der så småt en ændring af disse tankegange. Den begyndte i Firenze i Italien, og derfra spredte den sig til resten af Europa. Datidens håndværkere var blevet både rige og indflydelsesrige, hvilket medførte, at arbejde fik en højere status. Det blev endda besluttet, at kun de personer i Firenze, der var medlem af et håndværkerlav, skulle have stemmeret. Hermed var forholdet mellem arbejde og politisk indflydelse vendt på hovedet i forhold til, hvordan det var i antikken.
Med renæssancen, og i særdeleshed efter reformationens begyndelse, tog arbejdets opstigning mod en højere status for alvor fart: Protestanterne og calvinisterne så arbejdet, og indirekte arbejdets materielle frugter, som et tegn på, at man havde Guds nåde. Arbejdet blev til et kald og en kristen pligt, fordi det blev set som en næstekærlig handling at arbejde (Weber 1972: 65). Aldrig før havde man set andet end nødvendighed i arbejdet, men efter reformationen rummede det at arbejde en egen normativitet: Det var noget, man etisk set burde gøre, og man kunne nu have en arbejdsmoral. En del af denne arbejdsmoral bestod i at tjene penge, og gerne mange penge. Ikke som et mål i sig selv, men som en måde at tjene Gud på. Denne ‘protestantiske etik’ er blevet set som en af forklaringerne på opbygningen af den enorme velstand, Vesten besidder (Weber 1972).
I oplysningstiden sker der det, at man bl.a. i den engelske tekstilindustri begynder at indføre de principper, der er forløberne for samlebåndsarbejdet, som vi kender det i dag, nemlig opdelingen af arbejdsprocesserne og en øget mekanisering. Endnu et stort skridt på vejen mod nutidens velstand er taget. Men som 1700-tallets mest fremtrædende økonom, Adam Smith, iagttager, så fører denne opdeling ikke kun til øget velstand, men også til, at arbejdet er fordummende for arbejderen og i højere grad føles meningsløst, fordi det ikke længere kræver hverken viden, erfaring eller kreativitet at udføre det. Tidligere i oplysningstiden introducerer den engelske filosof John Locke den idé, at al økonomisk værdi i virkeligheden bygger på arbejde. Ting, det er meget arbejdskrævende at fremstille, f.eks. et ur, er derfor mere værd end en ting, som ikke er særligt arbejdskrævende at lave, som f.eks. et brød. Dermed bliver selve arbejdet, og det at man arbejder, til noget værdifuldt, ikke kun i åndelig, men også i økonomisk forstand.
I romantikken, og især gennem den industrielle revolution, der i denne periode bruser ud i store dele af verden med jernbaner, fabrikker, telegrafi og telefoni, får arbejdet en endnu højere status: Den tyske filosof Georg Wilhelm Friedrich Hegel hævder, at arbejdet ligefrem er det, der adskiller os fra dyrene. Det er gennem arbejde, at både det enkelte menneske og hele menneskeslægten realiserer sin åndelighed og sit sande væsen, som er frihed. Karl Marx, en af kommunismens grundlæggere, opfattede heller ikke frihed som frihed fra arbejde. Frihed var derimod, når man selv frit bestemte, hvad man ville arbejde med. Det, der gjorde et arbejde meningsfuldt, var, at man selv havde valgt det. Nu skulle den enkelte altså ikke længere arbejde for hverken Guds eller næstens skyld, men for sin egen skyld. Med andre ord er individet og individets egne lyster og behov for alvor kommet på scenen over for slægt, samfund og Gud. Arbejdet er blevet koblet sammen med både frihed og dannelsen og realiseringen af det enkelte menneske som menneske. Arbejdet bliver med andre ord identitetsskabende. Disse ideer præger i allerhøjeste grad vores opfattelse af arbejde i dag.
I en nyere moderne sammenhæng, dvs. fra år 1900 og frem, gennemgår arbejdslivet i Vesten over kort tid store ændringer. Fra at have været nationer af bønder bliver de vestlige lande nationer af industri- og servicemedarbejdere. Med industri- og servicesamfundet opstår også de velhavende, demokratiske stater. Samtidig begynder den optimerings- og effektiviseringsproces, der tidligere kun blev anvendt på arbejdsprocesser og maskiner, også at blive vendt mod arbejderne og lederne selv. Hvordan effektiviserer og optimerer man mennesker, nu hvor arbejdsprocesserne og maskinerne er blevet effektiviseret med stor velstand til følge? Som et svar på det spørgsmål blev der fra omkring år 1900 udviklet redskaber som organisationsteorier og ledelsesfilosofier med scientific management-teorien som den første. Denne udvikling fortsætter med Human Ressource Management, coaching, lederkurser, medarbejderudviklingssamtaler og brugen af erhvervspsykologer på arbejdspladser i dag.
