen Mund stod stille, mens det var, som alle Hoveder nikkede paa én Gang.
Berg havde rejst sig og brugte Kikkerten. Lidt efter lidt blev der mere stille, mens man begyndte at mønstre hinanden og hilse og melde: Den var her og den og den – og man nikkede. For hvert kendt Ansigt var det som Velværet voksede: de var her rigtig alle, og man selv sad paa sin gode Plads og talte med. Det var et eget fornøjeligt Velbehag, hvor man mønstrede og mønstredes, mens Stemmerne summede.
Berg og Lange rettede Kikkerterne mod Logerne. Damerne sad smilende Række bag Række. De lyse Liv fra Sommeren var fremme en sidste Gang til Afsked, og det var, som om Ansigter og Kinder var runde endnu af Bade og Sommerluft.
– Gør sig s'gu, gør sig s'gu, sagde Lange og førte den ene Haand gennem Luften i en lille Bue, som om han med et Kærtegn omfattede al den friske Kønhed.
– Brillant, sagde Berg.
De var der alle – allesammen: Fru Canth, med en Vifte, saa man bare saa' den yderste Haartot af Assessoren; Fru Ekberg med Generalkonsulen, med ny Plade; Fru Dunker mellem Oberstinde Strøm og Redaktør Scheele: Legationsraadinde
