-Erichsen
Strandingshistorier: Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen
MICHAEL ANCHER
Lykkelig den, der har bygget sit Hus,
hvor Solen beskinner et lyngdækket Land,
hvor Vejret har uhindret strygende Sus,
og Søen slaar Braad mod den aabne Strand.
Lyngduft og Søluft og fri Horisont
bag Klitters forruskede Eventyr-Egn
– her virker De rigt i den daglige Dont
trods hvirvlende Sandknog og Snefog og Regn.
Det Lærred, De maler paa Strand og i Klit,
er gnistrende solfyldt ved sommerlig Vind
men af et forrygende Stormvejr forbidt,
naar Havet har Brus over Revlerne ind.
Vi har Kunstnere nok, som sidder bag Dør
og pudser og piller med sirligt Talent,
se derfor er Farven saa spegende tør
og Liv og Natur saa elendig bevendt.
Men De, som selv er en Frilandsnatur
og har paa den sandede Kyst slaaet Rod,
De kender og elsker i Mol som i Dur
den fattige Egn med det rige Mod.
Hver plastisk Figur, hver Farve, De sér,
faar Præg af det ærlige Sandhedsbegreb,
den selvskabte, stejle Mandskarakter,
som vil det, den vil – trods alt hvad det kneb.
Mandigt og monumentalt har De ført
i en Menneskealder den malende Haand
– aa! og saa mærker man Haanden berørt
af Kunstens benaadende Helligaand.
Lykkelig De, som har bygget Dem Hjem,
hvor Blikket kan fyldes af fri Horisont,
hvor Haanden kan viljestærk kæmpe sig frem,
og Hjærtet er med i den daglige Dont!
ANNA ANCHER
Den Kunst, De gav, var sund og djærv,
som selv De er en sund Natur,
der stille røgter store Hverv
– den Kunst, De gav, er djærv og pur.
Og den, som skatter Kunstens Guld
og fandt hos Dem et Livsens Væld
op af den magre jydske Muld,
er kommen dybt til Dem i Gæld.
Thi Deres kloge Kvindeblik
har sét, hvad Mennesker er værd,
og Sandhed talte De, men fik
dog Plads for Nænsomhedens Skær.
Nænsom og sand er Deres Kunst,
og jydsk er Lunets Smil deri,
– dog, den bedømte Dem omsonst,
som saa' kun Deres Maleri.
Dem selv skal man paa Skagen sé
som Michaels Hustru, Helgas Mor,
som Kunstnerhjemmets gode Fé
og Venners Vært ved dagligt Bord.
Da sér man, Deres Kunst er stor,
den gi'r Dem selv, til Punkt og Prik:
det noble Sind, de djærve Ord
og Deres kloge Kvindeblik!
KUNSTNERPARRET ANCHER
Ingen af vore Kunstnere har som Michael Ancher og Anna Ancher givet den vestjydske Fiskerbefolknings Type – han især Mændene, hun mest Kvinderne. Men det er Typen, saadan som den har udviklet sig paa Skagen, udelukkende den og i meget afvigende fra Typen vesterned ad Kysten.
En mærkelig stor Forskel er der paa Dialekten i de forskellige jydske Egne. Men selv inden for den særegne Form, som vestjydsk er, varierer Udtalen paa det mangfoldigste. Bare paa den halve Snes Mil lange Kyststrækning fra Nymindegab til Thorsminde konstaterer man i Klitboernes Sprog talrige skiftende Betoninger, nyt Gloseforraad, særlig Rytmik, hele fire Former alene for et Ord som Børn, nemlig: Bøen, Baen, Baaen, Baer! Norden for Limfjorden tales der et Bondejydsk, som i sin bredeste Form er halvvejs uforstaaeligt for Klitboerne f. Eks. fra Ringkøbingegnen. Mellem Harboørefiskerens og Skagboens Maal er der saa stor Forskel, at man ikke skulde tro, deres Dont er den samme, deres Virkeplads et fælles Havstrøg, deres Hjem adskilt ved kun et ringe Antal Mil.
