Ting han gennemtænkte,ræsonnered altid klart.
Kølig er hans skarpe Hjerne,
haane Dansken vil han gerne
– nu og da med nogen Ret,
socialistisk,
egoistisk
uden selv at vide det.
Jørgen vil jeg altid huske
længst af al hans mørke Slægt.
Ingen Dansker kan ham kuske,
han er stærk i Selvrespekt,
minder mig om stejle Jyder,
kender sine Landsmænds Lyder,
ser og skatter deres Værd,
lod mig lære
dem at ære
paa vor lange Grønlandsfærd.
Eskimoen er godmodig,
med den fri Natur i Pagt,
og jeg véd, han hader blodig
Enevældets snævre Magt.
– Blandingsbørn blir født uægte,
som den Danske ej kan nægte
Penge og Paternitet.
Sagen glemmes,
han forfremmes,
bliver »Amtmand« trods sin Bêt.
Men forelsker han sig ærligt
i en smuk Grønlænderinde
og vil giftes! Hvor besværligt
at faa stiftet Hjem med hende!
Kun mod Tab af Embedsstilling
faar han Ægteskabsbevilling,
– Manden maa jo være gal!
Staten harmes
ved den armes
Syn paa dansk Missions-Moral.
Vi har kristnet Eskimoen,
lært ham Tvivlens Sjæleangst.
For sin Frihed vandt han »Troen«
og fik Kaffe for sin Fangst.
Selvkaldt er vi Landets Herre,
vi kan for Kulturen spærre,
og det har vi hidtil gjort.
Penge vandt vi,
Folket bandt vi
stavnsfast bag en lukket Port.
– Naar en Gang i Grønlands Styre
sjette Frederiks flade Aand
faar sin slet fortjente Hyre
og blir kvalt i egne Baand,
og naar Vejen brydes aaben
til at holde over Daaben
Landets egne Børn som Mænd,
der kan lede
egen Rede,
saa er Jørgen glad igen.
Jørgen! Du maa ikke slippe
Fremtidshaabet for dit Folk,
rank og grundfast som en Klippe
skal du være Retfærds Tolk.
Du skal se, der gryr en Morgen,
da I hejser Flag paa Borgen
under unge Frihedskor:
send da ikke
hadske Blikke
ned til gamle danske Mor!
V
GABRIEL OLESEN, kaldet »GABA«
Gaba er god,
god som et Barn, selv om alt gaar imod,
han kan sig let med vort Vildliv forsone,
længes vist knapt efter Spædbarn og Kone,
som han forlod.
Gaba er klog,
taler blot et malabarisk Sprog,
tidt maa vi ty til de særeste Fagter,
eller vi udgransker det, som vi agter,
af en Glose-Bog.
Gaba er Kok,
Koksmath især – men han har en barok
Lyst til vor Smagssans at undertrykke
ved at benytte som Viskestykke
Skjorte og Sok.
Gaba er flink,
lystrer med Iver vort ringeste Vink
– helst dog, naar Vinket betyder at skaffe
Vand paa en Kedel til The eller Kaffe,
– se da hans Blink!
Sukker især
har han, den Slikmund, usigelig kær,
sender sin Skefuld forelskede Blikke,
naar han behændig faar Top til at ligge
– en Kunst, der er svær!
Gaba er glad,
sorgløs og lattermild, blot han faar Mad,
men naar vi mindsker en Dag Provianten,
saa kan han sætte sig ordknap og vranten
over sit Fad.
Gabas Tobak
er hans Bekymring og evige Snak,
og for at skaffe sig noget at røge
tror jeg, han gerne vilde forsøge
sin Skind-Timiak.
Han er adræt,
let tilbéns danser han Reeler med Spjæt.
Spørger man, hvad han nu tilbeder særlig:
Dans eller Kirkegang? svarer han ærlig:
»Danse mig træt!«
Gaba har Trang,
Trang til at sove, skøndt vækket en Gang,
ja, og saa snorker han rent ubarmhjærtig;
rusker man Fyren, saa svarer han værdig:
»Jeg drømte, jeg sang.«
Gaba har Røst,
Salmesang er ham en daglig Trøst,
Melodierne er bestandig hans egne,
og de tager Tonen fra samtlige Degne
her under Kyst.
Han er literær,
nedskriver Gloser og Folkesagn her,
lærdoms-stolt lader han Blyanten flyde,
ikke en eneste Sjæl kan udtyde
hans Kragetær.
Gabas Moral,
Kristenmoral, den er ikke saa gal:
dybt han beklager sin hedenske Søster,
fristes dog selv af hedenske Lyster,
naar Natten er sval.
Kæk i Kajak
gaar han paa Havet, hvor Hvalrossen trak,
kaster Harpunen med Kraft mod sit Bytte,
er efter Sæl en paalidelig Skytte.
Gaba, hav Tak!
Tro har han fulgt,
delt
