sang de med, mens de gyngede med Kroppen.
De smaa satte i og blev ved at synge det første Vers med deres skærende, høje Stemmer. En lille gullokket En var faldet og sad grædende paa Jorden. Hun sang, mens hun smurte Taarer og Jord rundt i sit Ansigt.
Maria Carolina gik stille tilbage til sin Guvernante.
En Dag var de smaa Piger alene.
De legede alle de stores Lege og kunde ikke huske dem, og røde i Totterne skændtes de som smaa Hanekyllinger og satte Trutmunde op og blev fornærmede….
Maria Carolina listede frem bag sit Træ.
Hun bøjede sig ned over en lille Purk, som snøftede og gned Øjne. Skal jeg hjælpe? sagde hun?
Den lille saa' op og stirrede lidt paa hende.
Saa rev hun sig løs og løb fra hende … De andre saa' Maria Carolina og begyndte at neje og holde i Forklæderne og trække sig væk, baglænds, skubbende til hinanden, over mod Træerne.
Maria Carolina stod ene, midt paa Pladsen. Hun var helt rød.
– Vil I lege, sagde hun igen og gik lidt frem.
Børnene svarede ikke. De klinede sig sammen, med Fingrene i Munden. Et Par blev ved at knikse.
– Skal vi ikke lege, sagde Maria Carolina igen, men sagtere.
Der kom ingen Svar, bare nogen Smaagrynt.
– Vi ska' lege "Munken", sagde Maria Carolina og gik lidt frem igen.
– Kom.
Hun tog en lille Pige i Haanden: Du skal holde mig, sagde hun.
Den lille strittede imod og begyndte at græde. Hun borede sig ind i Klumpen af de andre, som stod og skulede og snøftede—det trak op til en Stor-Skylle.
– Men—vi vil jo lege Munk, sagde Maria Carolina.
Hun tog en anden om Armen; den lille græd, som hun havde en Kniv i Halsen.
Maria Carolina slap hende. Hun saa' et Øjeblik endnu paa de smaa, som snøftede i Klump. Saa vendte hun sig og gik.
Mlle Leterrier vaagnede. De vendte hjem til Slottet.
Men Signor Pestalozzi vidste ikke, hvad der dog gik af Hendes Højhed i Timen i Dans og Bevægelse; Hendes Højhed begyndte pludselig at græde midt under Kvadrillen, mellom de tre Stole, og Graaden vilde aldrig høre op.
Maria Carolina pressede Læberne sammen og gjorde sine Pas til Signor Pestalozzis Violin, mens Taarerne løb hende ned ad Kinderne.
Men om Aftenen, da Mlle Leterrier havde bundet Hanskerne om hendes Haandled og var gaaet ud og havde lukket Døren, og hun havde hørt hendes Skridt bort gennem Gangen, stod Maria Carolina op igen og knælede ned paa Gulvet og rakte Armene op mod Himlen og græd og græd og græd.
Hun bad til Gud med Hovedet ned i Tæppet. Maria Carolina vidste ikke selv, men hun syntes, hun var saa grænseløs, saa forfærdelig ulykkelig….
Da var Maria Carolina vel en fjorten Aar.
Hendes Højhed Hertuginden valgte Maria Carolina to Veninder.
Det var et Par Gehejmeraaddøtre med lyserødt Haar og Fregner til ned paa Halsen.
De sad paa Kanten af Stolene, havde altid klamme Hænder, sagde "Ja" og "Nej" og aad som Ravne ved alle Maaltiderne.
Om Aftenerne blev der læst højt under Mlle Leterriers Forsæde. Det var Bøger af Samlingen pour les jeunes filles. De skiftedes til at læse. De to fregnede forstod ikke et Ord. Naar de selv læste, smurte de paa, uden at drage Aande, saa Fregnerne glødede.
Ingen forstod en Stavelse.
Mademoiselle hæklede Mellemværk og sagde: "Meget smukt", hver Gang de tabte Vejret.
Naar de spillede Kort, lod Veninderne altid "Hendes Højhed" vinde, og fik bagefter Knaset til Foræring.
Maria Carolina behandlede dem med en distræt Venlighed. Mest var hun interesseret af, hvor meget der kunde gaa i deres Lommer. Hun troede virkelig, der var Plads til alt i deres Lommer.
–Saadan gik Tiden.
I Ferierne kom Arveprinsen hjem fra Kadetskolen.
Hans Højhed Arveprins Ernst Georg var en lang Knægt, som kneb Maria Carolina i Armen under Taflet, saa hun var gul og grøn. Om Søndagen sad han bag ved hende i Kirken og knubsede hende under Prædikenen med knyttet Haand i Nakken. Maria Carolina kunde være gaaet i Ilden for ham.
Hun elskede ham blindt. Hun var altid stiv som en Pind imod ham og talte altid til ham, som om hun var fornærmet.
Arveprins Ernst Georg drillede hende med at overkysse hende. Hun var blodrød og grædefærdig. Bagefter sad hun i en Krog og beundrede.
– Luk Munden, raabte Ernst Georg. Maria Carolina havde den Vane at sidde hen med aaben Mund, naar hun beundrede.
Maria Carolina var meget kejtet og kunde aldrig finde sig til rette med sine Arme, som var lange, med meget røde Haandled. De hang og dinglede, som var de løse.
– Armene, Deres Højhed, Armene, sagde Mademoiselle Leterrier.
Og Hendes Højhed fo'r sammen, og Armene strittede krampagtigt, Albuerne var spidse som Syle.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var i sørgelig Grad uden Gratie.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina fyldte seksten Aar.
Hun fik egen Hofstat. Den bestod af en Hofdame, Komtesse Theodora-Anna-Amalia v. Hartenstein, det fyldte godt i den hertugelige Statskalender. Hun var opført tre Gange. Hendes Højhed Hertugindens Hofstat: Komtesse Theodora-Anna-Amalia von Hartenstein, første Æresdame. Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolinas Hofstat: Æresdame Komtesse Theodora-Anna-Amalia von Hartenstein, Hofdame.
Hofstat til Disposition for fremmede Fyrstinder: Æresdame Komtesse Theodora-Anna-Amalia von Hartenstein, Hofdame hos Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina.
Конец ознакомительного фрагмента.
Текст предоставлен ООО «ЛитРес».
Прочитайте эту книгу целиком, купив полную легальную версию на ЛитРес.
Безопасно оплатить книгу можно банковской картой Visa, MasterCard, Maestro, со счета мобильного телефона, с платежного терминала, в салоне МТС или Связной, через PayPal, WebMoney, Яндекс.Деньги, QIWI Кошелек, бонусными картами или
