at vide. – Fik noget at vide og gjættede mere. —
– Det var gaaet svært tilbage med Fa'ers Forretning – Fa'er havde altid "vovet" meget og spændt Krediten til det yderste, af hvad det gamle Navn kunde bære. Saa kom der Uheld efter Uheld, Tab efter Tab. —
– Og saa skulde der skjules og dækkes over det. – Og vi førte stadig større Hus baade for at bedrage Mo'er og alle fremmede, – Elisabeth og jeg var de eneste, som vidste det. —
– Den gamle Kasserer havde i sin Angst betroet det til mig.
– Ved du, det er grueligt at leve i saadant et Hus, som staar for Fald-det er som Ruinen lurede i alle Kroge. Og saa Spektaklet og Festerne, og vi indviede, som vogtede paa hinanden for at se, om vi spillede vore Roller godt —
– Og midt paa et Bal kunde Elisabeth og jeg mødes og trykke hinanden krampagtig i Haanden, mens vi saa paa hinanden med et fortvivlet Blik. —
Min gamle Ven sad lidt og stille sagde han:
– Ja – den stakkes Elisabeth.
– Hvorfor – hvad er hun nu – hun er er vel gift?
– Nej – hun hævede sin Forlovelse – den Vinter – den Vinter – den sidste Vinter hævede hun den pludselig —
– Hvem var han? Var det ikke Thorsen?
– Jo – véd du, hun handlede ret – han havde forlovet sig med den rige Pige —
– Men – naa ja, jeg tror ikke, hun har glemt ham.
– Og han tog imod det – uden videre – lod hende gaa?
– Min Ven, hvad skulde han gjøre? Han havde atten hundrede Kroner om Aaret, og Elisabeth havde brugt det tredobbelte til sine Kjoler. – Han var meget bedrøvet, tror jeg … – Nu i Foraaret blev han gift —
– Saa stor var Bedrøvelsen … Aa ja … Min Ven tog sig ned over Øjnene.
– Ser du, sagde han, det kan man ikke dømme. Hjertesorg og Hjertesorg er to Ting – og den er ikke ens for alle —
– Og hvordan gik det saa ellers —
– Fa'er holdt det gaaende til det sidste, – Aa – den sidste Tid – du, da jeg vidste alting. Hverdan det hele hang i en Traad, da de støvede rundt efter Penge til vore Vexler – og det drejede sig om timer. Bankerne, forstaar du, var begyndt at blive forsigtige, de holdt sig tilbage og vægrede sig og gjorde Ophævelser … og akcepterede ikke mer….
– Jeg husker en Gang – der var blevet præsenteret en Vexel i Banken, saa kom der Bud tilbage, at Direktøren ønskede gjerne at tale med Fa'er personlig —
Jeg var i Kontoret hos Fa'er, da Buddet kom. —
Han saa' op, og vendte sig, saa Kontoristen ikke kunde se hans Ansigt.
– Og Vexlen? sagde han.
– Ja – den blev ikke akcepteret. – Direktøren sagde en Formfejl.
Конец ознакомительного фрагмента.
Текст предоставлен ООО «ЛитРес».
Прочитайте эту книгу целиком, купив полную легальную версию на ЛитРес.
Безопасно оплатить книгу можно банковской картой Visa, MasterCard, Maestro, со счета мобильного телефона, с платежного терминала, в салоне МТС или Связной, через PayPal, WebMoney, Яндекс.Деньги, QIWI Кошелек, бонусными картами или другим удобным Вам способом.