I senmoderniteten udvikles industri- og servicesamfundet til et globalt service- og vidensamfund. Det gør det med store tvær-nationale politiske og handelsmæssige samarbejder som EU, med globale virksomheder og gennem udbredelsen af fjernsyn, computere, internet, mobiltelefoni og billige flyrejser m.m. De vestlige arbejdsmarkeder bliver i højere og højere grad omlagt fra at være produktionsorienterede til at være design-, oplevelses-, service- og markedsorienterede. Der sker en større outsourcing af industriarbejdet til 3.-verdenslande, f.eks. i tekstilbranchen. For 200 år siden udgjorde folk, der arbejder med landbrug, 80 % af den arbejdende befolkning i Danmark. I dag udgør de kun 4 % (Lindhardt og Uhrskov 1997). I stedet arbejder flere og flere mennesker kreativt med viden, service, innovation, markedsføring, design, forbrugerinddragelse, branding, oplysning og oplevelser – selv i de fag, man normalt kun forbinder med produktion og service som rengørings- og fødevareindustrien. Denne udvikling passede godt sammen med, at de unge i 1960’erne og 1970’erne begyndte at stille skærpede krav til arbejdet: Arbejdet skal ikke bare bringe mad på bordet, det skal også være noget, individet kan realisere sig selv og sin kreativitet igennem. Med andre ord har de tanker, der florerede blandt romantikkens filosoffer, slået rod i den unge del af befolkningen. Menigmand og -kvinde har i højere grad end nogensinde før i historien økonomisk og kulturel mulighed for at forfølge egne personlige lyster og drømme i arbejdslivet. Samtidig starter en udvikling hen imod fladere ledelsesstrukturer og en større grad af medbestemmelse og selvledelse på mange arbejdspladser. Ledelsen bevæger sig væk fra at arbejde autoritativt, hierarkisk og beordrende til i højere grad at arbejde motiverende, ligeværdigt og argumenterende.
Op gennem 1990’erne er der sket en yderligere individualisering af arbejdernes krav til arbejdet. Det skal stadig, som i 1960’erne og 1970’erne, være et arbejde, som man selv har valgt, men man vil også føle og opleve arbejdet som meningsfuldt. Der er med andre ord et krav om, at individet har mulighed for bestemte relationer til sit arbejde: at det er selvvalgt, at det rummer mulighed for selvudvikling og selvbestemmelse, og at det føles meningsfuldt. Derfor kan både det at være forsker i vacciner mod HIV og slagteriarbejder være eksempler på, hvad man i dag vil kalde meningsfuldt arbejde – forudsat altså, at den enkelte selv oplever det som meningsfuldt.
Grundene til at vi arbejder, og hvad der bliver anset for at være et meningsfuldt arbejde, har altså ændret sig dramatisk gennem tiden. I antikken udelukkede arbejde mennesker fra politisk indflydelse, etisk dannelse og meningsfylde. I dag har vi et arbejdsbegreb, som både kan rumme identitet, politik, etik og mening. Hvor familieliv, fritidsliv, det politiske og det religiøse liv tidligere i historien spillede en større rolle for vores identitet, selvværd og samfundstilknytning, så er arbejdslivet i høj grad blevet den arena, hvor vi realiserer os selv som individer og som mennesker. Sat på spidsen: I dag arbejder vi ikke kun for at overleve, vi lever også for at arbejde.
Hvorfor fremme meningsfuldt arbejde?
For det enkelte menneske er et meningsfuldt arbejdsliv ofte vigtigt, fordi vi bruger så stor en del af vores liv på netop at arbejde. Set som nation arbejder danskerne i dag mere end i vores umiddelbare fortid. For selv om arbejdstiden for den enkelte er gået betydeligt ned – arbejdsugen er i perioden 1920 til 1990 gået fra 48 til 37 timer, og ferien er forlænget fra tre til seks uger i perioden 1920-2003 – så er arbejdstempoet til gengæld sat op. I mange brancher er det desuden almindeligt at have meget overarbejde, hvorfor arbejdsugen for disse mennesker i perioder reelt er 50, 60 og for nogle endda 70 timer lang. Desuden er både mænd og kvinder ude på arbejdsmarkedet i dag, hvor kvinderne før 1960’erne i højere grad var hjemmegående. Den tid og energi, vi bruger på at arbejde, kunne i stedet gå til vores familie, kunstnerisk udfoldelse, frivilligt arbejde, spændende fritidsinteresser eller politisk arbejde. Der er værdifulde aktiviteter nok at bruge sit liv på. Så for at vi ikke skal kunne ende med at føle, at vi har spildt en stor del af vores liv på arbejdet, er det derfor en fordel, hvis vores arbejdsliv er meningsfulde.
Spørgsmålet
