han indhylledes i en tæt Røg af Sand, der tvang hans Læber og Øjelaag haardt sammen, fyldte Øjehuler og Næsebor og betog ham for halve Minutter hans Aandedræt. Et Øjeblik troede han, Fodfæstet glippede ham, han blev som løftet og slynget – da pressede han sig med rundet Ryg mod Stormen og læmpede et Øje paa Klem, saa han fik kigget og sanset, at han endnu rørte den faste Bund – og derpaa kneb han Øjet tæt i igen, til den rasende Byge var lænset noget længere bort.
Holst havde aldrig tænkt sig Mage til Vejr, intet Tøj stod imod, det gusede ham gennem hele Legemet, naar Stormkastene rigtig tog fat. Han tænkte med Taknemmelighed paa Præstens, der havde saa rent i Overmaal dænget ham til med Klæder … Sikkert vilde det alligevel blive drøje fire Timer strandlangs den Nat. Men værre var det dog for Fiskerne, som havde Tørnen Vinteren igennem – og for Søfolk, som rakkede med Skuden derude i Søen … Altsaa: nu var Vagten sat, og nu skulde der kigges nøje efter Skibslanterner og Nødblus – kigges ud i dette Nattemulm, der alle vegne var fyldt af Sandets Ørkenknog og af flyvende Skumtotter, som overklistrede Ansigtet. Og lyttes skulde der efter Varselsraab og Jammerskrig – lyttes ud gennem dette forskrækkelige Helvedeshyl!
Der blev et Slags Opholdspust i Vejret. Fiskeren tog Holst i Armen: »Skal vi saa begynde!« raabte han tætved og med fremskudt Mund.
De gik. Vejen var i Blinde og hverken jævn eller med lige Kurs, der var slet ingen Vej, ikke heller Sti. De fulgte Rygningen af den yderste Klitrække, og højt var Sandet føget sammen her, før det i sin Tid fæstnedes til Leje af Helmenes lange Rødder. Klitterne toppede sig op og op, med dybe Gryder mellem sig og i bugtet Slyng mod Strandsiden, snart med en Knold strakt frem og snart i en Vig trukken tilbage, stadighen op og ned og ud og ind. Den brede Forstrand, der Aarets meste Tid gav Plads til Baade og Fiskegarnsgalger, var ikke mere at se, Havet stod over den, Braaddet fra inderste Brænding, der ellers skvulpede lavt nede i Havstokken, blev denne Nat pisket helt op til Klitranden, som undermineredes, saa store Sandskred gik i Søen. Der steg paa sine Steder et fortumlet Sprøjt op ad Klitvæggen, som kunde denne være et Klippeskær i det dybe Hav. Inderst i Vigene, hvor Søen ikke hver Gang naaede, laa Skummet pakket sammen alenhøjt som Fygesne i en Hulvej.
De havde Vejret sideværts paa sig, naar de gik lige i Nord, men saadan som de maatte krydse sig frem, stak Blæsten ofte klods imod og fluks fra Havet. Det nyttede ikke at gemme en Rest af Kræfterne til sidenhen, der maatte fuld Muskelspændthed for hvert Skridt.
Der steg Hede til Hovedet, det blev saa tungt, og Tankerne arbejdede som bag Slør. Huden blev stram og følelsesløs, Øjnene sved og løb i Vand. Saadan gik de nogen Tid over Klitbjergene famlende sig frem med Stok, Fiskeren et halvt Skridt foran sin Ledsager. De sagde ingenting, men Vejret fyldte deres Øren med et Kaos af Lyde, alt var bælgmørkt omkring dem og paa Havet intet at skimte uden Skumstribernes uroligt skiftende Antydninger af hvidt. Det var til Gavns en anstrengende Gang – og det havde unægteligt været bekvemmere at ligge hjemme i Præstefamiljens hyggelige lille Gæsteværelse … Dejligt var det dog, en legemlig Styrkeprøve, en organisk Livssvulmen, at brydes med denne balstyrige Blæst, en hel Orkan, at stemme sig imod den med helstøbt Vilje og trodse sig frem, skønt det kneb, og man sommetider mærkede i sig en dekadent Trang til at give fortabt. Turen var en Lektion i den dyrebare Energi.
Tankerne havde lang Tid ingen andre Steder Ærinde end til Nuets Hændelser, de nærede sig af Uvejret, og naar Hvirvelflugten af Vind og Havskum og Sand rigtig hensynsløst strøg til, blev Tankekresen snævret ind til bare et Par Alen rundt omkring Fødderne, dér hvor disse skridtede gennem det uforskelige Mørke. Men alt som Uvejrets Ytringer, trods den mangfoldige Variation, forekom énsartede, og der stadig ingen Samtale førtes, blev der tænkt i fjernere Baner. Momentvis fik Holst Lejlighed til at undres over, hvorfor egentlig han vandrede her en Stormnat paa den jydske Vestkyst. Hvad var det vel, der havde draget ham hertil?