Som Dialekten er kendeligt uens, træder ogsaa Forskellen i Folketype tydeligt frem langs Vestkysten. Oftest er vel et fælles vestjydsk Grundpræg fremherskende i Ansigterne, alle Vegne er dog lokale Tilsnit i saadan Grad iøjnefaldende, at der faktisk kan opstilles en Række varierende Typer.
Endogsaa inden for et saa begrænset Antal Fiskerfamiljer som Skagboerne varierer Typen. Skagen By har henved 2700 Indbyggere, men Byens Form, der er smal og langstrakt, egentlig kun spredt Bebyggelse paa begge Sider Landevejen, lægger omtrent en Fjerdingvej mellem de østligst boende, de nærmest ud ad Fyret, og de vestligste Skagboere, de ved Plantagen, og besynderligt nok, der er virkelig her Ansigter af to forskellige Slags, Skægformen er ikke ens, Moden for Haarets Fald ikke heller, Legemsskikkelsen synes ogsaa forskellig, blandt Vesterbyfolkene træffer man saaledes Folk af en Smule Landsognspræg, medens Østerbyen udelukkende har Fiskertypen i Renkultivering. Troligvis er det Giftermaal inden for samme snævert begrænsede Bydel – Østerbyen og Vesterbyen altsaa at betragte som én stor Familje hver for sig – der giver Særpræget. Undtagelser, Overgangsformer findes naturligvis.
Det er Skagens Østerbyfolk, vi kender fra Kunstnerparret Anchers Billeder. I denne Bydel er Anna Ancher født og har levet sin meste Tid, og her har Michael Ancher boet og malt 27 Aar i Træk. De har altsaa begge haft Lejlighed til at trænge til Bunds i Tingene, gøre sig fuldt fortrolige med deres Speciale, lære Naturen at kende i alle dens Udtryk, Mennesket i hele dets Egenartethed her paa dette Sted.
Michael og Anna Ancher har, som de eneste danske Kunstnere, der gennem en længere Aarrække har givet indtrængende realistisk Skildring af vestjydske Fiskeres Type og Livsforhold inde og ude, virket uvurderligt fortjenstfuldt alene rent kulturhistorisk set. Ingen andre Steder paa Jyllands Vestkyst – hvortil altsaa henregnes ogsaa Skagen By, mere efter dens Natur end ifølge geografisk Beliggenhed – har moderne Kunstnere levet og arbejdet længe nok til at opfatte og skildre mere end overfladisk (med Undtagelse af P. S. Krøyer og N. P. Mols, for enkelte Billeders Vedkommende).
Det er Skade! Hvor trist ogsaa, at den realistiske Folkeskildring i Malerkunsten kom saa sént i Vækst herhjemme og tæller saa faa betydelige Kræfter. Thi de gamle Typer dør ud. En ny Slægt af et nyt Snit vokser til, den gamle gaar uskildret i Graven mange Steder. Skade! for den har sit eget stærke Karaktérpræg, der burde leve i Billeder som i Bøger. I Ægteparret Anchers Kunst lever de gamle Skagboer da som en Type med Gyldighed ogsaa for Egne af Vestjylland, hvor Gennemsnitspræget ganske vist differentierer, men hvor ingen anden Kunstner har givet det væsenlige, det særegent personlige.
Det var vel meget af en Tilfældighed, at Michael Ancher slog sig ned paa Skagen. Født paa Bornholm, i en gammel Købmandsslægt, opvokset dèr og med et fléraarigt Ungdoms-Ophold paa et Godskontor i Østjylland som grundlæggende for sin Naturopfattelse, havde han ikke netop fat i Traaden, der førte til Skagen. Men derop kom han dog en skønne Dag. I Selskab med Kunsthistorikeren, daværende Maler Karl Madsen fandt han Husly paa Brøndums Kro,
