slog op imod ham og jog ham Blodet i Strøm til Kinderne. Og det var, som havde han med et tusind Øjne til at se hver Skønhed.
Det var det fine Purr af et Haar langs en Tinding; en letdannet Runding af en Kind, en Hofte og et Liv at lægge sin Arm om; blot et Lys paa et atlaskesstramt Bryst – det var nok til at friste ham.
De Dage kom en svær Blondine til Hotellet. Første Gang, hun kom ind i Restauranten, tog hun sin Guldlorgnet op – Franz saá det – og mønstrede Kelnerne.
Saa valgte hun ham.
Franz gik frem og ventede, hun skulde bestille noget. Han havde en egen Maade at staa paa, med Hovedet lidt bøjet og med Hænderne halvt foldede foran sig.
Damens Mand kom til og satte sig.
– Naa – ta’er vi Diner’en, sagde han og vendte sig: Hm – hm – og han lo – det var en sand Ganymed, sagde han. Aa – hva’ Kelner – to Diners …
– Vel … Franz gik et Par Skridt. Saa sagde Damen og ikke just sagte:
– Hans Skjortebryst var renest, Du …
Franz tilbragte tre Nætter udenfor den Dames Dør; sky, trykket op i Døraabningen som en Tyv, angst for at møde Skopudserne, som drog igennem Korridorerne med deres Kurve; tænderklaprende af Kulde.
Han sneg sig ud af sin Seng, den brændte under ham; han satte sig i et Anretterværelse, og han slog Vinduet op for at faa Luft og Aande. Han bandede sig selv, og hans Hjerne havde ikke anden Tanke end dette Begær.
Han tog hendes ligegyldige Blikke frem i sine Tanker, og han lagde et Haab i dem, saa dumt, at han lo deraf. Han saá hendes Skikkelse og hørte hendes Stemme og saá hendes Fingre, runde som hvide Snoge. Og han gik tilbage til Døren, og han stod dér, til det dagedes. Han vidste, det var aldeles forrykt, og han blev der.
Og da hun rejste, kom en anden. Der var ikke Standsning mer. Det var knap Kvinderne, han elskede, det var en Mund, en Hals, et Skønhedsmærke, et Legeme.
Han spejdede efter hver Kvinde. Han haabede paa hver eneste ny. Han vidste, han bød sig saa tydeligt frem. Hele sin Skønhed, og hvor maalte han den ikke med andre Mænds, deres Mænd – han bød den til. Men de saá ham slet ikke.
Han stod ved Siden af – som en Ting. Travede af med Fadene og Servietten – en ren Genstand – han saá saa godt sig selv.
Men om Natten kom der hastige Minder om et Blik paa hans Ansigt, en varm Haand, da han fik Drikkepengene. Og han hidsede sig op ved denne Nippedrik, der kun æklede hans Tørst …
Ofte stjal Franz sig ud af Restauranten til flakkende Fart gennem Gangene. Han lurede ved Dørene. Han kiggede ind ad Nøglehullerne.
Ved table d’hôte, hvor Herrer og Damer sad i Rad, kunde det hænde, at en Mand, der med Smil havde bøjet sig frem mod sin Naboerske, trak sig lidt brusque af Vejen. Han blev saa underlig ved det blege Ansigt over Fadet, naar Franz dukkede frem. Knægten havde ligesom Had i Øjnene.
Efter Bordet, ved Kaffen, kunde en Herre, naar han fik tændt, vende sig til sin Kone, sin Søster:
– Pokkers smuk Karl, sagde han. Franz hørte det.
Og hun løftede Blikket og saá paa ham som paa et Stativ og sagde:
– Aa ja – paa en Buk.
Saadan gik Dag efter Dag.
Han tænkte slet ingenting uden det.
Han stjal som en Tyv flygtige Berøringer; de mærkede det slet ikke. Han næsten fornærmede dem – de følte det slet ikke.
Og naar da en ny Dag havde slæbt sig frem, og det var blevet Aften og tomt i Salen, stod Franz timevis lænet til Balustraden; uden at gøre en Bevægelse, stirrende og bleg under det elektriske Lys.
Der arbejdede i hans Hjerne en tom Fortvivlelse, et afmægtigt Raseri, som søgte om et Svar og intet fandt og ikke vidste, hvorhen det skulde vende sig.
Undertiden gik han hjem. Han syntes, det dulmede.
Madam Pander sad og smaagræd.
– Sidder han ikke der, sagde hun til Rullekonen, og ser ud som Elendigheden i Ansigtet og si’er ikke det Herrens Ord. Men man véd, hvad det er – ja – mæn – man véd hvad det er …
Han vilde ikke ha’e Lys – der var bedst i Mørke. Stille lagde han Tøjet fra sig, og han sad i den gamle Sofa i Hjørnet. Madam Pander tog en Stol og satte sig foran ham.
Hun tog hans Hænder imellem sine og klappede dem sagte. Og han smilede træt og stille til hende og lagde sit Hoved over mod hendes Skulder.
– Hvad er der, min Dreng – lille Dreng – hvad er der med min Dreng?
Han knugede Hænderne fast og svarede ikke. Og Madam Pander følte hans Pande brænde mod sin Skulder og sagde igen med en Stemme, Graaden næsten gjorde uforstaaelig:
– Hvad er der med min Dreng – lille Dreng – gør de ham ondt?
Men naar Franz var gaaet, forbandede Madam Pander til Rullekonen alle Fruentimmer.
– For dem er det, det Rak – Herre Gud – og han har det jo ikke fra Fremmede.
En Tirsdag Aften gik Franz i Teatret. Ud til Carl Schulze at se en Operette.
Det var en tyrkisk Historie om en Prinsesse.
Der var en tyk Eunuk med udstoppet Mave; han gjorde Elskovsfagter, saa hele Huset hvinede. De kaldte ham frem og frem, og han gjorde sine Fagter om, stadig kaadere, og sang sin Vise igen:
Aber – es hat keinen Werth – Es hat keinen Werth.
Franz sad i Mørket i en Loge. Han lagde Hovedet tilbage mod Væggen og græd.
Da Akten var forbi, gik han.
Han skraaede ned mod Gänsemarkt og ind i en af Gyderne i det Kvarter. Han blev der om Natten.
Men da han vaagnede henimod Morgen og saá hende ved Siden af sig i Tusmørket, fo’r han op og løb derfra.
Han følte en Væmmelse, som kunde han udspy sig selv. Han brændte, og hans Hoved smertede. Ækelheden kvalmede ham, saa han stønnede.
Han gik hjem, men i Seng vilde han ikke. Ad Bagtrappen sneg han sig ned i Restauranten.
Det var begyndt at blive lyst, og en graa Dæmring faldt ind gennem Glastaget.
Franz satte sig paa Stentrappen med Hovedet i sine Hænder.
Og mens han sad her stille foran dette Rum, Vidnet til hans Liv, gled alting ud i en dyb og bundløs, en ubeskrivelig Lede.
Han saá langs Balustraden – Stolene var stillet op paa Bordene, de halvskidne Duge laa bredt derover … De kunstige Palmer struttede døde op i deres Majolikapotter.
Franz havde ingen Tanke, følte ingen Smerte. Men i hans Sind kom der op noget som en bedøvet Forbavselse over, at dette var Livet.
Lampeslukkeren havde glemt sin lange Stige igaar, da han slukkede. Paa dens Trin stod Franz, da han klyngede sig op paa Stangen over