Han repeterede Motiverne. Han var et hjemløst Menneske, der ingen Steder havde fast Tilhold. I København stod der vel nogle møblerede Stuer, som han undertiden i et Anfald af samfundsnyttig Borgerfølelse kaldte sine, men han sov og spiste der bare nu og da, naar Forhold, han ikke beherskede, bandt ham til Byen, egentlig var Stuerne mere hans Venners end hans egne, eller snarere var de Værtens, de var lejede halvaarsvis og kunde fratages ham naarsomhelst. Han maatte selv eje Hus for at føle sig hjemme. Men den hele sære, vide Verden var dog bedre end en prioriteret Villa ved København. Og Verden var hans Hjem. Hans højeste Ønske havde længe været at eje en ambulant lille Bolig, et nogenlunde regntæt Telt, som han nemt kunde flytte med, hvorhen Længslerne kaldte, til Hedesletter, til Sandørkner, til Fjældtinder. Han var en Nomade og altid paa Rejse. Det var ham en egen Lystfølelse at sætte sig i Toget i København uden bestemt Rejsemaal og køre Aften og Nat og saa hen paa Morgenstunden, naar han vaagnede og kiggede ud af Kupévinduet paa et fladt og fattigt jydsk Landskab, pludselig bestemme sig til at staa ud ved næste Station og tale med Mennesker dér, han ikke vidste Navn paa. Han førte ikke mere Rejsetøj med sig, end han selv kunde bære, han var derfor ikke bunden til Gæstgivergaarde og Amtschausséer men kunde lade allehaande Indskydelser for Dagen og Natten komme til deres Ret. Han var Fodgænger af Natur, han elskede at gøre det af med Timerne ved Tusinder af taalmodige Skridt. Han gennemstrejfede Landene, hvor han kom frem. Som en Agerhøne sent i Jagttiden var han altid »paa Foden«. Det var farligt for hans Helbred at slippe ham løs paa en fremmed Kyst, han gav sig øjeblikkelig paa Vej og sultede sig ud til det ukendte Hav paa den anden Side. For især var det Havet, der trak ham. Han følte Kvælningsfornemmelser, naar han nogle Maaneder ikke havde set Hav. Og naaede han endelig Havet engang og havde Tiden for sig, gik han til Skipperbeværtningerne og faldt i Snak med en eller anden, der tog ham med tilsøs, ud hvor Horisonten er landløs, Luften bakteriefri og Hjemfølelsen reduceret til saa og saa mange Favne Plankedæk, der farer evigt frem eller neden om og hjem. Punktum.
Ved Vesterhavet havde han levet længere end ved noget andet Hav. Klitkystens blege Farve var som lægende Salve for hans Øjne, naar de trætte af Kafé-Taage og elektrisk Lys søgte bort fra Byen. Han huskede Aftener og Nætter ved Vintertid i København, naar han kom fra sit Arbejde – for han bestilte jo ét og andet – og han saa gik ned langs Havnen, hvor han boede i et gammelt Hus med spidsvinklet Tag, og fulgte Bolværket og hørte Isen skrue knagende om de indefrosne Skuder, da havde han i brutal Længsel efter en fjerntstrakt isdækt Fjord ved Vesterhavsklitterne, hvor han havde suset paa Skøjter som Barn, i Længsel videre bort gennem al Verdens Vejr Jordkloden rundt, hvorhen hans Ønsker suste alle Tider, bestemt sig til i Morgen den Dag at overskære alle Baand, der bandt ham til Byen, hvor han levede som en indefrossen. En Nat nede ved den frosne Havn sukkede han sin Længsel ud i nogle Vers. De lød saaledes:
Nu ligger Isen paa Kanalens Vande
og knuger Strømmens Hvirvler under Dække,
langs gammelt Bolværk knager Isens Rande,
og Maager flokkes om hver lille Sprække.
Og mange Skuder ligger indeklemte
med Isen skruet haabløst op om Stavnen,
med Sejl og Liner bag Presenning gemte,
som skulde de faa lang Tids Rast i Havnen.
I kolde Nætter hører jeg dem stønne,
det lyder som et fanget Vilddyrs Brølen:
de bundne Skuder længes, kan jeg skønne,
mod dybe Haves Braadsøer under Kølen.
De længes – som jeg selv – mod andre Zoner,
ud efter kostelige, sjældne Fragter,
ud for at høre ny og stærke Toner
og se paa Folk i andre, sære Dragter —
til vide Himmelstrøg, til Kulingspresset,
der bærer langvejs bort fra trange Havne,
hvor en Bugsérbaad drager hele Læsset
og ingen lydig Skipper Lods tør savne —
ud til et Liv i rig, fortumlet
